Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4327Visninger
AA

16. kapitel 14

"Hvor længe har du så ferie endnu?" Jeg betragtede Harry, da han tog fat i en ske og begyndte at røre rundt i wokken. Hans bevægelser var rolige, og hans ansigt koncentreret.

"En uge mere, hvad med dig?" Harry kiggede på mig, og sendte mig et smil.

"Jeg starter igen på mandag." Da jeg sagde det, kunne jeg ikke undgå, at ønske at ferien ville vare lidt længere. Det havde været lettende, at slippe for den stressende hverdag og bare kunne slappe af i stedet.

Når jeg tænkte over det, var ferien fløjet af sted. Det føltes som i går, at vi fik ferie. Tidsfornemmelsen var forsvundet, og nu befandt jeg mig i dets slutning. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig havde haft brug for det. Det var som om, at jeg konstant havde været træt, mat.

Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne lide skolen. Jeg var virkelig faldet til der, og det var helt klart mine nye venners fortjeneste. Faktisk mindede livet i London mere og mere som hverdag. Det var ikke fordi, at jeg havde glemt min gamle liv i USA eller smerten og tabet af min mor. Det gjorde forfærdelig ondt, og der gik ikke en dag hvor jeg ikke savnede det. Jeg ønskede stadig, at gemme mig under dynen. Fornægte smerten - sandheden - og drømme mig til en mere barmhjertig verden. Men det var blev hverdag igen.

Jeg smilede lidt, da jeg ud af øjenkrogen så, Harrys blik hvilede på mig. Godt nok var det ikke meget længere end 15 senkunder, var det nok til, at  sommerfuglene begyndte, at flyve ustyrligt rundt i min mave.

"Jeg tror det er ved at være der" sagde Harry og fik mig til at rette min opmærksomhed ned mod kødet og grønsagerne på panden.

Det var færdigt.

Jeg nikkede og hoppede ned fra køkkenbordet, jeg havde siddet på, mens Harry havde lavet maden. Han havde insisteret på, at lave resten af maden, så jeg kunne holde min finger i ro.

Jeg tror, at vi begge vidste, at jeg ikke var kommet særlig slemt til skade, men jeg havde ikke sagt han imod. I mens havde jeg dækket bordet, så der var klart til, at vi kunne spise. 

Jeg fulgte med Harry videre hen til spisebordet, hvor vi satte os. I hele lejligheden, duftede der himmelsk af wok. Jeg vidste ikke lige hvorfor, men jeg havde altid elsket duften af forskellige råvarer når de blev blandet sammen.

"Hvordan går det derhjemme, er du ved at falde til?" Jeg kiggede op fra min mad, og mit blik mødte Harrys der så omsorgsfuldt på mig.

Selv om jeg ikke havde kendte Harry i særlig lang tid, føltes det alligevel helt naturligt at han spurgte ind til mig på den måde. Normalt, brød jeg mig ikke om, at fortælle flok om, hvordan jeg havde det. Det virkede for privat, personligt.

Jeg nikkede, og sendte ham et skævt smil. "Det bliver bedre ja."

"Jeg har tænkt sådan på dig, altså hvordan du havde det" Selv om hans ord var omsorgsfulde og varmende, kunne jeg ikke lade vær med at ønske, at det var af en anden grund han havde tænkt på mig.

"Det er sødt af dig" jeg smilede lidt, hvilket han straks gengældte. Jeg vidste ikke helt hvad jeg mere skulle sige, så i stedet tog jeg en lidt for stor mundfuld wok i munden. Jeg lavede et meget koncentreret og specielt ansigtsudtryk, da jeg prøvede at holde alt maden inde.

Det må have set sjovt ud, for Harry prøvede at holde et grin inde hvilket ikke gik særlig godt. Jeg kunne heller ikke selv lade vær med at grine, hvilket bare gjorde det hele værre.

Jeg tog hurtigt en hånd op foran munden, og tyggede så godt jeg kunne. Jeg kunne mærke, at mine kinder blive endnu engang blev varme.

"Det er ikke sjovt" mumlede jeg og prøvede at holde et grin tilbage. Jeg kunne ikke undgå, at føle mig en smule kikset. Jeg ville virkelig bare ønske, at jeg kunne følge Alisons råd. "Jo lidt" fnes Harry, inden han tog en mundfuld vand. Jeg sendte ham et "surt" blik, inden jeg rystede på hovedet.

Den kunne tydeligvis ikke reddes.

"Men det var også ret sødt.." sagde Harry eftertænksomt og sendte mig et drillende blik.

