40 Days

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Igang
40 dage. Det er så lang tid Jaqueline har af sin sommerferie. Men i de 40 dage oplever Jaqueline mere drama end hun nogensinde har gjort i sine 15 år. Og da den vildt lækre Magnus flytter ind over for hende, bliver de skam ikke bedre. Hun har nu kun 40 dage til at vælge om hun skal lade sine følelser for ham gud, eller lade dem blive gemt dybt nede i sig selv.....

3Likes
1Kommentarer
310Visninger
AA

3. bedstemor

Da jeg var halvågen den næste dag, var der en underlig varm fornemmelse rundt om mig. Den var meget dejlig, og holdte mig dejlig varm. Den var ikke som noget man kunne få fra en dyne, den her var en tak varmere. Samtidigt kunne jeg høre noget hamre ved mit venstre øre, men jeg lagde ikke mere i det, da jeg tit kunne mærke min puls i øret, når jeg lå på siden.

Nogle hviskende stemmer vækkede min opmærksomhed i søvne.


”Hun bliver ikke glad for det når hun vågner” sagde den ene stemme der virkede meget bekendt, men jeg kunne ikke lige sætte ansigt på det, jeg var for træt. ”Nej hun gjorde det klart for alle at hun ikke kunne lide ham i går” sagde en lidt lysere stemme. Et ansigt kom op for mig. En lyshåret lille pige, men navnet var for mig lige glemt. Stemmerne stoppede, og jeg tænkte ikke mere over det. Indtil de begyndte at fnise helt overgiret. Der slog jeg øjnene op.

Men det kom jeg hurtigt til at fortryde. Jeg kiggede lige ind i nogle smukke dybe grå øjne. Ansigtet der hørte til øjnene var smalt, og sødt fregnet. Munden var ført op til et charmerende smil, og… Vent hvor havde jeg sidst set det smil? ”Godmorgen smukke” munden formede ordene, og straks kom et navn op i mit hoved. Magnus!

Et skrig forlod mine læber, og jeg fjernede mig hurtigere end jeg havde troet mugeligt. Jeg var hurtigt henne ved det modsatte hjørne. Jeg sad der med forskrækkede hvidt åbne øjne. ”Hvad lavede du ovre ved mig?” fik jeg fremstammet ret højt.

Han smilte bare sit bedårende smil, og sagde: ”Det var da ikke mig der rullede hen til dig i nat, og ville putte lidt” varmen steg op til mit hoved, og jeg lignede sikkert en rød tomat i det øjeblik. Havde jeg virkelig gjort det? Det var sikkert på grund af min drøm jeg havde, der havde jeg også gjort noget lignende - jeg havde det med at gå i søvne, og gøre det samme jeg gjorde i mine drømme –

”Ud her fra nu” råbte jeg. Måske tog jeg en lidt for hurtig beslutning om at han skulle gå, og jeg skulle nok ikke havde sagt det sådan, men jeg kunne ikke klare at se hans selvsikre smil. Han kiggede undrende på mig, ”NU!” råbte jeg igen, og pegede på døren. Han så forskrækket på mig, og gik ellers hurtigt ud af værelset.

Jeg åndede lettet op da han havde lukket døren efter sig. Ingen drenge havde mere tilladelse til at gå her ind, og i værtfald i Magnus, den idiot.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte Amy om da jeg var faldet lidt ned. Kunne hun virkelig ikke forstå det? Han var en idiot. ”Han virker da vildt sød” sagde Violet der tog Amys parti. ”Ja han snakker endda i søvne, vildt sødt” med gjorde Selma. Gik alle imod mig lige nu, eller er det bare mig. ”Og han snakkede om en pige i søvne” fniste Katrine. Ha se der en pige, han var bare for meget. Jeg kiggede spørgende på Magdalena hun hadede drenge lige så meget som mig – har jeg vidst sagt- og hun måtte da tage mit parti om at han var en idiot. ”Ja, og den pige han snakkede om havde et meget pænt navn, nemlig Jaqueline” grinte hun. Den foræder, hvor kunne hun tage hans parti, kunne hun ikke se hvor dum han var? Vent hvad, havde han sagt mit navn i søvne? Ha sikke da noget vås, de ville bare have mig til at kunne lide ham.

