Min Bedsteven Mikael (ONE-SHOT)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 apr. 2014
  • Status: Igang
Fortællingen om en pige og hendes bedsteven, om et afhugget hoved og om når intet er hvad det ser ud til....

15Likes
9Kommentarer
406Visninger
AA

1. Min bedsteven Mikael

Min bedsteven Mikael!

- Hvad har du gang i?

Hun blinker da hun står i butikken og betragter pakken med cornflakes. Hun ignorerer personen, som snakker til hende, og løfter armen. Fingrene knuger om den firkantede æske. Hun kan ikke lade være med at trykke imod det bløde pap, der trykkes indad af hendes fingerspidser.

- Jeg spurgte dig om noget, Amalie. Det er ikke okay at ignorerer en på den måde, og det ved du også godt. 

Amalie lader sine øjenlåg flimre i hurtige milisekundsblink, og vrider sagte hovedet til venstre. Drengen med det lyse hår og de havblå øjne, læner siden imod reolen som han stirrer på hende. Der er en usædvanlig opmærskomhed i hans blik, som hun ikke bryder sig om. Et blik af overvågning. Det prikker koldt imod nakkehudens inderside. 

- Ja, hvad tror du jeg laver, Mikael? Køber våben? 

Mikael smiler og ryster på hovedet. - Jeg elsker din sarkasme, Amalie. Men du skal ikke købe den cornflakes. Det er ikke sundt for dig. Tænk på vægten.

Amalie undslipper en latter. En hovedrysten efterfølges. - Mikael, for helvede, du er seriøst en skid nogengange, du er?

- Det er derfor du kan li' mig. 

Hun tager cornflakespakken med et langtrækkende suk, og vender sig rundt. - Hvad er det mere, jeg mangler. Kan du huske det? 

- Hmm. Giv mig kurven, så jeg kan se hvad vi har. 

Mikael rækker hånden frem. Amalie betragter hans øjne, og ser endnu engang blikket hun ikke bryder sig om. Han er hendes ven og hun ved at hun ikke skal bekymre sig for hans motiver. I de seks måneder, hun har kendt Mikael, har han kun hjulpet hende. Han trøstede hende da hendes ekskæreste slog op, det var ham der hjalp hende med at overkomme følelserne da hendes far drak sig i døden og det er ham, som vejleder hende i skolen. Takket være Mikael, klarer hun hverdagen. Takket være Mikael, ved hun at hun ikke behøver at være bange. Han har aldrig svigtet hende, og han vil heller ikke gøre det nu. Hun ved at hun kan stole på ham. Men alligevel... Det blik. Hun bryder sig ikke om det. 

Alligevel rækker hun ham kurven. Fornuften, visheden om at denne dreng, hendes bedsteven, hendes eneste ven, er til at stole på, overtager frygten. Han havde måske opført sig underligt, haft perioder hvor han var vred og truende, andre perioder hvor han var bange og ked af det, men sådan er det at være menneske. Man kan ikke være glad hele tiden. Og det ved hun om nogen. Det er okay. Han har stadig holdt hvad han lovede. Har stadigvæk ikke forladt hende. Han er stadig hendes ven, som hun altid kan stole på.

- Lad mig se... Mælk. Det har vi. Selleri. Det har vi også. Kakaomælk... Det mangler vi.

Mikael giver hende kurven tilbage. - Kakaomælk og eddike. Så skal vi ned i den anden afdeling igen. 

Okay. Et suk udbyder sig fra læberne. Hun trækker kurven efter sig. Mikael går lige ved siden af hende, driller hende gennem flere skjulte blikke. Det stikker i hendes kinder og kildrer i hendes mave. Han prikker hende på skulderen og rykker hende i hestehalen, og hun er nær ved at grine flere gange. Det gør det sværere at koncentrere sig, men hun elsker alligevel at han gør det. Det får hende til at glemme det hele, bare det at han er der. Blikkende, som får det til at prikke koldt imod den indvendige nakkehud, syntes at være stoppet. Det letter hende. Åh, hvor hun dog er så taknemmelig for, at han er der for hende. Særligt i en tid som denne. 

- Mikael, jeg tænkte på noget. Hun åbner glasvinduet med kakaomælken, og putter det ned i kurven. Nu mangler hun bare eddiken. Og så skal hun hjem. Hjem til mor. En underlig kold vriden, som hun ikke forstår, dukker op i overmaven ved tanken om mor. 

- Hvad tænkte du på? Mikael følger med hende langs rækkerne af køleskabe og frysebokse, hen til lagerreolerne, hvor eddiken er at findes. 

