Love to death { A Harry Styles Fanfic }

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 28 maj 2014
  • Status: Igang
*TJEK TRAILER* Folk er i chok, da den 19 årig Elizabeth Sanders bliver fundet brutalt myrdet og efterladt, tæt på det nedlagte hotel i udkanten af London. Rygter bliver hurtigt spredt, og folk ved ikke længere hvad de skal tro. Hvem dræbte hende? Hvorfor? Hvordan? Spørgsmål som disse, modtager Elizabeths bedsteveninde, Catelyn Harries, op til flere gange om dagen. Men hun har ingen svar. Hun var der ikke selv, og ved hverken hvem der dræbte hendes elskede anden halvdel eller hvorfor. Alt hun har, er et tomt hul i brystet. Hun tilbringer hver evig eneste dag, på hendes værelse. Indelukket og fortabt. Ensom og Alene. Men alt ændres da hun møder den mystiske Harry Styles. Harry vender op og ned på hendes liv, og får hende hurtigt til at glemme alt om hende hun engang tilbragt dag og nat med at tænke på. Men er hun klar til at give slip? Og hvem stod egentlig bag Elizabeths død? Find ud af det, og meget mere i 'Love To Dead { A Harry Styles Fanfic }'

74Likes
41Kommentarer
2835Visninger
AA

2. ✖️ Lifeless ✖️

 

 


"The eyes are the mirror of the soul."- Catelyn Harries.

Hun lå bare der. Helt kold og livløs. Hun havde været død i godt og vel 4 dage, men alligevel kunne jeg ikke få hende ud af mit hoved. Billeder fra den aften, kørte frem og tilbage. Det var som om de pinte mig. Med vilje, selvfølgelig. Hvorfor skete dette? Hvorfor lige for mig? Hvorfor lige hende? Jeg nåede ikke engang at sige farvel. Hun var bare væk. Ingen havde hørt noget fra hende - ikke engang jeg, hendes bedsteveninde, var blevet kontaktet. Hvad hun lavede ude ved hotel N.C.O., var der ingen der vidste. Men det var altså der hun var blevet fundet. Kold og død.

Hendes mor var den første, som politiet ringede til. De fortalte hende det hele. Hvor de havde fundet hende, og hvordan det skete. De havde vidst fået et opkaldt, fra en anonym person som påstod, at han havde set nogen inde på hotellet. Først troede de ikke på det. Hvem var så dum at gå derind? Og så lige om natten? Man skulle, ifølge dem, være sindssyg for overhovedet at bevæge sig ind, på hotellets grund. Jeg ved udmærket godt, at Elizabeth ikke gik der ind af egen fri vilje. Hun blev enten afpresset eller tvunget. Hun ville aldrig gøre noget så dumt. Sådan var hun ikke.

Jeg blev vækket af mine tanker, da skolens irriterende klokke begyndte at ringe. Vi havde endelig fri. Efter 6 timer i skolen, forfulgt af sindssyge unge som ville vide hvad der var sket med Elizabeth - skolens dronning - var det nu alligevel godt at komme hjem. Selvom jeg bare bruger min tid, med at lægge for an fjernsynet, var det alligevel bedre end de utallige spørgsmål, som jeg skulle svare på. Folk undrede sig over, at jeg allerede var kommet i skole, så få dage efter Elizabeths lig var blevet fundet. Men for at være ærlig, jeg ville hellere være i skole, end der hjemme. Min mor nusser og pusler om mig konstant, og det driver mig til vanvid. Jeg har ikke brug for nogen til at trøste mig - det klare jeg helt fint selv. Alle folk har deres egen måde at håndtere dødsfald på. Jeg lukker mig inde på mit værelse, med en film - mens andre skriger på opmærksomhed, fordi de har det i og å det elendigt. Jeg har lige mistet min bedsteveninde. Min anden halvdel. Jeg er ødelagt og knust indeni. Men alligevel holder jeg det for mig selv. Folk har vel andre ting at tage sig til, end at bruge tid på mig. Jeg skal nok bare vende mig til at hun ikke er her mere. Den første dag, brugte jeg alle mine sidste kræfter, på tænke alt igennem. Hvem der kunne have dræbt hende, og hvorfor. Men da jeg allerede var nået op på ti personer, efter fem minutter, som havde en gyldig grund til at hævne sig på hende, droppede jeg det. Der var talrige folk på Riverdell High, som havde set sig ondt på hende. Men alligevel havde hun formået at blive skolens populæreste pige. Det var ikke noget hun prøvede på - det skete bare. Jeg tror lidt det lå til hende. Den høje, smukke, brunette med de lange ben, som hun jo var, passede perfekt som skolens leder. The queen bee.

