Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4329Visninger
AA

12. Kapitel 10

 "Du behøver ikke hjælpe med at rydde af, du kan bare gå ind og snakke med de andre" sagde Liam, og sendte mig et forsikrende smil.

Vi var lige blevet færdige med at spise, og Liam var i fuld gang med at rydde af bordet sammen med Sophia. Maden havde smagt skønt, og det var længe siden jeg havde nydt et måltid og et selvskab så meget. De var alle sammen rigtig søde, de fik mig til at føle mig velkommen.

"Jamen jeg vil gerne hjælpe, du skal ikke stå med det hele alene" sagde jeg og smilede. Det mindste jeg kunne gøre, var da at hjælpe ham.

"Jeg insisterer. Du er min gæst, og du skal ikke hjælpe mig" sagde han og grinede lidt, inden han gav mig et puf i ud af køkkenet. Jeg himlede for sjov med øjnene, og fulgte de glade stemmer.

Jeg satte mig på min plads mellem Niall og Harry, og prøvede så godt jeg kunne, at følge med i samtalen.

Mit blik mødte kort Harrys, inden han sendte mig et smil. Det gav et sug i maven, og jeg kunne mærke mine kinder blive svagt varme. Der var et eller andet over ham. Jeg kendte ham ikke, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på ham. Hans smil, hans øjne, ja bare tanken om ham, fik varmen til at ulme under min hud.

Jeg sendte ham et genert smil, og kiggede væk, men jeg prøvede at ignorere det hårdt bankede hjerte i mit bryst. 

"..Jeg mener, det er ikke fordi jeg ikke er glad for at møde vores fans. Det irriterer mig bare, at det altid bliver så voldsomt. Vi kan nærmest ikke bevæge os udenfor, uden at vi bliver omringet." sagde Zayn.

"Det er også begyndt at gå mig på nerverne" sagde Niall, og kiggede med et træt blik.

Jeg kiggede rundt på de resterende af drengene og ventede på, at de ville sige noget.

Liam og Sophia kom ind i rummet, og satte sig på deres pladser ved siden af hinanden.

"I har ret, men vi må også tænke på, at det er vores fans og vi er intet uden dem. De gør det jo heller ikke i en ond mening." Sagde Liam, mens hans hånd fandt Sophias og begyndte at kærtegne den blidt.

"Jeg ved det godt, det var heller ikke ment på den måde" sagde Zayn, mens han sukkede tunget.

Jeg kunne se på alle drengene, at det var noget der gik dem på. Jeg kunne se hvordan, deres humør blev tynget, og hvordan deres øjne blev trætte over tanken. Jeg vidste de elskede deres fans, og det var nok også derfor, at de reagerede som de gjorde. Jeg forstod dem godt. Jeg kunne slet ikke forstille mig, hvordan mit liv ville være hvis jeg ikke havde noget privatliv. Hvis jeg altid skulle være på og skulle isolere mig fra omverden for blot at få ro.

Jeg ville hade det.

"Skal vi ikke snakke om et lidt mere positivt emne?" forslog Louis for at lette den trykkede stemning.

"Jo. Forresten skal min mor og Marcus giftes" sagde Liam, og kunne ikke holde et lille smil inde.

Først kiggede de alle sammen overrasket fra Liam til mig, og derefter brød Niall stilheden.

"Det var da også på tide,tillykke!" sagde han glad, og sendte os begge et sjovt smil. Sophia kunne prøvede at holde et fnis inde, hvilket ikke gik særlig godt.

"Glæder du dig til brylluppet?" Harrys stemme var lav og en smule hæs. Jeg bed mig nervøst i læben, og tænkte over mit svar. Selvfølgelig var jeg glad på min far og Karens vegne, men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg glædede mig. Det hele var så overvældende og gik så forfærdelig stærkt. Alt blev hele tiden mere og mere permanent, det skræmte mig.Jeg undlod derfor at svare præcist på hans spørgsmål.

"Det bliver spændende" jeg smilede, men jeg var ikke sikker på, og det var for at overbevise Harry eller mig selv.

Han kiggede undersøgende på mig, med sine dybe grønne øjne. De havde nærmest en magnetisk effekt på mig.