- Jeg tænkte på, om der ikke er en eller anden måde, jeg kan hjælpe dig? En anden måde end den her? Jeg mener...!

- Jeg ved godt, hvad du mener, men det er der ikke, Amalie. Jeg har lovet at jeg aldrig vil svigte dig. Det løfte holder jeg. Jeg er her altid for dig. Altid.

Amalie standser foran eddiken, betragter længe det hvide mærkat. Et suk. Hun drejer hovedet imod ham. - Men... Eddike? Like... seriøst?

Mikael nikker, og trods hans to læber danner sig i et opadbuende smil, ser hun alt for godt tomheden i hans blik, og muskelforvrængningerne der får hans kæber til at blive mere fremtrædende. Og i et par korte øjeblikke kildrer det i hendes øjne og suger i brystet, men hun vil ikke græde. Hendes bedsteven lægger hånden imod hendes skulder. Smerten er væk og tilbage er der kun et selvbekræftende læbesmil. De pludselige opdukkede følelser som havde bølget sig frem i hende, forsvinder så brat de var kommet. Igen er hun varm. Igen er det kun Mikael, hendes bedsteven, hun tænker på.

Eddiken bliver lagt i kurven. Mikael og Amalie smiler til hinanden, griner ad internt forståede jokes som de bevæger sig op til kassen. Tingene bliver skannet igennem, der bliver betalt. Tilbage er der kun den halve kilomet hjem. Mikael holder hende med selskab, men det fjerner alligevel ikke det stadigt kraftigere sug og den stadigt voldsommere opadpressen i mellemgulvet. Hun begynder at have mindre lyst til at tage hjem. Hun vil hellere være sammen med Mikael, langt hellere tilbringe tid med ham. Han gør hende tryg. 

Hun standser. Ryster på hovedet og placerer en hånd på brystkassen. Hun ved det ikke modhjælper de forvirrende følelser der pumper i hende, men hun kan ikke lade være med at gøre det. Det er en dårlig vane. En vane hun har fra mor. 

- Amalie, vi bliver nødt til at fortsætte.

Hun lukker øjnene. - Nej, Mikael. Nej, jeg... Jeg kan ikke. J..  Nej, jeg KAN virkelig ikke.

Hendes bedstevens hånd trykkes ind imellem hendes skulderblade, kører i en ensformig aende bevægelse. 

- Amalie. Jeg er her. Du skal nok klare den. Gør det nu bare.

Hun lytter. Glider sig frem, og knuger indkøbsposen hårdere fast. Huset med den efterhånden tilvoksede have og de lukkede gardinforhæng, dukker frem bag det næste stakit. Hun træder igennem lågen, mærker hvordan det banker ned i lårerne, pulser og pumper imod indersiden af huden. Hendes hænder er svedklistrede da hun knuger om håndtaget. Et enkelt spørgende blik sendes til Mikael. Hun håber at han, denne gang, bliver enig med hende om at det ikke behøver at blive gjort, at der er andre måder, men det er der ikke. Det er det samme som det hele tiden har været. Dette skal gennemføres. 

Hun åbner døren og træder ind i entréen, hører lyden fra fjernsynet. Lader Mikael passerer. Han træder ind uden en lyd andet end den bløde stofhvislen af sokkerne, der glider ud af skoene på gulvtæppet. En skingrende latter fra mor. Amalie går forbi stueåbningen, træder videre ind i køkkenet. Hun kigger sig et par gange over skulderen, for at forvisse sig om at Mikael stadigvæk er bag hende, at han ikke er gået ud eller forsvundet, at han ikke har svigtet hende. Men det har han ikke. Han er lige bag hende. Smiler som han går.

Hun når køleskabet efter tre skridt, men lige til at starte med kan hun ikke gøre det. Synet, som hun ved der vil møde hende, er ikke rart, og giver hende allerede nu ilninger ned ad ryggen og fremprovokerer en næsten uimodståelig lyst til at væmmes, men et enkelt kig på Mikael fortæller hende, at der ikke er andet for. Det skal gøres. 

Mors latter inde fra stuen, virker som et startskud, der får Amalie til at glide armen op gennem luften og gribe om køleskabets håndtag. Hun rykker. En kuldemur og en forfrossen lugt af mad på køl. Hendes blå øjne kan ikke fjerne sig fra det grusomme og alligevel forunderligt tiltrækkende syn foran hende, synet af Mikaels forfrosne hoved, udstillet på en tallerken og pakket ind i plastik. Øjnene, blå med grøntonede nuancer, er tomt rettet ligefrem for sig, i en for evigt fastfrossen stirren. Hovedet var blevet taget op af fryseren en time forinden, var blevet lagt til tøning i køleskabet og nu skal det puttes i eddike, men Amalie har virkelig ikke lyst.

