Vi sanddru lyver jo ikke - Divergent fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
436Visninger
AA

1. Vi sanddru lyver jo ikke

Der er kø ved elevatoren. Jeg stiller mig på tæer for at få et overblik over, hvor mange der står der. Det er en del. Men det er jo klart, når alle byens sekstenårige og deres forældre skal op. Vi kommer til at vente længe.

”Skal vi ikke bare tage trappen?” spørger Lisa, der kigger opgivende på menneskemængden. Jeg skifter vægten fra den ene fod til de anden, mens jeg overvejer det. Til sidst nikker jeg. Det er jo ikke fordi, at jeg gider stå her og vente.

Vores forældre bliver ved elevatoren, mens Lisa og jeg bevæger os mod trappen. Der går ikke længe, før vi er omgivet af gråklædte puritanere, og vi må skille os en smule ud i vores sorte og hvide tøj. Det er meget pænt af dem at overlade elevatoren til de andre fraktioner, men jeg forstår dem nu ikke helt. På den anden side er det måske fordi, at jeg ikke er puritaner og heller aldrig bliver det.

Jeg ved, hvad jeg skal vælge. Alligevel kan jeg mærke, at nervøsiteten kravler ind over mig. Den breder sig i min krop for hvert trin, jeg bestiger. Det er nok meget godt, at jeg ikke skal stå stille og vente.

Lisa er kommet en smule foran mig i mængden, men hun stopper op, så jeg kan nå op ved siden af hende igen. De andre bevæger sig uden om hende, men det er tydeligt at se, at hun bryder mønsteret, sænker farten.

”Der er ikke noget at være så nervøs for.” Hun tager min hånd, og vi fortsætter mod næste etage. Hun kan altid se, hvad jeg tænker og føler. Men hun har ret. Det ved jeg godt. Det er bare så stor en beslutning. Det er resten af mit liv, det handler om. Jeg skal vælge, hvilken fraktion der skal være mit hjem.

Men med hendes hånd i min bliver det hele lidt bedre. Hun vil altid være der til at hjælpe mig på rette vej, når jeg ikke selv tænker helt klart. Et smil former sig på mine læber, og hun gengælder det.

”Selvfølgelig er der ikke det,” medgiver jeg. Vi går ikke nær så hurtigt som de andre, men jeg har ikke travlt. Der er stadig mere end tyve etager tilbage, og jeg begynder så småt at fortryde, at vi valgte trappen. Jeg er på ingen måde vant til det, og det stikker i min side. Jeg kommer til at være så forpustet, inden vi når toppen.

Da vi endelig når op, er mine ben ved at kollapse, og jeg kan ikke lade være med at ånde lettet op. Der er ingen tvivl om, at jeg tager elevatoren, når vi skal ned igen. Lisa ser også en smule træt ud, men ikke nær så meget som jeg. Hun ser en smule forventningsfuld ud, selvom jeg også kan fornemme nervøsiteten i kanten af hendes blik.

Det er lidt dumt af os, for vi ved jo begge, at vi bliver hos Sanddru, hvor vi er opvokset sammen. Vi var begge klar over det inden egnethedsprøverne, og det var også det, de begge viste. Vi må egentlig ikke fortælle nogen om vores resultater, men det gjorde Lisa og jeg nu alligevel. Jeg fortalte hende, at jeg havde fået Sanddru, lige som jeg havde regnet med, og hun fortalte mig, at hun havde fået det samme. Og vi sanddru lyver jo ikke.

Men måske det bare er stemningen der påvirker os. Der er ingen tvivl om, at mange af de andre er nervøse, og det undrer ikke nogen. I hvert fald ikke, hvis de er usikre på, hvad de skal vælge, eller hvis de har tænkt sig at skifte fraktion. Det ser folk ikke altid så pænt på.

En puritaner holder døren ind til det cirkulerer rum, hvor vi skal vælge vores egen skæbne. Alle os sekstenårige stiller os i en ring rundt omkring alle de andre. Stolene er sat op i ringe, men er alligevel delt op i fem sektioner. En til hver fraktion.

Vi skal stå i alfabetisk rækkefølge i forhold til vores efternavne, så Lisa og jeg kommer til at stå ved siden af hinanden. Det er hende, der skal vælge først. Men det gør ikke noget, for vi vælger jo alligevel det samme. Inden de sætter sig, kommer vores forældre forbi os. De smiler. De ved udmærket godt, at vi har tænkt os at blive hos dem, og det er de glade for.

Da alle er på plads, og elevatoren er blevet tømt en sidste gang, begynder ceremonien. I midten af rummet står fem skåle, som repræsenterer hver deres fraktion. I vores skål er der glas. Det er meningen, at vi, når det bliver vores tur, skal gå hen og dryppe lidt af vores blod ned i den skål, hvis fraktion vi vælger.

Tiden går langsomt, og jeg kan ikke lade være at stå og trippe. Det må være irriterende for dem, der stor omkring mig, men jeg er simpelthen bare ikke tålmodig nok. Endnu engang tager Lisa min hånd, og det hjælper lidt. En dreng, hvis navn jeg ikke kender, drypper sit blod ned i skytsenglenes skål, og en svag syden lyder, da det rammer de glødende kul. Efter hans udseende at bedømme – tatoveringer og mørkt tøj – er det også den fraktion, han kommer fra.

Den næste, en lyshåret pige fra Intelligentsia, skifter fraktion til Sanddru. Måske hun kan blive min fremtidige veninde, nu hvor vi skal klare introduktionsprogrammet sammen. Ikke at jeg regner med, at det bliver svært for mig. Jeg er født og opvokset i fraktionen, og det er der, jeg hører til.

Endeligt bliver mit navn råbt op, og jeg går op og stiller mig blandt skålene. Mit blod lander sammen med mange andres i Pacifisternes muldjord. Jeg er for god til at lyve til at kunne være sanddru.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...