Vareulvens Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 14 apr. 2014
  • Status: Igang
(Dette er 2'eren, så hvis I ikke har læst Vampyrblod, så ville jeg stærkt andbefale at I læste den først.) Allison skal nu ikke mindst prøve at finde ud af hvordan hendes nye krop virker, men hun skal også stå ansigt til ansigt med nye udfordringer. Nogle af dem går langt tilbage, andre er blandt hendes egen familie. Mange års lange stridigheder bliver pludselig hende og Damons ansvar, men kan man virkelig forvente at de næste generationer redder tingene ud? Og er det overhovedet muligt?

3Likes
9Kommentarer
428Visninger
AA

4. Jagten

Vi kom hjem sent den dag. Vi havde trænet hele dagen. Pete ville have os til at træne hårdere, han mente at vi var sårbare når vi var så stor en gruppe. Andre vareulve eller vampyrer kunne godt misforstå vores nye alliance, men jeg havde hele tiden troet at det var det her der var meningen. Vareulve og vampyrer endelig arbejdende sammen.

”Skal du med ud og jage?” spurgte Mason da vi endelig kom op på mit værelse. Det var underligt at bo sammen med min gamle historie lære, men vi havde dannet en alliance, og så var det bedst hvis vi var samlet, sagde han.

Jeg kunne høre de andre nede i køkkenet. Andrew lavede et eller andet i en gryde. Lugten af oregano og smør blandede sig i luften.

”Jep.” sagde jeg, jeg var ikke så vild med når de andre lavede mad, det mindede mig om hvad jeg var nødt til at gøre for at overleve. Mason åbnede vinduet. Jeg smilede og hoppede elegant ud af vinduet. Mørket havde efterhånden sænket sig over byen. Jeg lod mine sanser finde sin vej ind i den mørke skov. Jeg hørte et hjerte slå derinde.

”Kommer du?” spurgte Mason og forsvandt ind i skoven. Jeg fulgte efter ham. Skoven var så stille at jeg kunne høre hvert eneste lille dyr trække vejret. Jeg hørte Mason, han havde fundet en hjort. Jeg kunne høre en hel flok i nærheden. Med et ryk fulgte jeg dem, jeg så den lille flok. Hurtigt talte jeg dem, der var tolv. Jeg gik efter den ældste hjort, den sakkede hurtigt bagud. Med et enkelt ryk brækkede jeg nakken på den. Hjorten holdt op med at sprælle, det gjorde det også lettere for mig at drikke blodet. Hjorten var tom alt for hurtig.

”Du skal have en mere.” sagde Mason, han så ned på mig fra en bakketop. Han så meget højtidelig ud som han stod der med den nedadgående sol i ryggen.

”Nej, du har også kun drukket en.” Mason løb ned til mig.

”Ja, men jeg drak to gange i sidste uge, du gjorde det kun en gang.” sagde han og lagde sin hånd på min skulder. Jeg rystede den af. Jeg brød mig ikke om det jagten gjorde ved mig.

”Argh.” udbrød jeg pludselig. Jeg tog mig til halsen, et eller andet havde bidt mig. Mason faldt på knæ. Han så bekymret på mig.

”Hey, hvad sker der? Er du okay? Lad mig lige se.” udbrød han og fjernede min hånd, jeg forventede at se min hånd fyldt med blod, men der var ingenting.

”Et eller andet bed mig?” sagde jeg stakåndet og så mig omkring, jeg kunne hverken hører eller se noget.

”Lad os komme hjem.” sagde Mason og løftede mig op. Vi løb tilbage til huset, vinduet havde vi efterladt åbent, så det var ikke noget problem at springe ind, selvom vinduet var over to meter oppe i luften.

”Hvad skete der ude i skoven?” forlangte Mason at vide.

”Jeg ved det ikke, det var som om der var nogen der bed mig.” hviskede jeg og så mig selv i spejlet. Jeg havde ingen mærker. Men det havde føltes som om nogen tog en stor bid af min hals.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...