40 Days

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Igang
40 dage. Det er så lang tid Jaqueline har af sin sommerferie. Men i de 40 dage oplever Jaqueline mere drama end hun nogensinde har gjort i sine 15 år. Og da den vildt lækre Magnus flytter ind over for hende, bliver de skam ikke bedre. Hun har nu kun 40 dage til at vælge om hun skal lade sine følelser for ham gud, eller lade dem blive gemt dybt nede i sig selv.....

3Likes
1Kommentarer
315Visninger
AA

4. Forelsket? Nar!

Den første uge af sommerferien var gået meget hurtigt, og den var næsten færdig. Weekenden stod for spring, og jeg havde ikke noget at lave. Typisk. Der skete aldrig rigtig noget i denne lille plet på landkortet. Det tætteste man kunne komme på noget sjov var nok årets byfest, som vært år blev holdt omkring d. 20. juli. Det fortæller lidt om hvor kedeligt det er resten af året.

Det var lørdag, og jeg sad på min flade, i nattøj, og så CSI, kunne livet blive mere meningsløst? Jeg havde set CSI siden klokken 12, og var godt igennem første halvdel af første sæson. Jeg havde hele første sæson på dvd ellers ville det være godt og vel umuligt, at se CSI på mit værelse, da jeg ikke kunne se kabel tv heroppe. Min mor sagde at det ikke var godt for mig hvis jeg fik det, da jeg så ville lukke mig inde på værelset hele dagen og se tv… hun havde måske også ret, men nu siger vi at hun ikke har ret, da jeg altså også vil have ret engang imellem.

Grunden til at jeg havde bestemt mig for at sidde på min flade hele dagen, var at Magnus havde taget den lille dele stue, så jeg kunne ikke hapse den. Så nu sad jeg som i nok havde gættet på mit værelse.

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg ville overleve en hel sommerferie sammen med Magnus. Han var en storbydreng, og det ville sige, en dreng der ikke kunne finde ud af noget som helst. Den mening havde jeg altid haft, og det kom nok af at de få gange jeg havde været i en storby, og jeg havde mødt nogle drenge, havde de alle sammen altid været nogle svin, rent ud sagt.. eller nej det er ondt sagt imod svinene, de kan i det mindste ikke tale, og lukke lort ud af deres munde.

Jeg sad i mine ret irriterede tanker, da en stemme tog min opmærksomhed.

”Hvordan står den på ude på bøhlandet?” sagde en lys drenge stemme, jeg ikke kendte. Stemmen lød ret skærene i mine øre, så jeg gik ud fra at den kom fra en mobil der var på højtaler. Stemmen lød til at komme inde fra stuen. Jeg blev en lille smule nysgerrig. Mine fødder begyndte at gå hen imod døren, hvor jeg satte mig på huk og kiggede ud igennem nøglehuldet.

Magnus gik rundt i stuen imens en sort Iphone der lå på boret talte til ham. Magnus så ud til at være en lille smule nedtrykt, det så bare meget godt ud, så havde jeg måske gjort at han sikkert ville flytte. Han gik rundt i sit grønne nattøj som om han var virkelig træt, og udkørt.  

”Det går fint, men hende pigen jeg på en måde bor sammen med kan ikke tåle synet af mig” svarede Magnus, og lød som om det var helt vildt meget forvirrende at jeg ikke kunne lide ham. Jeg kunne bare ikke lide ham, fordi hans måde at være på sagde mig at han ikke ligefrem var den søde type fyr.

”Du må da lave fis med mig. Kan en af byens største skørtejagere ikke score én enkel pige, og så kommer hun endda fra landet. Har du mistet din evne på den lille uge du har været der?” grinte den anden stemme. Havde Magnus i tankerne at prøve at score mig. Det kunne han god glemme med det samme, det kunne han ikke lige meget hvad. Ingenting vil kunne få mig til at kunne lide den nar, af en ’skørtejager’ som hans ven kaldte det.

”Neej, eller jo, eller nej, jeg ved det virkelig ikke Philip. Den her pige har bare et eller andet over sig, jeg ved ikke hvad det er, om det er det faktum at hun hader mig eller ej, men hun drager mig ligesom hen til hende, hvis du kan forestille dig det” sagde Magnus og lød meget frustreret, man kunne snart forestille sig at han snart ville begynde at rive alt sit hår af hovedet – kunne se ret sjovt ud- da ordene var sivet ind i mit hoved kunne jeg knap forstå dem, kunne han lide det at jeg ikke kunne fordrage ham?