”Jamen ser i ikke det han gør ved jer?” spurgte jeg desperat, og fægtede voldsomt med armende. De så spørgende på mig, og Selma løftede et øjenbryn. ”Han får jer til at kunne lide ham, så han har jer i sin hule hånde, og kan få jer til at lægge et godt ind for ham over for mig. Og så til sidst hvis han får mig vil han knuse mig i den hule hånd han så vil have mig i til sidst” svarede jeg, og prøvede at få dem til at forstå, men min forklaring virkede dog lidt dum da jeg efter noget tid kunne forstå de ord der var kommet ud af min mund. Magnus var ikke andet end en dreng, og ikke bare en dreng en storbydreng, hvem vidste hvor mange pigehjerter han ikke havde knust. Storbydrenge, var nogle svin, og jeg talte af erfaring her – men ikke mere om det-

De så alle opgivende på mig. Det kunne jeg ikke forstå. Det burde være mig der skulle se opgivende på dem, og ikke omvendt. Det var dem der ikke forstod hvad Magnus var ude på. Han var ude på en hurtig sommer forelskelse, og så droppe det lige efter, og det er ikke der jeg vil kunne se frem til. I det forhold jeg engang vil få – hvis jeg da fik et- skulle være langvarigt. Jeg vil ikke gå ind i det hvis jeg vidste at det kun varede i nogle få måneder. Det ville da være dumt, syntes jeg da. Jeg ville ikke kunne holde ud at skulle få hjertet knust engang til. Sidst tog det mig flere måneder med triste dage, og søvnløse nætter hvor jeg ikke kunne sove, og det vil jeg ikke kunne klare en gang til.

”Linn, han er ikke som Kian. Kian var et fjols, og du burde komme over ham, og gå rundt med nye fyre” sagde Amy. Hun kunne nemt tale, hun havde Justin. Til jer der jo ikke ved hvem Justin er – og det gør i jo ikke, da jeg ikke har nævnt ham før. Ha logik- så er det Amys kæreste. Han var 2 år ældre end hende, og var 18 år nu, men de var så søde sammen. De havde været sammen i snart 2 år, og Amy bliver 16 år nu, så de havde været sammen siden hun var 14. Justin var virkelig også sød ved Amy, dog lidt drillesyg, og elskede at drille Amy med alt han nu lige kunne finde på den dag. De var så søde, så Amy kunne sagtens snakke om fyre når hun jo allerede havde den perfekte fyr.

Når ja, og så er der Kian ham har jeg vidst heler ikke snakket om endnu. Han var en dreng et år ældre end mig. En høj lyshåret, flot fyr med nogle flotte grønne øjne, og bare lækker. Ham og jeg havde været sammen lidt sidste år, lige efter jeg var fyldt 15, uden at min mor vidste det. Hun havde aldrig kunne lide ham, så hendes viden gik på at jeg havde haft en kæreste da jeg var 13, hvilket jo også var rigtigt på en måde. Kian og jeg havde kun været sammen sådan lidt, men aldrig i offentligheden. Det var ham der havde fået mig til at indse hvor dumme drenge var, nogle rene fjolser, der ikke var vær at bruge tiden på.

”Alle drenge er de samme, de får en pige, og når det så bliver trætte af hende i længden så knuser de hendes hjerte” mine øjne begyndte at svide ved det ord. Al den smerte jeg havde følt da Kian bare havde droppet mig, kom op i mig igen ved de ord. Smerten var bare ikke til at tage nogle gange, så blev den for stor, og så -ligesom nu- begyndte tårende at strømme. Jeg vendte mig om i skam for at de ikke skulle se mig græde. Alt blev helt stille da et hulk havde presset sig op igennem min hals. Hvorfor var de pludselig så stille, de plejede da komme hen og prøve at trøste mig, når jeg kom til at tænke på den gang?

