Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4330Visninger
AA

10. Kapitel 8

Jeg vågnede med den samme dunkende hovedpine, som jeg var gået i seng med i går aftes. Regnens pisken mod ruderne udenfor, og gav mig lyst til at gemme mig langt under dynen.

Jeg sukkede tungt, og lukkede øjnene igen. Det eneste jeg havde lyst til var, at ligge under min varme dyne.

Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle være over for Liam. Det at jeg havde grædt foran ham i går aftes havde vist en side, som var meningen ingen måtte se. Jeg følte mig flov over, at han havde set mig så skrøbelig. Jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle være stærk. Det var den eneste måde, jeg ville kunne komme igennem dette mareridt. Hvis jeg gik i stykker igen, var jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne klare det.

Jeg følte, at jeg var krævende. At jeg var anderledes, og var en skjult byrde for alle der kendte sandheden. Jeg ønskede ikke, at være den ødelagte pige som alle prøvede at heles hendes sår. Hendes hud ville blive ren, og hendes øjne tørre. Men hendes sjæl ville altid være et bevis på, at nogle sår var så dybe, at de aldrig ville kunne heles.

Men jeg blev nød til at indse, at jeg var den pige. Den ødelagte pige, med den tragiske historie. Hende der havde mistet sin mor, og en del af sig selv. At jeg prøvede at være stærk, men i virkeligheden bar rundt på en maske der skjulte sin ulykkelighed. At jeg for altid ville bære rundt på en sorg og skyldfølelse der langsomt åd mig op.

Jeg pressede mine øjne hårdere sammen, og prøvede at stoppe tårerne. Prøvede at benægte de tårer, der fortalte sande historier.

Jeg ville ønske, at alt var anderledes. At jeg var anderledes. Jeg ville ønske, at for hver gang jeg trak vejret, ikke ville føle skyld. At jeg ville kunne lukke helt af for smerten og leve.

Mit fokus flyttede sig hen mod døren, ved lyden af en svag banken.

Jeg prøvede ihærdigt at tørre mine øjne, mens jeg satte mig op i sengen. Da jeg følte, at jeg var nogenlunde klar, mumlede jeg et "kom ind"

Det var Liam.

Han trådet et skridt ind i værelset, og kiggede på mig. Mit blik derimod lå på gulvet, i frygt for at møde hans.

Han havde sovet her i går på sit gamle værelse, efter vores filmaften. Det havde faktisk været utrolig hyggeligt, og han havde fået langt en dæmper på mine tanker med sit selvskab.

Men lige så snart jeg lå alene i min seng, havde de mødt mig med en ufattelig kraft, og jeg havde aldrig følt mig mindre. En dag som i går, ja en uge som denne havde jeg ikke fortjent. Ikke når hun ikke levede. og jeg var ufattelig egoistisk, hvis jeg levede i troen om, at jeg havde.

"Der er morgenmad om lidt" sagde Liam, og forsvandt derefter ud af døren. Jeg sukkede lettet, da jeg hørte den lukke.

Jeg rejste mig modvilligt op, og trak en sort sweater over hovedet. Jeg havde hverken lyst til mad eller selvskab lige nu. Men jeg vidste også, at det var nødvendigt.

Det var også derfor, at jeg gik ned i køkkenet og mødte de andre. Jeg prøvede at sende dem et smil, men det lignede desværre mest af alt en grimasse.

Vi satte os alle ned ved spisebordet, og gik straks i gang med at øse op på vores tallerkner.

"Hvordan gik der så i går?" spurgte min far, og kigge skiftevis på Liam og mig.

"Rigtig godt. De var rigtig søde" sagde jeg, og sendte min far, og derefter Liam et smil. Det havde været rigtig hyggeligt, og de havde været utrolig søde. Men de sidste hændelser af aftenen, havde sat sine spor.

"Det er jeg glad for at høre. Vi tænkte sådan på jer" sagde Karen, og sendte os et smil.

"Faktisk er der noget, vi gerne vi fortælle er. Det har været planen i et stykke tid, men vi ville vente til det rigtige tidspunkt." Fortsatte hun, mens min far gav hendes hånd et kærligt klem.

Jeg havde en fornemmelse af, hvad hun ville sige. Men på den måde hende og min fars blikke mødtes og hans kærlige berøringer, sagde noget mig, at det handlede om deres forhold.

"For tre uger siden, da vi var ude og spise på min fødselsdag friede Marcus til mig.."

Jeg fik juicen galt i halsen, og begyndte at hoste. Karen stoppede hurtigt, og kiggede over på mig for at se, om jeg var okay. Jeg nikkede hurtigt, for at forsikre hende om, at jeg var okay, og som hentydning til, at hun skulle fortsætte.

