Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4332Visninger
AA

5. Kapitel 3

Jeg gik forsigtigt ned af trappen, mens jeg mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. En familiemiddag var i sig selv skræmmende. Men bare tanken om, at møde min nye "bror", gjorde mig virkelig nervøs. Jeg havde altid været enebarn, så jeg var ikke van til tanken om søskende.

Karen omfavnede kærligt en ung brunhåret mand, mens hendes ansigt  var lyst op i et smil. Jeg stillede mig om bag min far, og prøvede at virke så lille som muligt. Jeg hadede, at møde nye mennesker. Jeg blev altid så usikker og nervøs. Han krammede hurtigt min far, og kiggede undersøgende på mig med varme brune øjne.

Han virkede bekendt.

Mens jeg stod og stirrede på ham, rakte han hånden frem. Jeg kiggede en sidste gang kort på ham, inden jeg trykkede hans hånd.

"Liam" sagde han og smilede.

"Leah" sagde jeg og smilede igen.

Min far og Karen forsvandt hurtigt ud i køkkenet, sikkert for at lave aftensmaden færdig. Der duftede i hvert fald allerede skønt. 

Mine øjne fulgte Liam, mens han tog sit overtøj af. Jeg ledte efter et eller andet, der kunne fortælle mig, hvor jeg havde set ham før. Men skuffende nok, fandt jeg ikke noget. Da det gik op for mig, at der var uhøfligt og ret sært at stå og stirre på ham, slog jeg mit blik ned i gulvet.

"Skal vi gå ind i stuen?" Liam sendte mig et venligt smil, og gjorde et nik i retningen af stuen. Jeg nikkede, og fulgte efter ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sank bare stille tilbage i den bløde sofa. Jeg kiggede rundt omkring, på den modstående væg hang en fjernsyn. Ellers var der en kæmpe bogreol, et par reoler med forskellige ting og et hyggehjørne.

Det var ret hyggeligt.

Liam havde slået sig ned i lænestolen ved siden af, mens han kiggede optaget ned i sin mobil. Hans fingere bevægede sig hurtigt hen over skærmen, mens han bed sig koncentreret i læben. Han ar klædt i en blå T-shirt og et par sorte bukser, han så faktisk ret godt ud. 

Han så bekendt godt ud..

Han så op, og hans øjne mødte mine. Jeg fjernede hurtigt mit blik, flov i at blive taget i at betragte ham. Jeg kunne mærke, at varmen steg i mine kinder. Han sendte mig et smil, og lagde sin mobil ned i lommen.

"Så Leah, hvor kommer du fra?" Han kiggede på mig med et interesseret blik. 

"Californien" svarede jeg kort. Jeg havde altid været elendig til smalltalk, det blev altid så akavet. Det havde nok noget at gøre med, at jeg altid havde været meget indadvendt og genert. Det virkede ikke så naturligt for mig, og det kunne folk nok mærke.

Liams øjne lyste, som om han så en mulighed.

"Californien? Der var jeg faktisk for ikke så længe siden, skønt sted! Hvor henne i Californien boede du?"

"San Francisco. Hvad lavede du i Californien?" spurgte jeg.

Han trak på skuldren, og mumlede noget med arbejde.

"Hvad synes du så om England?" spurgte han, og kiggede på mig.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Jeg ville ikke virke uhøflig, men jeg England var ikke lige mig. I San Francisco, elskede jeg, at være udenfor. Jeg kunne ikke få nok af den friske luft, og den varme sol. Her var koldt og vådt, og jeg ville helst bare blive indenfor.

"Jeg er lige kommet, så jeg har ikke rigtig nogen mening" løj jeg. Det sidste jeg ville var nemlig, at gøre det dårligt indtryk.

En besked tikkede ind på Liams mobil, og han rettede igen sin opmærksomhed mod den. Jeg sad bare, og kiggede lidt rundt. Han virkede rar, men som en der havde travlt. Men der var jo også det, Karen havde sagt.

"Unger der er mad" Jeg smilede lidt over ordet "unger".

Vi rejste os begge, og satte os ud ved spisebordet. Bordet var dækket af en masse lækker mad i alle mulige forskellige farver, og der duftede guddommeligt. Karen satte det sidste på bordet, og inden længe sad vi alle fire om bordet.

