Tænk på dig selv - Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig

2Likes
0Kommentarer
359Visninger
AA

1. Tænk på dig selv

”Vi behøver jo ikke vælge den faktion, egnethedsprøven foreslår os.” Jeg mumlede ned til mine hænder, der lå samlet i mit skød. De var fugtige og havde krøllet det grå stof. Aidan forblev stille ved med side. Jeg havde på fornemmelsen, at han tænke, men der var også meget at tænke over. Solen skinnede over vores hoveder, og det var egentlig en meget dejlig dag. Alligevel brød jeg mig ikke om den. I dag var dagen, hvor en prøve skulle fortælle mig, hvilken fraktion, jeg ville passe bedst ind i. Om ikke så længe skulle jeg vælge for alvor.

”Men vi skal huske, at der er en grund til, at det er det, den foreslår os.” Jeg nikkede som svar. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og jeg havde på fornemmelsen, at ordene alligevel ville have svært ved at forlade mine læber. Jeg vidste jo godt, at denne dag ville komme, men derfor var jeg alligevel blevet ved med at skubbe tanken om den fra mig. Aidans fingerspidser gled blidt hen over min kind, da han førte en af mine løse hårtotter om bag mit øre.

Jeg kiggede op på ham. Han smilede til mig, men det var ikke helt et glad smil. Måske han havde det lige som mig. Solen varmede min ryg, men alligevel havde jeg en følelse af at fryse. Det hjalp heller ikke på det, at jeg var nervøs for selve prøven.

Aidan kærtegnede igen min kind. Denne gang bevidst. Solen glimtede i den piercing, der sad i hans underlæbe.

”Denne gang er du nødt til at tænke på dig selv. Lov mig det.” Hans blik var indtrængende, og jeg nikkede bittert. Det stred mod min opdragelse at tænke på mig selv, men jeg vidste, at jeg var nødt til at love ham det. Og jeg var nødt til at holde det, jeg lovede.

”Kom, vi må hellere gå ind.” Aidan rejste sig op, og han rakte den ene hånd i mod mig. Jeg tog den, og han hev mig på benene. Jeg sendte et sidste blik mod bænken, hvor vi så ofte havde siddet, mens vi gik mod skolens indgang. Vi slap først hinandens hænder, da vi nåede kantinen, hvor de andre sad og ventede på, at det var deres tur til at tage prøven.

Aidan satte sig hos de andre skytsengle, der havde gang i et højlydt kortspil, og jeg gik mod det af de mange langborde, hvor der var allermest stille. Jeg satte mig ved siden af de andre puritanere, og et par af dem kiggede op på mig. Der var ingen, der sagde noget, men de så alle ud til at være lige så nervøse som jeg.

”Amelia Harrison.” Mit navn gav genlyd i mit hoved, da jeg sammen med en anden puritaner og to andre fra hver faktion rejste mig og gik mod de ti værelser, hvor prøverne skulle foregå. Den anden puritanerpige og jeg vekslede hurtigt blikke og sendte opmuntrende nik til hinanden. Derefter fandt mit blik Aidans. Vi skulle ind på samme tid.

Inde i rummet ventede en smilende pacifistkvinde på mig. Det var forskelligt, hvem der afholdt prøverne, og jeg vidste, at der ofte var mange puritanere, der meldte sig frivilligt.

Der var spejle på alle væggene omkring mig, og jeg betragtede min egen grå skikkelse. Der er var stor forskel på den solbrændte kvinde og mig. Jeg virkede lille og grå ved siden af hende, men det var jeg jo også. Hun gav mig sit navn og bad mig sætte mig i den stol, der stod midt i rummet.

Min mave trak sig sammen ved synet af den og de mange ledninger, der forbandt den til en maskine, der stod ved siden af den. Den mindede mest af alt om en ekstra ubehagelig udgave af en tandlægestol, og jeg havde ikke den store lyst til at sætte mig i den. Alligevel gjorde jeg det. Det er jo ikke fordi, at jeg havde andre valgmuligheder.

