Fourevigt - Divergent fanfiction

”Mit navn er Erin. Hvad hedder du?” Han slipper ikke udenom spørgsmålet. Ikke når det er mig, der har stillet det. I mens jeg venter på hans svar, betragter jeg hans ansigt. Hans underlæbe er tynd og hans overlæbe er fyldig. ”Jeg er Four.”

17Likes
10Kommentarer
583Visninger

1. Fourevigt

Sneen daler i krystallignende snefnug og dækker det nærmeste øde landskab omkring mig. Det er koldt; bidende koldt og mine arme finder automatisk rundt om min krop i et forsøg på at holde kulden ude, men forgæves. Mine øjne spejder igennem tæppet af hvidt og lander på to skikkelser langt forude. Den ene bukket over den anden, men andet kan jeg ikke se fra den her afstand.

Automatisk bevæger mine fødder sig nærmere, kæmper igennem det tykke tæppe af sne og fortsætter frem ad. Inden i knuger mine organer sig sammen og vender sig 180 grader, for selvom jeg ikke kan se, hvad der sker forude, sender min krop alligevel advarselssignaler. Den person, der ligger i sneen, er en, jeg holder af. Jeg ved det. Jeg kan føle det, og jeg…

Et skrig flænser stilheden, og en skærende smerte rammer min hals som en efterfølgende bivirkning.  

Den mørkerøde farve, der former sig over den ellers uskyldige sne, brænder sig fast til mine nethinder; får mine indre organer til at vende sig 180 grader igen. En pludselig kulde spreder sig over kroppen, og jeg er bevidst om, at den ikke kommer fra sneen og den knivskarpe vind, men fra mig selv.

 

Mit skrig følger mig indtil jeg rammer ned i noget hårdt, der bøjer sig for min vægt og slutter sig om min krop. Et net. Jeg er landet i et net.  Mit blik glider automatisk op mod himlen, og det hul, jeg lige er hoppet ned igennem, og den første tanke, der rammer mig er, at jeg er blevet sindssyg.

Alligevel våger mit blik sig ud over nettet og lander på de mange hænder, der rækker ud efter mig. Jeg behøver ikke engang at tænke over det to gange, før jeg hiver fat i en af hænderne og trækker mig over nettet i en stor fejltagelse. Jeg falder, og hvis det ikke er for de arme, der griber mig, var jeg landet på gulvet. Med ansigtet først.

Selvom jeg måske vil have været forlegen i andre tilfælde, er jeg det ikke nu. Jeg fokuserer i stedet på at holde den lille bid morgenmad nede i min mave, mens jeg prøver at finde ordentligt fodfæste. Det er som om hele rummet drejer sig rundt om mig, og jeg griber derfor automatisk ud efter min redningsmand. Det tager mig sekunder at vend mig til den irriterende snurren, og da jeg endelig får fokuseret skarpt, ender mine øjne på ham. Min redningsmand. Og jeg bliver overrasket over hans mørkeblå øjne, der mest af alt minder mig om nattens smukke ynde.

”Mange tak,” får jeg sagt, mens mit blik flakker rundt i lokalet og hen på mine medaspiranter, der er ved at komme sig over chokket fra springet.

Så lander mit blik på fyren, og selvom jeg ikke er sikker på, at det er god skik at stille spørgsmål her, ryger det alligevel ud af mig: ”Hvad hedder du?”

Hans øjenbryn gør et kort hop, før hans arme lægger sig over kors.

”Det er almindelig høflighed at præsentere sig selv først.” Han stemme er dyb, og en absurd tanke får mig til at mistænke ham for udelukkende at sige dette, fordi jeg er Sanddru.

”Mit navn er Erin. Hvad hedder du?” Han slipper ikke udenom spørgsmålet. Ikke når det er mig, der har stillet det. I mens jeg venter på hans svar, betragter jeg hans ansigt. Hans underlæbe er tynd og hans overlæbe er fyldig.

”Jeg er Four.”

 

”Nej!” skriger jeg og bevæger mig mod den foroverbøjede skikkelse. Under den ligger Four og prøver at kæmpe sig fri, men allerede nu ved jeg, at han ikke vil kunne gøre det. Det fortæller det mørkerøde tæppe under hans krampende krop.

Jeg når kun en halv meter fra dem, før noget kraftigt slynger mig tilbage, får mig til at vakle og falde bagover i sneen, der forgæves prøver at gribe mig. Mine øjne når lige at spærre sig op, før en stor, sort skikkelse tårner sig over mig. En sort elefanthue dækker alt undtagen skikkelsen øjne, men jeg ved, at det er en mand, og jeg behøver ikke at se hans ansigt, for at vide at han er farlig.

Et smertens brøl fra Four får mig instinktivt til at rulle mig til side og kommer op på benene tidsnok til at se den foroverbøjede skikkelse hamre en kniv i brystkassen på min Four. Den indre smerte, der rammer mig ved synet, får mit ene knæ til at give efter. Mit skrig er øredøvende, men det får ikke manden til at stoppe med at hugge kniven i brystkassen igen og igen og igen og…

 

”Din skarpe tunge hjælper dig ikke i kamp,” lyder Fours stemme bag mig. Jeg stivner og snurrer rundt for at se ind i de mørkeblå øjne. Afsløret.