Jeg skulle til at vende mig undrende om, for det lignede dem da ikke, da jeg mærke nogle arme rundt om mig i et kram. Armene føltes ufatteligt meget trykke og varme, men jeg var hurtigt ude af dem igen. ”Har du lyttet til hele vores sammentale” råbte jeg højt lige op i hans ansigt – hvis I ikke har regnet det ud endnu så var det Magnus.- Han kiggede helt fortvivlet på mig, men stadig som om han havde ondt af mig på en måde. Sikke en god skuespiller han var, at han satte alt det her op for at få mine veninder til at kunne lide ham var bare for godt til at være sandt. ”UD! Og denne gang bliver du ude. Hvis du havde hørt det hele hørte du også at jeg ikke vil have noget at gøre med drenge” tårrene strømede ned ad mine kinder imens jeg sagde det. ”Eller nej vent jeg går bare selv” da jeg havde sagt det, havde jeg allerede taget noget tøj pakket det i en taske, og så var jeg ellers væk. Jeg skulle væk fra det her langt væk. Så var jeg virkelig ligeglad med om jeg gik igennem hele denne lille by i nattøj, jeg skulle bare væk.

Jeg vidste lige hvor jeg skulle hen. Jeg skulle derhen som jeg nok altid vil betegne som mit sted, som det sted jeg altid vil gå hen når jeg var sur, trist, eller bare alt for glad. Jeg skulle hen til min bedstemor. Hun lyttede altid til mig, til mine tanker, og hun var altid klar til at have mig i et par dage hvis det var, ligesom nu.

Hvis hun ikke kunne have mig eller ikke var hjemme, skulle jeg bare hjem. Ikke hjem som i mit nye hjem. Nej mit hjem, som det sted jeg altid vil betegne som hjem, og jeg vil nok aldrig kalde andet for mit hjem, end det her sted. Det var hjemme ved min far i mit værelse, det værelse jeg havde haft lige siden jeg var helt lille. Her jeg hade tage nogle af mine første skridt, her jeg havde klippet mig i fingeren fordi jeg ville lave gækkebreve til min bedstemor, her jeg havde grædt og grædt da jeg havde fået at vide at mine forældre skulle flytte fra hinanden, da jeg var 10 år. Det var hjem, det var det jeg ellers skulle hen, men nu prøvede jeg først med bedstemor.

Luften var varm, selvom det var tidlig morgen, var den stadig dejlig lun. Fuglene sang, og himlen var blå. Solen strålede fra en skyfri himmel, og alt var bare idyllisk, bare ikke mine tanke lige nu. De var et rent kaos. Alt det med Magnus havde fået min hjerne til at arbejde på højtryk. Selvom jeg helst ville glemme det, lå fornemmelsen af Magnus’ arme stadig om min krop. En dejlig tryk følelse jeg så gerne ville føle igen. – nej hvad er det du siger Linn? Han er et svin en dumrian, en.. en… en DRENG! Hold dig fra dem Linn de ødelægger dig kun- tankerne strømmede om de få ting: Svin, Dumrian, Dreng, og Magnus.

Jeg skulle måske ikke have reageret så surt på ham så hurtigt. Han prøvede jo bare at være sød, og prøvede at blive venner med mig, men jeg kunne bare ikke. Jeg havde kun kendt ham i kort tid. Ikke engang en dag, men noget ved ham sagde mig at han ikke kun ville være venner, og det gjorde mig utryg. Drenge i det hele taget gjorde mig utrygge. De havde en eller andet evne til at kunne drive mig til vandvid, og bare ikke være ligesom mig mere.

