Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4600Visninger
AA

36. 21. brev 30/06

Jenna lod den mørkebrune hår dække sit ansigt, da hun betragtede alle eleverne. Hun elskede at iagttage dem, og se hvordan se opførte sig. Hun synes det var interessant, at ingen var ens. Ligesom puslespilsbrikker. Men når man satte dem samme, så gav verden mening. Problemet var bare, at der var en brik, der ikke passede ind nogen steder.

I lang tid havde hun tænkt på hvad, der skulle stå i den næste brev, for det var lidt svært bare at skrive noget. Der var nødt til at være lidt handling. Hun fik øje på Lukas, hun engang havde været forelsket i. Inderst inde var hun det nok stadig, men nu kunne hun ikke tænke på kærlighed. Kærlighed var en sydom ifølge Jenna, hvis man elskede noget, så ville man en dag miste det. Dog så virkede Lukas bare så rolig og fredfyldt. Der havde været en periode på en halvt år, hvor de havde snakket sammen, men det stoppede, da han blev kærester med Aria, en af skolens populære piger.

Han havde tændt et lille lys i Jenna, og pludselig forstod hun ikke, at hun ikke havde nævnt det for Hope i sidste brev. De var næsten blevet kærester, hende og Lukas. Men det var blevet ødelagt af Aria. Det gav ingen mening. Egentlig ville Jenna helst glemme det, men det var svært, for det var jo slet ikke første gang, at noget blev taget fra hende.

Lukas´ så på hende, og hun mærkede varmen stige op i kinderne. Det kastanjebrune hår hun huskede var så blødt og de himmelblå øjne, der var så dybe. Det var væk. Han smilede svagt til hende, men hun undgik hans blik. Den tid var ovre. Det var fortid. Men hun kunne stadig mærke det. Han var stadig i stand til at se direkte igennem hende. Ja, nærmest røre ved hendes følelser. Han rejste sig op, og bevægede sig hen mod hende, men hun var hurtig og nåede døren. Nu vidste hun hvad, der skulle stå i næste brev.

Til Hope Juliet Wood

Det er så mærkeligt at skrive til dig nu. Snart er dagbogen slut, og dit kapitel er ovre. Jeg synes det er noget mærkeligt noget det med liv. Vi bliver født, men når vi så dør, så bliver vi glemt efter nogle år. Så er der jo lige Hitler og Beethoven, men hvad rager de egentlig os? Vi taler jo bare om dem. De betød ikke noget for os personligt.

Der er noget, jeg skal fortælle dig. Noget, som jeg undlod af skrive i sidste brev, fordi jeg helst vil glemme det, men jeg har indset, at der er ting, som ikke skal glemmes. Selvom historien ender dårligt, så er den værd at huske. Der er ting i verden, som betyder noget for os, som gør os til den person, vi er i dag. Ligesom dig. Der er ting, som vi ikke bare kan lægge bag os, som om det aldrig er sket. Vi må ikke glemme os selv. Uanset hvad det er, så gør det til os, og der er en grund til, at det gør det. Fordi det betyder noget for os. Fordi det fylder meget i vores liv. Og selvom den dreng jeg blandt andet taler om, stort set ikke er med i mit liv mere, så har han haft en stor plads. Han fik mig til at føle mig elsket. Men han vendte mig ryggen.

Jeg var femten, da det skete. Femten, da vi for første gang snakkede sammen. Jeg husker stadig hans himmelblå øjne, der skinnede i solen, og det kastanjebrune hår, der var let uglet af vinden. Jeg kunne bare mærke, at han ville komme til at betyde noget for mig. Og dér fik jeg ret. Han var alt for nem at forelske sig i. Han fandt liv i mig, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan du havde det på det tidspunkt. Mens jeg nærmest var lykkelig, så var du på vej ned i helvet.

Det er underligt at tænke på. Og forfærdeligt. Men nu sandt. Nu mangler jeg én til igen at tænde det lys i mig, som jeg mangler. Jeg mangler, at der sker noget. Verden er bare for enkel. For firkantet. Vi bestemmer selv, hvordan den skal være, men jeg mangler, at der skal være noget uforudsigeligt. Noget nyt. Jeg mangler spænding og eventyr.

Det lyder nok lidt mærkeligt, men det kan sammenlignes med, at man leder efter det perfekte. Nogle mener, at det perfekte er det, der har fejl, men jeg er på en måde uenig, og så alligevel ikke. For mig er det perfekte det naturlige. Noget ingen kan pille ved. Noget som er urørligt. Noget uhørt. Jeg vil magi. Det er dét, jeg vil have. Jeg vil rejse væk til en magisk verden, hvor alt kan lade sig ske. Problemet er bare, at jeg er for blind til at se det. Jeg har ikke noget magi.

Jenna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...