”Den hjælper mig af med den unødvendige aggression,” svarer jeg i et forsøg på at lyde ligeså gådefuld som ham, når han normalt taler. Hans øjenbryn løfter sig, men jeg lægger knap nok mærke til det, for det er ved at være en normal handling, når han lytter til mig og indvendigt ruller øjne af mig.

”Hvad er en unødvendig aggression?” spørger han og lægger hovedet en anelse på skrå. Tjah, gid jeg selv vidste det.

”Du ved den aggression, der opstår, når man bliver frustreret. Den er kun i vejen for én,” forklarer jeg så efter nogle sekunders tænketid. På det her tidspunkt er jeg ret glad for, at jeg forlod de Sanddru. Der vil tøven blive betragtet som løgn.

”Interessant. Hjælper den dig så også med at fokusere?” spørger han og to sekunder efter ligger jeg på gulvet; så lang jeg er.  Fours pludselige tackling var så hurtig, at jeg ikke engang nåede at skrige.

”Hvad fanden…” grynter jeg og når lige at rulle til side, så hans hånd ender mod gulvet frem for mit ansigt. Endnu et slag følger, og denne gang bliver jeg ramt på armen. Jeg ved, hvad han vil; lærer mig at fokusere, for det er lige netop derfor, han fandt mig stående her i træningslokalet selvom træningen for længst er ovre. Fordi jeg ikke kan finde ud af at fokusere og derfor også taber alle mine kampe.

Med et brøl kaster jeg mig impulsivt over ham, lader armene slynge sig om hans nakke, så jeg ender med at ligge ovenpå ham med ansigtet mod hans. Min første tanke er at pande ham én, men hans dybblå øjne forstyrrer mig. Jeg ender med at placere mine hænder om hans ansigt, og jeg bliver overrasket, da han ikke slynger mig i gulvet. I stedet ligger vi og ser hinanden i øjnene. Jeg kan mærke vores hjerter banke mod hinanden - det må være adrenalinen. 

Jeg mærker blide kærtegn over min ryg, og da jeg læner mig en anelse frem mod ham, gør han det samme, så vores læber mødes i en eksplosion af ømhed og begær på én og samme tid.

Det tager ham kun ét sekund at banke mig i gulvet.

”Ufokuseret igen,” mumler han, men jeg er ikke i tvivl om, at et smil spiller sig i hans øjne. Også selvom hans mund er en tynd streg.

 

Denne gang skriger jeg ikke. Jeg brøler og springer direkte i mod manden med kniven, men det er som om en ydre kraft holder mig tilbage, og det er nok til, at den anden mand kan gribe fat i mig og holde mig i et jerngreb, hvor mit ansigt bliver holdt direkte i mod Four og hans blødende krop, så jeg har frit udsyn til alt, hvad der sker.

En rallende lyd kommer ud fra hans hals, og nu skriger jeg hysterisk; forsøger at komme ud af det greb, jeg er endt i, og jeg opgiver ikke. Heller ikke selvom tårerne strømmer ned af mine kinder. En smerte skærer sig igennem mit bryst, da jeg ser de mørkeblå bedende øjne langsomt opgive livet. Jeg skriger igen og igen og igen, og jeg kradser, flår og bider. Jeg sparker og skriger igen. Mine negle borer sig ind i mandens handsker, og da det går op for mig, at han ikke kan mærke noget, søger de op under hans ærme. Jeg finder noget bart hud, som jeg borer neglene i, river og flår i. Jeg kan mærke blodet mellem mine fingre, men  han giver ikke slip, og jeg stopper ikke. Jeg skriger igen. Også selvom min strube er ved at give efter - også selvom min hals føles som tusind knive. Jeg vil ikke give op - jeg må ikke give op. Jeg kan ikke give op.

Jeg kvæler det næste skrig, i det mit blik lander på den blodige kniv. Four skulle have været død nu. Han skal ikke ligge og se bedende på mig. Han skal have lukket øjnene; han skal være død. Efter alle de hug, kan han umulig være i live!

Vær tapper, hører jeg hans stemme for mit indre. Jeg prøver at finde ud af, hvornår jeg hørte det. Det virker fjernt, men alligevel som noget, jeg lige har hørt. Tårerne strømmer stadig ned af mine kinder, da jeg langsomt stopper med at kæmpe i mod grebet. Mit blik hviler stadig på Fours brystkasse, der er så mørkerødt, at jeg bliver svimmel, og det ender med, at jeg lader mine roterende indvolde knække mig. Så skriger jeg. Ikke fordi, jeg ikke kan komme fri, men fordi jeg lader manden med kniven tage livet af den eneste person, der forstod mig; elskede mig.

 

Et øredøvende skrig fylder mine ører, da jeg spærrer øjnene op og opdager, at jeg er tilbage i stolen. Før jeg ved af det, er jeg endt på gulvet. Jeg skriger, da jeg mærker hænder omkring mig, men da den velkendte duft og varme rammer min krop, spærrer jeg øjnene op for at se ind i bekymrede, mørkeblå øjne.

Mine øjne er et vandfald, da jeg slynger armene om nakken på Four, der selvom han er helt anspændt, knuger mig ind til sig, som vil han aldrig give slip.

Jeg ved, at han har set det hele. Hver evig enkel detalje af illusionen, han satte mig i. Han så, at den omhandlede ham - og han så den frygt, jeg bærer inden i. Frygten for at miste ham. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...