Imens jeg gik igennem den lille by – hvilket aldrig tog lang ting- mærkede jeg øjnene i nakken fra alle folkene der kiggede på mig fra deres huse. Jeg lignede sikkert også noget der var lort. Mit hår var morgenhår, men mit morgenhår var ikke altid dårligt, og i dag var en af de dage hvor det kunne se værre ud. Jeg gik i bare tær, en natkjole, der kun gik mig til lidt over knæene, og så havde jeg hurtigt taget en jakke ud over. Så jah jeg lignede sikkert noget folk ikke ligefrem så vær dag, og da slet ikke i den her lille by.

 

Amys synsvinkel.

Alle havde holdt vejret da Magnus var kommet ind ad døren, og var gået direkte hen til Jaqueline, og så da han havde lagt armene om ham, var Violet nærmest sprunget af spænding, - hun elskede plider plader romantik- men da så Jaqueline havde flået sig ud af hans arme var alle fuldstændige chokerede. ”Har du lyttet til hele vores sammentale” havde Linn råbt. De fleste der kendte hende vidste at hun hadede folk der lyttede til fortrolige ting, når de ikke skulle. Jeg havde på fornemmelse at Magnus havde gjort et ret dårligt indtryk på Linn, hvilket ikke var godt hvis han ville noget med hende. ”UD! Og denne gang bliver du ude. Hvis du havde hørt det hele hørte du også at jeg ikke vil have noget at gøre med drenge” tårrene strømmede ned ad hendes kinder imens hun sagde det. Det lignede ikke hende at græde foran en næsten fremmed dreng, men alt det med at vi havde bragt Kian op havde sikkert fået al smerten hun havde følt den gang, op igen. ”Eller nej vent jeg går bare selv” Den sætning havde de færreste af os forventet af hende. Hun flygtede aldrig fra sine problemer, og kæmpede altid til det sidste. Hun havde grebet noget tøj i næste øjeblik, var løbet ned ad trapperne, og det næste man havde hørt var døren klappe nede i gangen.

Alle stod nu forvirrede tilbage, og ikke mindst mig. Jeg havde aldrig set Linn sådan før. Det lignede hende slet ikke. Hun havde aldrig opført sig sådan over for en dreng før, ikke engang når de lagde an på hende når vi lige var i byen for at shoppe eller noget, der tog hun det bare i stiv arm, og afslog dem med det samme. Hvorfor gjorde hun det bare ikke den her gang? Måske kunne hun ikke, måske havde hun fået nogle få følelser for ham Magnus eller noget, det kunne forklare en hel del af hendes opførsel.

Magnus kiggede undrende rundt på os. ”Hvad gjorde jeg galt?” han lignede en lille dreng der lige var blevet taget i at tage kager uden at havde fået lov til det. Lige så uskyldig i ansigtet, og trist. ”Det er ikke din skyld,” kom Magdalena hurtigt ind, ”hun har bare ikke så gode minder om drenge, og det har skræmt hende fra i det hele taget at omgås drenge”

Det var overraskende at høre Magdalena tale, og se det på den måde, og rent faktisk på en måde trøste Magnus. Det lignede hende slet ikke. Hun hadede drenge lige så meget som Linn var kommet til at gøre, så det at hun nu tog en drengs side i det hele, var nærmest umugeligt, men virkeligt samtidigt. Ingen vidste hvorfor Magdalena hadede drenge så meget. Hun var kommet til klassen sidst i 8 klasse, og har aldrig ville fortælle nogen af os hvorfor hun havde det sådan over for drenge.

Magnus så stadig meget forvirret ud, og se der kom Violet ind i billedet. Som den drengeglade pige hun var, kunne hun jo ikke holde ud at se en dreng være deprimeret, over en pige. ”Det skal du ikke være ked ad, hun er sikkert nok heler ikke din type, det er der sikkert en del andre piger her omkring der er” sagde hun, og så vildt uskyldig ud i ansigtet. Jeg holdte et fnis inde, typisk hende, at prøve at lægge sig ind som en god ting i sådanne situationer her.

