Uriasprøven

Elijah Haggard var en del af Rebellerne. Han havde en høj status, kun på grund af hans søster, som havde overtaget rollen som Rebellernes overhovedet, efter deres forældres ulykke. Katlin Caulfield var én af præsidentens bedste snigmorder. Hensynsløs, brutal, kold. En pige, uden noget at miste. Og da præsidenten giver hende til opgave at finde Rebellernes skjulested, og reportere tilbage. Samtidig har hun til opgave at myrde lederen. Men da hun får fat i den forkerte, som får fat i præsidentens hemmelige projekt, bliver hun endnu engang sendt på en farefuld mission. Dog vidste hun ikke hvilke minder hun vil huske på vejen. Minder som vil ændre alt...

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

1. Dødens nat

Nattens By, 03:47

11/4-87

 

Det var som om natten havde svøbt en kåbe om hende. En mørk kåbe, som ingen ville se i nattemørket. Katlins hår blev fanget af en blød brise, men hun holdt stædigt blikket på målet. Manden så ikke umiddelbart ud til at have set noget, og han fløjtede uvidende. Den unge pige smilede skævt. Perfekt. Han ville aldrig vide hvad ramte ham. Han ville have teorier i hans sidste minutter, ja. Han ville muligvis tro det ville være en tyv, det sneg sig rundt i mørket. Og han ville overveje det som præsidentens snigmorder, men hvorfor skulle han sende dem efter ham? Hvad havde han gjort? Han ville bestemme sig for det ikke kunne være tilfældet, og han ville spekulere over andre muligheder. Så han ville aldrig helt præcis vide det- hvilket var det sjove ved det. At se hans undrende blik, når man tager den sidste lille del af liv tilbage i ham. Katlin smilede ved tanken.

 Han drejede ned af et hjørne nu, ned i en blindgyde. Pokker tag ham. Han gjorde det bare alt for let. Det ødelagde det sjove i det, tænkte Katlin, da hun sneg sig efter ham.

 Han var gift, vidste hun. Han havde tre børn. De boede, ikke i den rige del af byen, men heller ikke den fattige. Konen var advokat, og børnene ville være for unge til at huske meget om deres far. Men det rørte ikke den mørkhåret pige. Ikke den mindste smule.

 Manden fortsatte ned til enden af gyden. Hans fløjten holdt op. Han trak en løs mursten ud. Der hvor den tidligere havde været, stak han nu sin hånd ind, og han så ud til at trykke en kombination af tal. Men før han sluttede, vendte han sig om. Han kunne fornemme en andens tilstedeværelse, men der var ingen. Han tog nogle skridt fremad, og fra mørket kastede Katlin en kniv. Den ramte manden i ryggen. Som sagt, han så aldrig hvad ramte ham. Han var... uvidende. Og præsidenten brød sig ikke om uvidende mænd.

  Katlin gik stille hen til liget. Han lå på maven, så hun vendte ham om. Hans øjne var åbne, og stirrede kolde og døde op på hende, som om de prøvede at finde ud af hvem hun var. Men det vidste de allerede.

 Hun stak hånden ind under hans jakke, ned i inderlommen, og trak et kort op. "Samuel Loop," læste hun højt for sig selv. Han var en af præsidentens fysikere. Han sagde op nogle få uger tidligere, for et job længere op i Nordamerika. Han ville flytte dertil med sin familie, men præsidenten syntes ikke om ideen. Loop ville alligevel ikke nå ud af byen. Præsidenten tillod kun få, hvis de til gengæld kunne give ham noget tilbage. Men Loop havde intet, og håbede bare på at kunne forlade alligevel, da han havde arbejdet for præsidenten i mange år. Stakkels, uvidende Samuel Loop.

  Katlin mærkede pludselig en vibration i bukselommen. Hun stak hånden ned, og trak mobilen op.

   "Caulfield," sagde hun. Stemmen der svarede var dyb, og hun genkendte den straks. Det var George Parkins, top snigmorder, eller agenter som afdelingen bedre kunne lide at kalde det. Præsidentens agenter. Øgenavnet snigmordere havde byens befolkning givet dem.

   "Agent Caulfield," sagde Parkins. "Kom tilbage med det samme!" Han lagde på. Sikke en samtale.

   Katlin puttede mobilen tilbage i lommen, og satte kursen mod centrum. Det var begyndt at regne, og hun slog den sorte hætte op. I morgen ville liget begynde at stinke forfærdeligt, og et lille barn, måske, ville opdage det, og løbe hjem til sin mor, der ville ringe til politiet. Men det var jo politiet der gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...