”Jamen Magnus da, det lyder som om du er forelsket i den lille tøs” man kunne høre på den lyse stemme at Philip var ved at dø af grin. Ha ham forelsket i mig, hans ven må vel drømme.

”Joooh måske, eller jeg ved ikke, det her sted og ikke mindst hende, gør mig vildt fortumlet, og rundt på den, så jeg ved det virkelig ikke” kunne de ord der gøre mig mere forvirret eller hvad. Det tror jeg ikke. Hvorfor skulle fyre være så besværlige. Hvorfor ikke bare sige tingene ligeud.

Der gjorde jeg så noget jeg helst skulle havde ladet vær med. Jeg brasede ind i stuen, og kom måske til at råbe en ’lille’ smule. ”Er du forelsket i mig?” jeg fortrød med det samme, jeg havde sagt det. Jeg var virkelig dum, og lige nu hadede jeg mig slev for at havde gjort det her.

Magnus vendte sig med et sæt. ”Ehm har du hørt hele vores sammentale?” spurgte han, og klørede sig i nakken.

”Hvem der? Hvad sker der? Magnus, har hun hørt hele vores sammentale?” kom det fra Magnus’ mobil.

”Ja jeg har hørt det hele. Hvordan kan du bare sådan sige at du er forelsket i mig? Du kender mig knap nok. Dét at du kan sige det, efter så kort tid beviser bare hvor store svin drenge er, og hvor dumme de er når det kommer til piger” sagde jeg, og vente mig derefter om, tog min jakke, og smuttede.

Okay smuttede og smuttede jeg gik ned i kælderen. Jeg havde brug for at komme af med min vrede, og det skete for det meste når jeg skød. Nede i kælderen havde vi nogle luftbøsser, som vi kunne skyde med, mod nogle mål skive. Det hjalp altid at komme af med vreden på den måde. Det at kunne lade et gevær og kunne skyde med det bagefter, lavede en eller anden følelse af.. jah jeg ved det ikke helt, det hjalp bare altid når jeg gjorde det, og lige nu havde jeg brug for et eller andet at kunne skyde på eller slå på, og så blev det skydning.

Tænk at Magnus havde sagt at han var forelsket i mig, eller ikke helt direkte men det var det han mente. Kunne han ikke bare lade mig være? Holde sig langt væk fra mig? Nok ikke, ikke hvis han var forelsket i mig. Så jeg var nok bare tvunget til selv at holde mig langt væk fra ham. Jeg skulle kun holde mig væk resten af sommerferien, og så kom jeg langt væk her fra byen, og skulle aldrig se ham igen. Det kunne jeg da sagtens klare ikke?

***

(Magnus’ synsvinkel)

Hendes lyse hår forsvandt ud af døren der gik i med et smæk. Det her var virkeligt dumt gjort. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at hun måske kunne lytte med? Eller ønskede en del af mig at hun faktisk skulle høre mig, og Philip snakke om det? Jeg vidste det virkelig ikke. Hun gjorde mig bare så forvirret at jeg ikke kunne tænkte klart mere.

”Hvad sker der Magnus? Lad mig nu ikke bare være her i uvished” Philips stemme skar igennem luften, og fik mig til at rette opmærksomheden hen til min Iphone.

”Hende pigen hørte alt hvad vi har snakket om, og er nu styrtet ud af værelset” sagde jeg og satte mig ned i den bløde sofa med et bump.

”uhhhh….  Det var ikke godt.” sagde Philip, og lød som om det her var noget han skulle følge op på. ”hvordan har du tænkt dig at redde dig ud af den her?” spurgte han efter noget sekunder.

”Jeg ved det virkelig ikke. Det hele ser ud til at være tabt nu” sagde jeg, og alt håb var allerede forsvundet fra min stemme.

”Kom nu Magnus. Jeg kommer på besøg om en uge, og så har du bare at være, bare den mindste smule tæt på at få hende, ellers kunne det være at jeg snuppede hende fra dig. Hvis du ikke kan skal jeg nok vise dig hvordan man gør” det var nok den længste tale Philip nogensinde har lavet for at mundtre mig op.

