Vareulvens Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 14 apr. 2014
  • Status: Igang
(Dette er 2'eren, så hvis I ikke har læst Vampyrblod, så ville jeg stærkt andbefale at I læste den først.) Allison skal nu ikke mindst prøve at finde ud af hvordan hendes nye krop virker, men hun skal også stå ansigt til ansigt med nye udfordringer. Nogle af dem går langt tilbage, andre er blandt hendes egen familie. Mange års lange stridigheder bliver pludselig hende og Damons ansvar, men kan man virkelig forvente at de næste generationer redder tingene ud? Og er det overhovedet muligt?

3Likes
9Kommentarer
435Visninger
AA

5. Døden

Jeg vågnede op med et bankende hjerte. Mason vågnede også. Han var med det samme oppe at side.

”Hvad er der?” jeg så på ham. Det var bare et mareridt! Bare et mareridt! Men et eller andet fortalte mig, at det ikke var et mareridt.

”Bare et mareridt.” sukkede jeg og lagde mit hoved i mine hænder. Mason lagde sin arm omkring mig.

”Hey, fortæl mig om det. Det hjælper syntes jeg.” sagde han og løftede min hage op. Jeg kyssede ham blidt. Hans læber dirrede let.

”Altså, det var underligt, det var som om jeg var der, men de kunne ikke se mig.” sagde jeg og tænkte tilbage.

”Vi var i Annas stue. Anna havde lige åbnet døren, og en eller anden mand stod udenfor. Han kastede hende ind i gangen. Hun overlevede, men så begyndte hun at snakke med manden. Det var som om hun kendte ham, men pludselig ændrede hans ansigt sig, som om han skulle til at forvandle sig til en vareulv, men det var kun hans ansigt der ændrede sig.” sagde jeg og så på Mason, han smilede. Ja det lød sindssygt, jeg kunne godt selv høre det nu.

”Når, men han bed halsen over på hende.” afsluttede jeg. Mason så pludselig på mig med alvorlige øjne.

”Hey, hvis du vil snakke med hende og høre om hun er okay, så ring. Det er også længe siden du har snakket med hende.” sagde han smilende og fulgte mig nedenunder. De andre så op da vi kom. Pete og Andrew var de eneste der var oppe.

”Jeg ringer lige.” sagde jeg og gik ind i stuen. Jeg fandt min telefon frem og tastede Annas nummer. Jeg holdt telefonen op til øret, jeg håbede virkelig på at mine bange anelser kun skyldtes at jeg havde været væk fra hende.

”Hej det er Anna…” jeg hulkede næsten af glæde.

”Anna jeg…”

”… Jeg kan desværre ikke komme til telefonen lige nu, men lig en besked. Bip” jeg tabte telefonen på gulve, pludselig kunne jeg høre Mason hviske lavmeldt.

”Er det muligt kun at forvandle en del af kroppen?” Pete svarede ham i samme lavmeldte tonefald, han lød bare lidt mere bekymret.

”Altså, som vareulv, lærer men helt nye ting jo ældre man bliver. Vi bliver ikke svagere med alderen, kun stærkere. Så jeg vil ikke afvise at det kunne lade sig gøre, men man skulle være mindst… 150 eller sådan noget for at kunne gøre det.” Andrew blandede sig uroligt.

”Hvorfor spørger du?” Mason sukkede.

”Allison havde en drøm hvor hun så Anna blive slået ihjel af en… vareulv, eller hans ansigt var i hvert fald i forvandling, hun sagde at hendes hals blev bidt over, og samme aften da vi var ude og jage, sagde hun at hun havde det som om nogen bed hende i halsen.” jeg sukkede og gik irriteret ud i køkkenet.

”Tak fordi I gad invitere mig til samtalen.” sagde jeg og så vredt på Mason, han krympede sig under mit blik.

”Anna tager ikke telefonen, jeg tager over og ser hvad hun laver.” sagde jeg, selvom jeg næsten godt vidste hvad jeg ville finde. Men jeg var nødt til at søge svaret selv.

”Det er rigtig dårlig ide!” afbrød Mason. Pete så op.

”Jeg gør det, jeg skal alligevel hente et par ting, så kan jeg lige tjekke op på hende når jeg alligevel er der.” jeg så taknemmeligt på ham.

”Hvis du støder på noget usædvanligt, så ringer du!” sagde jeg, selvom Pete havde været min lærer, så ville jeg på ingen måde diskutere ting som det her med ham.

”Selvfølgelig, jeg kører nu.” sagde han og greb sine bilnøgler og løb ud af døren. Jeg hørte hans bil kører væk, gruset knagede under bilens vægt.

”Det skal nok blive okay.” sagde Mason.

”Skal det? For du lød ikke så sikker for fem sekunder siden.” sagde jeg og prikkede ham brystet. Han trådte et skridt tilbage af overraskelse.

”Hey Allison, jeg mente det jo ikke på den måde.” sagde han gennemtrængende. Jeg kogte indeni, jeg vidste ikke, om det var fordi folk omkring mig hele mit liv, havde holdt ting hemmeligt for mig, men jeg kunne ikke lide når folk løj. Især ikke folk der stod mig tæt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...