Drømme og mareridt

det handler om en person som kan bestemme hvad folk drømmer. der er to digte og en lille historie. 6 musik videoer. så jeg håber du vil hygge dig med den.

0Likes
0Kommentarer
360Visninger
AA

3. Mareridtenes konge.

 

 

 

 

 

 

8 årige Oliver var på vej hjem. Han gik ned ad fortovet med sin blå skoletaske. Han kiggede op på himlen, der var helt grå af skyerne. Det så ikke ud til regn, så Oliver valgte ikke at gå for hurtigt hjem. Et vindstød fra en bygning fløj hen over Oliver. Oliver skuttede sig, for det var som om det var en stemme, der blev båret af vinden. Det var som om den viskede med en lokkende og ondskabsfuld stemme:  ”Kom Oliver” Oliver kiggede på bygningen, hvor stemmen kom fra. Han kendte godt den bygning. Han gik forbi den hver dag. Det var den lukkede skole, som snart skulle rives ned.
Pludselig kaldte en glad, lille og sød stemme på Oliver, en stemme som han kendte. Oliver så op, helt op til de øverste vinduer. En pige på hans egen alder. Viki hed hun. Søde og smukke Viki, som alle drengene på Olivers skole var forelsket i - også Oliver. Viki lavede nogle armbevægelser, der betød, at han skulle komme derop. Oliver sank en klump og gik ind med mekaniske bevægelser og frygten boblende i kroppen. Han ville ikke være en ”tøs” - ikke overfor Viki.
Viki løb væk fra vinduet og ned ad trappen til Oliver på gangen:
”Hej Viki” stammede Oliver. Viki havde smukt langt brunt hår, glimtende grønne øjne og en hvid kjole og bare tæer.
”Hej Oliver. Skal vi ikke lege” sagde hun med en sukkersød stemme. Oliver nikkede nervøst og stammede et ”se…. selvfølgelig”. Hans hænder rystede af nervøsitet. Viki fniste og Oliver rødmede. Oliver så overrasket på Viki, da hun tog hånden frem og sagde: ”Okay, men så skal vi også give hånd på det” Oliver smilte nervøst og gav Viki hånden. Pludselig forvandlede Vikis søde smil sig til noget ondskabsfuldt, og hun talte med en helt anden stemme. Stemmen som Oliver havde hørt uden for skolen. Stemmen sagde: ”Godt, skal vi så komme i gang med at lege”. Pludselig tog Viki Oliver på skulderen, åbnede munden, der nu havde fået skarpe hajtænder og førte sin mund hen til Olivers hoved som om hun ville bide det af ham. Det gik så stærkt, så Oliver ikke nåede at reagere på det. Han lukkede øjnene i rædsel. Da han åbnede øjnene igen, stod han et helt andet sted. Det lignede en mine, bare med jord i stedet for sten, og nogle fakler med ild i, så man kunne se lidt. Pludselig hørte Oliver noget knurre bag sig og begyndte at løbe hurtigt væk. Hver gang monstret bag ham prøvede at hoppe på ham, rejste hans nakkehår sig, og han løb hurtigere.
Et skarpt gult lys fangede Olivers opmærksomhed. Det kom fra en dør, der stod på klem. Oliver så på den og glemte helt monstret. Det var en stor fejl, for mostret hoppede på ham og væltede ham. Nu kunne han se, at mostret var helt sort med røde øjne og hvide tænder. Den knurrede af ham igen. Oliver kravlede tilbage mod døren med det gule lys. Da monstret igen hoppede på ham vendte Oliver sig om, åbnede døren og hoppede ind. Han så pludselig sin seng som han faldt ned i og vågnede.
Oliver satte sig op i sengen i sit mørke værelse. Han hørte nogen grine af ham nede under sengen. Et ondskabsfuldt grin. Oliver kunne mærke noget under sin seng. Han kaldte på sin mor og far. Lidt efter kom de ind og spurgte, hvad der var galt. Oliver sagde med en stemme fyldt af rædsel. ”Der er noget under min seng”. Olivers far og mor så på hinanden, og kiggede ned under sengen. Men de kunne ikke se mig, tænkte fyren, der var nede under sengen, for deres fornuft er større end deres frygt og fantasi. De forlader dig uden at have set mig, du tør ikke selv se nede under sengen, for du er bange, bange for at se mig i øjnene. For jeg er Nightmare - stjernernes mørke og mareridtets konge.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...