”Du kommer bare. Hun har den mening om at alle drenge er den samme, og at de ikke kan være søde” sagde jeg, med et lille smil på læberne. Det at kunne se Jaqueline gå amok på Philip fordi han tog hende på røven, skulle nok blive et kønt syn. Det ville nok også være en smule synd at få hans selvtillid ødelagt hvis hun nu banker ham blå og gul…

”Jah det er jo der den er. Du skal bare overbevise hende om at der findes andre slags drenge, og at du er en af dem.” Philip var ikke ligefrem altid den bedste til at mundtre mig op, men lige nu gik det da ok godt. ”hvordan ved du lige at det er derfor at hun ikke kan lide dig” spurgte han.

”Tjo… jeg hørte hende og hendes veninder snakke om den her eks hun havde som havde knust hende. Og så har jeg måske også kommet til at læse i hendes dagbog, hvor hun skrev om hendes eks, som havde været et rent svin overfor hende” sagde jeg og trak lidt på det sidste. Jeg var nemlig ikke helt sikker på at det var hendes dagbog jeg var kommet til at læse i lige da jeg var kommet, men alt tydede på det. Sådan som hun havde opført sig da hun fandt ud af at jeg havde haft fat i den, og så alt det der stod i dagbogen, det hele passede bare sammen.

”Nå da da. Har man læst i hendes dagbog. Så fin den dog frem igen, og find ud ad hvad hun kigger efter i en dreng. Så kan du da måske smigre dig ind på hende” Philip havde fat i noget der, men jeg læser altså ikke i den dagbog igen og sådan var det. Man læser ikke i andre folks dagbøger, og da slet ikke i pigers, så Philip kunne desværre ikke hjælpe lige der.

”Desværre jeg læser ikke i den dagbog igen. Første gang var ved en fejltagelse hvor jeg havde troet at det var en almindelig bog, og den fejltagelse gør jeg altså ikke igen.” sagde jeg og tog mobilen op i min hånd. ”Jeg er nød til at smutte nu. Jeg skal over til de gamle nu ses” sagde jeg og nåede knap nok at høre Philips farvel før jeg lagde på.

Da jeg havde lagt på, og havde sat i sofaen i mere end 10 minutter besluttede jeg mig for noget jeg før aldrig ville havde tænkt på. Philips forslag på hvordan jeg kunne finde ud af hvad hun kiggede efter i en dreng trækkede en lillesmule i mig. Selvom det var forkert ville jeg læse i Jaquelines dagbog.

Døren ind til hendes værelse var stadig åben efter at hun var styrtet ind i stuen. Jeg stoppede op ved dørtærsklen ind til værelset, og tænkte over om det her nu også var det rigtige at gøre, men jeg kunne ikke får andre idéer på hvordan jeg ellers skulle kunne vinde hendes hjerte.

Mine fødder bevægede sig over gulvet og hen til der hvor jeg første gang havde fundet hendes dagbog, men den var det ikke. Pis. Mine tanker sværmede rundt, hvor kunne den være? Den første tanke der faldt klart ind i mit hoved var.. bogreolen. Hvis hun ville have at det skulle ligne en rigtig bog så måtte den da også være på en rigtig bogreol.

Hendes bogreol, var fyldt op fra top til bund, så der knap kunne være flere bøger der i. hun måtte virkelig elske at læse – note til mig selv, hun elsker bøger- Mine øjne flyttede sig fra bog til bog, indtil jeg fandt den himmelfarvede bog der var hendes dagbog. Mine fingre, smuttede flere gange før jeg begyndte at åbne den. Mine fingre fandt et lille bogmærke som jeg ikke havde lagt mærke til første gang jeg læste i den.

’du må aldrig glemme de’ stod der på bogmærket. Det gjorde mig en del nysgerrig så jeg slog på der hvor bogmærket viste. Jeg slog op midt i bogen, og begyndte at læse.

 

Ingen dato

Kære dagbog.

Ja jeg skriver ingen dato fordi jeg lige nu er så forvirret og ked af det. Jeg er lige kommet hjem fra at vær gået en tur i skoven.

Kian, som jeg jo har skrevet meget om lige for tiden har sagt at han vil stoppe med at se mig.

Nu føler jeg mig brugt som om jeg var noget hans skulle have tiden til at gå med, som var jeg noget legetøj han bare kunne smide til skrot når han blev træt af det. Men det her ’legetøj’ har altså følelser, og de følelser er blevet såret, og hjertet med. Jeg tror jeg nok aldrig vil kunne klare at blive afvist af en dreng igen, så jeg holder mig bare fra dem, og sørge for at falde for dem jeg ved jeg aldrig vil kunne få som de store stjerner fra TV.

