Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4333Visninger
AA

9. Kapitel 7

Koncerten var godt i i gang, og havde været det i omkring en times tid. Jeg stod ude i et af hjørnerne sammen med Lou, og så koncerten. Det overraskede mig, at de var så gode. Ikke kun det at synge, men at optræde og tale med publikum. Det virkede som det mest naturlige i verden for dem.

"Hvad synes du om koncerten?" Spurgte Lou, mens hendes øjne stadig var rettet mod scenen. "De er virkelig gode" sagde jeg, mens jeg fulgte bevægelserne oppe på scenen.

Jeg mente det oprigtigt. Selvom jeg havde været imod det i starten, var jeg glad for, at jeg tog med. Selvom det var svært at indrømme, var det et skridt i den rigtige retning. Lige hvor meget jeg længtes efter mit gamle liv, var det ikke længere mit. Jeg savnede alt ved det, og selv om livet her virkede fremmede for mig, ville det ikke være rigtigt at søge tilbage mod fortiden. Det var ikke rigtigt, at gemme mig fra sandheden og leve i fornægtelse Ikke engang selvom det virkede som den mindst smertefulde løsning lige nu.

Jeg bed mig i læben, og huskede på min mors ord. "Det er altid mørkest lige før daggry." Det var det, jeg måtte holde fast i. Lige meget, hvor vildledt og alene jeg følte mig, lige meget hvor langt jeg var væk i mørket, ville lyset altid komme. Håbet og troen om, at alt ville blive okay.

"Aftens sidste sange alle sammen!" Råbte Louis, inden introen til what makes you beautful begyndte.

Fansene skrig blev endnu højere, så højt, at jeg holdt mig for ørerne. Lou kiggede på mig, og prøvede at holde et grin inde. "Bare rolig, du vender dig til det" sagde hun forsikrende. Jeg følte mig lidt dum, da jeg var den eneste der stod sådan, så jeg fjernede mine hænder igen.

Jeg rettede igen min opmærksomhed på scenen, og koncentrerede mig om, at nyde den sidste sang. Harry var i gang med at synge, mens han kiggede ud over publikummet. Hans mørke og rene stemme, havde en beroligende effekt på mig.

"Tak for i aften!" råbte Liam, og forsvandt sammen med de andre om bag scenen. Fansene fortsatte med at skrige. "Skal vi gå op og vente på, at de  er færdige?" spurgte Lou. Jeg nikkede og fulgte efter hende. Hele vejen tilbage, var der ingen af os, der sagde noget.

Jeg kunne allerede mærke, hvordan trætheden var begyndte at tyngde mig og fik mine øjne til at svie let. Hver eneste dag, var det som om, at alt min mentale energi blev brugt op. Jeg fokuserede på venner, skolen og familien. Ja, om at falde til og vænne mig til mit liv i England.

"Du kan bare tage din jakke i skabet, så er vi nemlig klar til at gå" sagde Lou, og pegede hen på skabet hvor vores jakker hang.

Jeg kom hurtig til, at tænke på oplevelsen med Harry i skabet.

Jeg smilede lidt for mig selv.

Normalt brød jeg mig ikke kom nærkontakt med drenge. Jeg følte mig anspændt og næsten direkte utilpas. Jeg brød mig ikke om den måde, min krop reagerede på. Det var som om, at jeg slet ikke kunne styre det. Mit hjerte bankede utrolig hårdt, og mine håndflader blev altid lidt svedige.

Alt dette, havde jeg følt inde i skabet. Men jeg havde også mærket noget andet. Det var som om, at min mave havde været fuld af kildende sommerfugle. Jeg havde fået det varmt, og jeg havde følt en trang til, at være tættere på ham.

Det skulle ikke forstås sådan, at jeg aldrig havde været tiltrukket af en dreng. For det havde jeg. Men denne gang, virkede det bare mere voldsomt.

Det var selvfølgelig ikke fordi, at jeg ville prøve på noget med ham. For det første, var jeg slet ikke klar, til at tage skridtet videre end blot betragtning. For det andet, havde jeg en masse andet og mere vigtigt at tænke over, end en dreng. Og for det tredje, så var der ingen chance for, at han så mig som andet en Liams papsøster, 

Jeg rystede på hovedet, og følte mig latterlig over bare, at have tænkt tanken. Jeg fortsatte hen til skabet, og tog min jakke.

"Fuck jeg glæder mig til et bad lige nu!" sagde Niall højt, mens han og de andre drenge kom gående ned af gangen. Jeg kiggede kort på dem, og gik hen mod dem. De virkede alle sammen, til at være ret høje, sikkert af rusen efter koncerten.

"I var virkelig gode" sagde jeg lidt genert, og smilede lidt forsigtigt til dem.

Mine øjne mødte Liams, og han sendte mig et varmt smil. Han betød allerede meget for mig, selv om jeg kun havde kendt ham i kort tid. Han havde givet mig troen på, at det nok skulle blive okay. At han, Karen og min far altid ville være der for mig og støtte mig. Det var nok det, der gjorde, at jeg turde stole på det, og lade det ske.

