Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4306Visninger
AA

8. Kapitel 6

Jeg bed mig nervøst i læben, da jeg trådte ud af bilen. Vi holdt foran et kæmpe stadion, hvor der allerede var fyldt med en masse skrigene fans.

Jeg vidste godt, at One Direction var verdensberømte, og var også godt klar over at de havde millioner af fans. Men at se hvor stort stedet var, kom alligevel som et chok for mig. Det var  som en syrealistisk virkelighed.

"Er du klar Leah?"

Karen og min far stod lidt længere fremme, og ventede på mig. De havde lovet, at hjælpe mig med, at komme ind og finde Liam. Jeg nikkede, og fulgte efter dem. Det var som om, at de havde prøvet det en masse gange, hvilket de nok også havde. De virkede utrolig afslappede, præcis det modsatte af hvad jeg følte mig.

"Er du spændt?" Karen sendte mig et smil.

Jeg ved ikke, om spændt var ordet. Jeg var virkelig nervøs, og jeg kunne slet ikke slappe af. Man kunne vil godt sige, at jeg også var spændt over, hvad der skulle ske. Men nervøsiteten var, som et dominerende mørke, der overskyggede den lille spændte glæde

Jeg nikkede, og smilede forsigtigt. Jeg var dog ret sikker på, at smilet mere lignede en grimasse.

"Leah, du skal ikke være nervøs. De er alle sammen super søde" sagde Karen, og lagede en beroligende hånd på min skulder. Jeg nikkede endnu engang, nok mere for at overbevise mig selv. Tanker fløj rundt i mit hoved, og det hele virkede overvældende

Vi gik i et stykke tid, og stoppede til sidst foran et stort hegn med en indgang. En stor mand i en sort T-shirt stod og ventede.

Han virkede skræmmende.

Men da han så Karen, smilede han venligt. Han hilste, mens han åbnede døren. Han fortalte mig, at han hed Max, og skulle følge mig hen til Liam. Jeg krammede hurtigt min far og Karen, og fulgte derefter med manden.

Max åbnede bagdøren ind til stadionet, og vi gik sammen ind. Da jeg kunne høre stemmer og musik, begyndte nervøsiteten, at voksen inden i mig. Jeg prøvede, at huske på hvad Karen havde fortalt mig om dem, men hendes ord virkede ikke vil at virke. Min hjerte begyndte, at banke hårdere mod mit bryst, mens jeg igen prøvede at fortælle mig selv, at det bare var Liam og hans venner.

Der tilfældigvis var verdensberømte.

Max stoppede ved en dør, og åbnede den. Han gik ind, og jeg fulgte efter ham. Rummet var stort, og fyldt med sofaer, musikanlæg, tv osv.

Jeg fik hurtigt øje på Liam, der sad i den ene sofa med en blondt og en sorthåret dreng. De kiggede alle tre på mig, og Liam rejste sig op. Han har hurtigt henne, og trak mig ind i et kram.

Begge drengene havde rejst sig op, og var kommet hen til os.

"Hej, jeg hedder Niall" sagde den lyshårede dreng og rakte høfligt hånden frem, og sendte mig et kæmpe smil. Jeg smilede nervøst, mens jeg besvarede hans håndtryk. "Leah" sagde jeg.

"Og jeg hedder Zayn" sagde den mørkhårede dreng, og smilede venligt til mig. "Leah" sagde jeg igen.

Vi satte og ned i sofaerne, mens musikken svagt spillede i baggrunden. Der var ikke rigtig nogen der sagde noget, og stemningen blev hurtigt akavet. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle sige, så jeg kiggede i på mine hænder i stedet.

Lige pludselig begyndte Niall at grine, hvilket også fik mig til at fnise. Jeg havde lyst til, at grine over hele situationen. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg ellers skulle reagere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre af mig selv. Da Niall havde grint færdig, var hele stemningen heldigvis lidt mindre trykket.

"Hvordan går det ellers i skolen Leah" spurgte Liam, sikkert for at starte en samtale. Jeg var både taknemlig over det, men samtidig ikke. Jeg var ekstrem genert, og havde let ved at rødme. Jeg brød mig ikke om, at være i fokus. Og bare det, at alle deres øjne lå på mig, fik varmen til at stige i mine kinder.

"Det går godt. De er rigtig søde, og vi er i gang med nogle spændende emner." svarede jeg. Jeg ledte efter et spørgsmål, så jeg kunne få vendt opmærksomheden mod dem. Problemet var bare, jeg vidste ikke hvad jeg skulle spørge dem om. Jeg kendte dem ikke, og vidste hverken særlig meget om dem, eller deres musik.

Helt mit held blev jeg reddet, da to mørkhårede fyre kom gående ind, mens de grinede højlydt.
Jeg genkendte dem hurtigt. Det var de to resterende medlemmer af One Direction; Harry og Louis.

De smed sig i den sidste sofa, mens de prøvede at få kontrol på deres latter.

"Drenge det her er Leah" præsenterede Liam mig for anden gang. Begge sendte mig et smil, og hilste på mig.

Jeg godt, at det var uhøfligt at stirre, men jeg kunne ikke fjerne mit blik fra Harry. Der var et eller andet over ham, måske hans charmerende smil, eller måske hans varme øjne. Men da hans blik mødte mit, var jeg dog hurtig til at slå mit ned. Farven steg i mine kinder, da jeg var godt klar over, at han havde taget mig i, at kigge på ham.

"Skal vi ikke have et eller andet? Jeg keder mig" mumlede Niall. Louis begyndte at grine, og gav ham derefter ret.

"Vi kunne spille FIFA?" Forslog Louis med et håbefuldt blik i øjnene.

