Draven.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 13 apr. 2014
  • Status: Igang
Jolene er ikke ligesom andre teenager på hendes skole, og det trætter hende meget at være i nærheden af dem. Hun leder efter noget, men hun ved ikke hvad. En mystisk fyr starter på hendes skole, og han fanger hendes opmærksomhed, men hvad hun ikke ved, er at han er ren ondskab...

0Likes
0Kommentarer
118Visninger

1. Jolene.

 

Jeg gik ned af den samme gang, som jeg går ned af hver dag med de samme teenager og deres problemer. En pige står og kigger forelsket på den typiske sports nørd, men han lægger slet ikke mærke til hende. En gruppe piger står og går fra at fylde hinanden op med falske komplimenter, ævler løs om skolens kønneste drenge og bagtaler alle der ikke falder ind under deres smag. 

Jeg kan høre den sædvanelig trampen fra mine store sorte støvler, der rammer det hårde skinnende gulv. Min sorte lange frakke hænger løst om mine skulder, og bevæger sig i takt med mine skridt. Min kæde som hænger løst på min hullede bukser, rasler roligt sammen med min gang. Jeg kan mærke blikke, som kigger op og ned af mig. Mit sorte makeup skiller sig ud fra de andre pigers farverige eller naturlige makeup. Jeg kan mærke de vurderer mit mørke makeup rundt om mine mørkebrune øjne, og min blege huds nuance. Jeg kan mærke frastødende og dømmende blikke fra flere drenge, som er mere interesseret i pigers nøgne krop, end deres bløde sjæle der skriger efter deres kærlighed.

Deres blikke har aldrig påvirket mig, som de måske ville gøre på flere almindelige teenager. Flere teenager skal jo igennem den lange identitets jagt, og bryder sig ikke om at blive dømt. Jeg har bare aldrig følt at jeg har ledt efter mig selv, eller hvad jeg vil. Jeg har altid vidst hvem jeg var, og hvad jeg ville. Mange teenager kommer ikke i nærheden af denne viden om dem selv, før de står overfor livets virkelige udfordringer. Man kender først virkelig sig selv, når livets største udfordringer vinker modbydeligt mod en. Eller sådan er det med nogen. Jeg derimod er bare mig. Og i det indgår min smag i valg af tøj, musik og mine elskede bøger. Jeg kan lide ting og personer, der skiller sig ud fra det de fleste ser som almindeligt. Det har altid fanget mig, og det vil det altid.

Derfor siger mine skolekammerater (hvis jeg overhoved kan kalde dem det) mig ikke rigtig noget. De døjer alle sammen med ungdommens problemer, og det trætter mig virkelig at se på de gentagelser de alle går igennem.

Jeg forsætter ned af gangen, med de undrende blikke i nakken. Jeg skal til at dreje mod trapperne som fører udenfor, og hen til busstopstedet hvor min bus venter, da en lille uskyldig pige med langt lyst hår og en pink nederdel sammen med en hvid langærmet trøje, stopper brat foran mig. Hun kigger chokeret på mig, og jeg kan se frygt i hendes øjne.

Jeg nyder synet, så jeg smiler mit mest onde smil og kiggede dybt og skræmmende på hende. Hele hendes ansigt går over i en meget bleg farve, og hun løb snublende væk. Jeg kan ikke lade vær. Frygten der spredte sig i hendes ansigt, fyldte mig med en tilfredsstillende glæde. Jeg nyder synet af frygt, for det er en følelser der overgår mange andre. Frygt kan gøre forfærdelige ting ved en person og frygt kan vise folks sande jeg. 

Hele vejen hen til bussen, holdt jeg fast i de tanker og smilede skummelt til hver der kiggede på mig. Det var underholdende at se deres reaktioner, og endnu bedre var det at se dem der blev meget utilpas og endda bange. Glæden summede i mig. 

Mens jeg sad i bussen og ventede på at den ville køre, med mit beroligende musik i ørene, studerede jeg de forskellige teenager udenfor. Det var tydeligt at se, at flere af pigerne og drengene kæmpede om det andet køns opmærksomhed. Så var der dem der stod alene, outsiters som man ville kalde dem, og der var også flere der havde en stil der mindede om min.