Han kiggede bare trist på hende, og gik ind på sit værelse. Hvordan kunne han være så trist? Hvis de kom samme – hvilket er ret usandsynligt- ville det kun blive en sommerflirt, og de vil aldrig se hinanden igen, og den grund var jo også derfor at Jaqueline ikke ville kunne lide ham. Hun vil ikke kunne holde ud at skulle gå med hjertekvaler igen.

”Nå hvad så nu?” spurgte Katrine. Hun havde holdt sin mund, i godt alt hvad der havde med det her drenge at gøre. I det hele taget var hun meget stille af natur, men hun kunne også være virkelig god at snakke med når man virkelig manglede én. ”Jeg tror bare at vi skal ringe til Justin og sige at han godt kan hente os nu” sagde jeg. Det var meningen at Justin skulle hente os, og køre os hjem. Da vores forældre ikke rigtig havde tid til det her mandag morgen, da de fleste var på arbejde, selvom at det var ferie. Pigerne nikkede bare, og jeg tastede nummeret til Justin ind.

”Hej smukke, hvad sker der, hvorfor ringer du så tideligt” svarede hans stemme, i den anden ende af røret.

”Hej. Det er ret kompliceret det der er sket, jeg kan sætte dig ind i tingene, når du kommer” svarede jeg med et smil. Det var typisk at han vide at der var sket noget. Nok mest fordi at han først plagede at skulle hente os ved fem tiden, om eftermiddagen. Han havde lige fået kørekort for nogle måneder siden, men var hurtigt blevet van til at skulle hente mig, og pigerne, og lege taxa for os. Det var jeg også ham evigt taknemmeligt for, og det beviste bare hvor perfekt han var.

 

Jaquelines synsvinkel.

Min bedstemor var hjemme, og havde også tid til at kunne have mig i nogle dage. Da jeg havde fortalt hende de mest overfladiske ting om hvorfor jeg var så oprørsk, havde hun med det samme forstået det hele. Og med overfladiske ting, mener jeg at hun havde fået at vide at jeg var så oprørsk fordi jeg var kommet i tanke om alt det med Kian. Hun behøvede ikke at få alt det med Magnus at vide lige med det første.

Nu sad jeg så oppe på gæsteværelset, der nærmest var blevet til mit hjem, i alle mine svære tider. Jeg havde ikke rigtigt troet at det lille værelse ville blive som et hjem for mig igen i den her ferie, men det hele kunne tyde på det.

Værelset var meget mørkt, men lugtede altid dejligt af min bedstemor. Hendes duft har altid været meget speciel. En blanding af parfume, kage, mad, og jeg ved ikke helt hvad den sidste ting var, men det var den duft der satte prikken over i’et og gjorde duften særlig. Værelset havde et vindue, og det vendte mod nord. Det gjorde at der ikke særligt tit kom sollys ind, og det var nok også gjorde at det var lidt mørkt lige nu. Sengen var en ganske almindelig seng, den var samtidigt ualmindelig blød at ligge i, og derfor perfekt at ligge og græde i, i nogle timer – ikke at jeg nogensinde har gjort det, jeg kunne bar gætte det-

Da jeg havde fundet mig lidt til rette i værelset, gik jeg nedenunder. Der var min bedstemor i gang med at lave middagsmad. Min far kom forbi vær dag ved 12 tiden, og fik noget varmt mad at spise. Det var sådan så han kunne får noget ordentligt mad at spise. Han havde nemlig ikke altid tid nok til det om aftenen, da han tit kom sent ind. Hans arbejde som landmand, var på fuld tid, og gjorde at han tit ikke havde tid til noget, og især ikke her i sommertiden. Der var alle dem der arbejdede inde for landbrug, jo ude på markerne, og arbejde. Selvom det var værst sidst i August, så var der stadig mange ting der skulle gøres her inden.

