Uden Dig | One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 apr. 2014
  • Status: Igang
Dette brev er dedikeret til min mor, Karina, som døde af kræft da jeg var blot 12 år gammel. Nu har jeg så simpelthen sat mig foran computeren og skrevet alle mine tanker ned til hende, ikke for medlidenhedens skyld, men for min mors. Jeg håber hun hører mig.

3Likes
8Kommentarer
141Visninger

1. Uden dig

Kære mor.

Først vil jeg sige, at jeg savner dig ufatteligt meget. Du var min helt, min stjerne, mit idol og ikke mindst - du var min bedste ven.

Jeg kan stadig huske, da jeg som 7-årig tog imod dig derhjemme. Du havde ikke noget smil på læben, som du plejede, men jeg var for lille til at forstå hvorfor. Det var dengang, far arbejdede på bogen. Da du forsvandt, forsvandt hans lyst til skriveriet også, og han skrottede hele idéen og bogen med. Jeg gætter på, at du var hans inspiration. 

Jeg husker, hvordan du bad os om at tage med i parken, men først ville far læse sit syvende kapitel højt for dig. Trods alt du havde på hjerte, lod du ham tale ud med tålmodighed, uden at bryde ind. Bogen betød så meget for ham, og du elskede ham.

Da han var færdig, fik vi pakket en madkurv og jeg fik din hjemmesyede jakke på. Den postkasserøde. 

Du tog mig i hånden og far tog dig under armen, mens vi gik afsted. Under hele turen var jeg den eneste, der sagde noget - jeg løb skrigende efter duer, jeg sang og jeg pludrede løs om Jonathan fra 1. klasse. Du lyttede interesseret, mens far blot beundrede mig. 

Jeg husker, hvordan du fandt en plads under det store kirsebærtræ den dag. Der var udsigt til åen, hvor en flok svaner svømmede idyllisk rundt og ænder dykkede. Vi fik sammen pakket ud og fandt maden frem, og da du pludselig begyndte at græde, fik jeg for første gang en kvalm smag i munden. Som syvårig. Jeg fik fornemmelsen af, at alt var forkert, som syvårig. 

Jeg kan huske, at far lagde armene om dig, og forsøgte at trøste dig, men du kunne ikke stoppe igen. Jeg sad bare - jeg var syv, og jeg forstod intet. Alt var jo godt for et sekund siden?

Så begyndte du at le - du lo, lo, lo og syntes aldrig at stoppe igen. Selvom jeg da burde være glad, var jeg stadig ikke. Det virkede stadig forkert.

"Jeg er syg," grinede du og tørrede dine øjne, "dødssyg." Far fik et sjældent udtryk i ansigtet, noget, som jeg ikke havde set før - angst.

Du forklarede med et grin, hvordan lægerne havde fundet en stor kræftknude i dit bryst, og hvordan den hurtigt kunne brede sig. Jeg var lille, og anede ikke hvad kræft var, men det gjorde far, og han brød sammen.

Alle i parken stirrede på os - en grædende mand, en leende kvinde og et forvirret, 7-årigt barn. 

Du så på far, og dit grin forstummede. Alt forsvandt - parken, åen, svanerne, menneskerne. De blev væk. Nu var der kun os tre tilbage.

Jeg fattede stadig intet, men alligevel begyndte tårerne at trille ned ad mine små kinder. Ingen var glade.

Da jeg blev ti var du stadig syg - kræften havde bredt sig til din arm og din mave, og du lå på sygehuset. Du græd hver dag, når vi besøgte dig. Sygehuset blev dit hjem. Du kom kun sjældent rigtig hjem, og jeg savnede dig. Der blev aldrig mere læst godnathistorier. Aldrig kysset godnat. Heller ikke af far. I stedet begyndte han at drikke og ryge. Hver dag stank han langt væk af røg og alkohol, og hver gang vi kom hjem fra sygehuset, blev han ude. 

Lægerne fandt ud af fars problem - han var kommet i en dyb depression. Han kom til et støttecenter, hvor alle troede, han fik hjælp, men ofte fandt jeg en halvtom vinflaske et sted i kælderen. Det var forfærdeligt, og jeg kunne ikke klare, at begge mine forældre gled væk, så jeg begyndte at blive syg. Jeg kastede op og havde hovedpine, og jeg kom ikke i skole i flere uger i træk. Alle blev bekymrede, også mine lærerer. Lægerne kom ofte til tjek ved mig, fordi min nabo ringede til dem, og da de spurgte, hvornår det begyndte, så brød jeg sammen. Det var hårdt, at fortælle dem om far og at han stadig drak, men det hjalp. Jeg følte, alt blev bedre. Far kom til et andet støttecenter, hvor han faktisk fik hjælp, og jeg kom i skole. Alt var godt, bortset fra dig. Hver gang vi besøgte dig, så du mere bleg og svag ud, men gennem smerterne kunne du smile, når vi fortalte om forbedringerne.

Hver aften bedte jeg. Jeg bedte til Gud om, at du skulle blive rask igen og tage på arbejde. Du skulle kysse mig om aftenen og synge for mig i bilen, når jeg skulle i skole. Du skulle tage mig med ud at købe ting til mit nye værelse, som jeg snart skulle have, og du skulle flette mit hår, når du ville hygge dig. Du skulle glæde dig over at din søster var gravid med din niece, og du skulle være lykkelig for dit ægteskab med far. Men det lod til, at Gud aldrig hørte mig, ligegyldigt hvor meget jeg lovede at børste tænder grundigt og rydde op på mit værelse. Jeg begyndte at tro, han slet ikke fandtes.

Jeg blev elleve, og du led stadig alt for meget. Intet var blevet bedre for dig. Der var intet at gøre mere - du ville dø indenfor et til to år, og jeg ville skulle sige farvel til min helt. Du var med mig hele tiden, og du glædede dig sammen med mig, når jeg havde noget at glæde mig over. Jeg vidste allerede der, hvor meget jeg kom til at savne dig, og jeg bad om at mirakel. Noget, der kunne redde dig i sidste øjeblik. Miraklet kom aldrig, og du sov ind den 13. september, 2012. 

Jeg savner dig, mor, og du skal vide, at jeg er lykkelig. Jeg er sammen med Stefan på tredje år nu, og kusine Laura er blevet 2 år. Hun er sund og rask. Far er begyndt at skrive igen, denne gang er det dog ikke en fantasy, men en selvbiografi. Han har et billede af dig ved siden af sin computer, som han får sin inspiration fra.

Jeg elsker dig,

Louise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...