"Med to kontrollere?" spurgte Zayn drillende.

"Ja ja, okay så" sagde Louis, da han forstod Zayns hentydning.

"Vi kunne lege gemmeleg?" forslog Niall pludselig. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Det var ikke noget jeg havde leget, siden jeg var 10 tror jeg. Jeg kunne ikke forstille mig, at nogle af dem havde lyst til det.

Men til min store overraskelse, var de alle sammen med på ideen.

Niall satte sig ordenligt op i sofaen "Okay, regler er; Man tæller til 100 og vi er her i nærheden." Han lavede et gådefuldt blik "Måde den bedste mand eller kvinde vinde" sagde han så, og blinkede sjovet til mig.

"Jeg tæller til 100, og så finder jeg jer alle sammen" sagde Niall, og lukkede øjnene.

Inden jeg havde set mig om, var de andre drenge forsvundet. Jeg løb forvirret ud på gangen, uden nogen som helst ide om, hvor jeg var på vej hen. Jeg ledte overalt efter et gemmested, men alt virkede for nemt at finde.

"60" kunne jeg høre Niall råbe.

Jeg tog fat i en dør på højre side, men sukkede irriteret da den var låst. Jeg fortsatte, og fik øje på et smalt skab til jakker længere fremme.

"90"

Jeg åbnede skabsdøren, og fik et chok da jeg så Harry. Et øjeblik glemte jeg, hvad jeg skulle og stod bare og kiggede på ham.

"97"

Harry greb hurtigt fat i min arm, og trak mig ind i det allerede trængte skab. Vi stod helt presset op ad hinanden, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte var ved at grave sig gennem mit bryst. Jeg bad til, at han ikke kunne mærke det lige så tydeligt som jeg kunne. Mine kinder var brændende, og sikkert også røde. Men jeg takkede dog for, at jeg kunne skjule det i mørket.

Jeg åbnede munden, og skulle til at sige noget, men stoppede hurtigt, at han lagde sin pegefinger på sine smilende læber i et tegn på, at jeg skulle være stille. Jeg kunne høre fodtrin ude på gangen, og bed mig i læben. Det ville have været typisk mig, hvis vi var blevet fundet.

Døren blev alligevel åbnet, og vi mødte en smilende Niall.

"Fundet" sagde han, og gjorde plads, så vi kunne komme ud.

Jeg var hurtig til at træde ud, efterfulgt af Harry.

"Det så ellers hyggeligt ud" sagde Niall, hvilket fik Harry til at grine.

"Det var det skam også" svarede han, så Niall også begyndte at grine. Jeg troede ikke det var muligt, at mine kinder kunne blive varmere, men det blev de. Bare tanken om, hvor tæt jeg havde stået på Harry, fik mig nærmest til at holde vejret.

Jeg var generelt utrolig genert, når det kom til drenge. At drengen så havde været Harry Styles, gjorde bestemt ikke sagen bedre.

"Jeg har fundet de andre" sagde Niall, lige inden vi drejede ind i det rum hvor de opholdte sig. De andre drenge lå i sofaen, hver især med deres mobiler i hånden. Jeg satte mig ved siden af Liam, og tog også min mobil frem.

"Jeg mødte lige Lou, hun sagde, at kommer over, så vi kan blive gjort klar." Sagde Liam, og kiggede op fra sin mobil.

I samme øjeblik, kom en ung kvinde ind.

"Hej alle sammen" sagde hun glad. Hun krammede hurtigt drengene, og vendte sig mod mig. "Mit navn er Lou" sagde hun og krammede mig hurtigt. "Leah" sagde jeg og smilede. 

"Okay drenge. Hvem er først?" sagde hun, og vendte sig mod dem. Niall var hurtig til at melde sig, og satte sig over i stolen ved alle hårprodukterne.

En efter en fik de sat håret, og forsvandt ind i et rum, for at varme deres stemmer op, hos en kvinde ved navn Helene.

Jeg havde valgt, at blive. Jeg var allerede rimelig træt, da jeg var kommet rimelig sent hjem fra i går.Så derfor tænkte jeg, at det ville være en god ide, at slappe lidt af.

"Hvor kender du så Liam fra?" spurgte Lou, som var i gang med, at pakke sine ting sammen i en taske.

"Vores forældre er kærester, så"  sagde jeg. Det var mærkeligt at sige. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle flytte hen til min far. Og slet ikke, at hans kærestes søn var Liam Payne.

Hun sendte mig et smil, og rettede igen sin opmærksomhed på at pakke.

"Hvordan er det egentlig, jeg mener, at leve sådan her?" Spurgte jeg, uden at tænke over det. Det var noget af det, jeg frygtede. At folk ville behandle mig anderledes. At mit liv ville ændre sig endnu mere, end det allerede havde gjort i forvejen.

Hun hun kiggede ud i luften, mens un tænkte sig om.

"Det er anderledes, men samtidig også utroligt." sagde hun, og sendte mig et forsikrende smil. Jeg smilede lidt, og kiggede så lidt ned.

Jeg tvivlede ikke et ord på, at det hun sagde var rigtigt. Men samtidig, tror jeg også, at hun undlod detaljer om bagsiden af denne livsstil for at berolige mig. Jeg havde hørt, hvordan folk var blevet udnyttet, som en billet ind til denne verden. At berømmelse blot var en bagside af, at være kendt. Jeg frygtede, at min relation til Liam, ville trække mig ind i en sådan verden. At jeg ville blive udnyttet, og tvivle på venskabers værdi. Det eneste jeg ønskede mig var, at leve en stille og roligt og lykkeligt liv.

En høj mørk mand, stak hovedet ind. "Så går det løs om 5 minutter."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...