OUTCAST - Divergent Fanfiction

Oneshot med udgangspunk i Caleb Priors valg.

12Likes
12Kommentarer
486Visninger

1. Outcast

Elsk din næste, siger de. Dé går iført ens gråt tøj, de snakker monotont i det samme leje og så længe, at en hæver stemmen en anelse, får personen det dømte blik. Her har jeg boet alle mine 16 år. Jeg har taget mine første skridt blandt folkene, jeg har leget med deres børn og jeg har kæmpet deres kampe. Jeg kan ikke være mere uselvisk, kan jeg? Spørgsmålet bliver ved med at springe op i hovedet på mig, og ærlig talt har det været sådan hele dagen. Den daglige tur til og fra bymidten, har aldrig føltes længere.

Jeg køre opgivende en hånd igennem håret og går i fodsporene fra min søster, Beatrice, der virker til at udnytte tavsheden på akkurat samme måde, som jeg. Jeg betragter hendes bevægelser, som hendes hoved pludselig gør en forhastet bevægelse imod et af de toge, der dagligt buldre igennem byen. Ud fra flere af dørene på togene, springer vores kontraster forhastet ned og glider smidigt og sikkert hen over jorden, før de stopper op. Jeg klemmer øjnene sammen og ryster på hovedet over Dauntless. Jeg overvejer, om jeg skal spørge hende om, hvordan hendes test gik – hvilket resultat hun fik. Selvom jeg selvfølgelig kender svaret. Modsat mig har Beatrice altid haft evnen til at holde fast i, hvad hun kender – og jeg ved, at hun vil vokse sig gammel i faktionen. Måske vil hun gifte sig med Robert? Jeg kan ikke spørge – det vil udelukkende betyde, at hun vil slynge spørgsmålet tilbage, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal svare. Selvom svaret ligger så åbenlyst foran mig.

Tøvende overvinder nysgerrigheden over min fornuft, og jeg tager fat i hendes håndled for at stoppe hende. Hun kigger forvirret på mig og jeg forstår, at hendes tanker har været i et helt andet univers.

”Vil du fortælle mig, hvad der skete derinde?” spørger jeg forhastet og prøver bedst muligt at spille neutral. Jeg prøver at være den Caleb, der altid har styr på tingene.

”Meningen er, at jeg ikke må snakke om det, og at du ikke må spørge ind til det,” siger hun tørt på bedst Beactriselig vis.

”Regler kan fordrejes – så hvorfor ikke fordreje denne?” Jeg lægger armene over kors og prøver med et svagt smil i håbet på, at det kan lette på hende. Jeg ønsker virkelig, at der er en lille procents chance for, at hun har fået noget andet end det åbenlyse.

 Jeg betragtede, hvordan hun langsomt begynder at pille ved sine negle. Hun lægger vægten over på den anden fod og siger så:

”Vil du, Caleb? Hvad skete der til din test, Caleb?”

Nej, der er intet at gøre. Hvorfor har jeg overhovedet åbnet munden. Jeg bider mig svagt i læben af dårlig vane og gør et indvendigt suk. Vi står i sekunder og stirrer hinanden håbløst ind i øjnene, før Beatrices blik igen bliver distraheret af endnu et tog, der kommer susende. Der er noget over måden, hun står og kigger på toget – som hun ser på dem med en længsel. Jeg må se syner, bliver jeg enig med mig selv om.

”Bare lad være med at snakke med mor og far om det… ikke?” Mumler hun lavt, før hun vender sig om og begynder at gå igen. Jeg nikker svagt, selvom jeg ved, at hun ikke kigger. Så stikker jeg hænderne i lommerne og begynder at sparke til småsten fra den ødelagte asfalt.

