Love to death { A Harry Styles Fanfic }

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 28 maj 2014
  • Status: Igang
*TJEK TRAILER* Folk er i chok, da den 19 årig Elizabeth Sanders bliver fundet brutalt myrdet og efterladt, tæt på det nedlagte hotel i udkanten af London. Rygter bliver hurtigt spredt, og folk ved ikke længere hvad de skal tro. Hvem dræbte hende? Hvorfor? Hvordan? Spørgsmål som disse, modtager Elizabeths bedsteveninde, Catelyn Harries, op til flere gange om dagen. Men hun har ingen svar. Hun var der ikke selv, og ved hverken hvem der dræbte hendes elskede anden halvdel eller hvorfor. Alt hun har, er et tomt hul i brystet. Hun tilbringer hver evig eneste dag, på hendes værelse. Indelukket og fortabt. Ensom og Alene. Men alt ændres da hun møder den mystiske Harry Styles. Harry vender op og ned på hendes liv, og får hende hurtigt til at glemme alt om hende hun engang tilbragt dag og nat med at tænke på. Men er hun klar til at give slip? Og hvem stod egentlig bag Elizabeths død? Find ud af det, og meget mere i 'Love To Dead { A Harry Styles Fanfic }'

74Likes
41Kommentarer
2835Visninger
AA

5. ✖️ Life ✖️


“Between two evils, I always pick the one I never tried before.” ~ Harry Styles.

"Hold nu lige kæft i to minutter" hvæsede jeg af Niall, som straks så bange ud. Jeg fortrød også hurtigt mit toneleje - det var jo trods alt Niall. Ham som vi alle passede på. Selvom han var ældre end mig, havde alle - Zayn, Liam, Louis og jeg - en følelse af, at han behøvede mere omsorg end os andre. 

"Visse, visse, vasse - min bare røv" mumlede han, en anelse fornærmet, inden han forlod rummet, og efterlod mig og Louis her alene. Vi var igang med at finde et sæt tøj til mig, som jeg skulle have på til gravøllen, hvilket var om mindre end en lille halv time. Jeg var, efter mit møde med Cat foran toiletterne, smuttet hjem for at finde noget andet tøj. Jeg hadede jakkesæt som pesten, og følte mig ærlig talt mere komfortabel i mine sorte, stramme og slidte bukser og en løs hvid skjorte. 

"Det ser fedt ud det der, Haz" Louis stod og gned hans hage med hans fingre, imens hans ene øjenbryn var en anelse hævet. Han lignede rent ud af sagt en bøsse stylist, som han stod der med hoften skudt ud til den ene side. Jeg kunne ikke stoppe et lille grin, fra at undslippe mine læber, inden det var forsent. Louis rettede sig hurtigt op, for bare at sætte sig på gulvet igen, med et suk. 

"Vær du bare glad for at jeg overhovedet gider hjælpe dig, med at score den der mis" jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn. Mente han seriøst lige det der?

"Mis?"
"Ja, du ved - 'Cat'" fniste ham, en anelse tøset, for at ligge sig helt ned, med hovedet rettet mod loftet. Jeg grinede endnu engang, og undrede mig over, hvorfor det nu lige var, at han havde titlen som min bedsteven. 

"Helt ærligt, Lou - du burde virkelig få finpudset dine jokes" jeg blinkede en enkelt gang med det ene øje, inden jeg slentrede ud i gangen, for at tage mine sko på. Jeg skulle være der om små fem minutter, og havde derfor en smule travlt. Men hun ville vel ikke opdage hvis jeg kom senere, vel?

"og du burde få finpudset dit fjæs" nåede jeg lige at høre Louis råbe, inden jeg havde forladt lejligheden, for at sætte kurs mod Cats hus. Jeg aner ikke hvordan, men jeg havde på en eller anden måde fået skaffet hendes adresse, da jeg jo - sjovt nok - aldrig har tilbragt ét eneste minut hjemme ved hende.

Jeg havde hørt en del rygter, om at Cat og Elizabeth boede sammen førhen, men Cat så var flyttet hjem igen, efter 'Elizabeth sagen' kom frem. Det var selvfølgelig også forståeligt - hvem ville bo i en lejlighed, som ens døde bedsteveninde engang delte med en? Ikke mig ihvertfald. 

 

✖️

Cats hus var lille og hyggeligt - dog var stemningen nok ikke lige den bedste. Så snart jeg havde placeret min ene fod indenfor, blev jeg mødt af en helved masse gråd og hulk. Elizabeth var virkelig elsket. En masse fra skolen og en del ukendte mennesker var her. Det undrede mig egentlig også lidt, at drengene ikke var gået med til at komme. Selvom de kun havde snakket med hende kort, vidste jeg at hun havde efterladt et godt førstehåndsindtryk. Det var vel sådan hun gjorde med alle. Charmerede sig ind på dem - hvilket hun forresten gjorde rimelig godt, i den tid jeg kendte hende, skal det lige siges. 

"Harry?" jeg vendte mig hurtigt om ved lyden af mit navn. Det var Cat. Hendes forholdsvis korte, lyse hår, havde hun gjort en anelse mere ud af, siden vores møde foran toiletterne tidligere idag. Det var let krøllet, og gik hende til skuldrene. Hun havde stadig hendes sorte kjole på. Den klædte hende godt. Alt klædte hende godt. Hende og Elizabeth var som pot og pande, men alligevel så fandens ens. Cat var lyshåret, lille og stille. Elizabeth var mørkhåret, forholdsvis høj og meget larmende til tider. Men stadig, det var begge så ufattelig perfekte på alle punkter. Ikke en eneste fejl, var at finde ved nogen af dem. Folk lagde så bare mest mærke til Elizabeth, hvilket jeg altid har syntes var en skam. Jeg har aldrig rigtig snakket med Cat, andet end på gangen og foran toiletterne, men jeg vidste alligevel en del om hende - Måske mere end hun regnede med.

