Uriasprøven

Elijah Haggard var en del af Rebellerne. Han havde en høj status, kun på grund af hans søster, som havde overtaget rollen som Rebellernes overhovedet, efter deres forældres ulykke. Katlin Caulfield var én af præsidentens bedste snigmorder. Hensynsløs, brutal, kold. En pige, uden noget at miste. Og da præsidenten giver hende til opgave at finde Rebellernes skjulested, og reportere tilbage. Samtidig har hun til opgave at myrde lederen. Men da hun får fat i den forkerte, som får fat i præsidentens hemmelige projekt, bliver hun endnu engang sendt på en farefuld mission. Dog vidste hun ikke hvilke minder hun vil huske på vejen. Minder som vil ændre alt...

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

5. Præsidenten

Nattens By 04:00

11/4-87

 

Katlin nærmede sig kontoret. Hun kunne næsten mærke Williams stolthed, som om den flød ud af ham og kredsede om folk som solskinnet. Hun gik foran ham, men hun vidste, at han betragtede hende. Hun havde stadig en smule vådt hår, og det hang over hætten til hendes sorte hættetrøje. Indenunder havde hun en mørkegrøn t-shirt på, og sorte, højtaljede bukser, samt converse med camouflage print.

 Men det var slangekrøllerne. De pokkers krøller. De var ikke voldsomme og store, men små og rolige, hvilket gjorde dem pænere. De gik hende til midten af ryggen godt og vel. Hendes solbrune hud var glat og blød; fejlfri, ville nogen kalde det. Hendes mørkebrune øjne var det eneste der fik hende til at virke fjendtlig. Kolde, hensynsløse, morderiske.

 Hvis bare William helt præcis kendte detaljer om projekt-Loop... men  det var højst sandsynlig ikke tilfældet, da Parkins nok ikke var meget for at fortælle drengen om det.

 Så for en 25-årig, virkede hun mere eller mindre attraktiv, afhængende af om man kendte hende. Og William havde ikke set hende i årevis. Katlin tænkt tilbage på den første gang hun mødte ham, imens hun drejede ned af et hjørne.

 Det var den 11. oktober 2069. Sytten år og syv måneder præcis. Hun var på en skovtur med hendes bedste, og hun huskede hvordan hun brokkede sig over hvor koldt det var. Hun havde en hvid blomster kjole på, med hvide knæstrømper og røde converse der gik op til enden af strømperne, hvor man kun lige kunne se dem. Hun havde også et rødt hårbøjle på, der træk hendes pandehår tilbage. Bøjlen gik ind under det resterende hår, så det blev trykket væk fra hovedet. Dengang var det glat og gik hende til skulderne.

 "Bedste," havde hun sagt. "Skal vi ikke snart hjem?"

 Bedstemoren smilede til den unge pige. "Ikke endnu, min engel. Først skal du møde min kollegas søn. Og jeg garanterer dig, der vil du ikke have lyst til at tage hjem."

 "Men bedste," svarede pigen træt. "Det er koldt." Bedstemoren lagde et sort sjal om hende, og vukkede hende stille.

  Efter lidt tid, fem minutter godt og vel, pegede den ældre kvinde over på en mand, der havde en lille dreng i hånden. "Se," sagde bedstemoren. "Det der er min kollega og hans søn, William." Katlin så ikke just glad ud.

 Drengen løb hen til hende, og introducerede sig selv. "William Parkins," sagde han, og holdt en hånd ud. Hun kiggede tøvende ned på den, og så så en smule truende op på ham. Han så ikke ud til at tage sig af det.

 "Katlin," svarede hun bare. Bedstemoren gav hende et puf i ryggen, og pigen var godt klar over, at det ikke var nok. "Caulfield. Katlin Caulfield."

 "Vil du..." Drengen blev ikke færdig.

 "Nej," svarede Katlin affærdigt. Hun mærkede bedstemorens skuffede blik, og hun slog ham hurtigt, men let på skulderen og sagde: "Du er den." Hun løb så hurtigt hun kunne ind i skoven, som lå ved siden af skoven. William grinede og løb efter hende.

 

Katlin blev revet ud af hendes tanker, da hun pludselig opdagede hun var gået for langt. Hun vendte sig forvirret om, og så William grine af hende længere nede af gangen. Hun gik hidsigt han til dobbeltdøren. På den stod der, med store guldbogstaver: "PRÆSIDENT H.D.O."

  Før Katlin nåede at banke på, sagde en mørk, ru stemme, inde bag ved døren: "Kom ind."

 Katlin åbnede døren, og hun og William trådte ind. Døren blev lukket bag dem.

 Rummet var stort og mørklagt. Langs den højre væg var der et vindue. Et stort, der fyldte alle seks meter. Man kunne se heleden ombyggede by. Alle andre steder blev den kaldt Nattens By, og befolkningen havde også taget det på sig. Byen var engang Washington, med præsidenten kunne ikke lide, hverken navnet eller bygningerne. I stedet gav han sig selv al magt, og indførteen lov, hvori der stod, at han kunne blive ved magten i lige så lang tid han ønskede. Herefter kunne han gå igang med sit mesterværk. Alle bygninger blev lavet om til højhuse. Han ville lave en højteknologisk New York, fordi han var meget betaget af byens sjofle natteliv.

  Det nuværende præsident kontors venstre side havde en bogreol, og en komode med billedefra byggelsen, færdiggørelsen og offentliggørelsen af den nye by. På væggen hang der diplomer og medaljer han havde vundet. Og i den anden ende af rummet, var et enormt egetræs bord, hvor præsidenten sad med ryggen til dem i sin højryggede kontorstol.

 "Katlin," sagde han. "Jeg stoler på, at De klarede Deres sidste... opgave."

  "Ja, sir" svarede hun blot.

 "Godt. Vi skulle helst ikke have nogen løse ender." Godt nok kunne hun ikke se det, men Katlin havde en underlig fornemmelse af, at han smilede ondskabsfuldt. "For nu har jeg en anden opgave til dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...