Aldrig mere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
*Er med i konkurrencen "Alkoholmisbrug i familien"* Den giftige væske alkohol har stjålet liv. Og ikke kun liv. Den har taget familier, venner, kærlighed og minder med i faldet. Mange er i dag ofre for alkoholmisbrug. Her møder vi den unge pige Liv, hvis far er blevet offer for alkoholmisbrug.

0Likes
0Kommentarer
289Visninger
AA

1. Oneshot

 

Hvis nogen trådte ind i familien Hansens hus, ville alt virke fuldkommen normalt. Et lyst og smukt hus med intet skidt og støv skjult i krogene. Pænt og rent med en duft af rosmarin fra lysene, der brændte hver dag i den utroligt hvide dagligstue. En liflig duft af alverdens lækre retter bredte sig fra køkkenet hver aften, og på sommeraftener hørte man typisk klassiske melodier strømme ud fra de åbne havedøre.


Men ingen andre end familien vidste, hvad der foregik bag den lukkede dør i huset. Den fremstod nærmest som en skamplet i det ellers så perfekte og pletfrie ydre, som fru Hansen så desperat prøvede at opretholde hvert eneste sekund af hendes liv. Men til hvilken nytte?


Familien var langsomt ved at falme for til sidst at falde helt fra hinanden. Smilet, som fru Hansen hver dag, sendte til sine kollegaer på det proppede og travle kontor, var stivnet helt og så yderst falsk ud. Den middelaldrende kvinde var efterhånden blevet særdeles utiltrækkende på trods af, at hendes ydre engang havde strålet om kap med solen. Hendes udmattede ansigt var hævet efter gråd hver dag og hendes hår var begyndt at ligne en grå høstak. Det var tydeligt for enhver, at hun var ved at bukke under. Men spørgsmålet var: Hvad var hun ved at bukke under for?


Det begyndte som en hver anden fredag, da Liv kom hjem fra en lang skoledag. Eller det vil sige den del af skoledagen, hvor hun rent faktisk ikke pjækkede. Hun var som sædvanlig kommet for sent og gået for tidligt og havde i stedet valgt at hænge ud på den slidte legeplads uden for skolen, hvor hun ofte brugte tid på at klare sin selvdestruktive tanker.


Men i dag var hun kommet tidligere hjem, end hun egentlig plejede. Hun havde ikke tænkt umiddelbart over det, før hun pludselig stod foran den forhadte hoveddør, som hun foretrak at kalde ”Porten til helvede”. Hun tøvede altid foran døren, men valgte til sidst at spurte ind forbi alle værelserne, indtil hun nåede til sit eget værelse.


Da døren var lukket og låst, åndede Liv lettet op og satte sig foran det store vindue ud til den smukke have, som altid så intet mindre end perfekt ud. Liv fnøs og trak de store sorte gardiner for vinduet. Rummet blev indhyllet i mørke med det samme uden at lade den mindste form for lys og glæde slippe i gennem. Liv gik hen og satte en af sin yndlingsalbummer i den gamle radio og lagde sig derefter langsomt ned på det kolde gulv med det sorte hår bredt ud over det hele.


Fru Hansen var blevet helt forarget og frastødt, da Liv en dag var kommet hjem med det sorte hår, som var kommet til med lidt billig farve fra det nærmeste supermarked. ”Hvad vil folk ikke tænke om os?” var et ofte brugt citat fra fru Hansen, når hendes datter gjorde noget absolut uacceptabelt, hvilket i følge hende skete hver time.


Musikken satte stille og roligt ind og lullede langsomt Liv helt ind i hendes egen verden. Hun lukkede øjnene for alt andet og lod kun sit hoved fyldes med de blide toner fra sangen. Hun ville bare lukke øjnene et lille øjeblik og lade alt andet glide væk…

 

Liv åbnede øjnene med et sæt, da hun hørte en dør blive åbnet og derefter lukket med et ordentligt brag. Hun skyndte sig hen for at slukke for musikken og overvejede, om hun skulle gå ud og tjekke efter. Hun tøvede for en stund, men gik så ud i gangen og satte sig på hug på det øverste trappetrin, hvor der var et udmærket udsyn til den nederste etage gennem tremmegelænderet.


Hun sad der og ventede i et godt stykke tid, indtil døren ud til badeværelset pludselig blev åbnet med et ryk. Det gav et sæt i Liv, så hun fik overbalance, men hun fik hurtigt stabiliseret sig selv ved at gribe fat i det tynde gelænder. Men det var for sent. Hun var blevet opdaget.


Personen fra badeværelset løftede hovedet med et ryk på grund af rabalderet. Liv holdt vejret, da hun mødte hans blik. Det måtte være måneder siden sidst, hun havde set sin far, og man kunne ikke sige, at han havde holdt sig godt. Hans krop var indsunket og så flere år ældre ud, og hans hud så helt usund ud. Hans hår var næsten blevet helt gråt med undtagelse af nogle enkelte sorte hår rundt omkring. Eller det vil sige det, der var tilbage af hans hår. Hans grønne øjne var også helt indsunkne, men intet af alt det var det værste. Nej, det værste var det omtågede og uigenkendelige blik, han sendte hende.


Liv var lige ved at slå en hånd for munden for at skjule et hulk, men stoppede sig selv halvvejs i bevægelsen. Hun havde lovet sig selv aldrig at vise svaghed og især ikke foran hendes forældre. Hun måtte bare bide det i sig som altid og gå stille og roligt tilbage til sit værelse. Men lige da hun skulle til at rejse sig, men stoppede, da hun så sin fars blik ændre sig. Men det var ikke et genkendeligt eller kærligt blik, som hun inderst inde håbede på. Nej, det var et vredt og koldt blik.


