Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4611Visninger
AA

16. 9. brev 07/05

Til Hope Juliet Wood

Jeg føler mig meget mere glad nu. Din dagbog har fået en meget bedre følelse frem i mig, hvilket jeg er glad for, men på den anden side så blev det ikke ved med at være sådan. Du virker pludselig som en hel anden person, men på en måde blev du bare dig selv igen. Selvom det bare er tanker jeg læser, så kan jeg fornemme hvem du er, og den person jeg lige har læst om, var en venlig og ægte person, der havde hjertet med sig. Jeg lyder sikkert som en, der har mange fordomme, men det er også lidt klart, når man er blevet mobbet så meget. Jeg kan kende dig igen, og det er jeg glad for.

Mit liv har bestemt ikke været nemt, og det har dit heller ikke. Jeg ville ønske nu, at jeg havde fortalt dig om mobningen. Du ville nok kunne genkende noget af det, og jeg tror det kunne have hjulpet os begge. Jeg ved det nærmest. Hvis jeg bare havde sagt det til dig, så ville alt måske være anderledes. Det er først nu det går op for mig, at jeg selv har begået en kæmpe fejltagelse. Tak. Tak for, at du har hjulpet mig med at se den, jeg beatler tilbage, og hjælper dig med at se din fejl.

Du ved det hele nu. Det priser jeg mig lykkelig for. Du havde brugt for at vide, at du ikke var den eneste med problemer i denne her verden, men at der var andre med problemer. Eller er. Mine problemer er her stadig, og du har forstærket dem. Du har efterladt mig med kæmpe store spørgsmål, som jeg er ved at få svar på. Hvorfor er det dog lige den her måde, jeg skal så svarene på? Hvad kunne jeg have gjort for at stoppe dig? Jeg husker vores sidste aften sammen. Vi kunne ikke finde dig næsten morgen, og ringede efter politiet. Jeg fandt dig i skoven, hvor du hang og dinglede i et træ. Din hals blødte på grund af rebet. Jeg havde aldrig regnet med, at det var mig, der skulle finde dig, og følelsen jeg havde var forfærdelig. Jeg begyndte at skrige, så fuglene i skoven lettede.

Det var virkelig frygtelig. At se dit ligblege ansigt med opspilede øjne. Din krop var helt slasket, men jeg lagde mærke til, at din hånd var på en bestemt måde, for den kunne holde den halskæde, jeg havde til dig til vores seksårs fødselsdag. Der var blod på den. Jeg havde ikke haft min mobil med, så jeg styrtede hjem for at sige det. Det syn der mødte mig var næsten ligeså forfærdeligt: Mor sad på stolen og hulkede. Politiet havde lige fundet dig, og var klar over med det samme, at du var død. 

Den aften var forfærdelig. Hverken mig, mor, far eller Emilie og Christian sagde noget. Jeg ved ikke hvem det har taget hårdest på. Måske er det mig. Måske er det far og mor. Det er jo forfærdeligt at se sit barn dødt og blegt. Det har været frygteligt for os alle sammen. Er du klar over hvilken følelse af tab, du efterlader? Det er en kniv, der borer sig længere og længere ind i vores bryst. Følelsen er tom og man ved ikke hvad man skal gøre. Om man skal græde eller skrige. Om man skal kaste sig ned på gulvet og blive liggende som en slatten bamse eller løbe sin vej ud i mørket.

Ingen af os vidste helt præcis hvad di skulle gøre. For hvordan skal man tage mod det? Hvordan skal man kunne klare at leve, når man ved, at ens datter har gået rundt med noget, der i sidste nede var skyld i hendes død? Hvordan? Hvorfor? HVORFOR? Jeg kan ikke klare alle de spørgsmål, men jeg må læse videre indtil jeg kommer til svaret. Jeg har en mistanke om hvad det kan være, men jeg vil ikke sige det, for den tanke skræmmer næsten livet af mig. Du har for alvor ødelagt mig. Er alt det her grunden til, at din ynglings sang er Give me love af Ed Sherran?

Den aften. Din sidste aften. Den 23/03. Den har jeg lige døbt Det sidste Håbs Aften. Kan du huske, at vi snakkede om, at vi snart skulle til Danmark igen? Og skulle i Tivoli? Din dagbog minder mig om aften igen. Vi fik lasagne til aftenmad. Lasagne var din livret.

Jenna

***

Jeg havde tårer i øjnene, da jeg skrev kapitlet her.

Indtil videre synes jeg det er det bedste, og måske er der nogle af jer, der også synes det.

Det var ikke rigtig derfor jeg skriver her, men fordi jeg skal spørge jer om noget.

Hvad synes I egentlig om Jenna og Hope?

***

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...