Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4572Visninger
AA

38. Dødens sorg

Tårerne strømmede ned ad Jennas kinder som et kæmpe regnvejr. Aldrig havde hun grædt så meget, for Hopes sidste kapitel i dagbogen havde ramt hende dybt i hjertet. Som blev der skudt en kanonkugle ind i hendes hjerte. Men uanset hvad så var det hårdeste nok, at dagbogen var slut. Færdig punktum. Der var ikke flere af Hopes tanker tilbage i den. Hun var nået frem til Hopes slutning, og nu var der intet tilbage af hendes mere. Det var en hel ny side, Hope havde vist til sidst. Lidt som vågnede hun op for en lang drøm, der ikke gad at overgive sig, før enden kom.

Et skrig forlod Jennas røde læber, og hun kastede brutalt dagbogen ind i væggen, så et billede af en fugl røg ned, og glasset knustes mod gulvet. Hun kastede sig ned i sengen, og begyndte hårdt at slå en pude mod væggen, så fjerene stod til alle sider, og lagde sig stille i det chokoladebrune hår, der var blevet uglet. Følelserne væltede op i hende. Vrede, had, sorg og svigt. Det hele blev blandet til en stor masse, så hun ikke kunne finde ud af at tænke klart. Som startede der en tornado inde i hendes lille krop.

”Jenna hvad sker der? ” døren fløj op og dér stod hendes forældre med et så chorkeret ansigt, så man skulle tro, de lige havde set en elefant danse i deres baghave. Hun skreg bare, rev sig i håret og hulkede, så man kunne høre det helt nede i Sydafrika. Hun begyndte at slå dem en af puderne - stadig grædende som et lille barn, der ikke kunne finde sin mor. Hun følte at hele verden var imod hende, og den kun var skabt for at fornærme hende.

”Går væk, ” hulkede hun, og slog John i maven med den næsten tomme pude. Christy så på sin ødelagte datter, og dér gik det op for hende, hvor meget de havde svigtet deres elskede datter. At de bare havde været grebet i deres sorg, og lod Jenna blive sindssyg, fordi de ikke havde taget sig tid til hende. Hun lod en tåre glide ned af hendes kind og rakte ud efter hendes grædende og fortvivlede datter. De havde forladt hende, derfor opførte hun sig sådan.

”Jenna! ” skreg hun, men hun var løbet ud af døren sammen med en bog og blyant. Hun skreg igen efter hende, men brød grædende sammen. Det eneste hun kunne tænke på, var, at det var hendes lille baby. Hendes lille søde og uskyldige baby, der altid grinede, men nu var grebet af dødens sorg. John så på sin grædende kone, kyssede hende på kinden, og satte efter Jenna, der nu styrtede ned ad gaderne og ikke ænsede folks stirrende og mærkelige blikke. Hun var ligeglad med, hvad de tænkte. Det ragede hende ikke det mindste.

Hun blev ved med at løbe. Hendes mål var skoven. Dér var der ingen, og hun kunne blive væk fra verden. Blive på sin egen lille planet, hvor der altid var mørkt. Imens hun løb i sine egne triste tanker, støtte hun ind i en høj mørkhåret fyr, hun dagen før havde tænkt på, men egentlig helst ville glemme - bedre kendt som Lukas. Jenna egen dejlige Lukas, også selvom han kun var hendes i hendes tanker. Hun så på ham med tårevæddende øjne, og et alvoren fyldte hans blå øjne. Han vidste, Jenna havde det svært, men han havde aldrig set hende så fortvivlet.

”Jenna hvad sker der dog? ” spurgte han bekymret med sin hæse, ru stemme. Hun kiggede bare på ham, og tog et par skridt frem, men blev standset. Han skulle ikke ind i hendes liv igen, efter alt det han havde gjort mod hende.

”Bland dig uden om. Du har haft nok med mig at gøre, ” hun prøvede at lyde vred, men det var svært for alle tårerne. Endnu engang ville hun vride sig fri, men i stedet tog Lukas hende ind til sig. Alle mennesker var stoppet op, og stirrede nu chokeret og overrasket på de to unge mennesker.

”Hvis det er min skyld, så må du undskylde. Vi slog op i går. Jeg har indset, at vi ikke passede sammen, og selvom det er mange år siden, så nærer jeg stadig sammen følelser for dig, ” mumlede han, men Jenna måtte bede ham om at sige det igen, for på grund af hendes lave højde hørte hun intet. Til sidst nikkede hun bare, men det var ikke overbevisende, hvilket de begge vidste.

”Jeg kan ikke, Lukas. I så lang tid har jeg prøvet at glemme dig, og nu er mit sind formørket. Jeg kan ikke reddes. Undskyld, men det kan jeg ikke. Det er for sent nu, ” græd hun, rejste sig på tæer for at kysse ham, og gik så videre, mens Lukas stod bedrøvet tilbage, og så efter det forvirrede menneske, der kun udstrålede elendighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...