"Er du allerede hjemme, Cat?" Min mors stemme lød allerede, så snart jeg havde placeret min ene fod, inden for husets rammer. Jeg sukkede tungt, og lagde min taske på gulvet. 

"Nej" mumlede jeg. Jeg tog hurtigt mine sko af, og fortsatte ind i stuen. Min mor sad i vores, måske lidt for slidte, sofa og så fjernsyn. Hun sendte mig en svagt smil, inden hun rettede sig op.

"Go' dag i skole?" Spurgte hun, imens jeg satte mig ned ved siden af hende. Mit blik søgte hurtigt fjernsynet, imens jeg prøvede at følge med i, hvad end det nu var, min mor så. Jeg mumlede bare noget hen af "jaja". Det var på ingen måder min mening at lyde ond eller afvisende. Men da hun sukkede tungt, gik det hurtigt op for mig, at jeg havde såret hende. Jeg lukkede hende ude, når jeg havde brug for at have hende tæt. Jeg havde brug for at høre hende sige, at det hele nok skulle gå. Høre hende sige, at hun ville være der for mig. Men jeg kunne ikke. Det var ikke min måde, at takle sorg på. Jeg blev nød til at lukke folk ude, for at overleve. Elis død havde ødelagt mig mere end noget andet. Hun var jo min bedre halvdel. Det var hende som støttede mig, når ingen andre gjorde. Det var hende som holdte mig oppe, når jeg var på vej ned. Og ikke mindst, var det hende jeg grinte, græd, skreg og hyggede mig med. Hun var enestående.

"Undskyld mor.. Du ved jeg ikke mener det sådan" Undskyldte jeg, efterfulgt af et langtrykket suk. Mit blik fangede hurtigt hendes. Hun sendte min endnu et svagt smil, imens hun rejste sig. "Det er okay, smukke. Gå nu op og hvil dig lidt" mumlede hun mod mit hår, inden hun placerede et kys på min panden. Hun smuttede ud i køkkenet, imens jeg rejste mig, for at skifte kanal. 

                                                                            ✖️

Lyden af mit irriterende vækkeur, vækkede mig fra min ellers så dejlig søvn. Det var onsdag morgen - 5 dage efter Elis død. Jeg savnede hende stadig lige så meget. Det var som om jeg manglede noget indeni. Noget betydningsfuldt. Hun var jo også en del af mig. En stor betydningsfuld del. Hun fuldendte mig. Vi var én.

Jeg kiggede ned af mig selv. Min elskede halskæde hang så smukt der, på min hals. Symbolerne E og C skinnede mig nærmest i øjenene. Den var sølv. Helt skinnende sølv. Jeg plejede at gemme den under min trøje, selvom Elizabeths hang smukt ud over hendes bryst. Jeg passede godt på min. Jeg ville være knust, hvis den blev væk. Ikke lige så knust, som jeg er nu - men tæt på. Den halskæde betyder alverdens for mig. Den symboliserer mig og Elis venskab. Vi var som søstre. Vi fortalte hinanden alt. Intet blev holdt hemmeligt. Historier om vores første gang, første kys og største hemmelig, blev delt. Jeg løj aldrig overfor hende, og hun løj aldrig overfor mig. Vi løj tit overfor andre folk, men aldrig hinanden. Vi havde vores fælles hemmeligheder. Hemmeligheder som for alt i verden, ikke måtte komme ud. Hemmelighederne var nok også, hvad der havde bragt os sammen. Vi delte den samme trang, til at fortælle dem til nogen. Selvom Elizabeth helt klart var den, der havde flest hemmeligheder, havde jeg alligevel også en del. Det var kun hendes som kendte til dem. Folk på skolen regnede mig for at være 'hende den stille' - hvilket jeg langt fra var. I forhold til Eli var jeg nok - men ingen kunne være vildere end hende. Hun festede dagen lang. Tog med diverse forskellig fyre hjem, for igen at forlade dem næste morgen. Men alligevel var hun på en eller anden måde, skolens engel. Dem som gik på første år, så op til hende. Hun vár hende den høje brunette, med de smukke øjne og de populære venner. Alle pigers største ønske. Hun havde det hele. Jeg havde det hele. Selvom jeg hverken var høj eller brunette, elskede jeg stadig mit liv. Fuck om folk kun kender mig, fordi jeg var Elis bedsteveninde. Fuck om jeg ikke var lige så køn som hende. Bare jeg havde hende i mit liv.