"..Og jeg sagde ja" Karen kiggede spændt på os.

Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige, så jeg kiggede i stedet på Liam. Han havde kort det samme frosne ansigtsudtryk som mig, inden det tøede op i et smil.

"Tillykke" udbrød han, hvilket fik min far og Karens smil til at blive endnu større.

"Tak" sagde min far, mens han grinede lykkeligt.

pludselig lå alles øjne på mig, så jeg bed mig hårdt i læben for at fremtvinge et smil.

"Tillykke" sagde jeg, og prøvede at få det til at lyde så ægte som muligt.

"Har i nogle planer om hvornår?" spurgte Liam.

Karen og min far kiggede kort og smilende på hinanden, inden de rystede på hovedet.

Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Jeg var i gang med, at vænne mig til om et liv i England, langt væk fra alt jeg kendte til. Et bryllup, var noget af det sidste jeg havde forstillet mig. Og alligevel ikke. Det var tydeligt at se, at de elskede hinanden. Men jeg havde aldrig tænkt over, at min far måske ville gifte sig igen. Det var svært nok, at se ham sammen med en anden kvinde end min mor. Nu skulle han så giftes.

Det var ikke fordi, at jeg havde noget imod Karen overhovedet. Hun var rigtig sød. Men siden mine forældres skilsmisse, havde en del af mig, altid ønsket at de ville finde sammen igen. Men dette var blot endnu en bid af virkeligheden, jeg havde prøvet at fortrænge.

Jeg følte mig dum, en svag klump begyndte at vokse i min hals. Det virkede latterligt, at jeg reagerede sådan. Min far var glad, derfor burde jeg også være glad. Men lige nu, var jeg det modsatte. Jeg kunne ikke beskrive hvorfor, men det føltes forkert.

Men da jeg så deres ansigter, kæmpede jeg for at synke klumpen og smile. Jeg ville ikke ødelægge dette øjeblik for dem. Jeg ville ikke fjerne det lykkelige smil fra deres læber, og ødelægge den glæde deres kroppe var fyldt med.

For sandheden var, at lige meget hvor fremmet og forkert alt føltes her, var disse mennesker utrolige. De havde lukket mig ind i deres hjem, og taget i mod mig med kærlighed. Lige meget hvor alene jeg følte mig, ville de være hos mig. Jeg skyldte dem, at være glade på deres vegne.

Under resten af morgenmaden snakkede vi om brylluppet. Alt fra mulige lokaliseringer, dato og  tema. Det virkede helt uvirkeligt, at sidde og medvirke i denne samtale. For blot et par uger siden, havde jeg ikke haft nogen ide om, at disse mennesker skulle blive min familie. At mit liv ville se sådan ud.

"Hvornår er det præcist du har fri Liam?" spurgte Karen, og rettede sin opmærksomhed mod ham. Han tænkte sig kort om, inden han svarede. "Det er på fredag. Vi skal lige spille den sidste koncert, og lave et par enkelte interviews." 

"Det bliver så dejlig, når du får fri. Jeg synes næsten aldrig, vi ser dig mere." Karen sendte Liam et kærligt blik, som han besvarede med et smil.

"Sådan er det jo. Men det bliver nu også dejligt, at være noget mere hjemme." svarede han og smilede.

"Hvornår er det, at du får ferie Leah" spurgte min far, mens han kiggede på mig.

"På fredag i næste uge" svarede jeg.

Jeg glædede mig allerede til ferien. Jeg havde allerede aftalt med Alina og Alison, at vi skulle holde en pigeovernatning sammen. Derudover havde vi planer om, at tage ud og shoppe. Det var tilstrækkeligt, hvor meget mit tynde tøj kunne holde de kolde temperature ude. Når det var sagt, fandtes der heller ikke noget bedre end en hyggetur med veninder.

 

 

I må undskylde, at jeg ikke har skrevet i noget tid. Men jeg skal op til min første eksamen her i morgen og det fortsætter sådan næste par uger. Derfor er jeg ret stresset, og får nok heller ikke mulighed for, at skrive lige så ofte som jeg ellers har gjort. Men jeg skal nok prøve, at få skrevet  så ofte jeg kan. Jeg håber, at i stadig vil læse med. Det skal siges, at det kun er under eksamen, at jeg regner med, at være lidt fraværende. Jeg håber, at i forstår min prioritering. Det betyder nemlig rigtig meget for mig, at I vil læse med, og skrive en kommentar engang i mellem.

Når det så er sagt, hvad synes i så om kaliplet?  Jeg ved godt, at det ikke var det mest spændende, men håber at det var okay :-)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...