Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4563Visninger
AA

20. 12. brev 11/05

Jenna lagde hånden på døren, men ventede da hun hørte nogle vrede og hidsige stemmer. Vinduet til køkkenet stod åben, og hun kunne skimte sine forældre i gang med et stort skænderi. I øjeblikket skændtes de meget. Hun lå vågen hver aften og hørte dem. De gjorde det dér, da de ikke ville have, at hun, Emilie og Christian hørte dem.

”Du kan sgu´ ikke bare ignorere din egen datter! Se dog på hende kvindemenneske! Hun lider jo! Fordi hun savner Hope, men du gør ingenting for hende. Jeg har da set hvordan du sidder og stirre ud i luften, ” sagde hendes far vredt, og slog sin hånd ned i bordet.

”Du gør da heller ikke noget selv for hende. Jeg har mistet min datter, og det er da svært at være helt på toppen. Det er da dig der drikker hver evig eneste aften nu, så du skal fandme ikke bebrejde mig! Hver du bare glad for, at dine børn ikke har hørt noget, for hvordan helvet ville de tage det hvis de hørte det? Det har såret os alle sammen! Det er ikke kun dig der er her i verden. Jeg kan da ikke gøre for, at Jenna er løbet væk. Hun savner sin søster, og det er fuldt forståligt! Har du virkelig ikke lagt mærke til hvordan hendes humør er dalet mere end os andres? Hun er jo nede ved den grav hver dag, ” skreg hendes mor op i hovedet på min far.

Jenna kneb en tåre, og tog hånden op til sit bryst.

”Jenna er også mit barn. Det er din opgave som mor at snakke med hende og ikke min. Vi taler slet ikke sammen, og hun vil ikke høre på mig. Du gør slet ikke noget! ”.
Jenna åbnede vredt døren, og smed skoene og jakken, inden hun trampede forbi køkkenet og ind på dit værelse. Forældrene stivnede og så på hende. ”Jenna… ”.

”Nej! Lad mig være! i er begge to nogle fucking store svin, der lader sine børn i stikken, og ikke gør en fucking skid for at hjælpe dem. Ingen af jer har ret! I gør ingenting for os! ” skreg jeg, men fortsatte: ”I er nogle dårlige forældre! Gode forældre ville støtte sine børn, men det gør I kraft emde ikke! Hvis det er på grund af jer Hope ikke er her mere, så kan jeg fandme godt forstå det! Jeg ved ikke hvad der er forgået i Hopes hoved, men hvis hun har hørt et af de her skænderier og i forvejen var svækket, så er det da klart, at hun ikke gide at være her mere ”.

Hun trampede hårdt ind på sit værelse og satte sig grædende ned på sin seng, og begravede hovedet i sine hænder. Med tårerne strømmene ned af sine kinder, fandt hun et papir og en kuglepen frem, og begyndte at skrive.

Til Hope Juliet Wood

Tankerne vælter rundt inde i mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller hvor det hele ender. Lad os starte med det, der lige nu plager mig mest: Mor er gået fra forstanden. Hver aften ligger jeg vågen, og lytter til vores forældres skænderier. De lader være med at råbe, for ikke at vække mig, Christian og Emilie, men deres stemmer er vrede og indebrændte. Det er slet ikke det samme mere, og jeg kan takke dig for det. Undskyld hvis det lyder for grotesk, men mit hjerte er ved at briste. Jeg ved ikke hvad jeg skal føle, for alt virker så tomt og besværligt. Hvorfor er jeg her overhoved? Gud hjælper mig ikke mere, men jeg tror ham stadig. Alt er håbløst. Min verden er styrtet sammen.

Men mor er det værste for mig i dette øjeblik. Jeg har vidst i lang tid, at hun for det meste bare stirrer ud i luften og ikke gør noget eller tænker på noget. Hun er blændet af sorg Hope. Du har forvoldt mere skade og sorg end du tror. Emilie og Christian ser jeg slet ikke. De er altid hjemme hos nogen eller så er de på deres værelser. Alt er forandret. Jeg kan slet ikke kende verden, og det jeg kan kende hader jeg. Du har givet os alle ar ligesom du gav dig selv ar. Det er et grimt ord. Ar.

Vores mor tager sig ikke af os. Hun er ligeglad. Hun er svækket og blevet svag. Hun kan ikke klarer det her. Hun kan ikke klarer døden. Tomheden opsluger hende, og jeg er for alvor bange for hvad der vil ske med hende. Hun går under, og står ikke stærk. Det virker som om hun er ligeglade med sin familie. Far drikker hver aften. Jeg overhørte i dag et af deres skænderier. Han mener det er mors arbejde og snakke med mig. Han gør ikke noget som helst, men kigger på os lide uden at prøve og kæmpe for os. Idioter. Jeg hader dem. Jeg hader dem for at gøre det mod os. Mod Christian. Mod Emilie. Og mod mig. Jeg har haft nok modvind i mit liv.

Det gør ondt at læse om dine lidelser. Men jeg er glad for at læse om, at du godt kan se det forkerte i dine tanker. Hvorfor sagde du det ikke? Hvorfor gjorde du ikke noget? Eller jo, du gjorde noget, men det var et forkert valg. Stå stærk Hope. Lad vær med at bukke under på samme måde som mor og far. Jeg kan ikke klare mere. Jeg har fået nok. Jeg er såret. Jeg er ved at forsvinde. Modvinden er stærk. Den blæser mig væk.

Jenna din søster, der elsker dig
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...