"Du kom?" hendes let optegnede øjenbryn blev let hævet, da hendes blik mødte mit. Hun smilede stille, hvilket jeg hurtigt gengældte. Hun så så alene og fortabt ud, som hun stod der med et sorgmodigt blik i øjnene. Jeg havde en fandens trang, til bare at svinge mine arme om hende og knuge hende ind til mig. Nusse hende lige så stille på ryggen, og fortælle at det hele nok skulle gå.
"Hvorfor skulle jeg ikke det?" jeg smilede kækt til hende, og blinkede med det ene øje - hvilket jeg hurtigt fortrød. Hvem i alverden gør dog sådan noget fortiden?

"Jeg regnede bare ikke med det, for at være ærlig. Jeg troede ikke du var typen." mumlede hun en anelse genert. Det var dog nemt at se på hende, at hun var knust. Hun havde ikke den samme gnist i øjnene, som de gange jeg havde taget mig selv, i at kigge på hende og Elizabeth på gangene. De var altid så glade i hinandens selskab. Ingen kunne skille dem ad - selv jeg vidste det, hvilket siger en del.

"Typen?" spurgte jeg undrende.

"Ja, du ved.. Den der 'oh, shit hun er død - jeg må hellere tage i kirke for at sige farvel' type" svarede hun, imens hun kløede sig i nakken. Jeg smilte svagt over hendes ord valg, men det undrede mig alligevel ikke. Folk troede altid at jeg ikke interesserede mig for andres følelser, og egentlig kun tænkte på mig selv. Sådan er jeg slet ikke. Selvom jeg til tider virker ret hård og barsk, vil jeg altid tage en kugle for alle der står mig nær. Drengene, min mor, søster, alle der betyder noget for mig.
"Men ja, ta' for dig. Der er en del fra skolen her, såå.." Cat pegede hurtigt over mod et lille bord, hvorpå en del drikkevare og chips stod, og så var hun væk. Jeg kiggede forvirret rundt efter hende, men kunne intet se. Hun var væk som dug på en solskins dag.

 

✖️

Klokken var efterhånden blevet en del, og jeg havde ærlig talt en slem hovedpine, af alle de forskellige mennesker der græd og hulkede hele tiden. De havde vel lov til det, eftersom det jo trods alt var en gravøl, men jeg havde bare fået nok af at høre på det. Ikke fordi jeg ikke respekterede at de er kede af det, men jeg har bare ret svært ved sætte mig ind i de flestes steder. Foreksempel: Nina fra klasesen under mig, havde nærmest tudet hendes øjne ud her til aften, og så hvidt jeg ved, kendte hun nærmest ikke Elizabeth. Og Nina er endda ikke den eneste. Hun er bare én af mange. 

"Har du set Catelyn?" Spurgte jeg, den første person der gik forbi mig. Det var en dreng med kort mørkt hår, som helt klart ikke går på skolen. Jeg kender skolen og eleverne ud og ind, og med mindre han er ny, går han her ikke. Men Elizabeth havde vel en del andre venner rundt omkring.

"Sidst jeg så hende, var hun ude i køkkenet" svarede han mig, inden han fortsatte hen mod, hvad end han nu var på vej til.

Jeg traskede hurtigt ud i køkkenet, hvor jeg forventede Cat sad. Det gjorde hun heldigvis, hvilket jeg takkede gud for, for så kunne jeg endelig komme hjem og hvile mit hoved. 

"Jeg, eh.. Jeg tager hjem nu, Cat" sagde jeg, hvilket fik hende til at rette hendes blik herover. Det var tydeligt at se, at hun næsten lige havde grædt. Enkelte tåre strømmede stadig ned af hendes kinder, og hendes øjne var røde. 

"Cat, forhelved.." jeg var hurtigt ved hendes side, og havde trukket hende indtil mig. Godt nok kendte vi ikke hinanden specielt godt, men hvem har hun udover mig? Ingen. Den eneste hun kan få trøst ved, er en fyr hun nærmest ikke kender.

"Jeg-.. Jeg savner hende allerede" hulkede hun. 

"Det er også forståeligt." jeg anede ærlig talt ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg har aldrig været den bedste til at trøste, for hvem skulle have brug for min hjælp? Drengene er nok for 'mandelige' til at indrømme hvis de er kede af det, Gemma og mor bor for langt væk, og når jeg endelig er hjemme ved dem, er alt godt og dejligt.

"Hvad er meningen med livet?" spurgte hun lige så stille. Jeg vidste ikke om spørgsmålet var til mig eller til hende selv, eller om det overhovedet var et spørgsmål henvendt til nogen. Måske havde hun bare undret sig over det, og følte at tiden var inde til at få svar på det. Men hvad er meningen med livet?

✖️

Tillykke, du har lige læst 1524 ord.

TAK FOR DE 1352 VISNINGER, 50 LIKES OG 80 FAVORITLISTER!

Men hvorfor er der ingen der kommenterer? er den virkelig så kedelig? ahah

 

Dette kapitels spørgsmål: hvad håber/tror i der sker i næste kapitel?

 

x Celina

 

(BTW, KAPITLET ER IKKE RETTET IGENNEM)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...