Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4586Visninger
AA

41. Tak

Hun åndede besværet ind, og klemte om siden som om det stoppede det sidestik, hun selv havde startet. Helt nede ved floden bred var der nogle buske, som hun gemte sig i, mens hun lyttede til politiets svage stemmer. Hun holdt vejret, da en betjent gik forbi få meter fra hende.

Efter lidt ventetid der i mørket vovede hun alligevel at finde dagbogen frem. Lige nu måtte hun læse brevet til hende igen. For at det blev nemmere at finde, slog hun op bagfra, men stødte også på et andet brev, der ikke var til hende, men Allison. Hun vidste godt, at hun egentlig ikke måtte læse det, og det var meningen, at hun bare skulle aflevere det, for der stod en adresse. Alligevel begyndte hun at læse det, da nysgerrigheden overvandt fornuften. Hun skubbede et par grene væk for bedre at kunne læse på trods af mørket.

Jenna nikkede og sank en klump, efter hun havde læst det. Det nødvendigt, at Allison fik brevet, og det skulle være nu. Så uden hun tænkte videre over det, styrtede hun op og løb hele vejen gennem skoven, mens hun prøvede at ignorere råbende bag ved hende.

Endelig fik hun rystet betjentene ag sig, og gik forpustet ned mode den adresse, Hope havde skrevet ned. Efter et par minutter kom hun til det største hus, hun havde set, der måtte være Allisons hus. Det var med tre etager og kælder, og var malet hvidt, så det gav genskær i mørket. Nervøst gik hun op til den brune hovedør på de små grå og hvide sten, der knasede under hendes fødder, hver gang hun betrådte dem.

Der gik kun få sekunder før døren blev åbnet af en lyshåret piger, efter Jenna havde ringet på. Hun var så mager, at hun ligeså godt kunne være en tegning, og de mørke rander under øjnene gjorde hende bare endnu mere zombieagtig.

”Hvem er du, og hvad laver du her? ” sagde hun spidst, og bare dét alene fik ondskaben til at lyse ud af hende. Jenna måtte synke en klump, for at holde sig i ro.

”Jeg er Hopes tvillingesøster, Jenna. Jeg er her for at give dig et brev, der er tilegnet dig fra Hope. Hun bad mig om at aflevere det til dig. Jeg har selv læst det, for det kan man ikke holde sig fra, når det er skrevet til den pige, man hader allermest, fordi hun er skyld i min søsters død, ” svarede Jenna bange, men fandt vreden frem i sidste sætning, og stirrede nu hårdt på Allisons forskræmte ansigt.

”Du tager fejl. Hope var en idiot, der ikke tænkte sig om, det skal du ikke give mig skylden for. Give mig så det brev, ” hvæsede hun, og prøvede at tage brevet fra Jenna, der gemte det på ryggen.

”Siden du er så ivrig, kan jeg alligevel ikke lade være med at tro, du lyver, ” startede hun langsomt med hadefuld stemme, ”noget siger mig, du bliver skyld i andre end Hopes død. Læs det så, og sig så hvad du mener bagefter, ” hun rakte hende brevet med en stiv bevægelse.

Kære Allison

Jeg ved, du bliver forvirret over, at jeg ikke er her mere. Jeg forstår dig også godt. Alt det vi har gået igennem både tykt og tyndt, har betydet meget for mig, og derfor skriver jeg til dig.

Nu skal du lige læse den sidste sætning, jeg skrev og kigge lidt på den. Hvis du er klog, så kan du se, at jeg ikke har sagt noget om, at det er godt, det vi har været igennem, for det er det langt fra. Du har svigtet mig så meget, at jeg ender med at tage mit liv. Ja, du læste rigtig, jeg tager mit liv på grund af DIG og ingen anden. Jeg håber du får dårlig samvittighed, for ellers er du et dårligere menneske, end jeg troede.

Noget andet jeg håber på, er, at du ikke svigter andre end mig på samme måde. Det skal være slut med, at du river hjertet ud af andre folk med følelser, og smider det direkte i skraldespanden, som var det ligeså meget værd som en rådden banan. Jeg hader bananer, de smager fedtet og alt for meget af babymos. Nok fordi der er bananer i meget babymos. Jeg er nok lidt ligesom babymos. Det er slimet og ulækkert, og babyerne er ikke kloge nok til, ikke at kunne lide det. Faktisk er det mere dig, der er babymosen, for jeg er dum nok til at æde det råt med hår og det hele.

Aldrig har jeg begået så stor en fejl som at blive venner med dig. Du har aldrig været min ven, men gid jeg havde indset det noget før, så jeg måske ikke var endt sådan her nu. Jeg selvskader, har spiseforstyrrelse, drikker, går i seng med den første og bedste fyr og tager stoffer. Alt sammen på grund af dig, og ja ja, jeg ved godt, at jeg selv har gjort det, men det var dig, der startede det ved at komme ind i mit liv. Du kan selvfølgelig ikke gøre for, at jeg var på netop den skole, men du kan gøre for, at du rev mig fra mine venner, som elskede og stolede på mig. Du kan gøre for, at du startede den manipulation. Og jeg er rasende over det.

Jeg håber du fortryder nu. Det håber jeg så inderligt, det er det mindste du kan gøre. Alle de gange hvor jeg har set dig som en slags Gud, hvor jeg bare har været en myre for dig. En lille ubetydelig myre, der ingen gang er til besvær, men faktisk bare er der for ingen verdens nytte.

Du har løjet så meget, jeg har også løjet. Det her er ikke kun din fejl, men også min. Jeg gik i din fælde uden at tænke videre over det. Undskyld, jeg gjorde det. Nej, jeg ved ikke hvorfor, jeg dog skriver det, det er DIG, der skal sige undskyld. Du bør sige undskyld for hver eneste af dine modbydelige løgne.

Efter alle mine onde ord, vil jeg sige noget andet. Du har lært mig så meget om livet, og det er jeg faktisk taknemlig for. Desværre får jeg ikke brugt min viden, jeg kan ikke tilgive mig selv for det svigt, jeg gjort mod min familie, men mest min søster, Jenna, der vil aflevere dette brev, hvis du får det. Hvis du gør det, så har hun læst min dagbog, og ved alt om mig, og på den måde har hun fået mere livserfaring end nogen anden, bare på en anden måde. Tak for det. Måske har du ødelagt, men du har været sammen med mig næsten uafbrudt i fire år. Du har været der, godt nok falskt, men det vidste jeg ikke. Derfor vil jeg sige tak: Tak.

Kærlig hilsen Hope

Allisons mund var åben, og tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun havde jo ret, men først ny kunne hun fortryde det, nu hvor det var for sent. Hun bed læberne sammen, men endte med at bryde samme foran Jenna.

”Undskyld, ” hviskede hun grædende, og knugede om brevet, mens hun gemte sit magre ansigt i sine blege hænder. Jenna måtte selv knibe en tåre, men vendte i stedet om på hælen, hun vidste jo godt, hvad der nu skulle ske.

***

Nu er der kun to kapitlet tilbage, og undskyld jeg ikke har lagt noget ud, men jeg var på ferie.

Måske kan I selv regne ud, hvad der skal ske, og hvis I kan det, så skriv lige jeres bud.

Tak, fordi I stadig følger med.

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...