Jeg nærer ingen venlige følelser for dem, da de ikke mener deres stil alvorligt, og bare gerne vil lave oprør. Jeg kan ikke sige det er en negativ ting, da oprør er en skøn ting, men jeg kan bare ikke se mig selv være social med dem. Man kan vel kalde mig asocial, da jeg ikke har behovet for venner. Jeg har ikke trangen til at føre en ubetydelig samtale med en person, som alligevel ikke lytter oprigtig efter. Jeg kan bedre lide at læse en bog, med en oprigtig forfatter som tager emnet eller handlingen alvorligt. 

Minutterne gik og jeg ville snart være hjemme, når bussen altså ville køre. Jeg kunne mærke utålmodigheden sprede sig i mig, jeg ville gerne væk fra disse mennesker. Jeg kunne også en anden følelse sprede sig i mig, en følelse jeg havde haft i den seneste tid, jeg manglede noget. Det føltes som den sidste og vigtigste brik der manglede fra et puslespil, og jeg var puslespillet. Jeg ved ikke hvad det betyder, for hvis det var ensomhed eller en form for sorg, ville jeg så ikke føle den når jeg kiggede på disse sociale mennesker? Jeg kan ikke selv finde svaret, og piner mig så meget. Jeg hader følelsen af at ikke være i kontrol.

Jeg var så i dybden af mange tanker, at jeg ikke havde opdaget den ændring i menneskeflokken. De stod alle stille, og kiggede på noget eller nogen. Flere rykkede sig længere væk fra noget jeg ikke kunne se, og det fangede min opmærksomhed. Jeg prøvede desperat at se hvad eller hvem det var, og jeg fik også mit svar for personen var på vej mod min bus. 

Teenagerne rykkede sig hurtigt og nærmest skræmt, da personen gik forbi dem. En kæmpe åbning blev lavet i menneskemængden, kun for at personen kunne komme forbi. Skræmte ansigter kiggede den anden vej, og kroppe stivnede ved synet. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigt af ren nysgerrighed, ikke før havde jeg set teenagerne reagere sådan. Jeg følte mig så levende i de få sekunder før personen viste sig for mig.

Uden for mit vindue kunne jeg se en høj sorthåret fyr, med et par sorte afslappede bukser, en afslappet sort hættetrøje og et par almindelige sorte snikers. Han så ud til at være i forholdsvis god form, men han var ikke et muskelbund. Han ville virke som en hel almindelig afslappet fyr, hvis det ikke havde været for hans ansigt.

Hans øjne var så sorte som natten selv, og bag hans læber gemte der et sæt skræmmende hvide tænder. Han smilede til alle og enhver, og hans smil var fyldt med ondskab. Hans hår lå skråt ned over hans pande, og skjulte lidt af hans ene øje. Hans øjenbryn lå perfekt over hans øjne, og gav ham et gennemborende blik. Hans næse var smal og markant, og var med til at gøre hans ansigt skræmmende at kigge på. Ikke før havde jeg følt mig så optaget, og så tiltrukket af en fyr. Jeg kunne mærke mine teenage hormoner vågne fra deres dvale, og give mig sommerfugle i maven.    

Jeg havde intet imod at studere ham fra denne afstand, indtil da han vender hovedet og kigger direkte på mig. Hans smil er forsvundet, og hans sorte øjne studerer mig nøje. Jeg taber vejret, og jeg kunne ikke længere bevæge mig. Det føltes som om alle min hår på kroppen rejste sig, og hele min krop frøs til is. Han retter blikket mod mine øjne, et skævt ondt smil breder sig på hans læber. Aldrig før har jeg følt mig så blottet, det føltes om han kunne se min nøgne sjæl så tydeligt som han kunne se mig. Jeg følte flere ting på en gang, tiltrukket af denne mystiske person, skræmt over den reaktion han skabte hos mig og en besættende følelse der ville vide alt om ham. 

Og så var han væk.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...