Uriasprøven

Elijah Haggard var en del af Rebellerne. Han havde en høj status, kun på grund af hans søster, som havde overtaget rollen som Rebellernes overhovedet, efter deres forældres ulykke. Katlin Caulfield var én af præsidentens bedste snigmorder. Hensynsløs, brutal, kold. En pige, uden noget at miste. Og da præsidenten giver hende til opgave at finde Rebellernes skjulested, og reportere tilbage. Samtidig har hun til opgave at myrde lederen. Men da hun får fat i den forkerte, som får fat i præsidentens hemmelige projekt, bliver hun endnu engang sendt på en farefuld mission. Dog vidste hun ikke hvilke minder hun vil huske på vejen. Minder som vil ændre alt...

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

2. Projektetet

Nattens By 03:55

11/4-87

 

Da Katlin ankom til centrum, gik hun over rådhuspladsen, forbi det enorme springvand og hen til højhuset, der udgjorde rådhuset. Hun tastede koden ind, og en elevatordør åbnede ud til pladsen. Bygningen havde engang været Det Hvide Hus, men den nuværende præsident syntes dette så bedre ud, så 52 tidligere havde han ombygget det. Katlin havde kun set billeder af den gamle bygning.

  Hun gik ind i elevatoren, og trykkede på 32. etage. Elevatoren satte igang. Der gik ikke længe før den stoppede. Der havde ikke været andre stop, da de fleste var taget hjem tidligere på aftenen. Eller, det var jo egentlig ikke aften længere.

  Dørene åbnedes, og hun trådte en i et metal rum uden vinduer. Der stod flere forskellige skriveborde rundt omkring, med et keyboard på hvert.     Når man tændt det, kom en skærm op af den, hvor man skulle føre med fingeren i stedet for en mus. Længere nede i rummet sad George Parkins. Han talte med en kvinde. Hun var høj, med lyst hår der var sat op i en knold. hun havde en hvid t-shirt på og en højtaljede, sort nederdel. Hun havde mørke neglensstrømper på, og sort, spidse, højhælede sko. Et af typisk kontor-look. Tøjet var ikke meget anderledes end 70 tidligere, da nutidens videnskabsmænd fokuserede mere på opfindelser end tøjet. Selvfølgelig var der mode branchen, men de kunne ikke rigtig finde på mere. Det datidens folk troede de ville finde på, fandt designere grimt.

  Der stod også en dreng ved siden af, på Katlins alder. William Parkins, chefens søn. Han havde mørkt, pjusket hår, og mørke, næsten sorte, venlige øjne. Han havde en Guns'n'Roses t-shirt på, med et par mørke bukser, der havde lapper på indersiden, efter adskillige huller på knæene, samt sorte converse sko. Han smilede skævt.

 Katlin gik derhen. Chefen havde jo ringet til hende. William var den første der så hende. Han smilede hen imod hende, men hun smilede ikke tilbage. Hvorfor var han her? Han var helt igennem uansvarlig, og møgirriterende, skønt han var tre måneder ældre end hende. Dog var det mange år siden hun havde set ham sidst. Han havde ændret sig en del, muligvis til det bedre. 

  "Katlin," hilste han. "Længe siden."

  "Ikke længe nok," mumlede hun, og håbede ingen havde hørt det. Det var der vidst ikke. Parkins vendte sig om, og kvinden gik.

  "Agent Caulfield," sagde chefen. "Sæt Dem ned." Han holdt armen ud for at vise hende en kontor stol. Det lignede ikke helt chefen at være så venlig over for hans arbejdbier, som han kaldte dem.

 Katlin satte sig på stolen.

 "De må vel undre Dem over hvorfor jeg bad Dem om at komme så sent på natten?"

 "Egentlig ikke," svarede hun. "Jeg var alligevel ved at fuldføre et job."

 "Ah ja," sagde chefen, han holdt et hældte et glas whiskey op. "Loop-projektet. Whiskey?" Han holdt flasken ud. Katlin overvejede det. Så nikkede hun.

 "Hvis det er et job, så kun et glas." Hun lænede sig tilbage i stolen.

  Chefen nikkede. William havde sat sig på skrivebordet ved siden af. "Det er et job. Et yderst vanskeligt job." Drengen smilede stolt.

 "Så William," tyssede chefen, og han tav. Parkins vendte igen blikket mod Katlin. "Det er et vanskeligt job. Derfor har vi besluttet at give dig en partner."

 "En partner?!" udbrød pigen. "Det kan I godt glemme! Jeg arbejder alene!"

  "De burde være taknemlig over den ære, præsidenten giver Dem!" skændte chefen. Katlin blev forskrækket over hans pludselige vrede, men hun var ikke overrakset. Chefen var temperamentsfuld. Det havde han også været, da Katlin startede der ti år tidligere, da hun var 14.

 "Fint," mumlede hun. Denne gang blev det hørt. "Hvem er det?"

 Det næste var nok det værste der overhovedet kunne ske. William smilede igen, og rakte stille hånden i luften. Katlin var som frosset. Williams smil blev til et bredt grin. "Mig," sagde han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...