"Er du begyndt at falde til i England?" spurgte han, og kiggede omsorgsfuldt på mig. Jeg kiggede lidt overrasket på ham over spørgsmålet, men sukkede derefter tungt indvendigt klar over, at han havde gennemskuet mig.

"Det bliver bedre, det var svært i starten" sagde jeg, og sendte ham endnu engang et forsikrende smil. Jeg havde på ingen måde tænkt mig, at uddybe min forklaring.

"Det forstår jeg godt, du har været meget igennem." sagde han, og lagde trøstende sin hånd på min arm. Jeg havde ikke regnet med, at se denne side af ham - at han var omsorgsfuld og trøstende.

Men da hans hånd sendte varme stråler igennem mig, og jeg bed mig hårdt i læben, i håb om, at det ville stoppe. Det var latterlig, at min krop reagerede sådan, hver gang han var i mit nærvær. Han trøstede mig, kondolerede over mit tab. Det var upassende, at blot ved hans korte berøring glemte jeg alt andet.

"Det skal nok gå" sagde han og sendte mig derefter et opmuntrende smil. Jeg gengældte det og håbede inderligt, at var sandt.

"Jeg henter lige noget mere at drikke, vil du have noget med?" Harry kiggede spørgende på mig, mens han rejste sig op.

"Nej eller tak" sagde jeg, og rystede på hovedet. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gjorde begge ting..

Harry forsvandt ud i køkkenet, og jeg åndende ud.

Gud hvor var han dejlig! Jeg kunne slet ikke fokusere i hans nærvær, og jeg blev sær. Det var svært ikke, at kigge på ham hele tiden. Problemet var bare, at jeg ikke burde tænke sådan. Harry var en af Liams bedste venner, og det var total upassende at jeg havde det  sådan med ham. Det gik ikke, at jeg blev underlig, hver gang han var i nærheden..

Harry kom tilbage, mens han balancerede med glas vand i hånden. Det så komisk ud, den måde han samlede brynene og stirrede på glasset.Jeg kunne ikke undgå at smile, over hans ansigtsudtryk.

Harrys blik mødte mig, og han pressede sine læber hårdt sammen for ikke at smile. Han satte sig ned ved siden af mig, at kiggede interesseret på mig.

"Hvad skal du så lave i ferien?"

"Jeg tror bare jeg skal slappe af og sådan. Jeg skal også være sammen med nogle venner fra skolen" sagde jeg roligt, og sendte ham et smil.

"Hvad med dig?" Harrys smilede, og tænkte sig om.

"Jeg skal nok også bare slappe af, være sammen med nogle venner og sådan" Jeg nikkede, og lyttede efter da han fortsatte.

"Hvis du har lyst, kunne vi finde en dag og lave noget sammen?" Han sendte mig et charmerende smil, og et kort sekund glemte jeg hvordan man trak vejret. Jeg kiggede overraskende på ham uden at sige noget.

"Kun hvis du har lyst selvfølgelig?" sagde Harry hurtigt.

Jeg fik taget mig selv sammen og nikkede. Det ville jeg gerne, det ville faktisk jeg rigtig gerne. Han var rigtig sød, og jeg ville gerne lære ham endnu bedre at kende.

"Det vil jeg da gerne, det kunne være hyggeligt" sagde jeg, og sendte ham et afslappet smil som i virkeligheden var alt end det.

"Skal vi ikke rykke ind i stuen?" Spurgte Liam, og kiggede rundt på os.

"Jo, lad os det" Niall var hurtig til at rejse sig op, og forsvinde ind i stuen. Han blev hurtig efterfulgt af os andre.

Jeg gabte træt, mens jeg prøvede at kæmpe mod mine øjenlåg der blev tynget ned. Klokken var omkring 1 om natten, og vi var godt i gang med at se en film. Jeg havde ingen ide om hvad den hed, og handlingen var også begyndt at glippe jo længere vi kom ind i filmen. Jeg kiggede træt rundt, og se at alles øjne var klistret til skærmen.

Det var ikke fordi jeg kedede mig, men tilsidst opgav jeg og lukkede træt mine øjne. Jeg havde været træt hele dagen, og jeg var simpelthen ikke i stand til, at holde mig vågen. I takt med at trætheden overtog, blev mine omgivelsers lyde svagere og svagere, til jeg til sidst flød ind i en drømmende bevidsthed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...