Men hvis du gerne vil beholde mig, Amalie, er du nødt til det, siger Mikael bekræftende, og hun ved at han har ret. Tøvende trækker hun hovedet ud, lægger det i køkkenvasken ved siden af køleskabet og skruer låget af eddiken. Flere gange vil hun bare vende sig rundt, vende sig til Mikael, spørge ham, igen og igen, om dette her nu virkelig også er nødvendigt, men hun kender svaret i forvejen. Mikaels ånd kan kun holde hende med selskab på denne måde, ved at hovedet bliver bevaret. Hans ånd kan kun fortsætte med at være i denne verden, hjælpe hende som en ven, og holde hende med selskab i svære tider, hvis hun hele tiden sørger for at konservere det. 

 Hendes muskler er blot gelé, da hun vender flasken med lagereddike på hovedet og hælder indholdet ud. Det siver ned i hovedbunden, strømmer fra pandehåret og nedover panden, forgrener sig i øjne og på kinder. Hun bliver ved med at hælde, betragter den surt lugtende væske glide ud fra flaskehalsen. Først da flaskens indhold er udtømt, kigger hun tilbage på Mikael, og ser smilet bue hans mund samt hvordan han løfter sin tommelfinger i et okay-tegn. Hun stiller eddiken fra sig og trykker låget tilbage på plads.

- Jeg må afsted. Vi ses i morgen.

Mikaels ånd vender sig rundt. Han går hen til væggen, smelter sig igennem den og forsvinder. Tilbage står Amalie blot, alene på gulvet, foran køkkenvasken. Den sure lugt af eddike, vrider sig op i hendes næsebor og prikker hende imod slimhinderne. Efter Mikael er forsvundet, har hun mistet en del af sig selv. En tomhed erstatter den del, en tomhed hun ikke kan forklare. Hun ved ikke engang hvorfor hun er tom, for hun ved at hun vil se ham igen i morgen. Mikael er hendes bedsteven. Han forlader hende ikke, forlader hende aldrig, og det ved hun.

Der høres skridt. En stemme, der kommer nærmere, og som får Amalie til at spænde musklerne i kroppen. - Amalie? Amalie, hvem snakker du med?

Amalie reageree, og før hendes mor dukker op har hun allerede kastet sig frem. Frem imod det stirrende hoved, som er klistret ind i eddike, imod hovedet der hviler på bunden af vasken. Hendes hænder når at favne omkring formen, og løfte den op fra den firkantede metalsænkning, da mor runder hjørnet og hæver stemmen.

- Amalie, hvad...! Og mor stopper da hun ser hvad Amalie har i favnen, og hendes øjne bliver store og hendes mund åbner sig vidt op. Amalie prøver at finde en forklaring, lader tankerne blive skannet igennem i sit kranie, men hun ved at hendes mor vil være fuldstændig ligeglad med hvilken bortforklaring, som hun kommer med. At se sin datter stå med et hoved, et afhugget frossent hoved smurt ind i eddike, er et syn ingen mor ønsker sig at se. Et syn, som...

Mor bryder Amalies tankestrøm, da hun i den skingre tone og en vantroende ansigtsmine fortsætter. Amalie, hvad fanden er det du har gjort ved kyllingen? Hvad fanden er det dog du tænker på, pigebarn?

   Amalie forstår ingenting. Kyllingen? Hvad mener hun med kyllingen? Hun bøjer hovedet og forundres endnu mere ved synet der imødekommer hende. Det er ikke længere Mikaels hoved, hun holder i sin favn, men en lyserød kyllingebug med to opadpegende lårbensknogler. Eddiken er allerede sivet ned i skinnet og afgiver en olieagtig glinsen. 

   Mor træder frem og river kyllingen ud ad Amandas greb. - Du har jo ødelagt kyllingen. Er du skingrende sindssyg? 

   Hun forstår ikke. Og det ved Amalie. Hun vil aldrig forstå, at kyllingen ikke er en kylling, men er Mikaels hoved. Mikaels hoved, som hans ånd lever i. Hendes usynlige ven, der har fulgt hende siden hun var helt lille.

At kyllingen er hovedet fra hendes usynlige bedsteven Mikael. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...