Tiden sammen med Kian har været fantastisk, men det at han bare sådan uden videre ikke vil se noget til mig mere, er ikke lige det jeg vil sige er fantastisk.

Jeg ved godt at jeg før har skrevet at han måske gik ud med nogle andre piger end mig, men han har altid sagt undskyld, og sagt at jeg var den eneste han havde følelser for, men det har jo ikke kunne passe.

Jeg vil aldrig kunne elske en dreng igen som jeg gjorde med Kian. Den anden dreng i mit liv som vil have bare en lille plads i mit hjerte vil være Zach min lille dejlige Zach. Han er den eneste der kan få en plads i mit hjerte.

Jeg vil huske for altid at drenge er dumme, og nogle snydere. Jeg vil aldrig kunne være mig selv efter det her. Jeg vil være en anden pige. Men en ting ved jeg dog ikke vil forandre sig efter det her. Jeg vil altid hade drenge lige så meget som jeg gør nu.

Farvel for nu.

Linn <3

 

En stor vrede var vokset imens jeg havde læst det. Havde ham Kian virkelig bare sådan droppet Jaqueline, og været hende utro. Nu kunne jeg bedre forstå hvorfor hun hadede drenge så meget, men hvorfor så ikke lade mig prøve at rette op på det?

 

***

(Linns synsvinkel)

3 timer, en masse skud, og et måltid senere, sad jeg inde ved min mor, og snakkede.

”Kom nu Linn. Du skal da være lidt sød ved den fyr, han har ikke gjort dig noget. Nu bare tag ham med dig og pigerne ud på stranden i morgen” min mor havde nu prøvet i en halv time, at få mig til at invitere Magnus med os, til stranden i morgen. Det ville blive en heldagstur, da der altså var 40 km til det nærmeste strand, og vi skulle tage bussen så, hvis vi skulle få noget ud af det så skulle vi af sted i morgen tidelig.

”Nej. Vi skal ikke have drenge, med på turen det er bestemt, det er en tøse tur, og sådan er det” sagde jeg stædigt, og skulle snart til at trampe i gulvet som en eller anden lille pige på 4.

”Skal Amys kæreste da ikke med. Hvad er det nu han hedder Justin? Ja Justin. Skal han ikke med?” pis, hun havde regnet det ud, det med Justin. Amy havde allerede spurgt Justin inden vi i det hele taget havde fået det hele på plads så det var der ikke noget at gøre ved, om jeg så ville ændre det.

”Jah men det er noget andet. Justin er Amys kæreste det er noget helt andet” sagde jeg. Faktisk var der ikke den store forskel, men jeg ville bare ikke have Magnus med. ”Skal han desuden ikke være sammen med sine bedste forældre?” spurgte jeg. Endelig, noget der kunne få hende til at se det at, det var en dårlig idé at invitere Magnus med.

”Jeg har snakket med dem. Og de siger at det er helt i orden med dem hvis han tog til stranden. De ønsker bare at han får sig nogle venner her, så han har det sjovt, og ikke bare skal kede sig hjemme ved dem” sagde hun glad, og smilede stort. Hun vidste at hun havde vundet det hele med det svar, og at jeg ikke kunne sige noget til det nu.

”Fint” sagde jeg kort, og surt. ”Dejligt at vi har samme syn på tingene, og nu mangler du bare at spørge Magnus om han vil med” hun smilte en gang, og vente sig derpå om, og lod mig stå tilbage. Hvordan gjorde hun det der? Fik sin vilje imod al forventning. Hun kunne tvinge mig til at gøre ting, uden ordret at sige at jeg skal det. Jeg sværger på at hun måtte have en eller anden knap eller noget, der gjorde det hele for hende.

Jeg stønnede, og gik derpå ud ad døren. Sommersolen varmede godt, og jeg skulle til at gå op på værelset da jeg fik en idé. Hvad nu hvis jeg på mystisk vis ’glemte’ at jeg skulle invitere ham, fordi at jeg lige gik en lille tur for at samle tankerne.

Det lød som en meget fornuftig plan, så jeg vente mig om og gik hen til den lille skovsti, der førte en lille runde rundt om byen.

Det startede som en god idé, men på grund af mit distraherede hoved, kom jeg til at tage den forkerte sti, et par gange, så til sidst var jeg faret vild. Genialt. Faret vild, i en skov som jeg havde gået i siden jeg var helt lille, hvordan i al verden var det gået til. Og hvordan kunne jeg fare vild, det var ikke engang en særlig stor skov.

