Start with the missing star

"Hvorfor skulle det være sådan? Et spørgsmål jeg alt for tit stiller mig selv. Der var noget galt. Noget du aldrig har fortalt et levende menneske om. Jeg savner at kigge mig i spejlet og så se dig. For jeg ville så gerne være dig, men det ødelagde du selv. Jeg fandt din dagbog forleden dag, nøglen sad i, men jeg har ikke åbnet den. Jeg er bange for at sandheden står der i. Sandheden burde ikke findes, det var løgnen, der skulle eksistere. Det var bare en løgn, vi skal tilgive hinanden, selvom man lyver, men den løgn, den kostede dig dit liv". Dette er om hvordan Jenna lærer en død person at kende, bedre end nogen anden. Om 23 breve hun lægger på sin søsters gravplads, for hver gang hun læser i en dagbog, om hvordan hendes søsters liv langsomt blev til en helvede. Hvad Jenna ikke ved, er, at det i sidste ende kan gå ud over hende selv og hendes liv.

56Likes
59Kommentarer
4593Visninger
AA

19. 11. brev 10/05

10/10 - 11

Kære Dagbog

Uanset hvor meget jeg træner, så bliver jeg ikke slankere. Jeg vil ikke være tynd, men slank og flot. Der er bare intet der virker. Jeg prøver at gå i mere løst tøj, så jeg skjuler fedtet. Min krop er simpelthen så tyk og klam. Jeg hader den, og jeg hader mig selv for ikke at være god nok. Jeg fortjener at være smuk. Jeg fortjener at være mindst ligeså smuk som Allison, der er slank og har lige præcis så meget fedt som hun skal have.

Hope

12/10 - 11

Kære Dagbog

Mine lår er blodige. Ved siden af mig ligger et knivblad med mit eget blod på. Det er dejligt at mærke dets skarpe kanter mod mit kød. Det befrier den smerte jeg går med inden i. Jeg er ked af, at det skal være sådan, at jeg er nødt til at skære smerten væk, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg fortjener det. Jeg fortjener at blive straffet, fordi jeg ikke kan leve op til det jeg skal. Der er kommet blod på siden nu. Mine hænder ryster, og der er blod på dem. Tårerne triller ned ad mine kinder, og hulkene giver et stød igennem min krop. Jeg har aldrig fortalt sig sandheden. Undskyld. Sandheden er, at jeg lider. Jeg afskyer mig selv, fordi jeg tænker som jeg gør. Man bør ikke tænke så meget på sit udseende, men det gør jeg. Fordi jeg vil være ligesom Allison. Vi kom op at skændes i dag, jeg fortalte hende om, at jeg ville være slankere, men hun sagde bare, at jeg skulle stoppe med at spise. Det blev jeg vred over, og jeg sagde til hende, at det var vigtigt, at man spiste. Måske har jeg mistet min bedte veninde, der er den eneste, der forstår mig.

Hope

Jenna skreg. Hun kastede dagbogen mod den hvide væg, og tog sine hænder op til hovedet. Hendes krop rystede og hun knyttede sine hænder, da hun skreg igen. Tårerne begyndte pible ud, indtil hendes øjne var røde. Hun rejste sig op, tog dagbogen under armen sammen med en kuglepen og et stykke papir. Hun gik ud i køkkenet og fandt en julete frem. Der var ikke langt ned til kirkegården. Lige som da hun gik ned ad vejen, kom hun i tanke om hvad hun havde glemt. En spade. Hun løb tilbage mod kirkegården, hvor mørket var ved at lægge sig.

”Hej Hope, ” hun stod lidt og kiggede på gravens blomster. Forsigtigt fjernede hun blomsterne og de andre breve, der var lidt våde af regnen. Hun turde ikke kigge på dem, for hun var bange for, at teksten var tværet ud.

I syv timer gravede hun. Hun vidste det var ulovligt at grave på en kirkegård, men hun var nødt til det. Til sidst stødte hun på noget hårdt. Jenna lukkede øjnene og kigge ned i graven, hvor en stor mudret kiste lå. Med rystende hænder lagde hun sine hænder på kistens låg, og brugte alle sine kræfter til at få den op. Til sin store overraskelse kunne den godt åbnes. ”Hope, ” hviskede hun grådkvalt og så på liget, der lå i kisten. Hun var ligbleg og mager. Der var heldigvis ikke kommet orme, der var begyndt at spise af hende, men liget stank af råddent kød. Alligevel synes Jenna, at hun var smuk, som hun var iført den hvide kjole, og hænderne lå lukket om en nu visen bukket blomster, der engang havde været smukke røde roser.

Hun rev den sidste læste dagbogsside ud, og lagde den ned i graven. ”Det er hele din krop, der skal begraves, og ikke en bloddråbe skal gå til spilde. Når jeg har læst færdig, kommer jeg tilbage, og lægger dagbogen ned sammen med mine breve. Undskyld”. Hun brugte endnu et par timer på at lægge jorden tilbage, og sætte blomsterne ved graven. Det var ved at blive lyst, og hun skyndte sig at skrive den ellevte brev.

Kære Hope Juliet Wood

Dette brev er skrevet ved din grav. Brevet bliver ikke langt, men jeg skal fortælle dig noget, ikke om de sidst læste dagbogssider, men om mine følelser omkring din grav, og hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg har brugt ni timer ved din grav. Jeg har gravet ned til din kiste, og endda åbnet den. Jeg ved godt det er respektløst, og at de døde skal have fred, men dit liv har ikke været fredligt, og du har taget dine smerter med i graven. Den dagbogsside med dit blod på, har jeg lagt ned i din grav. Jeg synes hele din krop skal begraves, og så skal alt dit blod også med.

Jeg kommer tilbage igen og graver. Når jeg læst din dagbog så vil jeg lægge dagbogen ned i din grav, for det var dit ønske. Det ønske vil jeg opfylde for dig. Du har fortjent det. Det er det mindste jeg kan gøre for dig. Du er faktisk smuk, selvom du er død. Lyder det ikke mærkeligt? Du får aldrig fred, det gør selvmordere ikke. Du fortjener fred, og den bedste måde du kan få det på, er ved at få dagbogen med i din grav.

Jenna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...