Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4344Visninger
AA

2. Prolog

 

Jeg sukkede irriteret, og smækkede bildøren til min mors gamle Toyota. Uden at sige et ord, tog jeg mine høretelefoner i ørerne og lukkede verdenen ude. Jeg var i dårligt humør, jeg var træt.

Min mor sad ved rettet, med ansigtet ned i sin mobil. Hun var sikkert i gang med at undskylde over, at vi ville komme for sent til sammenkomsten på hendes arbejde. Det var typisk hende, alting skulle altid være perfekt.

Træt gnubbede jeg mine tindinger og prøvede, at massere den dunkende hovedpinen væk. Det irriterede mig, at jeg skulle med. Jeg gad ikke! Det havde jeg også prøvet at forklare hende i går. At jeg hellere ville være hjemme, at jeg ikke ville have nogle at snakke med. Vi havde endt i et skænderi.

Det var sjældent vi skændtes. Vi lignede hinanden på mange punkter. Vi var begge generte, rolige og kærlige mennesker. Men vi var også begge stædige, det var derfor vi kom op at toppes.

Jeg kiggede op på hende. Hun havde lagt sin mobil i den brune lædertaske jeg havde foræret hende i fødselsdagsgave sidste år, og drejede bilnøglerne så motoren startede.

Med høj hastighed kørte vi over de ødede landeveje, mens stilheden rasede. Verden susede forbi, mens farver dannede slørede billeder. Pludselig sænkede min mor farten, og kørte ind til siden. Hun vendte sig mod mig, og prøvede at fange mit blik. ”Jeg er ked af det, Leah. Det var ikke meningen at vi skulle være uvenner.”

Jeg svarede ikke, men fortsatte blot med at kigge ud af vinduet. Jeg kunne høre et trist suk. ”Jeg elsker dig lige meget hvad. Husk det.” Hendes blå øjne var triste, mens hendes blik prøvede at fange mit.

Hun startede endnu engang bilen, og var i gang med en vending, da en skygge pludselig var i mit synsfelt. Jeg nåede ikke at se det tydeligere, men alt indeni mig frøs til is.

Det eneste jeg kunne mærke og høre, var min dunkende puls. En sort Rang Rover kom kørende mod os med fuld fart. Efter det gik meget langsomt, men samtidig forfærdeligt hurtigt.

Førerens blik var sløret, påvirket.

Et elektrisk stød gik gennem mit nervesystem, da Rang Roveren brutalt sendte os ud over de kornfulde marker. Alting snurrede rundt, og jeg hørte skrig omkring mig. Midt i al forvirringen, dansede mørke skygger hen over mine nethinder og skabte et mørke.

Jeg vågnede med en forfærdelig smerte i hovedet, og det føltes som om, at alle knoglerne i min krop var blevet knust.

Hvor var jeg?

Hvad var der sket?

Jeg prøvede panisk at åbne øjnene, men det var som om de var limet sammen.

”Hvad sker der?” min stemme var lille og svag.

Intet svar.

Jeg prøvede endnu engang at åbne øjnene, mens jeg anstrengte mig alt hvad jeg kunne. Mit syn var sløret, og da jeg endelig så klart, havde tusmørket overtaget.

Jeg mærkede en skarp smerte, og kiggede ned på min højre arm. Den var smurt i blod, og dækket af spidende glasskår, ”Mor, hjælp mig!” Jeg prøvede i et nytteløst forsøg, at fjerne glasskårene. Jeg stønnede af smerte. Det føltes som om, at min arm blev gennemboret af tusindvis af nåle.

Da jeg endnu engang ikke fik noget svar, kiggede jeg for første gang op, og dannede mig et overblik. Bilen var krøllet sammen. Den øverste den af bilen, lå vendt mod jorden og overalt lå knust glas.

Der lå min mor.

Det var som om, at tiden stoppede. Alt stoppede. Hendes mund var let åben, og en lille stribe blod løb fra hendes tinding. Hendes hud havde mistet sin varme glød. Hendes varme. Hendes øjne som altid plejede at vise kærlighed, var tomme, som om hendes sjæl var blevet flået ud af hende. Min mave vendte sig på vrange, og jeg pressede læberne sammen for at kvæle et hulk.

Jeg rystede på hovedet, mens jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det bare var et mareridt. Et mareridt, som jeg kunne vågne fra, og så ville alt være som det plejede.

Brændende tårer strømmede ned af mine kinder, og jeg lukkede øjnene. Prøvede at fange de tårer, som beviste hvad jeg havde mistet.

Febrilsk prøvede jeg at få selen op, men lige meget hvor meget jeg prøvede gav den sig ikke. Den havde mig i et kvælertag.

Jeg ville hen til hende, redde hende. Jeg råbte efter hjælp, men ingen kom. Jeg skreg, til min stemme døde, og kun lydløse skrig forlod mine læber. Jeg strejfede svagt hendes hånd, der var kold som is.

”Undskyld” hviskede jeg uden lyd og nogle ide om hun kunne høre mig. ”Undskyld” hviskede jeg igen. Jeg havde været så urimelig, ikke taget imod den kærlighed hun havde rakt mig. Og nu var hun væk.

En stærk smerte havde et fast tag om mit hjerte, mens jeg hulkede. Svage lys i mørkede, som små dansende ildfluer, kom langsom tættere på. Det gik først op for mig at det var mennesker, da sløret endnu engang blev lagt over mit syn, og gjorde alting sort.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...