"Mange tak" svarede Niall glad, og smilede stort til mig. Jeg gik ud fra, at han svarede på resten af bandets vegne, da resten bare smilede til mig.

"Når Leah, skal vi ikke tage hjem?" spurgte Liam og kiggede på mig. Vi havde siddet lidt i det rum vi havde været inden koncerten, og snakket. Eller retter de havde snakket, og jeg havde lyttet.

Jeg nikkede, og rejste mig fra sofaen. Det samme gjorde de andre, og begyndte, at sige farvel. De gav hinanden et kram, inden de vendte sig mod mig. 

"Du må have det godt, det var rart at møde dig Leah." sagde Niall, og gav mig endnu engang hånden og smilede venligt til mig. Jeg smilede igen og gengældte farvellet. Det samme gjorde Zayn og Louis.

"Vi ses, det var hyggeligt." sagde Harry, og smilede til mig. Jeg smilede igen, og prøvede at ignorere, at varmet steg langsomt i mine kinder. "Ses" sagde jeg, og fulgte efter Liam ud til hans bil.

"Jeg er rigtig glad for, at du tog med" sagde Liam og kiggede på mig inden han tændte bilen og begyndte at køre hjem. "Jeg er glad for jeg måtte" sagde jeg, og sendte ham et kort smil. Mit blik var fast rettet mod vejen, mens jeg bed mig hårdt i læben.

Det var ikke med vilje, at jeg var så anspændt. Men siden ulykken, havde jeg haft det svært med biler. Jeg så hele tiden for mig, hvordan ulykken ville ske igen. Jeg så for mig, hvordan verden ville snurre og hvordan alting ville stoppe for et øjeblik. Jeg kunne mærke angsten, og den kvalmende smerte.

Mit greb strammede sig så hårdt om sædet, at mine knoer blev hvide. Mit blik bevægede sig videre hen til min underarm. Den var bundet ind i bandage, efter en syning på hospitalet. De sagde, at der ville komme et ar. At jeg havde været heldig. Jeg kunne mærke, hvordan en vrede svagt spirede. Jeg havde mistet min mor, og jeg havde været heldig.

Hvordan kunne se sige det?

Forstod de ikke, at jeg ville bebrejde mig selv dette resten af mit liv. Arret, vil for altid minde mig om tabet. Et bevis på, at intet kunne blive som før. Det ville for altid rive op i den tilstedeværelse jeg befandt mig i, og efterlade mig knust og alene lige som ved ulykken. Et sådan ar betød ingenting, men samtid alt.

Jeg bed mig hårdere i læben, og prøvede at standse de tårer der allerede befandt sig i min øjenkrog. Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet, og prøvede at skjule mine tårer der sad fast i mine øjne.

"Er du okay" Liam kiggede kort på mig, inden han rettede sit blik mod vejen igen. Jeg nikkede kraftigt, men kom hurtigt i tanke om, at han ikke kunne se det. Jeg var ikke meget for, at snakke lige nu. Jeg var bange for, om min stemme ville være lige så skrøbelig som jeg følte mig.

Jeg tog dog alligevel chancen.

"Ja." sagde jeg, med en stemme hvis styrke var skrællet af, og efterladt rystende tilbage. Liam kiggede på mig med et uroligt blik, inden han kørte ind til siden og slukkede motoren.

"Det kan jeg se det ikke er. Fortæl mig hvad der sker?" sagde han, og kiggede på mig, med et indtrængende blik. Jeg prøvede, at lade være med, at kigge på ham. Jeg var bange for, at hvis jeg først lukkede op, og fortalte hvad der var sket ville blive endnu mere virkeligt, selv om det var det jeg prøvede at forstå.

"Leah?" Liam, lagde en hånd på min skulder og gav den et klem.

Jeg sukkede tungt, og vendt mig meget mod min vilje. Hinden af tårer bristede, og langsomt trillede de ned af mine kinder.

"Jeg tænke på ulykken og min mor" mumlede jeg næsten lydløst, men højt nok til, at Liam kunne høre det. Hans øjne blev fyldt med medlidenhed, inden han igen klemte blidt om min skulder.

"Leah, hvis der er noget jeg kon gøre, hvis du vil snakke om det. Så vil jeg gerne lytte, jeg vil gerne hjælpe mig" hans stemme var fuld af omsorg.

"Tak Liam, men det kan jeg ikke" Jeg stemme rystede stadig, men denne gang kiggede jeg ham i øjnene. Det var for personligt, for tæt på. Liam betød rigtig meget for mig, men jeg var ikke klar til at tale om det. Jeg var ikke klar til at tale om det med nogen.

Han sendte mig alligevel et lille smil.

"Hvad siger du til, at vi tager hjem og holder filmaften?" Sagde han, og smilede lidt opmuntrende til mig. Jeg tørrede min øjne, og smilede lidt. En filmaften lød godt.

 

 

 

I må undskylde, at jeg ikke har skrevet i et stykke tid.

Men jeg har simpelthen haft rigtig travlt med skolen.

 

Det ville betyde meget for mig, hvis i skrev en kommentar om hvad i synes om historien indtil videre.

XX

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...