”Hvad glor du på pigebarn?” spurgte han foragteligt, men dog også med en lidt snøvlet stemme. Han var sikkert fuld. Liv mærkede en kold hånd gribe fat om hendes hjerte, da hendes indre begyndte at ryste af kulden fra blikket. Hun kunne slet ikke genkende sin far længere. Det var som om en hver lille rest af ham var helt væk og nok aldrig ville komme tilbage igen. Hun prøvede at forhindre sin læbe i at bævre, men hun kunne intet stille op. Men gråden ville hun aldrig give slip på.


”Jeg spurgte dig om noget!” Nu var hans stemme direkte aggressiv og indbød kun til problemer. Hendes far havde aldrig brugt den tone over for hende før, og hun vidste ikke engang, at han kunne være sådan. For første gang i sit liv, var hun rent faktisk bange for sin far. Hun ville bare have sin gode, gamle far tilbage. Ham, som altid lavede en lækker brunch til dem hver søndag. Ham, som havde læst alle hendes yndlingseventyr for hende ved sengetid, da hun var lille. Ham, som altid havde lovet at være der for hende, hvis hun fik problemer, manglede hjælp til noget, eller hvis hun i det hele taget bare havde brug for ham.


Alt det var blevet revet fra hende, da han en dag kom hjem en sen tirsdag aften. Hun havde kun været 11 år og var listet ud for at se, hvem det var. Hendes far var kommet ind ad døren med blod i ansigtet og en ånde, der stank kraftigt af alkohol. Hendes mor var kommet ud i gangen og prøvede at finde ud af, hvad der helt præcist var sket, mens hendes far stod bare helt stille og stirrede helt tomt frem for sig. Da hun havde prøvet at kramme ham, havde han bare trukket sig ud af hendes greb og gået forbi hende og ind på det nu forhadte værelse uden så meget som at sige et ord.


Hun havde senere hen fået at vide, at hendes far var blevet fyret nogle aftener før og havde rodet sig ud i nogle dårlige ting. Hun havde ikke fået at vide hvad, men hendes mors håbløshed og lange arbejdsdage havde helt sikkert noget med pengemangel at gøre. Hun havde aldrig forstået, hvorfor hendes mor ikke bare var skredet eller havde smidt ham ud af huset. Men det var tydeligt, at hun stadig elskede hr. Hansen alt for højt. Det var de blå mærker et tydeligt bevis på. Siden da havde hendes far kun været ude af kontoret for at tømme sin blære og for at hente nye ”forsyninger”.


Liv kastede et trist blik hen på de mange tomme flasker, der lå henne ved hoveddøren. Hun havde tit tænkt: ”Hvorfor lige min far?” Det var så uretfærdigt, at hun skulle miste sin far til de forbandede flasker fyldt med alverdens gift. Det var i det hele taget ikke retfærdigt, at der også var andre familier, der skulle i gennem det samme.


Liv blev med et revet væk fra sine tanker, da hun hørte en dør smække. Hun kiggede hurtigt op, men hendes far var væk. Forsvundet ind på sit kontor igen. Hun hørte døren blive låst og derefter lyden af en kapsel, der blev fjernet. Da hendes øjne var ved at blive oversvømmet, bed hun tænderne sammen og gik langsomt ned af trappen. For hvert skridt blev hendes hjerte tungere og tungere og lyset i hendes øjne begyndte at falme.


Da hun til sidst nåede ned foran døren, brød hun sammen. Tårerne væltede ud af øjnene, og hun kunne intet gøre for at holde dem tilbage. Hun knyttede sin næve og bankede hårdt på døren. Da der ikke kom noget svar, begyndte hun at hulke og banke hårdt med begge hænder på døren. Sådan blev hun ved i lang tid, indtil hendes hænder var helt ømme efter de mange slag på den ramponerede dør. Udmattet og med en følelse af fortabelse sank hun ned på gulvet og lukkede øjnene, mens nogle enkelte tårer med rester af mascara stadig gled ned ad de røde og hævede kinder.


Pludselig hørte hun en svag lyd og stoppede sin hulken for at høre, hvad det var. Det var lyden af smadrede glas efterfulgt af en dyb, mandlig hulken, som til sidst forvandlede sig til et smertefuldt skrig, som skar sig lige ind i hjertet på Liv. Hun kunne mærke sit hjerte briste i netop det øjeblik. Hun trak vejret i korte, hurtige stød, da hun rejste sig op med rystende hænder. Spejlet over for hende viste et forfærdeligt syn. Et syn hun var blevet mødt så mange andre dage i hendes liv. En træt og trist pige med tårer drivende ned ad kinderne, der ikke havde nogen som helst ide om, hvad hun skulle stille op.


Hun vendte hurtigt blikket væk fra det grusomme blik, der mødte hende i spejlet. Hun ville ikke være den pige mere, men havde hun overhovedet noget valg. En lille stemme inde i hendes hoved sagde: ”Ja.” Men inderst inde vidste hun, at hun aldrig ville kunne få sig selv til at forlade sin familie, uanset hvor meget sorg de bragte hende. Kendsgerningen fik hende til at skælve og hobe flere tårer op i øjnene, men hun ville ikke give slip på dem. Ikke længere.


Stille gik hun hen og lagde en hånd på døren. Hun vidste, hvad hun blev nødt til at gøre, selv om det ville blive utrolig hårdt og smertefuldt for hende. Hun lukkede langsomt øjnene og hviskede: ”Aldrig mere.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...