Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4614Visninger
AA

13. 7. brev 03/05

Til Hope Juliet Wood
Søvn er vigtigt. Hvis vi ikke får søvn, bliver vi sindssyge. Sådan rigtig sindssyge, og det skal jo helst ikke ske. Under Den kolde Krig i øst Berlin, torturerede man dem psykisk. Det de gjorde var, at fangerne skulle ligge helt udstrakt med hænderne over det tynde tæppe de havde. Gjorde de ikke det, ville deres madras blive taget, og gjorde de det stadig ikke, blev de pisket. Stort set alle fangerne var uskyldige, og havde ikke engang fået at vide, hvad de havde gjort, men var måske bare blevet mistænkt, for at ville flygte til vest Berlin. Deres celler var måske på seks kvadratmeter, og dér boede de omkring tolv mennesker. Der var ingen vinduer, men måske bare et lille bitte hul. Det gjorde, at luften blev dårlig, rummene varme og fugtige, så fugten drev ned ad væggene. Mange blev syge, og dødede.

Sådan nogle mennesker kunne have været os selv. Du skulle være lykkelig, for at kunne sove i en god og varm seng, i stedet for at blive længe oppe, så du kunne nå de ting, du skulle. Tænk hvis det ikke var sådan? Tænk hvis du havde boet i øst Berlin? Så ville du slet ikke have været så egoistisk. Det er så vigtig med søvn, får vi ikke søvn, bliver vi skøre. Det var ikke helt det, der skete med dig, men du blev skør på din egen måde.

Jeg ville ønske, at du havde fortalt noget om det til mig. At du med din egen mund og vilje gik til mig, og fortalte om, at du synes vores forældre, var irriterende. Om dine meninger og holdninger. Så ville jeg snakke med dig om Allison, vores forældre, dit job, Sarah og søvnen. Få dig til at indse ting, og prøve at lære dig lidt om livet. Jeg tror godt, jeg ville kunne tale dig til fornuft. Jeg er god til at sætte mig ind i personer, og jeg kan godt sætte mig ind i dig. Det kan jeg godt, men jeg er bare ikke enig med dig. Jeg kan sætte mig ind i, at man kan være irriteret over, at din veninde ikke har samme holdning som dig. Sætte mig ind i, at du gerne vil være som Allison, at du ser op til hende, men min mening er ikke den samme som din.

En angst er begyndt at stige op i mig. Jeg føler mig som en mælkebøtte, der er den eneste, som ikke har en blomst. Min blomst er blevet plukket. Det er den, der gør mig smuk, men nu er den væk, og kommer ikke tilbage. Vi kan ikke se forskel på mælkebøtter, men de er alle forskellige. Mennesker ligner også alle hinanden, men vi er også alle forskellige. Engang stod der en smuk og stor mælkebøtte ved siden af mig, men mælkebøtten blev taget op med rod og det hele. Mange gange har andre prøvet tage mig op med rod, men jeg har aldrig været villig til det, selvom jeg er blevet hårdt såret, men så vokser jeg bare ud igen, bliver såret og sådan bliver den ved. Vi har alle opture og nedture i vores liv. Jeg tror, at mange har prøvet at tage dig op, men du har været så stædig og egoistisk, så du blev. Men så var det, at efter alle de gange, at du er blevet såret, og til sidst har opgivet at hold fast. Du blev taget op, og smidt i spanden med alle de andre mælkebøtter: Ned i graven.

Jeg prøver konstant at holde fast i jorden under mig, men det er svært, når du får så voldsom en angst til at lægge sig over mit sind. Jeg er sådan en slags mælkebøtte, der er stor, så alle tramper på mig. Du plantede dig et sted, hvor der ikke var så mange, der kunne trampe på dig. Dér kunne du stå og bestemme, redder dig selv, og ignorere alle andre, end Allison og dig selv.

Du er virkelig ved at blive egoistisk. Og stædig. Kan du slet ikke selv se det? Eller kan egoistiske mennesker bare ikke det? Det kan de vel ikke. De vil ikke. De gider kun dem selv, og tænker ikke på hvordan de er over for andre. Det lyder måske overdrevet, men der er jo forskellige grader af egoisme. Noget siger mig, at din egoisme bliver voldsommere. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind. Måske ikke.
Jenna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...