                                                                               ✖️

"Husk nu at i har en 3 siders lang stil for, til næste mandag!" Vores lærer, Steffan, råbte højt for at kunne overdøve de larmende elever, som ikke kunne vente med at komme hjem. Nogle få 'jaer' blev mumlet, efterfulgt af fleres stole, som ridsede hen af gulvet. De andre elever skyndte sig ud, af vores lidt for lille klasseværelse. Jeg fulgte langsomt bagtrop. Det plejede mig og Eli altid at gøre. Vi havde ikke travlt med at komme hjem. Vi tog os altid god tid, for ikke at blive presset mellem de store drenge, som gjorde alt for at komme ud. De skulle sikkert over i parken, for at spille bold. De gjorde de altid. Jeg forstår det ikke, men helt ærligt; jeg har aldrig været god til det med drenge. Det var Elis job. At ordne det med drenge, altså. Det var altid hende som skaffede mig dates eller hende som skaffede mig en fyr, at tage med hjem efter en fest. Jeg var altid så akavet, hvad gjaldt sådan noget. Eli var lige det modsatte - som altid.

"Oh, undskyld" stammede jeg, da det gik op for mig, at jeg var gået ind i en.

Jeg gispede, da jeg fik øjenkontakt med personen. Det var ham. Det var Harry. Harry Styles.

"Det er oka- hey, har jeg ikke set dig før?" Afbrød han sig selv. Hans grønne øjne, var lige så uimodståelige som Eli havde fortalt. Han var smuk. Ikke bare pæn - men smuk. Hans store krøller, hang ned over hans ansigt, og hans øjne lyste skarpt.

"Eh, det ved jeg ikke.. Har du?" Mumlede jeg genert. Jeg var ikke van til drenge som ham. Jeg manglede Eli mere end noget andet lige nu. Hun ville have klaret dette. Intet akavet stemning, eller noget. Sådan var hun.

"Er du ikke Elizabeth Sanders' veninde?" Han holdte en pause. "Catelyn Harries?" Hans ene øjenbryn blev skudt i vejret. Jeg rømmede mig kort.

"Cat" rettede jeg ham. Jeg hadede, når folk kaldte mig ved fulde navn. Catelyn var så gammeldags og kedeligt. Det hele var selvfølgelig Elis idé. Hun havde hurtigt overbevist mig om, at Cat lød bedre.

"Når, ja - selvfølgelig" mumlede han, imens han strøg en hånd igennem hans krøller. De klædte ham. Normalt var jeg ikke til drenge, men andet end kort hår, men jeg må ærligt sige, at han bæger det pisse godt. Han var virkelig tiltrækkende.

"Jeg må heller komme videre. Fodbold træningen kalder" han sendte mig et charmerende smil, inden han fortsatte med af gangen. Mine øjne fulgte ham, helt indtil han var nået enden af gangen. Jeg vendte mig ikke engang rundt, da han gjorde. Vores blikke var som klistret sammen. Ingen af af brød den. Vi stod bare der. På gangen. Helt alene. Ingen elever var i nærheden, hvilket var mærkeligt, da det ikke er mere end tyve minutter siden, vi fik fri.

Han smilte igen. Jeg smilede automatisk tilbage. Det var som om, at jeg var i en trance. Jeg kendte ham nærmest ikke, men alligevel var det som om, jeg vidste alt om ham.

"Vi ses, Cate-" han stoppede ham selv. "-Cat. Vi ses, Cat" grinte han.

 

 

 

✖️

FØRSTE KAPITEL ER UDEEEE

 

HVA SYNES I?

 

elsker allerede denne historie, og er sikker på at den bliver et hit!

 

skriv gerne en kommentar, om hvad i synes!!

 

xx Celina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...