Love to death { A Harry Styles Fanfic }

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 28 maj 2014
  • Status: Igang
*TJEK TRAILER* Folk er i chok, da den 19 årig Elizabeth Sanders bliver fundet brutalt myrdet og efterladt, tæt på det nedlagte hotel i udkanten af London. Rygter bliver hurtigt spredt, og folk ved ikke længere hvad de skal tro. Hvem dræbte hende? Hvorfor? Hvordan? Spørgsmål som disse, modtager Elizabeths bedsteveninde, Catelyn Harries, op til flere gange om dagen. Men hun har ingen svar. Hun var der ikke selv, og ved hverken hvem der dræbte hendes elskede anden halvdel eller hvorfor. Alt hun har, er et tomt hul i brystet. Hun tilbringer hver evig eneste dag, på hendes værelse. Indelukket og fortabt. Ensom og Alene. Men alt ændres da hun møder den mystiske Harry Styles. Harry vender op og ned på hendes liv, og får hende hurtigt til at glemme alt om hende hun engang tilbragt dag og nat med at tænke på. Men er hun klar til at give slip? Og hvem stod egentlig bag Elizabeths død? Find ud af det, og meget mere i 'Love To Dead { A Harry Styles Fanfic }'

74Likes
41Kommentarer
2846Visninger
AA

4. ✖️ Not surprised - at all ✖️

 


“Funerals aren't scheduled.”  ~ Catelyn Harries.

Idag var dagen hvor Elis begravelse skulle finde sted. Tænk at jeg virkelig, lige nu, står og gør mig klar til min bedstevenindes begravelse. Det er virkelig noget der burde forbydes. Jeg kan ikke engang tænke klart lige nu. Mine tanker er 100 procent på Eli. Gad vide hvordan hun ville tage det, hvis det var mig der var død, og ikke hende. Ville hun mon være lige så restløs som mig? Eller være ligeglad og feste videre? Selvfølgelig håber jeg mest på nummer et - hun elskede mig jo. Selvom hun til tider virkede hård, var der aldrig nogen der tvivlede på, at hun til hver en tid ville hjælpe mig. Trøste mig og fortælle mig at alt nok skal løse sig. Årh, hvor kunne jeg godt bruge hende lige nu.

"Cat, min skat - vi skal gå nu" min mors hoved dukkede forsigt op i min dør. Siden Elis død havde hun været så forsigtig omkring mig. Som om jeg kunne bryde sammen hvert øjeblik - hvilket jeg sikkert også kunne.

"Ja, kommer nu" mumlede jeg trist, og lagde et sidste lag vandfast mascara på. Jeg kunne fornemme, at tårene kommer til at trille i dag - så hellere være på den sikre side, end ligne et panda.

Jeg smuttede hurtigt neden under, til min mor og far som stod og ventede på mig. De var også en smule berørte af situationen, kunne man vel nemt sige. Eli var som en del af familien. En søster for mig. En datter for dem. Et familiemedlem som betød mere end hun troede. Mine forældre ville gøre alt, for at hun var tryg - præcis ligesom med mig. 

✖️

Kirkeklokkerne ringede, og erklærede at det hermed var tid til at sige farvel. Sige farvel til Elizabeth. Hun var virkelig væk. Død. Hun havde forladt mig. Jeg var ene og alene tilbage nu. Hvem havde jeg egentlig udover hende? Ingen. Ikke udover en del 'eks veninder', som jeg have droppet til fordel for Eli. De var intet i forhold til hende. Eli var alt der betød noget for mig.

Jeg mærkede straks min mors hånd på min arm, da klokkerne stoppede. Hun græd - det samme gjorde min far og jeg. Det var helt uvirkeligt at hun ikke var her mere, og at hun - for den sags skyld - aldrig kommer tilbage. Hendes grin, smil, hjælpende ånd. Alt er væk.

Alle, der havde været her for at tage afsked med Eli, begyndte at forlade kirken, og eftersom vi sad på forreste række, var vi også de første der gik ud. Jeg blev ikke specielt overrasket, over at se så mange velkendte ansigter fra skolen - hun var jo trodsalt en del elsket der - men det der fik mine øjne til at blive store, var ham den krølhåret dreng, som sad helt bagerst i kirken. Harry var her. Han var kommet for at sige farvel til Eli. Aldrig havde jeg forventet at se ham her. Godt nok havde de 'fjollet lidt rundt', men at han ligefrem dukker op til hendes begravelse. Jeg troede ikke han var sådan. Så betænksom.

Jeg snøftede kort, inden jeg trådte ud efter min mor. Min far, storebror, Elis far og hendes onkel bar kisten ud lige foran os. Jeg kunne ikke fatte at hun lå der i. Helt kold og livløs - men stadig med så mange folk omkring hende. Hun var jo van til det. At få folks opmærksomhed. Dog var det første gang, hun fik denne slags opmærksomhed: sorg fra alverdens folk, som hun har kendt igennem hendes, ret så livslivlige, liv.

"Jeg-.. Jeg bliver lige nød til at gå på toilettet" mumlede jeg, snøftende ind i min mors skulder. Jeg skulle egentlig ikke tisse, men bare tjekke alt mit makeup ikke sad under mine øjne, og smide lidt vand i ansigtet.