"Så Liam, hvordan går det med arbejdet?" min far kiggede interesseret på Liam og smilede. Jeg kiggede kort op, inden jeg roede videre i min mad. Den var så lækker, at jeg ikke kunne finde ud af, hvor jeg skulle begynde.

"Rigtig godt faktisk. Vi mangler lige at spille i England, og så har vi ellers bare ferie" Jeg kiggede op med et mærkeligt blik. Jeg vidste ikke om jeg skulle spørge ind til det, eller bare lade det ligge. Det var tydeligt, at jeg var den eneste, der ikke forstod samtalen. Men da Karen stillede endnu et spørgsmål, valgte jeg bare at lytte, og se om jeg blev klogere. 

"Ved du så, hvad drengene skal lave i ferien?"

Liam kneb øjnene sammen, mens han tænkte. "Jeg tror bare, at de skulle være hjemme og hygge med deres familier. Vi har faktisk også snakket om, at være lidt sammen her i ferien. Bare for sammenholdets og hyggens skyld."

Okay, jeg forstod virkelig ingenting. Han havde travlt med at spille, og skulle være sammen med nogle drenge..

"Det lyder hyggeligt, i er altid velkommende her" Karen smilede, mens min far nikkede bekræftende.Jeg tog en kartoffel i munden, og tyggede eftertænksomt.

Jeg giver op.

"Hvad arbejder du med?" Spurgte jeg, og kiggede over på Liam. Han så første mærkeligt på mig, og så derefter på min far som bare trak på skulderne.

"Jeg er med i One Direction" sagde han så, og kiggede på mig.

Jeg kunne mærke varmen igen steg i mine kinder, og jeg kiggede hurtigt væk. Så var det derfor, at han virkede så bekendt. Jeg følte mig ret dum, Liam Payne fra One Direction, hvordan kunne jeg overse det. Jeg havde endda hørt lidt af deres musik sammen med Sara sidste år.
"Nårh ja" sagde jeg og nikkede. Hvad skulle jeg ellers sige. Jeg har levet totalt isoleret, så det er grunden til, at jeg ikke genkendte dig? Det ville være sært.

Når jeg tænker over det, var der også ret sært, at sidde og spise med Liam Payne fra One Direction og, at jeg var i familie med ham nu.

Snakken fortsatte omkring Liams arbejde, og som samtalen skred frem, jeg stoppede med at følge med. Det var ikke fordi, at jeg ikke var interesseret, for det var jeg. Men det var mere som om, at mine tanker bevægede sig hen mod der var mere relevante.

For eksempel, begyndte jeg, at spekulere på min skolestart. Jeg havde aldrig været så god til at få venner, ja faktisk var Sara min eneste. Det var ikke det faglige jeg bekymrede mig for, jeg havde altid været rigtig boglig. Det var også en af grundene til, om  jeg var bange for, om jeg ville passe ind. Jeg oplevede ofte, at mange opfattede mig som en nørd, eller en stræber. Min mor havde altid sagt, at det var vigtigt med venner. Jeg hverken ende i det samme mønster som sidst, eller skuffe hende.

"Skal du have mere?" spurgte Karen mig, og hentydede til maden. Jeg rystede hurtigt på hovedet, da det gik op for mig, at alles blikke var rette mod mig.
"Så tager jeg lige ud" Karen rejste sig op, og begyndte at tage ud. Vi andre var hurtige til at hjælpe, og det tog ikke ret lang tid før, at vi var færdige.

Vi satte os alle sammen ind i stuen, for at fortsætte snakken.

"Liam, jeg tænkte på, ville det ikke være en god ide, at tage Leah med til koncert lørdag næste uge? Så kunne hun se noget af din hverdag, og møde dine venner. Marcus og jeg skal nemlig ud og spise, så vi er heller ikke hjemme"

Jeg rettede mig anspændt op, og kiggede på Liam. Jeg ville ikke være uhøflig, men det virkede ret presset. Jeg mener, jeg var lige kommet. Jeg kendte ingen, og slet ikke ham. Det hele gik alt for hurtigt, og jeg følte mig slet ikke klar.

