Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4343Visninger
AA

17. Kapitel 15

Marcus synsvinkel 

 

 

"Slap nu af Marcus, det er jo ikke fordi det er sket noget!" Karen så på mig med et træt blik, inden hun sukkede opgivende.

Jeg sendte hende et vredt blik, og ignorerede hendes kommentar. 

"Det var præcis det her, der ikke måtte ske. Hun skulle holdes uden for alt det her, men hun er allerede ved at blive trukket ind i det!" Sagde jeg en anelse oprevet, mens jeg prøvede at holde mit toneleje på et dæmpet niveau, så Leah ikke ville høre mig.

En af de ting jeg frygtede mest  var, at Leah ville blive trukket ind i den verden som allerede påvirkede  vores hverdag. Jeg havde lige fået hende tilbage, og jeg kunne ikke bære tanken om, hvis hun skulle forsvinde fra mig.Det hun havde oplevet var yderst traumatisk, og hun var på ingen måder klar til det pres som svævede omkring os. Hun havde allerede i en så ung en aller mistet ufattelig meget, og alt dette var en kæmpe omvæltning i hende liv.

Det var min opgave som hendes far, at passe på hende. Om det så var fra drenge, pressen eller noget andet der truede hende eller på nogen måde kunne gøre hende skade.

Og Harry Styles var bestemt ikke en undtagelse. Jeg havde bestemt ikke noget imod ham, han var en god dreng, det tvivlede jeg ikke på. Men jeg brød mig ikke om, at han hang ud sammen med Leah, og han var bestemt heller ikke det bedste for hende.

Jeg havde skam hørt om de mange kortvarige, dramatiske og useriøse forhold han havde haft gennem årene. De hede affærer som havde endte med et knust hjerte til pigen mens han jagtede en ny. 

Som jeg sagde, havde jeg intet imod Harry, men jeg ville bare ikke have, at han omgik min datter. Hun havde været igennem nok, og det sidste hun havde brug for var et knust hjerte. 

"Marcus det forstår jeg udmærket godt. Men du kan ikke forbyde hende at leve livet, hun er trods alt 17 år." Hun sendte mig et blik, der tydeligt fortalte hvor træt hun var over alle dagens anstrengelser og nok også af min opførsel, inden hun satte sig ned i vores store dobbeltseng. 

"Det gør du jo så alligevel ikke Karen. Det er min opgave at beskytte hende, hvad vil du have at jeg skal gøre!?" Frustreret satte jeg min ved siden af hende, og sukkede tungt. 

Lige nu virkede alt så uoverskueligt. En forfærdelig hændelse var sket, og jeg havde fået Leah tilbage. Jeg var ked af tabet af Leahs mor, men samtidig glad for genforeningen med Leah. Jeg var opdelt af en spild, og kunne ikke lade vær med at føle mig skyldig over mine følelser.

Jeg kiggede op, da to bløde hænder flettede sig sammen med mine og som sædvanlig sendte en blid varme igennem min krop. Karen sendte mig et træt og kærligt smil. "Du skal vejlede hende, uden at kontrollere . Du skal lytte uden altid at forstå  og skal du beskytte men samtidig give hende plads til at leve." Jeg lod ordene synke ind, inden jeg lænede mig frem og plantede et blidt kys på hendes læber som tak. 

Det havde altid undret mig, hvordan hun altid kunne sige, lige hvad jeg havde brug for at høre. Men sådan havde hun altid været. Altid rådgivende, selv når man ikke troede at man havde brug for det. 

Jeg kan tit huske, hvordan jeg ofte havde fortalt mig selv, at jeg var den samme slags forældre som hende. Jeg havde altid været der og støttet Liam i alt han havde gjort.

Men det var anderledes med Leah.

Der var så meget fortid, som alligevel var blevet stjålet af tiden. Alle de barndomsminder var blevet stjålet fra mig, og havde efterladt mig med en følelse af tomhed. Jeg havde været som en skygge i hende liv, og hun som en i mit.

Så hver gang jeg så hende nu, blev jeg fuldt med noget som var klart men samtidige sløret. De mest normale følelser, men samtidige så overvældende ubeskrivelige. 

Men selv om hun havde ret, og jeg vidste det var det rigtige, så ville usikkerheden og tvivlen ikke stoppe med at gnave i mig. Jeg vidste, at jeg burde stole på hende, men hvorfor føltes det så så forket, at lade det stå til. 

Men i stedet for at sige mere, lagde jeg mig ved siden af hende, og trak dynen omkring os. Mens trætheden begyndte at tyngende mig, besluttede jeg, at hvis 'dette' begyndte at udvikle sig ydeligere, så ville jeg gribe ind. Det var min opgave at beskytte Leah mod aller former for fare og smerte, og jeg ville gribe, også selv om skaden ikke var sket endnu. 

 

 

Leahs synsvinkel

 

Den aften havde jeg svært ved af falde i søvn. Tildes på grund af den måde min far havde reageret da jeg sagde Harrys navn i telefonen, som jeg syntes var ret mærkelig. Det meste af vejen hjem havde der været en akavet stilhed, som jeg ikke helt kunne finde ud af om det var fordi han var vred på mig eller om han bare var træt.

Og da han så endelig havde udvist interesse for at tale, havde han virket ret irritable. Jeg havde valgt at ignorere det, men det var stadig noget der kørte rundt i mit hoved. Jeg forstod slet ikke hvorfor, at han havde opført sig, som han havde gjort. Sidste gang han havde hentet mig, havde han da ikke opført sig sådan. Og hvis jeg skulle være ærlig, så brød jeg mig ikke om den side af ham.

Den anden ting der havde holdt mig vågen var Harry. Ham kunne jeg heller ikke få ud af mit hoved, men af helt andre årsager. Hver gang jeg tænkte på ham, blev jeg varm i hele kroppen og kunne ikke lade vær med at smile.

Jeg vidste godt, at det virkede fjollet.

Meget endda.

Jeg kunne stadig dufte hans duft, og hvordan hans arme havde ligget omkring min krop for en kort stund. Men jeg vidste også godt, at jeg virkelig måtte se at stoppe med at tillade mig selv, at føle som jeg gjorde. Det var helt og igennem dumt, det vidste jeg godt.

Men lige nu, var jeg faktisk ret ligeglad med, om hvad der var dumt, fornuftigt eller noget som helst andet.

 

I må virkelig undskylde, at der er gået så lang tid at jeg har publiceret et kapitel. Men jeg har simpelthen haft virkelig travlt, og udover det, så har min computer været til reparation hvor kapitlerne har været gemt. Så det meste af dette kapitel er faktisk skrevet min mobil, som heller ikke lige pt. virker optimalt. Håber der er forklaring nok..

Men igen, tusind tak til alle der læser med. Det glæder mig rigtig meget!

 

xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...