"Bare brug så lang tid du har brug for" min mor aede mig stille på ryggen, inden jeg vendte mig om mod resten af de sørgende folk, som lige havde set kisten blive kørt væk. De havde været en anelse stærkere end mig. Jeg havde grædt så meget, at jeg ikke kunne se på det, og derfor havde vendt mig om mod min mor, for at græde ved hendes side.

Jeg forlod min mor og far, som begge stod og snøftede lidt, for at finde et toilet - som jeg heldigvis fandt forholdsvis hurtigt. De to små figurer på døren viste at det var et fælles toilet. Jeg sukkede en gang, inden jeg forsatte derind. Alle båsene var ledige, så jeg tog mig selv i at bryde grædende sammen på gulvet. Det var nok lige det jeg havde brug for. Bare at græde ud - uden diverse folk der 27/4 skulle spørge om jeg var okay. Hvem ville være okay, få dage efter at have fundet ud af at sin bedsteveninde var blevet myrdet, og morderen ikke var blevet fundet endnu? Hvem ville være okay, efter at være blevet efterladt alene tilbage? Hvem ville være okay uden sit dyreste eje - sin bedre halvdel? Hvem ville i det hele taget være okay i en situation som min? Ingen. Ingen ville være okay. Ingen menneskelig sjæl ville kunne klare sig igennem dette, og efter få dage kunne sige: 'Jeg er okay'. Det er simpelthen umuligt.

Efter små fem minutter i stilhed, udover mine snøft og hulk, rejste jeg mig, for at plaske noget vand i hovedet, og fjerne det løbende makeup, der var på mine kinder. 

Synet der mødte mig, da jeg stod foran spejlet, overraskede mig egentlig ikke. Min makeup var helt ødelagt, min sorte kjole sad forkert og mit hår - som jeg bare havde ladet hænge løst - var rodet. Jeg så ærlig talt frygtelig ud - men det gjorde ikke noget, for hvem skulle jeg imponere? 

Efter yderligere fem minutter på toilettet, besluttedet jeg at gå ud til de andre igen. Mine forældre var sikkert også en anelse bekymret for mig. De vidste, hvor hårdt dette tog på mig.  De vidste, hvor meget jeg ville have gjort for at dette ikke skulle ske. De vidste, hvor meget jeg ønskede at finde hendes morder, og få ham spærret inde i fængslet - præcis hvor han hørte til. 

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg stille åbnede døren. Jeg trådte forsigtigt ud, men blev hurtigt stoppet af en krop, som var en del større en min egen. Det overraskede mig ikke engang hvem det var - hvornår stopper vi med at mødes på denne måde? Jeg kiggede hurtigt op i hans grønne øjne, og udbrød et lille hvin, da jeg egentlig blev en smule forskrækket. 

"Oh, undskyld!" skyndte han at sige, imens han tog fat i mine skuldre, og trak mig en smule væk, for at kunne kigge mig i øjnene. "Er du okay?" spurgte han med et løftet øjenbryn. Jeg havde aller mest lyst til bare at lyve for ham, for hvorfor interesserede han sig overhovedet? Men igen: jeg kan ikke bare sige: 'Ja, jeg er okay', når jeg ikke er det. 

"Nej, det er jeg ikke.." mumlede jeg, næsten utydelig, og håbede på at han ikke hørte det. Så havde jeg i det mindste sagt det - ingen løgn eller fordrejninger. Det var den rene sandhed. 

"Jeg er virkelig ked af det på dine vegne, Cat" han lød oprigtig, så jeg smilte svagt til ham. Han virkede rent faktisk som om, han virkelig var ked af det, og savnede hende. Det var der en del der gjorde. Skolen er heller ikke det samme uden hende - min hverdag er ikke det samme uden hende. 

"Harry.. Hvad laver du overhovedet her?" jeg kom til at lyde en anelse hårdere end jeg havde regnet med, og smilede derfor svagt til ham igen, for at vise at jeg ikke mente det sådan. Han havde ret til at være her. Dog undrede det mig stadig: Eli sagde at de ikke kendte hinanden særlig godt, men egentlig bare havde 'brugt' hinanden lidt, når de havde brug for det. 

"Jeg kendte hende bedre end du tror" svarede han bare enkelt tilbage. Ikke flere detaljer, kun det. Intet udover, på nogen som helst måde - ikke engang et enkelt smil eller noget. 

Jeg stoppede ham hurtigt, med min ene hånd, da han skulle til at gå forbi mig ud på toilettet. han kiggede afventende på mig, hvilket fik mig til at tale: "Der er gravøl hjemme ved mig, når selve begravelsen er overstået - kom nu når hun betød så meget for dig" jeg smilte skævt til ham, inden jeg slentrede ud til mine forældre igen.

✖️

Undskyld for min dårlige evne til at opdatere :iiii 

jeg ved ikke hvorfor, men jeg har virkelig ikke overskud for tiden -

men her er det længe ventede kapitel :))

eftersom der næste ingen kommentarer kommer, 

har jeg tænkt mig at lave sådan noget spørgsmål til hver kapitel, såå

 

Dette kapitels spørgsmål:  Hvad tror i der sker til gravøllen? 

 

vil blive rigtig glad, hvis i gad svare og muligvis skrive jeres mening heheh 

 

 

x Celina

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...