Wings - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 17 årige Leah Thomsens mor omkommer i en tragisk bilulykke, vendes hele hendes verden på hovedet. Fortvivlet, i chok og sorg over tabet sendes Leah tilbage til London for, at bo hos sin far Marcus. Men ikke kun omgivelserne viser sig at være fremmede for Leah. Det viser sig nemlig, at Marcus er forlovet med Karen Payne - mor til Liam Payne fra det verdens berømte boy band One Direction. Leah kastes ind i en fremmed verden, hvor penge, berømmelse og paparazzier er hverdag. Vil hun kunne klare at være en del af denne verden, eller vil hun forsvinde i mængden og miste sig selv? Og hvad sker der, når ukendte følelser opstår mellem et af bandmedlemmerne og Leah? Vil sådanne følelser være tilladt? En ting er sikket, Leahs liv vil for altid være forandret. *Afstødende sprog og scener kan forekomme*

53Likes
38Kommentarer
4306Visninger
AA

3. Kapitel 1

Jeg stirrede fjernt ud i luften. På alt og på ingenting. Det var som om, at tiden var gået i stå siden den dag. Jeg trak vejret, men mærkede ikke den friske luft i mine lunger. Jeg blinkede, men tårerne syntes aldrig at forsvinde fra mine tørre øjne. Jeg var som lammet i en følende krop.

Siden ulykken havde jeg ikke kunne sove ordentligt. Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg alt for mig. Jeg så hendes ansigt for mig. Hendes tomme øjne, der stirrede tomt. Jeg mærkede hendes kolde hud. Jeg gennemlevede den værste dag i mit liv, da jeg mistede min mor.

En klump banede sig vej op til min hals, og gjorde det endnu svære, at holde tårerne tilbage. Jeg prøvede, at synke klumpen, mens kiggede jeg rundt i flyet. Prøvede at finde noget at fokusere på, så jeg ikke var efterladt med mine tanker.

Mit blik faldt på manden ved siden af mig. Hans hoved var lænet tilbage i en akavet stilling, mens han snorkede larmende.

Det var egentlig ret irriterende.

Ved siden af ham, sad en dreng. Jeg ville skyde på omkrig 7år. Han var så optaget af et spil på sin nintendo, at han ikke opdagede, at jeg sad og betragtede ham.

"Kan jeg byde dig på noget inden vi lander?" En servitrice kiggede på mig med et venligt smil. Jeg gengældte det kort, og rystede derefter på hovedet.

Jeg lukkede øjnene, og begyndte at massere mine tindinger. Det var som om, at mit hoved var proppet med at for mange tanker.

Tanken om, at jeg skulle se min far efter så mange år stressede mig. Selvfølgelig havde jeg savnet ham, tænkt på ham. Men under disse omstændigheder?

Det var blevet besluttet, at jeg skulle bo hos min far i London.

Jeg bed mig i læben. Alt forekom så fremmede.

Et nyt hjem, nye mennesker, en ny skole og et nyt liv. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg kunne klare alt det her.

Da mine forældre blev skilt, var jeg 5 år gammel. Jeg kunne ikke huske ret meget andet, end at vi rejste. Rejste langt væk, min mor og jeg. Jeg fik breve til mine fødselsdage og højtider fra ham, men jeg kendte ham ikke. Jeg havde aldrig besøgt ham, jeg vidste ingenting om ham og hans liv.

Derfor forekom tanken og at bo hos ham så skræmmende. Jeg var bange for det ukendt, bange for den virkelighed jeg skulle møde.

Jeg havde altid forestillet mig ham. Hans varme smil, og glade øjne der så på mig.

Hvad nu, hvis det ikke var sådan det var?

Og hvad nu hvis, han havde en forestilling omkring hvordan jeg var?

Hvad nu, hvis jeg skuffede ham?

En stemme lød i højtalerne, "alle bedes spænde deres sikkerhedssele, da vi gør klar til landing"

Jeg spændte hurtigt mit bælte, og kiggede ud over England der langsomt kom tættere og tættere på. Mørket havde sænket sig, og stjernerne lyste himlen op.

Det var smukt.

Drengen lå og sov op af sin far, mens moren var i gang med, at spænde hans sikkerhedsbælte. Hendes blik mødte mit, og hun smilede venligt til mig. Jeg gengældte det, ved et svagt smil.

Gad vide, om de var på ferie. Eller om de var kommet hjem?

Det gav et grib i mig, da flyet ramte jorden. Mit hjerte bankede hårdt, og jeg fik følelsen af, at det var ved, at bryde sig vej ud gennem mit bryst. Jeg var ikke sikker om det var af chokket, eller det, at jeg skulle møde min far for første gang i 11 år.

Da skærmen der fortalte os, at vi måtte tage vores sikkerhedsbælter af lyste, myldrede det frem med mennesker. Jeg rejste mig op, og svang min taske over skuldren. Træt lod jeg min hånd løbe gennem mit hår, mens jeg hurtigt smuttede ind i køen blandt passagerne. 

Jeg kom overraskende hurtigt af flyet, og satte kursen mod bagagen. Den lange grå gang jeg gik ned af virkede udendelig. Jeg kunne mærke, at trætheden sneg sig ind på mig. Min krop føltes pludselig tung, mens jeg kæmpede med at holde øjnene åbne.

Jeg drejede ned mod skiltet med bagagen.

Jeg stod bare at stirrede tomt, mens jeg ventede på, at min kuffert kom.

Jeg tænkte, men ikke klar over hvad. Kun et par enkelte stod stadig over ventede. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, med det føltes som om, at jeg ventede i timer.

