Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4306Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg vågnede ved en svag banken på døren. Solens stråler strakte sig overalt i rummet, og badede værelset i et gyldent skær. Jeg satte mig op i sengen, og mumlede et træt "kom ind". Døren blev åbnet, og min far stak et smilende hoved ind.

"Der er morgenmad om 5 minutter"

Jeg satte mig op, så snart døren blev lukket. Hvis jeg skulle være ærlig, havde jeg på ingen måder lyst til, at gå der ud. Jeg havde på ingen måder lyst til, at snakke med dem, eller være social på nogle måder. Det eneste jeg ville var, at krybe tilbage under dynen, og gemme mig til alt dette var overstået.

Men det kunne jeg ikke, og det vidste jeg også godt. Det var også derfor, at jeg rejste mig op, og trak en ren trøje over hovedet. Jeg redte hurtigt min hår igennem, og tog en dyb indånding.

Jeg fulgte lyden af stemmer, og allerede inden jeg nåede ned i køkkenet, kunne jeg dufte den skønne duft af vafler. Lige så snart jeg trådte ind i rummet, stoppede snakken. De kiggede på mig, og en utilpashed spredte sig i min krop. En blond kvinde var dog hurtig til at rejse sig op, og trække mig smilende ind i et kram. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, så jeg stod bare og kiggede forvirret.

"Det er rart endelig at møde dig, mit navn er Karen"

Karen, hej.

Jeg havde ingen ide om hvad man skulle gære i sådanne situationer. Jeg havde aldrig mødt min fars kæreste før, og det var ikke ligefrem fordi der var en manual om hvad man skal gøre og sige.

"Jeg hedder Leah"

Jeg kiggede mod bordet, og fangede min fars blik. Han smilede. Som om, at han havde ventet længe på dette øjeblik.

Bordet var dækket pænt op til tre, og var fyldt med en masse pålæg og sådan. Det gik først op for mig nu, hvor sulten jeg faktisk var. Min mave knurrede, og føltes som et sort gabende hul. Jeg havde ikke spist, siden jeg var gået på flyveren i går eftermiddags. Bare tanken om vafler, fik mine tænder til at løbe i vand.

"Du må være sulten, sæt dig ned og spis" Karen smilede sødt til mig, og gjorde plads så jeg kunne sætte mig ned ved bordet. Uden at tænke over mine manerer gik jeg straks i gang med, at spise. Efter den anden vafler, gik det op for mig, hvor grådig det måtte se ud. Jeg kiggede forlegent ned i bordet, og tænkte endnu engang på min mor. Hun ville have sendt mig et skarpt blik, og derefter have rystet på hovedet. Hun havde gået meget op i manerer, og at man opførte sig ordentligt.. 

"Hvordan er Californien Leah? jeg vil så gerne rejse dertil engang." Karen kiggede venligt på mig, og stillede sikkert kun spørgsmålet for at få en samtale i gang. Jeg var ikke sikker på, om hun mente landet, eller mit liv der. Jeg havde ikke lyst til, at forklare hende om mit i USA. Om mine venner, skole og min mor.

"Der er dejligt. Jeg elsker varmen, og den konstante sol."

Wow, jeg burde blive turguide.

"Ja det kan man ikke sige om England" min far smågrinede. Jeg ved ikke om han prøvede at være sjov, men det var han i hvert fald ikke. Jeg vidste godt, at i England var det dårligt vejr og skide koldt. Jeg behøvede ikke at blive mindet om, at det var fuldstændigt anderledes end hvor jeg kom fra.

"Min søn Liam kommer og spiser med i aften" sagde Karen, sikkert for at prøve at redde stemningen.

Liam? Jeg vidste ikke, at hun havde en søn.

Jeg nikkede, og kiggede på hende og min far. Deres hænder snittede hinanden og engang imellem kiggede de smilende på hinanden med kærlige blikke.

"Han glæder sig også til at møde dig. Han fik rykket sine planer i aften så han kunne komme over i aften og hilse på dig. Han har rigtig travlt for tiden, men han har heldigvis også snart ferie. Han har lovet, at komme og besøge os noget oftere. Så kan i to jo også, lære hinanden bedre at kende."

Ingen pres overhovedet, not.

