Vareulvens Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 14 apr. 2014
  • Status: Igang
(Dette er 2'eren, så hvis I ikke har læst Vampyrblod, så ville jeg stærkt andbefale at I læste den først.) Allison skal nu ikke mindst prøve at finde ud af hvordan hendes nye krop virker, men hun skal også stå ansigt til ansigt med nye udfordringer. Nogle af dem går langt tilbage, andre er blandt hendes egen familie. Mange års lange stridigheder bliver pludselig hende og Damons ansvar, men kan man virkelig forvente at de næste generationer redder tingene ud? Og er det overhovedet muligt?

3Likes
9Kommentarer
432Visninger
AA

2. Træningen

Jeg trak vejret langsomt. Mine øjne var lukkede, så jeg var afhængig af mine sanser. Jeg hørte tydeligt at han kom. Med en hurtig bevægelse rakte jeg ud efter ham. Mine fingre lukkede sig omkring hans hals, med et ryk pressede jeg ham op ad et nærliggende træ.

”Jeg fik dig næsten denne gang.” sagde han. Jeg smilede og gav slip på hans strube. Mason kastede sig over mig, vi rullede et par meter før jeg landede ovenpå ham. Mason smilede da jeg kyssede ham.

”Ej venner, kan vi gøre det her et andet sted?” spurgte Andrew irriteret da han så os. Jeg så på ham, han havde et par grå joggingbukser på.

”Jeg troede vi var her for at træne.” bag Andrew kom Pete og Damon langsomt luskende. De var begge i ulveform. Damon var næsten helt rød i pelsen, og Pete var gråhvid. Jeg smilede og rejste mig hurtigt. Jeg var stadig ikke vandt til min ny styrke. Selvom jeg stadig ikke kunne forstå hvordan det var gået til, så havde jeg overlevet forvandlingen, mine indre organer var forstenede, men jeg var i live. Det eneste der indikerede at jeg havde været tæt på forstenelse, var at mine fingre havde en sjov grå farve, ikke noget der gjorde folk mistænksomme, men nok til at jeg syntes det så underligt ud. Det var blandt andet en af grundende til at vi var flyttet. Vi kunne ikke blive boende nu når jeg havde ændret mig så meget, for hvad Mason ikke lige havde fortalt, var at nå man blev vampyr, så trådte de mest karakteristiske træk frem. Mit hår var kæmpestort og postkasserødt nu. Min hud var underlig bleg, og mine øjne skinnede grønt, folk kunne ikke lade være med at ligge mærke til de ting nu. 

”Det gør vi også.” Mason kastede sig igennem luften. Jeg hørte ham komme, og drejede rundt. Jeg flyttede mig hurtigt. Mason havde været hurtig, men jeg var hurtigere, og det irriterede ham.

”Jeg kan lide det der forsøg, men du er stadig ikke god nok.” sagde jeg, noget Mason havde sagt til mig, for langt tid siden. Mason kunne huske det.

”Kom ikke for godt i gang, jeg ville kunne tage dig lige nu hvis det skulle være.” jeg grinede. Var det er udfordring?

”Kom bare.” sagde jeg. Damon skulle til at bryde ind, men Pete stoppede ham. Pete var blevet en slags alfa for den lille gruppe, men hans ordre var ikke bindende. Andrew havde forklaret mig, at kun en Gregors kunne blive flokkens alfa. Og en alfa ordre var bindende, den kunne ikke brydes. Pete var ikke alfa, men både Damon og Andrew lyttede til ham.

”Okay, jeg skal nok tage det roligt med dig.” sagde han og sprang frem, jeg afværgede hvert angreb Mason kom med. Jeg vidste at det her gik hurtigt, men for mig var det som om hvert slag kom i slowmotion. Mason prøvede at gribe fat om mine ben, men jeg hoppede elegant op i luften. Mason rejste sig og greb fat om min fod.

”Ikke så kæk nu?” spurgte han, men hans greb var løst, og jeg kom hurtigt fri. Nu var det min tur til at angribe. Jeg slog ud efter hans brystkasse, men Mason afværgede mig. Han vendte mine angreb og pludselig var han den der angreb. Han placerede et præcist angreb efter min skulder, men jeg undveg. Jeg befandt mig nu i et område som Mason ikke havde beskyttet. Og Mason vidste det. Han prøvede at blokkerer mig, men jeg greb bare fat om hans håndled og tvang hans arme ud til siden.

"Tak fordi du tog det roligt med mig.” sagde jeg stakåndet. Mason smilede og viklede sig ud af mit greb, han løb frem imod mig, men jeg hoppede højt op i luften. Før Mason kunne nå at gøre noget ved det, havde jeg placeret et præcist spark lige i brystkassen på ham. Jeg slog en saltomortale i luften før jeg landede på jorden igen. Mason røg et godt stykke hen ad jorden.

”Hvad var det?” spurgte han og så på mig med et forurettet blik. Jeg så på mine hænder. Ja, hvad var det? Jeg slog det irriteret hen.

”Hey, hvor har du lært det?” spurgte Mason og var på benene igen. Selv jeg vidste godt at det ikke var et normalt træk.

”Det er ikke noget Mason, skulle vi ikke træne?” sagde jeg henvendt til Andrew. Han vågnede op og så smilende på mig.

”Giv mig et sekund.” Andrew forsvandt et enkelt sekund, kun for at komme tilbage i ulveskikkelse. Når han var i ulveskikkelse, så var han næsten højere en mig over ryggen. Damon var også vokset en del, ikke bare som ulv, men også som person, han var pænt veltrænet nu.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...