Devenas valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
En Divergent Fanfiction om Devena, der er Jeanine Matthews niece, og bliver født ind i Intelligentsia, men tvivler på om det er der hun hører til.

0Likes
0Kommentarer
155Visninger
AA

1. Udvælgelsesprøven

Det er for nemt. Jeg ved at alle regner med, at jeg excellerer mindst ligeså meget som i alle de andre månedlige prøver, vi har haft siden første klasse. Den fejl jeg havde fået sidste gang, ville ikke kunne finde på at komme igen. Men det havde føltes så godt. At bryde alle forventninger, chokket på folks ansigt da jeg ikke var bedst. Mange var selvfølgelig glade, fordi de er overbevist om, at det er deres tur til at shine. Mine forældre blev godt nok ikke ellevilde, men det var den usædvanlige følelse af fejltrin og mindre forventning. Den holdt bare ikke længe nok. Allerede dagen efter lød det sig ”Det er ikke nok for Devena Matthews kun at være den bedste, hun skal også være bedre. Derfor bliver hun nød til at fejle bare lidt, så hun har en chance for forbedring” , ”Devena er stadig den klogeste” og ”Devena ved alt”. Seriøst! Intelligentsia er de begavedes faktion, de burde vide bedre. Jeg kiggede ned på prøven. Det ville være så nemt at gøre det igen. Man kunne tro at ligningen faktisk var a2 + kvadratroden af Y ville være 57,85. De fleste andre ville sikkert svare sådan. Det kunne jeg også, med det ville være fedt at træde fulgt ind i Intelligentsia med et omdømme som ’den bedste’. Hvis jeg altså vælger Intelligentsia. Jeg skal til min egnethedsprøve i morgen. Det er sidste matematikprøve inden vi skal være initierede. Jeg gider bare ikke være her mere. Jeg har i flere år kunne mærke hvordan min faktion har drænet mig lidt efter lidt. Vi laver ikke andet end at konkurrere. Vi konkurrerer om alting. Lige for tiden er det primært om hvem der kan udtænke den bedste fornærmelse overfor Stiverterne, og hvem der kan komme med den bedste problemløsning på det forfærdelige problem de er. Endnu et sted jeg er den bedste. Min tante, Jeanine Matthews, står i spidsen for både Afvigerjagten og kampagnen mod Puritanstyret. Dette giver selvfølgelig mig en kæmpe fordel. Som jeg ikke ønsker mig. Jeg ved bare ikke om jeg tør. Jeg er med på at det er faktion før familie og alt det der, men hvad hvis det her er min faktion og mit resultat er Intelligentsia? Hvad så?

 

”Devena Matthews”. Jeg bliver vist ind i simulationskammeret. Det første jeg lægger mærke til er stolen. Dernæst manden, der står derinde. Han er sikkert i starten af 30,erne og har mørkt hår og et firskåret ansigt. En Sanddru iført hvidt jakkesæt med sort skjorte (hvorfor den vej rundt, ved jeg ikke). Jeg havde førhen noteret mig at Sanddruer ofte skiftede til Intelligentsia, så det var deres faktion jeg kendte mest til, på nær min egen selvfølgelig.

”Goddag”, sagde jeg. Ja, jeg siger goddag, men det fastholder mine forældre altså er den mest korrekte måde at hilse på.

”Goddag…”, Sanddruen skævede ned på sit papir, ”…Devena Matthews. Hvis du er klar, så tag venligst plads”.

Jeg satte mig på den hårde og kantede metalstol. Derhjemme var stolene altid behaglige og fornuftigt støttende for ryggen og lænden.

”Drik”, sagde manden og gav mig et lille glas med en underlig væske i. Simulationsserummet. Jeg havde skrevet opgave om det i skolen, da jeg var elleve.

Jeg tog glasset og bundede det. Det er altid bedst at drikke lidt af gangen, men det tvivlede jeg på at han gad vente på og det gad jeg personligt heller ikke.

 

Jeg står i min skoles kantine, den var bare til forskel fra i går helt ryttet for både mennesker og borde. Det sner udenfor. Sikke en besynderlig detalje, hvad skal den gøre godt for? Foran mig står en kurv med en ost og en kurv med en kniv på omkring 40 cm. ”Vælg”, siger min egen stemme bagved mig. Jeg vender mig om, og ser en nøjagtig kopi af mig selv. Jeg rækker hånden frem, og som i et spejl rækker migen overfor mig det sammen og vi rør. ”Vælg”, siger hun/mig igen og kigger på de to kurve. Jeg vender mig mod kniven og osten. Fordelene ved kniven er, at den kan bruges til at beskytte sig mod mulige farer, men da jeg ikke kan finde ud af at bruge en kniv, ( undtagen i madlavning – jeg elsker at lave mad ) ville jeg nok bare stikke mig selv. Så jeg tager osten. Så snart jeg har taget den, forsvinder min klon og jeg hører en knurren. Jeg vender mig imod lyden, og får øje på en spidssnudet hund. Jeg giver et svagt skrig fra mig. Trods tåbeligheden i at være bange for hunde, havde jeg ikke desto mindre været det hele mit liv. Og nu vil jeg mene, at der faktisk kan være en grund til det. Jeg prøvede at løbe, men nåede ikke langt før det gik op for mig at det nok ikke var vejen frem. I stedet gjorde jeg det et hvert andet overgennemsnitligt begavet menneske ville gøre og kastede osten til hunden. Hunden spiste den glad, og var ikke længere en trussel mod mig.

Jeg sætter mig på hug, og prøver at ae en hund for første gang i hele mit liv.

Men i samme øjeblik forsvinder hunden, og jeg står i en fyldt bus. Ved siden af mig sidder en mand med arrede hænder og læser avis.

”Kender du den fyr?”, spørger manden og viser mig forsiden på avisen, hvor der står: ”Brutal morder endelig pågrebet!”. Jeg kigger nærmere på billedet. Jeg kan ikke sådan lige genkende manden, men der ringer en klokke bagerst i mit hoved.

”Gør du?”, spørger mande insisterende. Jeg er i tvivl om jeg kender manden, men det gør jeg naturligvis ikke, for hvorfra skulle jeg kende en morder? Og det ville også bare skabe problemer for mig, hvis jeg begyndte at lyde som om jeg kendte noget til ham.

”Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Hvorfor skulle jeg?”, det smarteste man kan gøre i sådanne situationer er at spørge diskret indtil hvad man ikke ved. Men det var åbenbart det forkerte svar, for manden rejste sig op og kiggede mig udfordrende i øjnene. ”Du lyver!”, siger han. Jeg trak et skridt tilbage, ”Gør jeg?”.

”Du kan rede mig, hvis du kender ham”, sagde han højlydt.

”Er der ikke en anden måde at rede dig på?”, jeg er godt klar over at jeg taler udenom, men jeg kan jo ikke huske hvem manden på avisen er.

Manden svarede mig ikke, men sank bare sammen på stolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...