Solen begyndte at gå ned i vest, så jeg gik ud fra at klokken måtte være omkring, halv ti om aftenen. Hærligt. Så ville det snart blive mørkt, og så ville det være endnu svære at finde tilbage.

Jeg sukkede dybt for mig slev, og begyndte at gå den vej jeg mente at jeg var kommet fra. Jorden knasede under mine føder, og fuglene fløjtede deres sene aften sang. Hvis det ikke havde været for at jeg var faret vild så ville jeg faktisk nyde den her aften, og ikke mindst fordi at Magnus ikke var her. Efter noget tid opgav jeg helt at finde tilbage, og satte mig ned. Det var ikke særligt koldt så jeg overlevede da nok at sove her ude i skoven bare én nat.

***

Mørket var faldet på, og jeg sad stadig på jorden, som var ved at være lidt kold at side på. Hvorfor havde jeg dog ikke taget min jakke med? Nok fordi jeg ikke havde regnet med at skulle fare vild i den her lille skov. Lydene der kom fra alle dyrene i skoven gjorde at jeg havde svært ved at falde til ro, hvilket ville sige at jeg sikkert ville få en søvnløs nat i nat, dejligt.

***

Jeg måtte drømme for da jeg åbnede mine øjne igen så jeg mig selv ligge i min seng. Solens lyse morgenlys lyste ind igennem mit åbne vindue, og varmede luften op til en behagelig temperatur.

Ind ad min dør kom Magnus, med to varme krus kakao. Det var som om at mit drømme jeg ikke havde noget imod det, og bare var glad for at han var kommet. Hvad var det for noget? Sådan ville jeg da aldrig være, og da slet ikke overfor Magnus.

Jeg gik direkte hen imod ham imens jeg råbte: ”kan du så skride ud herfra, det kan godt være at mit andet jeg vil have det men ikke mig. Skrid!” men han ignorerede mig bare, og gik hen til min seng og satte sig ved siden af mit andet jeg. Hun kiggede på ham på sådan en klam drømmene måde, EW!

”Hallo hørte du mig ikke, ud” råbte jeg igen, og slog ud efter Magnus’ ansigt for at give ham en stor lussing, men jeg blev meget overrasket da mig hånd gik lige igennem ham, og jeg landede på gulvet neden for mig seng. Hvad var det for noget tryllerig? Kunne jeg nu ikke røre ham mere? Der gik det op for mig. Jeg var fanget i min egen drøm, og jeg kunne ikke gøre noget ved noget som helst der skete i drømmen, lige meget hvor meget jeg ønskede det. Jeg var fanget.

”Hvordan har jeg ikke kunne lide dig?” spørger mit andet jeg Magnus, og kigger meget forvirret på ham. ”Det ved jeg ikke måske er det på grund af Kian, han lyder til at have givet dig en mistilid til drenge” svarede han og krammede mig.

Jeg troede at jeg skulle til at kaste op. Det der var bare alt for sukkersødt til at det kunne være sandt. At jeg gav Magnus lov til i det hele taget at røre mig gav mig kvalme.

”Ja måske, men nu er jeg glad for at du overbeviste mig om at ikke alle drenge er nogle dumme svin” sagde mit andet jeg, og… kyssede ham. Jeg nåede knap nok at opfatte det før jeg lå nede på gulvet og brækkede mig ud over det hele – Billedligt talt- Dét der var bare for ulækkert. Hvad skete der lige for mit drømme jeg?

Da jeg igen kiggede op sad Magnus over for mig som om han kunne se mig. Mit andet jeg var forsvundet, og det var kun mig og Magnus i mit værelse. Hans dybe grå øjne kiggede dybt ind i mine. Jeg havde den største lyst til at fjerne mig men jeg kunne ikke bevæge mig en millimeter. Jeg var som frosset fast til gulvet.  Magnus’ hoved kom tættere og tættere på mit ansigt. Alt i mig skreg at jeg skulle fjerne mig nu, inden han gik for langt, men jeg kunne ikke gøre noget. Det var som om der lå en fortryllelse over mig.

Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for at få mig slev til at vågne op, fra det her marridt, men det hjalp lige meget. Jeg sad fast i den her drøm, om jeg ville det eller ej.