Han have altid travlt, og her talte jeg af erfaring. Aldrig, og jeg mener, aldrig, har han set mig til noget som helst hvor jeg skulle optræde med noget. Ikke engang den gang, jeg i 3 klasse skulle til klaverkoncert for første gang foran et lille publikum. Der var han ikke kommet, og jeg var endt med at blive så nervøs, at jeg havde kludret sammen i alle noderne, og havde gjort mig totalt til grin. Og der havde jeg lært at man kun skulle sætte sin lid til folk, som ville gøre noget for den tillid man gav folk. Men jeg klager ikke alle de ting jeg havde været igennem, havde bare gjort mig til den jeg er i dag, og det er da altid godt,

Dagens mad stod på: hamburgerryg, med brun sovs, kartofler, og kartoffelchips. En lækker ret, der også smagte ekstra dejligt når min bedstemor havde lavet det. Jeg ved ikke hvordan men hun havde en eller anden 6 sans for at lave mad. Den smagte altid pragtfuldt, det samme om hendes kager.

”Hej Linn. Laver du lige noget sodavand, vandet står i køleskabet, nede ved vaskemaskinen” sagde min bedstemor, der var travlt optaget i at dække på bordet.

”Jada, det gør jeg da lige hurtigt” da jeg havde sagt det, var jeg hurtigt nede ved vaskemaskinerne. Min bedstemor havde ret, der var vand til sodavandsmaskinen i køleskabet. Ikke at jeg tvivlede på hende, men havde det med at tage fejl af det her køleskab, og det der i køkkenet.

Jeg satte dunken med vand i sodavandsmaskinen, og trykkede på den lille knap der gjorde at der kom brus i vandet.

Livet havde været meget lettere hvis det var som en sodavandsmaskine. Her skulle man kun trykke på en enkelt knap, for at der skulle komme noget sjovt i vandet, som jo var brus. Tænkt hvis der var en knap der kunne føre lykke ind i ens liv. Så ville tristhed ikke findes, og livet ville være, vær at leve. Okay hør mig lige. Jeg stod og sammenlignede livet med en sodavandsmaskine, jeg manglede virkeligt noget at kunne føre min opmærksomhed til, og samme tankerne om.

Jeg gik ind med vandet til min bedstemor. ”Tak Linn, jeg kalder på dig hvis jeg får brug for mere hjælp” sagde min bedstemor og sendte mig et medfølende blik. Jeg tror hun også havde en 7 sans for at vide hvornår jeg er nede, og bare ikke gad noget. Den 6 sans var jo gået til at lave mad.

Jeg gik igen op på værelset. I et skab det var imod øst, fandt jeg noget tråd, og noget jeg kunne sy i. som sagt manglede jeg noget at kunne give mig til, og kunne samle mine tanker om, så nu ville jeg brodere. Jeg fandt et flot mønster til at kunne lave en rød enlig rose i en vase, og besluttede mig til at det var det jeg ville lave nu.

Tiden gik imens jeg havde tankerne samlet om stoffet, og nålen jeg fik til at gå igennem. Skråstænger, efter skråstænger, indtil videre var jeg næsten færdig med blomsterhovedet. Det var blevet ret pænt mente jeg selv, og var godt tilfreds.

”Linn vi skal spise kommer du ned?” råbte min bedstemor, nede fra trappen. Jeg nikkede, men kom i tanke om at hun ikke kunne se mig, og råbte i stedet at jeg kom.

Nede i køkkenet sad min bedstefar, og min far. Min bedstefar var ved at være en gammel mand. 74 år er ikke så ligetil ungt, men han holdte sig godt, og nægtede at side ned i en stol. Han var lige som min far. Han kunne ikke gå en dag uden at arbejde, og derfor hjalp han også min far på hans går vær dag. Hvis der en dag ville komme en sundhedsplejerske og sige at han ikke måtte arbejde mere, tror jeg virkelig at han ville gå ned psykisk, og slet ikke være til at være sammen med. Han elskede min fars gård lige så meget som min far, som også ville gå ned hvis det samme skete for ham.

