Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4604Visninger
AA

3. 2. brev 22/04

Den mørkhårede pige satte i løb. Hun løb så hurtigt hun nu kunne, og ignorerede folks undrende blikke. Hun ville væk. Væk fra skolen og deres ord. Tårerne strømmede ned ad kinderne på hende, og gjorde hendes øjne røde. Med hånden tørrede hun blodet væk fra kinden. Hans ord lød stadig i hendes hoved. Ordene om, at hun var grim og ulækker, hvor efter han havde banket hende op af væggen, slået hende til hun blødte.

Hun drejede om hjørnet, og begyndte at sænke farten. Pigen bevægede sig mod den store sorte jernlåge - lågen ind til kirkegården. Tårerne begyndte nu igen at vælte frem, mens hun tænkte at han ikke fattede en skid. Han fattede ikke noget som helst om hvad, der var sket for to uger siden. Hun tog sin taske af, og fandt papiret frem. Hendes hånd begyndte at ryste, da hun bevægede sig ned mellem de mange grave. Alle de døde mennesker. Hvordan var de mon døde? Det tænkte hun på. Hun tænkte på, at det måske en dag var hende der lå nede i jorden og rådnede op.

Pigen sukkede og lukkede øjnene - der var kun få meter hen til graven. Gravstedet var stort og omkranset af en lav og smal hæk. Gravstenen var mørk og glat skinnende. Der lå blomster rundt om stenen, og pigens øjne fandt, hvad hun ledte efter. En bar plet kunne ses, og inden hun lagde brevet på pletten, læste hun det højt. Tårerne strømmede ned ad pigens kinder, og gjorde hendes trøje våd.

Og der mens hun sad, og kiggede på graven, besluttede hun sig for at gøre det, som hun havde lovet hende selv ikke at gøre; at læse dagbogen. Det var den eneste måde at få svar på. At bedrage sin søster, der havde bedt om at få sin dagbog med i graven. At få dårlig samvittighed over at have svigtede sin søster. At blive hjemsøgt af tanken om hendes død.
"Undskyld. Tilgiv mig efter det her, men jeg kan ikke leve med tanken om ikke at vide, hvorfor du tog dit liv. Uanset hvad det er du gemmer i den, så vil jeg altid elske dig. Altid". Hun så på gravstenen, der var så upersonlig.
 

Hope Juliet Wood
05/11 1996 - 24/03 - 2014
Du har fået en stor plads i vore hjerter
Vi vil altid elske dig

Til Hope Juliet Wood

Lige nu sidder jeg med din dagbog. Min hånd ryster. Hele min krop ryster. I dag var jeg henne ved din grav, den er så smuk og sørgelig. Hvor ville jeg ønske, at du kunne se min sorg, se hvor meget du har voldt os smerte. Der måtte bare være sket noget. Der skal være sket noget. Jeg vil ikke have, at det bare var fordi du blev sindssyg. På den anden side ville det være bedre. Jeg er så bange for at høre sandheden. Var du bange dengang? Det må du have været, ellers ville du ikke have handlet sådan. Håber jeg da.

Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor svigter jeg dig på denne her måde? Hvorfor trodser jeg dig? Husk at hvad man giver, får man også tilbage. Du svigtede mig, og nu er jeg nød til at svigte dig. Undskyld. Undskyld for at min handling bliver sådan her, men jeg har faktisk slet ikke lyst til at handle sådan her. Det er min nysgerrighed. Du ved jeg altid har været nysgerrig. Noget af det ondeste man kan gøre, det er at ignorere en døds ønske. Det gjorde vi ikke - stol på det. Vi ledte og ledte efter din dagbog. Hvorfor gemte du den i mit skab med mit tøj, der er for småt? Det er da det mest latterlige, når du vil have den med i graven. Undskyld for de her ord, men de er nød til at komme ud. Og ja jeg er vred på dig, men også såret. Såret over, at du gjorde det mod os. Ville du straffe os? Det var ikke nogen god måde at gøre det på så.

Jeg hader mig selv, for at skulle læse din dagbog. Jeg gør det lige om lidt. Tror jeg. Jeg er bange for at gøre det. Enormt bange. Ikke helt så meget for at svigte dig,- også det- men mere for at finde ud af sandheden. Det giver sig selv Hope. Du skrev, du ville have den dagbog med i graven og nøglen. Det var måske klogt måske dumt. Tror du ikke bare man får endnu mere lyst til at læse den? Du var sikkert desperat. Du var bange for, at vi ville finde ud af sandheden, det gør jeg snart. Du ville sikkert også have, at det var hele dig, der skulle dø. Hvis dagbogen blev begravet, ville den også dø. Så var der ikke mere af dig tilbage.

Det er skræmmende at sidde med dig i hånden. Lige om lidt er du afsløret, men jeg vil først skrive om hvad jeg har læst i næste brev. Det er for hårdt lige nu. For hårdt at læse dig. Lige om lidt svigter jeg dig, ligesom du svigtede os. Du fortalte ikke noget. Hvorfor det? Det har jeg sikkert spurgt om før, men det er det største spørgsmål jeg har. Om lidt. Om lidt læser jeg noget af din hemmelighed. Jeg vil ikke læse den hele på en gang, så kan det også være jeg måske fortryder, men selvom jeg elsker dig, så fortjener du det et sted.

Jenna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...