Magnus’ hoved kom så tæt på til sidst at jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber. Nogle få millimeter mere, og han ville…

***

Jeg vågnede igen badet i sved, og med en masse fluer flyvene rundt om mig. Først vidste jeg ikke helt hvor jeg var, men så kom jeg i tanke om at jeg jo var faret vild i skoven, hvor utroligt det end var. Alle mine tanker sværmede omkring den drøm jeg lige havde haft. Jeg kunne ikke huske noget særligt ved den kun tre ting: Magnus, kys, mig. Det var nok til mig at vide at det ikke havde været end drøm men et marridt.

En lyskegle afbrød mørket, da den fejede over min mørke krop. En mørk skikkelse gik hen imod mig. Først var jeg glad for at jeg nu kunne komme tilbage til mit værelse, men så, så jeg at det var Magnus. Hvad lavede han her ude så sent på aftenen?

”Hvad laver du her?” sagde jeg, med en søvnig stemme, og lavede afstanden imellem os støre. Mine øjne var flere gange ved at lukkes i inden han svarede.

”Jeg er gået ud for at lede efter dig, da jeg lagde mærke til at du ikke var kommet hjem endnu. Din mor sagde at du tit gik en tur her ude, men at jeg ikke skulle bekymre mig om det, da du tit gik hen til din far, men jeg gik nu stadig her ud for at se efter dig, og nu har jeg så ledt det halve af natten” svarede han i én lang køre som om at han var bange for hvordan jeg ville reagere, men jeg var for træt til at reagere. Jeg ville bare hjem i seng.

Jeg nikkede bare, og prøvede at rejse mig op, men mine ben svigtede mig ret så meget, så jeg var ved at falde, og troede at mit hoved ville møde jorden, da et par stærke arme greb mig. Magnus bar mig op i sine arme, og begyndte at gå med mig tilbage til huset.

”Jeg kan altså godt selv gå” mumlede jeg og kæmpede for at holde øjnene oppe. ”Bare læg dig til at sove, jeg kan godt holde til at bære dig hele vejen, det gør mig faktisk glad at have dig i mine arme” sagde han med at smil på læberne. Hvis ikke det havde været for at jeg var så pisse træt så havde han fåret sådan en, at han aldrig ville glemme de. Men som sagt var jeg træt, og havde bare ikke kræfter til det lige nu.

Jeg lukkede øjnene i nogle få sekunder, og da jeg vågnede igen, var Magnus på vej op ad trappen. Han bar mig ind på mit værelse, og satte mig på min seng. ”To sekunder, jeg er tilbage om lidt” hviskede han i mine øre. I min søvnige tilstand, lød hans stemme som en ren engels stemme.

Jeg var ved at falde i søvn igen, da Magnus kom ind på mit værelse med to krus varm kakao. Noget sagde mig at det her havde jeg set før, men jeg ignorerede det bar, og tog imod kakaoen. Jeg tog et lille nip, og nød den varme væske smøre sig ned igennem mit mad rør og ned i maven, der varmede hele min krop op, med et lille sug.

”Jeg skulle faktisk, invitere dig med på stranden i morgen, eller i dag er det jo. Hvis du vil, og det gør mig slet ikke noget hvis du ikke vil” sagde jeg, med en kvalme der byggede sig op igennem min hals, da jeg kom i tanke om min sammentale med min mor tidligere på aftenen. Hemmeligt håbede jeg virkeligt, og krydsede fingre for ar han ville sige at han havde planer med sine bedsteforældre.

”Det vil jeg da gerne. Det vil glæde mig meget at komme til at lære dig og dine veninder at kende” sagde han som var han øvet i det. Det var han sikkert også. Efter det samtale jeg havde hørt i dag var jeg slet ikke i tvivl om at han var den største skørtejæger jeg kendte.

”Ja, ja sikkert” mumlede jeg for mig selv, og lukkede øjnene halvt i. Jeg var ved at falde lige så stille ind i drømme land igen. ”Vi skal tideligt af sted i morgen, så vær klar klokken 10” nåede jeg lige at få sagt inden alt jeg sagde, blev til noget værre vrøvl, ingen ville kunne forstå.

”Sov sødt prinsesse” nåede jeg lige at høre inden jeg faldt hen. Hvis jeg ikke havde været så pisse træt havde han fået en stor lussing for at kalde mig prinsesse – hvilket han ikke havde nogen ret til- men jeg var allerede faldet hen i en drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...