Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4580Visninger
AA

42. 23 brev

Jenna satte sig stille ned foran Hopes gravplads. Hun lod stille en tåre trille ned ad kinden ved mindet om det, som hun havde gået i gennem, og den ærlighed hun først fik set, da hun var død. Hemmeligheden var ikke mere en hemmelighed, men en løgn der var blevet afsløret. Hun afslørede den jo selv. Jenna rev en side ud af dagbogen, og gav sig til et skrive det, hun vidste ville blive det sidste brev.

Kære Hope                                                                                                      

Jeg har ikke så meget at sige til dig, andet end tak igen for dit brev. Det varmer mit hjerte, men jeg ved, at det uanset hvad vil blive den sidste varme, jeg får i livet. Jeg er glad for du venter på mig. Så har jeg noget at se frem til. Vi skal møde hinanden igen og begive os ud på et nyt eventyr. Så kan vi håbe på, at det bliver bedre end dette mareridt.

Jeg har lagt en lille besked til vores forældre om, at jeg elsker dem, og jeg har også afleveret brevet til Allison. Det var smukt skrevet, og jeg er glad for, du håbede på, at jeg kan bruge det, du har læst. Det kan jeg godt, men på en anden måde, end det du ville have mig til. Noget siger mig, at jeg faktisk kender dig bedre, end du selv gør. Og du kender mig ligeså godt. Det er rart at kende en person hele vejen igennem.

Selvom jeg græder nu, har jeg et lille smil om læben. Tak for alle dine råd, Hope. Tak for den viden du har skænket mig, og som ingen anden ville kunne give. Tak for alt. Tak for alle de gange hvor du har fået mig til at smile og grine. Jeg tror endelig, jeg forstår verden. Jeg kan ikke helt forklare hvordan. Men måske er det bedst, vi går i glemmebogen - tænk hvis man skulle huske alle dem, der har betrådt jorden? Det ville være svært.

Og jeg har det bedst sådan her. Jeg vil ikke blive husket for noget specielt, jeg kunne som Beethoven, men for den jeg er, selvom når alle dem jeg kender i dag, dør, så har jeg aldrig eksisteret. Jeg vil kunne smile og være sikker på, at jeg træffede den rigtige beslutning, selvom ikke alle synes det, men de er jo ikke mig, og ved ikke hvad, der gemmer sig bag mit sørgmodige smil, som ingen synes er smukt. Jeg vil følges med dig.

Jeg ved, at jeg bliver glad, når jeg kommer op til dig. Derfor hedder du Hope. Det er derfor. Nu forstår jeg alt, jeg forstår mit liv. Man siger jo, at med tvillinger så når den ene dør, så dør den anden også. De kan ikke undvære hinanden. Jeg kan heller ikke undvære dig, du er mit lys i mørket, den stjerne jeg vil følge.

Jeg ved, det lyder mærkeligt, men det her er jo vores skæbne. Dit navn giver først mening nu, hvor du ikke er her. For du har jo egentlig givet mig håb ved at dø. Det lyder bare alt for filosofisk og overfladisk, men det er sandheden. Der er jo nogen, der skal dø, og i dette tilfælde blev det dig.

Du var mit håb, men det døde. Håbet døde sammen med dig, og uden håb kan jeg ikke leve, men jeg har fundet et nyt. Selvom du er død, så lever du stadig inde i mig. Vi ses igen. Du er død, men nu er døden blevet mit store håb, for i døden lever du. Mange ser døden som noget mørkt og koldt, og det er det jo også, hvis man har livsglæde. For mig er det varmen fra en kamin med lystige flammer. Selvmord er snyd, men nu er det bedste for mig at snyde, så jeg får det godt.

Forestil dig en stjernehimmel uden en eneste sky, der dækker for de smukke lys. Hver af de milliarder af stjerner er døde og smukke personer, der havde et godt hjerte. Jeg har ledt meget efter en bestemt stjerne, måske var det mig selv, måske var det dig. I hvert fald var der en stor smuk stjerne i går aftes, der var større og klarer end alle andre. Jeg tror, det var din stjerne, og ved siden af var der en lille tom plads. Dér vil jeg gerne være. Ved siden af dig, for jeg håber det er dig. Jeg tror, det er den måde, man kommer i himmelen. Man bliver til en stjerne.

Der mangler stadig en stjerne deroppe for, at jeg bliver fuldendt. Hvis der er noget, man vil ændre, skal man starte med sig selv. Jeg startede med en forsvunden stjerne. Jeg ved, jeg hører til deroppe. Vis ses, Hope. Vi ses nemlig igen. Ligesom du selv sagde. Vi ses.

Jenna

Et lille smil formede sig på Jennas læber, og hun rejste sig op i den kølige nat, inden hun gik ned til floden. Hun gav sig god tid, mens hun prøvede af redde sig hår med fingrene. Dagbogen var lagt på graven sammen med hendes brev. Hun kiggede op på den skyfri nattehimmel og smilede til månen, der betragtede hende. Hendes øjne blev vendt mod hendes håndled, hvor der var ridset en sætning ind: Jeg skal op til mit håb. Hun havde ikke skåret det for at straffe sig selv, men for at overbevise sig selv.

Hendes øjne hvilede på flodens brusende vand, der næsten skinnede i stjerneskæret. Det havde altid været den bedste lyd i Jennas øre. Lyden af vand var beroligende. Det mørke hår flagrede let om hendes runde ansigt, og den hvide kjole blafrede. Det lignede mest en natkjole, men den var dejlig blød, og det var det vigtigste.

Så trådte hun ud i vandet, og de bløde bølger omfavnede hende. Hun lod luften sive ud af sine lunger, og lidt efter blev Jenna Wood ført ned ad floden med et lille smil på læben. Og i samme øjeblik blev der tændt en ny stjerne på himmelen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...