Jeg fandt min mobil frem, og lod den afspille musik i mine høretelefoner. Jeg bladrede adskillige numre igennem, men der var ingen jeg havde lyst til at høre.

Jeg fik øjne på min sorte kuffert. Den kom trillende alene. Præcis som mig, alene.

Jeg fik den hurtigt af båndet, og gik mod udgangen, der hvor det var blevet aftalt, at jeg skulle møde mig far. Mine håndflader var svedige, og mit hjerte bankede hårdt. Der stod en mand og ventede længere fremme.

Jeg nærmede mig usikkert, ikke helt sikker på hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tanker fløj omkring mig, da manden vendte sig om.

Han så undersøgende på mig, mens hans læber trak op i et smil. Hans varme øjne mødte mine, og jeg smilede forsigtigt.

"Leah?"

Jeg nikkede, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Det virkede ret akavet. Jeg stod bare og stirrede, mens jeg pillede ved remmen af min taske.

Han trådte et skridt frem, og trak mig ind i et kram. Langsomt gengældte jeg krammet, og prøvede at slappe af. Overvældet af følelser der fløj forvirret rundt i min krop, lukkede jeg øjnene. Der var sket så meget. Alt det jeg havde mistet. Jeg var bange. Bange for hvad der skulle ske. Bange for, at jeg for altid ville være lammet af sorgen. Det føltes som noget permanent. Som om, at jeg var gået i stykker og ikke kunne heles.

Han trak sig ud af krammet, og smilede igen til mig.

"Gud hvor er du blevet stor" 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, så jeg trak bare på skuldrene. Selvfølelige var jeg blevet stor, der var gået 11 år. Men han havde ikke set mig, siden jeg var 5. 

"Skal jeg tage den der?" Han kiggede på man bagage. Jeg nikkede, og rakte ham min kuffert.

Jeg kiggede anspændt ud af vinduet, mens vi susede forbi. Hver gang jeg sad i en bil, tænkte jeg på ulykken. Hvordan alting var end så hurtigt, alt det jeg havde mistet.

"Alle er så spændte på at møde dig" Min far kiggede kort på mig, og derefter på vejen igen. Jeg kiggede hen mod ham, "det bliver også spændende".

Sandheden var, at jeg ikke glædede mig til, at se min fars nye familie. Jeg var ikke glad for, at jeg skulle flytte helt til England og opgive mit liv i USA. Jeg savnede allerede mine venner, mit hjem. Jeg savnede det liv, som ikke længere var mit. Jeg var ikke interesseret i, at møde de mennesker der havde taget min mors og min plads.

Det eneste jeg ønskede var, at alt var som før. At min mor stadig levede sammen med mig i USA.

Jeg bed mig hårdt i læben, og prøvede at bremse i tårer der var på vej. Det sidste jeg ønskede at vise var min smerte, at lukke fremmede folk ind.

Jeg havde ikke lyst til at snakke, jeg ville bare være alene. Jeg tror han kunne fornemme det, for resten af turen, kørte vi i stilhed.

Jeg kiggede nysgerrigt, da vi trillede i indkørslen til et fremmed hus. Det var af mellemstørrelse og i to etager. Et sødt bed af blomster lavede end stil, der førte os op til huset.

"Hvis det er okay, vil jeg helst bare gerne sove? Jeg er meget træt." Jeg kiggede på min far.

Jeg kunne se, det ikke var det han havde tænkt sig, men han smilede hurtigt, nikkede og åbnede hoveddøren.

En varm duft mødte mig, så snart jeg trådte ind i rummet. Entreen havde en varm hvid farve,  og var holdt rimelig simpel. Der hang få billeder på væggen, og et lille højt bord i hjørnet med en buket blomster. Ellers var der en knagerække fyldt med jakker, og en skohylde.

Min far tog sin jakke og sko af, og jeg gjorde det samme.

"Jeg kommer lige om lidt" Min far forsvandt ud i køkkenet. Jeg stod bare stille, og kiggede efter ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne høre en svag mumlen, og fokuserede på billederne. Det var af min far, en blondt kvinde. Jeg gik ud fra, at det var hans kæreste..

"Skal jeg vise dig dit værelse?" Jeg fjernede hurtigt mit blik fra billedet, og kiggede på min far. Jeg nikkede, og kunne pludselig ikke komme hurtig nok væk fra billedet. Det virkede forkert at kigge på.

Vi fulgtes op af trappen, og ned af en gang til den sidste dør på højre hånd. Min far åbnede døren, og jeg trådte ind. I det ene hjørne stod en enmandseng og et natbord men en hvid læselampe. I det andet hjørne var et skrivebord, med en lille stol. Ellers var der tomt.

Jeg vendte mig om, og sendte et lille smil til min far, for at vise, at han godt kunne gå. Jeg hørte et kort godnat, inden døren blev lukket. Jeg lagde mig i sengen og sukkede tungt. 

Jeg var så træt.

Jeg lukkede øjnene, og puttede mig under en fremmed dyne.

Jeg tænkte på min mor, jeg savnede hende. Jeg savnede alt. Jeg savnede de trygge morgener. Jeg savnede de lange aftener vi tilbragte sammen foran tv'et. Jeg savnede hendes evne til at give tryghed og varme, som jeg havde allermest brug for nu.

Jeg følte mig så alene. I et fremmed land, hos fremmede mennesker.

Det eneste jeg kunne fokusere på var smerten, mens små tårer trillede ned af mine kinder og efterlod mærker på puden.

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå sådan her. Men det føltes som evigheder, får jeg til sidst faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...