Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4591Visninger
AA

35. Selvmordstanker

”Det her kan næsten ikke blive værre! Du er simpelthen så egoistisk, bare at lade din stakkels datter sidde derinde på sit værelse helt alene. Gør dog noget kvindemenneske! Det er dig, der er moren her, og hermed dit ansvar fra børnene! ” råbte James, Jennas far. Han var blevet helt sindssyg efter Hopes død.

”Nej, ved du hvad, vi er to om det her. Er du klar over hvor hårdt det er at være mor? Jeg skal både gøre rent og lave mad, men så med sådan en mad dér, så er det helt umuligt! ” råbte Christy tilbage lige foran sin grædende datter, Jenna, der ikke kunne få det værre, når hun havde sådan nogle forældre, der var så tarvelige mod hinanden. Hun kunne mærke hvor meget sorgen skar i hende som en kniv, så hun kunne mærke det helt ud til hårspidserne. Som om hele hendes indvolde prøvede at ryste en masse metaldimser ud af kødet.

”Det er slået klik for dig. Jeg er bare knust over min datters død! Hun betød ikke mere for dig end for mig. Jeg elskede hende, men havde mindre tid til hende. Du kendte hende bedre, så det skulle være dig, der så, at hun havde det dårligt, ” Johns stemme var som en torden, og det var lige før, at håret og det lille overskæg faldt af ham, fordi han var så vred. Christy blev rød i hovedet, og tog hænderne op til sit mørkebrune hår, som Jenna havde arvet. Hun slog dem igen ud, og skreg af John. Det var nu slået klik for dem begge.

”Du havde ligeså meget ansvar for hende, det er dig, der er faren her i familien. Du skal ikke smide skylden over på mig, jeg kender ikke grunden til hendes død. Hvem er det lige her, der havde ferie, da hun døde? Det var dig dit fede svin! Jeg… ” hun kom ikke længere, før Jenna i sit raseri brød ind.

”Nu stopper I begge to! I er begge to nogle store narrøve! Undskyld, men det er I altså, og det skal I forstå, når I lader jeres børn være alene, og ikke støtter dem op. Hjælper dem. Det er fandme jer her, der voksne, men I opfører jer som om, I gik i børnehave. Hvad fanden er det for en opførelse? Det dér siger man bare ikke til andre! Ingen af jer kan gøre for, at Hope døde. Hvis nogen i den her familie har skyld i den, så er det mig! Men hvordan helvet tror I, jeg har det, når I bare kæfter op om alt muligt lort, der er til ingen verdens nytte? Stop det! ” hun sendte dem begge et vredt blik, og smækkede døren til sit værelse i, hvor hun lagde sig ned i sengen for at græde.

Det var simpelthen for meget det hele. Hun kunne ikke holde ud at se, sine forældre skændes sådan. Det var for meget at gribe med én hånd. Det endte som sædvanligt, at hun læste i Hopes dagbog.

28/11 - 13

Kære Dagbog

Jeg kan mærke, at enden er ved at komme. Jeg kan mærke det ved alting. Den måde alt ser håbløst ud og intet er godt. Der er ikke nogen grund til at smile. Ingen grund til at grine. Ingen grund til at leve. Jeg er nu bare glad for, at Allison stadig gider mig, nu hvor jeg ikke mere er model. Jeg føler bare ikke, at mit liv bliver lettere af det. Tværtimod. Nu er der mere tid til at tænke på, hvor mørkt mit liv ser ud. Jeg har et yndlingstræ ude i skoven. Et stort og smukt et med de dejligste lysegrønne blade om foråret. I barken har jeg fundet et H og J. Jeg kan huske, at Jenna og jeg legede ved det og sagde, at det var vores træ. Min Jenna.

Hope.


Jenna lod sig synke ned ad væggen. Var det virkelig rigtigt? Kunne det virkelig passe, at det var derfor, Hope havde valgt det træ?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...