"Det behøver du ikke, jeg er ikke koncerttypen" Jeg kiggede undskyldende på Liam, mens jeg rystede let på hovedet.

"Leah, du skal ikke være alene hjemme. Desuden ville det være en god måde at i kunne være hinanden at kende." Min far kiggede smilede på mig.

Jeg kunne mærke vrede begynde at kravle sige frem i mig. Jeg var lige kommet, og de forlangt, at jeg allerede skulle ud og møde mennesker. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig falde til. Forstod de slet ikke, hvad alt det her betød for mig? Jeg havde ikke selv valgt, at flytte fra alt jeg kendte til. Jeg havde ikke valgt, at miste min mor. Jeg havde så meget i hovedet. Jeg var lige flytte til et nyt land, og jeg kendte ingen. Jeg gennemlevede de normale teenageproblemer, usikkerhed omkring mig selv og min krop. Jeg havde lige mistet min mor, og jeg savnede hende forfærdeligt. En klump voksede sig frem i min hals, og mine øjne sved. 

Liam kiggede kort på mig, inden han nikkede.

Jeg kiggede væk, mens jeg kæmpede med klumpen. Jeg kunne slet ikke beskrive hvordan jeg havde det lige nu. Jeg var skuffet over min far. Jeg havde regnet med, at han var mere forstående. At han ville vise mere omsorg, især nu hvor jeg havde brug for det. Men i stedet, virkede han fjern. Jo hurtigere jeg faldt til jo bedre, også selv om jeg ikke var klar åbenbart. Han havde ikke engang spurgt, hvordan jeg havde det. Det havde ingen. Det var som om, at de prøvede, at tie det der var sket ihjel.

"I må lige undskylde mig" Jeg rejste mig op, og gik med hurtige skrid ud af rummet. Med brændende tårer i øjnene og en kvælende klump i halsen fandt jeg vej hen til min seng, og krøb mig sammen. Lige så lille og alene som jeg følte mig.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad, men tiden føltes lang.
Det bankede stille på døren, og jeg satte mig op med det sæt. Jeg prøvede ihærdigt, at tørre mine øjne. Slette sporende af mine tårer. Døren gik op, og Liam kom ind. "Du kom aldrig tilbage" han satte sige på sengen. Jeg tror ikke, at han forventede, at jeg skulle svare.

Jeg kiggede flovt væk, i et forsøg på at skjule mit ansigt, som nok så ret opløst ud.

"Jeg er ked af det med din mor" Han holdt en pause, som om, at han overvejede ordene. "Jeg ved godt, at det ikke er det samme her, og at vi ikke kan udfylde tomrummet der er kommet efter tabet. Men jeg er sikker på, at du nok skal få det godt her. Marcus og min mor, er de mest kærlige mennesker, jeg tror bare ikke de ved hvordan de skal være i sådan situation. Og hvis du vil, vil jeg også hjælpe alt hvad jeg kan." Jeg kiggede langsomt på ham, og mødte hans varme brune øjne.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg sad bare og kiggede på ham. Jeg tror ikke, at han havde nogle om, hvor meget det betød for mig. Det var første gang siden jeg kom til England, at jeg følte omsorg. Det varmede. Jeg sendte ham et svagt smil, og mumlede tak. Bare det, at han nævnte min mor, fik mig til at ville græde og smile på samme tid. Jeg savnede hende forfærdeligt meget, og bare tanken om hende, fik mit hjerte til at gøre ondt. Men at få at vide, at det ikke kun var mig, der sørgede. At få at vide, at jeg ikke var alene, betød mere end noget andet i denne situation.

Uden at tænke over det, lænede jeg mig frem, og trak ham ind i et kram. Sommetider var ord ikke nok til at forklare. Han lagde sine armene omkring mig, og gav mig et kærligt klem. Selv om jeg stadig frygtede skolestarten, de nye mennesker og tabet, føltes det hele lidt mindre hårdt, med tanken om, at jeg ikke var alene.

 

 

Så mødte Leah og Liam hinanden. Hvad synes i om hele Leahs situation, og hvordan hun og de andre takler den?

Det ville betyde meget, hvis i ville skrive hvad i synes, eller smide en like.

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...