Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4562Visninger
AA

40. 22. brev 07/07

Kære Hope

Jeg vil ikke skrive dit efternavn, det bør jeg ikke, når du er min søster. Jeg kan ikke fatte det. Jeg vil ikke. Brevet bliver kort - det ved jeg. Jeg er tømt for ord, ligesom jeg er tømt for tårer. Nu er jeg kun et tomt hul, der ikke kan fyldes ud. Jeg vil ikke fyldes ud. Tomhullet er dér, hvor du var. Jeg bliver først hel igen, når jeg bliver sammen med dig, men du er væk.

Dine ord var smukke. Så dybe og hjerteskærende. Det var alt for meget for mig at bære. Jeg kan mærke, jeg brister. Jeg kan mærke, hvordan jeg er ved at glide fra mig selv. Hvad skal jeg dog gøre, Hope. Verden er for meget. Jeg kan mærke det i hele min krop. Den længes efter dig, selvom d bare var min søster. Men det er også meget. Du var det menneske, jeg elskede allermest, og jeg elsker dig stadig. Du har hørt på det her alt for mange gang, det ved jeg godt, men jeg er nødt til at sige det flere end én gang. Det er jeg bare, for jeg fik ikke sagt det nok, da du levede.

Jeg kunne ikke lade være med at græde, da jeg læste det hele. Det gik mellem marv og ben. For dybt til at være sandt. Ja, vi ses Hope, og jeg håber det bliver snart. Det er betryggende, at du venter på mig. Pludselig frygter jeg ikke døden længere. Du har ret, det er en vej, vi alle kommer ud på. Det er også rart, du også er kristen. Må Gud tilgive dig, Hope. Det er trods alt dit navn. Der er altid håb for dig, men i sidste ende blev dit håb, døden. Lad det blive som det er, vi skal ikke lave om på noget. Du har lært mig så meget, og jeg ved hvad, det vil bringe. Jeg siger ikke hvad.

Håb. Smag på ordet. Det lyder godt, ikke? Jeg kan godt lide navnet. Det er smukt. Mystisk. Håb kan jo være mange forskellige ting. Det kan også være en person, der giver håb. Ligesom dig.

Jenna

Hun afsluttede brevet med en tåre i øjenkrogen. Dette brev havde været mere dybt end de andre. Eller nej, det havde været dybt på en anden måde. Hun rejste sig, og listede ud af døren. Hendes forældre vidste ikke, hvor hun var. Hun havde gemt sig ude i skoven i nærheden af Hopes træ, og måtte liste sig hjem om aften for at få mad. Hun nægtede nemlig at være sammen med dem. De havde svigtet hende for mange gange nu.

Jenna gemmested var i hende og Hopes gamle hule, som de med hjælp fra far havde lavet. Far og mor vidste godt, at hun havde været hjemme og hente nogle ting, men den ene gang hvor de havde opdaget hende, var hun hurtigt smuttet afsted på cyklen. De var sikkert meget bekymret, men det var deres egen skyld, hun var løbet væk. Hvis de bare havde passet på hende, så var de ikke nødt til at efterlyse hende til politiet.

Måske lød en gammel hule ikke som de bedste gemmested, men den var gemt oppe i træerne, og dér ville de have besvær med at finde hende. Selvom det var barnligt at løbe hjemmefra, hvilket hun vidste, så kunne hun ikke lade være. De måtte tage deres straf. Det var da ikke hendes problem, om de var bekymret. Det var faktisk lidt som i The Hunger Games. Politiet var de andre Sonere, og hun skulle gemme sig for dem, for at overleve. Den tanke var uhyggelig, men også spændene på en måde.

 

Pludselig lød der et knæk, der fik Jenna til at stivne. Hun havde altid været bange for lyde i mørket, dér kunne alle tankerne tage til, selvom hun godt vidste, der ikke gik mordere rundt ude i skoven. På den anden side var det jo ikke helt umuligt…

Hjertet sad i halsen, da hun hørte en hund gø og to mandestemmer. Hun kunne høre hunden snuse til træet, og verden boblede i hende som et lyn, der slog ned. De skulle bare blande sig uden om hendes liv. Hun var snart atten, og var da røvligeglad med, at de var bekymret, når de selv var skyld i hendes flugt.

”Dér! Der er noget oppe i træet, det ligner et træhus eller noget, ” lød en dyb mandestemme. Jenna stoppede med at trække vejret. Der hørtes skridt, og snart efter kunne hun skimte, at jorden vrimlede med politimænd. ”Hvor latterligt, ” tænkte hun surt. Kunne hun ikke bare være i fred? Hvis hun var væk fra huset, kunne alle da bare være glade. Men nej, mor og far skulle gøre det hele til ét stort nummer. De havde sikkert gjort det så slemt, at hun var efterlyst i fjernsynet.

Der lød nogle knæk, og et par meter under hende kravlede en stor mand i politiuniform, selvom det var svært at se i mørket, men det hjalp med politiets lygter. Hun mærkede frygten stige op i hende, politiet havde hun været bange for siden hun var lille. De måtte slå og skyde. Hurtigt smed hun tingene ned i sin rygsæk, men blev pludselig blændet af en lygte.

”Dér! Der sidder en deroppe, skynd dig Harrison, ” råbte en af mændene. Jenna skyndte sig op, kravlede ud den lille altan, hvor Harrison kun var få meter væk fra hende. Hun tog en lille gren væk, som var en sikker vej op til hulen, smed den og sprang i frygt over til det nærmeste. Blodet begyndte at strømme fra hende næse og ned på tøjet, men hun skyndte sig videre, og sprang fra træ til træ, da de stod meget tæt, og de fleste var høje og gamle.

Hundene begyndte at løbe, så hun blev stresset. Heldigvis var hendes cykel ikke langt væk nu. Hun sprang ned og landede i en mudderpøl, men løb over til cyklen. Så gik det fremad, og hun havde kun et mål for hovedet: Floden. Dér kunne hun gemme sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...