"Jeg er faktisk ret sød" sagde jeg, og prøvede at efterligne hans stemme. Han kneb øjnene sammen og kiggede mistroisk på mig. Jeg himlede med øjnene og rakte barnligt tunge af ham. Han grinede lidt, hvilket fik mig til at smile.

Da vi havde spist færdig, satte vi os ind i sofaen. Vi snakkede, hyggede - rigtig meget endda. Jeg begyndte langsomt at slappede af, at være mig selv.

Jeg havde ingen ide om hvor længe vi havde siddet og snakket, men da jeg så at mørket var blevet trukket hen over himlen, besluttede jeg mig for, at det var tid til at tage hjem. Da jeg kom i tanke om, at jeg havde hverken fortalt min far eller Karen hvor jeg var, fik jeg selv stik af dårlig samvittighed - de måtte være bekymrede.

"Klokken er mange, jeg må hellere se at komme hjem," sagde jeg, og rejste mig op. Harry fulgte efter mig ud i entreen, hvor jeg tog mine sko og jakke på. "Det var rigtig hyggeligt" sagde jeg, og sendte ham et sødt smil. Jeg havde virkelig hygget mig, og jeg håbede inderligt, at det ikke var sidste gang, at vi skulle være sammen.

"Meget, det må vi snart gøre igen" Harry sendte mig et blændende smil, inden han trak mig ind i et kram. Jeg gengældte det, og indåndede kort hans duft. Jeg kunne mærke, hvordan en dejlig varme spredte sig i min krop. Den begyndte i mine fingerspidser, og spirede videre inde i min krop. Mit hjerte begyndte at banke hårdt og hurtigt, og rødmen begyndte at blomstre i mine kinder.

"Jeg skriver til dig?" sagde Harry, da han trak sig væk. Jeg nikkede.

"Vi ses" sagde jeg, inden jeg gik ned af trappen. Harry havde spurgt, om han ikke skulle køre mig, men jeg havde insisteret på at gå. Der var ikke så langt hjem, og jeg havde brug for frisk luft.

Jeg stoppede kort op, da jeg mærkede min mobil vibrere i min lomme.

"Det er Leah" Jeg blev mødt af min fars bekymrede stemme.

"Gudskelov, vi har været så bekymrede. Hvor er du?"

"Jeg er på vej hjem fra Harry.." Da der blev stille i den anden ende af røret, var jeg ikke sikker på, at det var det rigtige jeg have sagt.

"Harry?" Hans stemme lød overrasket - og ikke specielt glad. Jeg bed mig hårdt i inderlæben og nikkede, pludselig i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Da det gik op for mig, at han ikke kunne se mig, tog jeg mig sammen og svarede.

"Ja.." Der var en ubehagelig tavshed. Jeg forstod ærlig talt ikke, hvorfor min far blev så mærkelig. Det var jo bare Harry, det var jo ikke fordi han var total fremmed eller noget - han havde kendt ham meget længere tid end jeg.

"Hvor er du, jeg kommer og henter dig" Jeg kunne tydeligt mærke, at det ikke var et spørgsmål og endnu tydeligere, at det ikke var til diskussion.

Jeg så mig lidt omkring for at orientere mig, men det var mørk. Så mørkt, at jeg ikke rigtig kunne se noget ud over en tankstation lidt længere fremme. "Jeg kan ikke se noget, det er for mørkt. Men her er en tankstation".

"Jeg er på vej, bare bliv hvor du er" Så blev der lagt på. Jeg sukkede træt, men kunne alligevel ikke lade vær med at smile lidt, da jeg tænkte på min dag med Harry.

Jo mere jeg var sammen med Harry, jo bedre syntes jeg om ham. Jeg vidste godt, at det var upassende, at jeg tænkte sådan om ham, når han var Liams ven. Men jeg kunne ikke lade vær. Hver gang han var i nærheden, blev jeg helt genert - mere jeg plejede - , varm i hele kroppen og mere levende end jeg længe havde følt mig. Jeg vidste også, at det var latterligt, at jeg gav mig selv lov til at håbe og føle som jeg gjorde. Jeg vidste det ikke var gengældt og, at jeg i sidste ende ville blive såret. Og at jeg umuligt ikke ville kunne klare mere smerte og skuffelse i mit liv, men alligevel tillod  mig selv, inderst inde, at få følelser for ham.

 

 

Så kom der endelig et nyt kapitel, og I må virkelig undskylde ventetiden!

Men som jeg har fortalt, er jeg i fuld gang med eksamener, og det tager meget at min tid. Jeg prøver at finde al den tid jeg kan til at skrive, så I ikke skal vente så længe.

Håber at kapitlet var okay!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...