Hun begyndte at rode med maskinen og de mange ledninger. Kort efter anbragte hun et par af elektroderne på min pande. Jeg lod være med at spørge ind til det, hun gjorde, selvom jeg gerne vil vide, hvad det skulle til for. Hun spurgte ind til mig, og jeg svarede undvigende på hendes spørgsmål. Jeg vidste godt, at hun kun gjorde det for at få mig til at slappe af, men jeg brød mig ikke om at snakke om mig selv. Det virkede for egoistisk.

”Drik det her.” Hun rakte mig en lille flaske med en klar væske i, og jeg kiggede tvivlende på den. Jeg løftede den op til mine læber, men kiggede så op på pacifistkvinden. Hun sendte mig et beroligende smil og et lille nik som tegn på, at jeg skulle drikke det. Det smagte sjovt, men ikke som noget, jeg havde smagt før. Jeg lagde hovedet tilbage på nakkestøtten, og mine øjne gled i.

Da jeg åbnede dem igen, befandt jeg mig i et helt andet rum. Undrende kiggede jeg mig omkring, men der var intet spor af hverken kvinden, spejlene eller stolen. Det gik hurtigt op for mig, at det var kantinen jeg befandt mig i, men alle de andre var væk. Der var kun mig og de tomme borde. Det gik op for mig, at dette ikke passede, for på bordet foran mig stod to kurve. Jeg kiggede ned i dem. I den ene lå et stykke ost. I den anden var den længste kniv, jeg i mit liv havde set.

”Vælg,” lød det bag mig, og jeg kastede et blik over skulderen, men der var ikke nogen. Jeg betragtede de to kurve, men tog så osten. Med kniven ville det blot gå galt.

***

Mine øjne gled op, og jeg var tilbage i prøverummet. Spejlene var overalt omkring mig, jeg sad i tandlægestolen, mens pacifistkvinden var ved at fjerne elektroderne fra min pande. Hun smilede til mig. Prøven var endelig slut, og resultatet var som forventet. Jeg var puritaner.

Med stille skridt gik jeg tilbage til kantinen, hvor jeg igen satte mig ved bordet sammen med de andre puritanere. Jeg vidste ikke, om jeg var glad for mit resultat. Det var, hvad jeg havde forventet, men alligevel ønskede jeg et sted dybt nede, at jeg havde fået noget andet. Ikke hvilket som helst andet, men en helt bestemt anden faktion. Min mave trak sig sammen. I det mindste var det overstået nu.

Jeg kiggede op, da Aidan gik forbi vores bord, men han kiggede ikke på mig. Han havde blikket stift rettet mod døren. Jeg skyndte mig at vende mit blik tilbage til bordpladen foran mig. Så rejste jeg mig for at følge efter ham. Han ventede på mig ude på gangen, men stod med ryggen til.

Jeg vidste allerede, hvilket resultat han havde fået. Jeg behøvede ikke se hans ansigt for at kunne regne det ud. Han havde altid været skytsengel og ville altid være det. Jeg havde altid været puritaner og ville altid være det. Vi var slet ikke ment til at være sammen. Men det gjorde ondt at vide. Jeg ville ønske, at jeg blot kunne skifte faktion til hans, men det kunne jeg ikke. Jeg ville aldrig kunne klare mig som skytsengel, og han ville aldrig kunne klare sig som puritaner.

Jeg stoppede op få skridt fra ham, og han vendte sig rundt. Han smilede til mig, men han så træt ud. Han vidste også, at det her blev enden. Det var ikke retfærdigt, at vi alle sammen skulle skilles fra hinanden på den måde. Han rakte ud efter mig, og jeg gled ind i hans favn, slog armene om hans muskuløse overkrop og begravede ansigtet i hans sorte T-shirt. Jeg kunne ikke stille noget op i mod tårerne, der vældede op i mine øjne. Jeg ville sådan ønske, at der var noget, jeg kunne gøre. Hvis blot jeg ikke var nødt til at sige farvel til Aidan, så ville jeg aldrig nogensinde tænke på mig selv igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...