Udover sin store vilje, lignede min far også min bedstefar meget. Kraftig, og muskuløst bygget, lyst hår – eller næsten min bedstefar har platin blondt hår, og det har min far ikke lige- blå øjne, og høj. Man kunne hurtigt se at de var far, og søn.

Kunne livet blive mere kedeligt, og meningsløst end at side og spise i sin bedstemors hjem, sammen med sin bedstefar, og far, fordi man var deprimeret på grund af en dreng. Jeg måtte virkeligt lægge det drengepjat fra mig, og glemme alt om drenge, inden at de ødelagde mig fuldstændige. Jeg måtte bare glemme Magnus, inden alt det her endte med at jeg blev vild med ham.

 

***

Efter nogle dage hos min bedstemor havde jeg det meget bedre, og kunne tage hjem igen.

Jeg havde på en måde savnet det hele. Mest lille Zach, min dejlige lillebror. Jeg elskede ham overalt på jord, og han ville nok være den eneste dreng jeg ville komme til at kunne elske i mit lille søle liv.

Da jeg stod idenfor døren der førte indenfor i huset, hvor mit værelse var stoppede jeg op, og lyttede lidt. Inde ved vores naboer hørte jeg Magnus snakke med hans morfar, så ham stødte jeg da ikke på lige med det samme.

Da jeg var nået op til mit værelse, var den første ting jeg fik fat i min bærbar. Jeg havde en stor træng til at skrive dagbog, og jeg havde virkelig også brug for det.

 

Fredag 5. juli, klokken 14:34

Kære dagbog.

I sidste indlæg fortalte jeg om Magnus. Nu har jeg så fundet ud af at han er lige sådan en stor idiot som jeg havde forventet.

Mandag morgen var jeg vågnet i hans arme, og så var han så fræk at påstå at det var mig der var rullet hen til ham i løbet at aftenen. Og så bagefter for at gøre det hele værre, havde han stået og lyttet til pigernes og min sammentale, om Kian.

Kian.. jeg savner ham. Lige meget hvor meget jeg prøver at bilde mig selv andet ind, så savner jeg ham. Jeg savner hvordan han drillede mig, og kærligt tvang mig til at se gyser film med ham, så han kunne spille den store fyr, når jeg blev forskrækket midt i det hele. Jeg savner hans måde at kigge ned på mig med et lille skævt smil, og hvordan han altid tog mig ind til et kram når han kom på besøg. Hvordan mine fingre altid pillede ved hans lyse hår, som altid var sat op med lidt voks, så det altid kom til at se ekstra sjovt ud når jeg havde været i gang. Jeg savner bare Kian i det hele taget.

Jeg ved jo godt at han er kommet over mig, og at han længe var det før han gjorde det sådan forbi at vi ikke skulle være sammen på kærestemåden mere. Jeg havde set ham sammen med mange piger ude i byen, imens ham og jeg gik lidt og kærstede rundt. Det havde gjort ondt, men jeg havde tilgivet ham lige med det samme han sagde at det bare var en veninde, der var sådan lidt vild med ham, men at han aldrig havde følelser for nogen af dem. Inden i havde jeg jo godt vidst at han løg, men jeg havde ikke styrken til at kunne give slip på ham den gang, og havde det stadig ikke, og derfor savnede jeg ham stadig.

Jeg tror altså at jeg er nød til at stoppe her nu dagbog. Tårrene er begyndt at presse sig så meget op, at jeg ikke kan se hvad jeg taster mere, så jeg stoppe inden det jeg skrive bliver til noget helt vås.

Farvel for nu.

Linn <3

Jeg gemte det, og knep øjnene hårdt i. Jeg hadede når tårrene kom frem. De var et tegn på svaghed, en svaghed som jeg helst ikke ville føle. Min krop faldt sammen i min seng, og mit hoved blev begravet dybt ned i min pude, der snart var van til alle de tåre der til tider kom på den når jeg havde det virkeligt slemt i mit humør.

Til sidst efter et kvarter eller to, blev mine øjne tomme for tåre, og jeg faldt i en dyb drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...