Vi når indenfor og står i tavshed og laver mad. Egentlig er det Beatrices job ene, da jeg stod for morgenmaden i dag, men jeg vil vide mere. Jeg kan ikke bare lægge dagens begivenhed fra mig. Det er umuligt. Jeg kan se, at mit nærhver irriterer hende grænseløst, men hvad kan jeg gøre? I øvrigt skal jeg forestille at være den evige gode bror, der altid giver en hånd.

Normalvis står Beatrice og snakker om alt mellem himmel og jord. Vi er hinandens et og alt – det har vi altid været. Så tavsheden kommer bag på mig. Det føles som om, at vi er revet fra hinanden. Men ud fra det valg, jeg også ønsker, skal det jo ske før eller siden. Jeg må se sandheden i øjnene. Da kødet er frosset op, passer det med, at mine forældre også kommer ind af døren.

Selv aftensmaden er akavet. Mine forældre prøver bedst muligt at få samtaler i gang, men når jeg ikke slår dem ned, så gør Beatrice det. Det er svært at snakke om dagens gang uden at afsløre noget. Inderligt ønsker jeg at kunne åbne op og snakke om mine tanker. Om så reglerne ikke var til, er sandheden, at jeg ikke vil turde.

Samtaler går halvt over bordet og efter noget, der føles som en evighed, får vi endelig lov til at forlade bordet. En lettelse går igennem kroppen og jeg prøver at gemme dem ved et afslappet, typisk smil. Jeg takker mine forældre uden nogen grund og rejser mig fra bordet. Normalvis plejer det at være Beatrices og mit job, men mine forældre insisterer i dagens anledning, at vi skal holde os til os selv. Selvom de selvfølgelig brænder inde med et stærke ønske om, at vi allerede har planer om at vælge Abnegation. Selvfølgelig vil vi vælge det..

Beatrice og jeg følges op af trapperne til etagen ovenover, hvor vi begge har værelser. Idet hun skal til at gå, kan jeg ikke holde det inde længere. Jeg må sige det til nogen! Jeg bider mig hårdt i læben og tager fat i skulderen på hende.

”Beatrice,” siger jeg i et lavt toneleje:

”Vi burde tænke på vores familie.”

Jeg ser hvordan hendes afslappede blik forandre sig. Det er fuldkommen det samme, som jeg har set tidligere i dag. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter:

”Men. Vi må også tænke på os selv.”

Hun ser fuldkommen forbløffet ud. Hvorfor skulle hun også være andet? Det er ikke de typiske tanker, jeg vælger at lukke ud, selvom de brænder mig op indefra. Der er noget i hendes øjne, jeg ikke kan tyde. En del af mig ønsker, at det er genkendelse. Men selvfølgelig er det ikke det. Vi er ikke opdraget til at være selviske. Jeg er en fejl.

”Testen behøver ikke at ændre vores fejl,” ånder hun lavt. Jeg hæver et øjenbryn af hendes ord og tror, at hun har luret mig. Et smil finder i stedet vej over mit ansigt i håbet på, at jeg kan redde trådene ud

”Gør de ikke det alligevel?” Jeg klemmer hendes skulder og vender mig om for at træde ind på mit værelse, der er så abnormt fra, hvad jeg udstiller mig selv for. Jeg lukker forhastet døren med det ønske, at hun ikke når at se den uredte seng eller de bøger, der er stablet op på det lille skrivebord. Hun må for alt i verden ikke se dem!

Jeg sætter mig ned på sengen og lukker øjnene. Den genkendelse i hendes øjne, hvad betyder det? Jeg tager et hårdt greb i mine totter af hår og rokker frem og tilbage i sengen. Billeder fra dagens test kører igennem mit hoved. Hvordan jeg så enkelt som ingenting kunne sætte ting i kontekst, hvordan jeg konstant kunne snige mig forbi udfordringer ved brug af hjernen. Jeg burde ikke vide noget om dette. Jeg er selvisk. Jeg sparker skoene af mig selv og lægger armene om mine ben. Resultatet står klart i mit hoved, som er det oplyst med neonlys i natten.

Erudite.  

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...