"Det bliver spændende"

Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg har ikke lyst til at møde din søn, og faktisk heller ikke dig. Jeg vil tilbage til USA, og lade som om, alt det her aldrig er fundet sted.

Det kunne jeg ikke sige. Jeg ville virke som en total forkælet unge, som ingen kunne holde ud.

Derfor sendte jeg hende et smil, og tog en stor slurk af min juice.

Da vi var færdige med at spise, hjalp jeg kort med at rydde op, og gik derefter direkte op på mit værelse.Her virkede så tomt, fremmed. Jeg kunne på ingen måde forstille mig, at jeg ville komme til, at føle mig hjemme her.

I et forsøg på, at føle mig mere tilpas, begyndt jeg at pakke ud. Det virkede på en måde fjollet, at stå og pakke tøj ud.

Der var så mange muligheder for hvad jeg kunne lave. Jeg kunne undersøge London. Jeg kunne begynde at lære mit nye hjem at kende.

Men her stod jeg.

Pakkede de få tinge jeg havde taget med mig ud. Jeg havde ingen ide om hvor jeg skulle lægge mit tøj, så jeg lod det bare ligge i tasken.

Jeg satte billedet af min mor og mig på natbordet. Hun havde armen omkring mig, og vi smilede begge til kameraet.

Jeg kunne tydeligt huske den dag. Det var min fødselsdag for to år siden. Min mor havde overrasket mig ved, at tage på en shoppetur til New York. Det var første gang jeg var i New York, og uden tvivl den bedste dag i mit liv. Billedet var taget ved Time Square, af en venlig kvinde.

Sorgen over tabet af hende, greb mig om hjertet, og tårerne begyndte at trillede ned af mine kinder.

Jeg savnede hende.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Alting var så ukendt og skræmmende. Jeg knugede billede ind til mig, i frygt for at det ville forsvinde. At det var det eneste bevis jeg havde tilbage af hende. At hvis hun kun eksisterede i mine minder, ville hun forsvinde. Langsomt forsvinde ud af mit liv, og efterlade mig alene.

Jeg ved ikke hvor længe jeg stod sådan, men da jeg endelig fik stoppet tårerene var det blevet mørkt.

Jeg følte mig stiv og træt i kroppen, jeg trængte til et bad. Jeg fandt hurtigt noget rent undertøj frem, og gik mod badeværelset.

Jeg lukkede og låste døren bag mig, og begyndte at tage mit tøj af. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg havde mørke render under mine øjne samt mascara rester. Mine øjne var triste og matte, som to huller ind til tomhed.

Jeg kiggede kort på min blege krop, inden jeg vendte mig væk. Jeg havde aldrig kunne lide min krop. Lige siden kommet i puberteten, havde jeg skjult min krop. Usikkerheden omkring mig selv og min krop havde en lammende effekt på mig.

Så snart jeg tændte for vandt, begyndte mine anspændte muskler at slappe af. Jeg nød de varme beroligende stråler mod min krop, og lukkede øjnene. Tusindvis af varme perleformede dråber trillede af min krop, og efterlod varme spor.

Jeg stod i længere tid end jeg behøvede, i håb om, at det ikke kun var min fysiske smerte der ville forsvinde. Luften var fyldt med damp, og lagde som omkring mig som et varmt tæppe. Varmen havde en beroligende effekt op mig.

Jeg pakkede mig ind i et stort hvidt håndklæde, og gik tilbage ned mod mit væreles. Jeg var hurtig til at få klædt om, og inden længe stod jeg i et par stramme sorte jeans og en hvid blondetrøje.

Jeg satte mig ned i min seng, og kiggede på min mobil. Jeg havde fået en besked, fra min bedste veninde Sara. `Hej søde Leah. Gud hvor jeg savner dig allerede! Hvordan er England, og din familie? Hvordan har du det? Jeg er så bekymret! xx Sara´

Jeg smilede for mig selv, jeg savnede også hende forfærdelig meget. Vi plejede at være adskillige, og nu var hun pludselig så langt væk. Jeg savnede hendes frembrusende personlighed, hendes dårlige jokes. Jeg savnede hende. 

I det jeg skulle til at svare, ringede det på døren. Jeg frøs, og lyttede. Jeg kunne svagt høre glade stemmer, og kort efter hørte jeg, at min far kaldte på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...