Mod | Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Færdig
Det kræver mod at opsøge døden. | Baseret på et uddrag, der kan findes på side 56, linje 17 i bogen "Divergent", og indeholder ingen betydelige spoilers.

34Likes
23Kommentarer
1405Visninger

1. Mod

Beskyt dem, der ikke kan beskytte sig selv. Det er, hvad jeg er blevet opdraget til at leve efter – det er, hvad min far gang på gang har sagt til mig, så det efterhånden er lige så hverdagsagtigt som det sorte tøj, jeg går rundt i. Det samme gælder min tvillingesøster, Rita, men hun tænker ikke på det som en byrde, en belastende forventning. For hun er modig modsat mig – hun er klar over, hvad hun kommer til at vælge, når hendes navn bliver kaldt om få minutter.

  Jeg har aldrig været mere i tvivl.

  Rundt omkring i salen hvisker folk til hinanden. Man skulle ikke tro, at så lavmælte stemmer ville kunne danne et højlydt kor som det, der lige nu summer i mine ører, men så igen: måske er det bare mig, der er så nervøs, at jeg begynder at fokusere på alt det, der er i baggrunden, for at komme på andre tanker. Alle andre har lige så mange nerver på, det er jeg sikker på, men jeg tror mere, de er spændte end nervøse.

  ”Så er det nu.” Jeg drejer mit hoved til venstre, hvor Tommy sidder. Hans grønne øjne lyser af begejstring, og i et øjeblik virker han yngre, end han egentlig er. Jeg har aldrig bemærket de små fregner, der ligger spredt ud over hans næse som stjerner.

  Jeg mødte Tommy, da jeg skulle have min første tatovering. Han havde allerede 12 dengang, hvilket var noget, der slog mig omkuld, da han fortalte mig det. Jeg har senere fundet ud af, at hver af dem ikke er andet end små ikoner, der tilsammen danner ét stort mønster. Det ville heller ikke have klædt ham med nogle iøjnefaldende – hans ansigt er langt fra barskt, og jeg forbinder som regel tatoveringer med barskhed.

  Jeg har tre tatoveringer nu: en flamme på skulderen, en fugl bag på halsen og et anker på håndleddet. Ankeret var det første, jeg fik. Det gjorde ikke særlig ondt, men jeg lod, som om det gjorde, bare så Tommy kunne trøste mig. Da jeg besluttede mig for at få tatoveret et anker dengang, tænkte jeg ikke rigtig nærmere over hvorfor – jeg ville bare gerne have en tatovering, nu hvor Rita havde fået sin. Men når jeg kigger ned på mit håndled nu, tænker jeg altid på, hvad min tatovering symboliserer: den symboliserer noget, der kan holde en nede, en comfort zone. Og af en eller anden grund kommer jeg altid til at forbinde det med Tommy.

  ”Er du spændt?” fortsætter han begejstret, trods den dæmpede stemme lægger en lille smule skjul på det. ”Jeg kan ikke fatte, at det endelig er i dag. I dag bliver vi for alvor skytsengle!”

  Det har altid været en selvfølge, at jeg vil blive en del af Skytsenglene. Jeg har heller aldrig opført mig som andet – jeg griner lige så højlydt som alle andre og er ikke bange for at vise, hvad jeg duer til. Jeg kan godt lide anerkendelsen. Stolt kan man godt kalde mig. Men om jeg er direkte selvisk, det ved jeg ikke.

  Det siger min egnethedsprøve, jeg er.

  ”I dag starter vores liv for alvor,” supplerer Rita og stikker hovedet lidt frem, så jeg kan se hende for Tommy. Hun tager hans hånd, og det gibber i mig.

  Da jeg mødte Tommy, var jeg glad. Jeg var så glad, fordi jeg i tatovørsalonen havde taget mig selv i at tænke: Er det mon ham? Kan han være den, jeg kommer til at tilbringe resten af mig liv med? Jeg havde ikke sagt mere end 30 ord til ham, og alligevel syntes noget at klikke. Der var den her forbindelse – sådan havde jeg det i hvert fald. Og jeg ville have ham for mig selv, jeg ville så gerne have ham for mig selv. Men at gemme ham for min søster var ikke helt let, når vi trods alt alle var fra samme faktion. Skytsenglene. Og med Ritas mod og styrke og høje humor var det næsten umuligt ikke at komme til at elske hende højere.

  Jeg prøvede at lade være med at virke skuffet, da hun fortalte mig, de havde fundet sammen. Jeg prøvede virkelig.

  Efter 365 dage burde det være lettere at acceptere deres kærlige blikke og den drømmende snak om en perfekt fremtid blandt Skytsenglene med to børn, en dreng og en pige, der vil føre det pletfri stamtræ videre, men det er det ikke. Jeg får stadig en klump i halsen af at kigge på dem, og hvad jeg har mistet. Men det, der gør mest ondt, er det store ”hvad nu hvis”, der altid ser ud til at køre rundt i mit hoved. Jeg bliver ved med at spørge mig selv, hvad jeg kunne have gjort. Alt kunne være så anderledes lige nu.

  Én efter én bliver vi kaldt op. Jeg er den sidste, men det har jeg ikke noget imod. At se dem lade deres blod dryppe ned i skålen uden den mindste tøven gør mig lidt mere sikker i min sag. De er så målrettede, så viljestærke – de ved, de blev født til at blive skytsengle og til at gøre deres forældre stolte.

  Jeg, ja, jeg er bange for, denne verden aldrig har været en del af mit drømmescenarie.

  Da jeg hører mit navn blive kaldt efter fem lange sekunder, rejser jeg mig hurtigt, og mine bevægelser er stive og usikre. Jeg håber, jeg er den eneste, der lægger mærke til det.

  Folk stirrer efter mig, idet jeg begynder at bevæge mig ned mod de fem skåle, jeg skal vælge imellem. Jeg kan mærke deres stikkende blikke i nakken, jeg kan mærke nysgerrigheden. De fleste forventer vel nok, at jeg vælger min egen faktion – det er det, der oftest forekommer. Men lige nu har jeg noget andet i tankerne.

  En smerte breder sig i min hånd, da jeg lader kniven løbe igennem. Der går dog ikke lang tid, før jeg har vænnet mig til smerten, og langsomt lader jeg mit blik glide mellem de skålene, der vil afgøre resten af mit liv. Det er skræmmende, hvor meget magt fem så ubetydelige objekter har. Når først jeg har truffet et valg, ved jeg, der ingen vej er tilbage.

  Jeg er så sikker på, hvor den enkelte dråbe skal ende, da jeg ser den pible frem, jo mere jeg presser. Puritanerne. Det er der, jeg hører til – trods jeg holder af at være anerkendt og blandt en masse, jeg elsker, vil jeg hellere slå blikket ned end kigge på Rita og Tommy hver dag. Jeg vil hellere være en skuffelse for faktionen end leve resten af mit liv i ulykke – om det så bare er en simpel teenagefase, vil jeg ikke løbe risikoen.

  Alligevel ender jeg med at stirre ned i en skål, der langt fra tilhører Puritanerne. Og da jeg hører en masse huje og klappe ivrigt, ved jeg, hvad jeg har gjort. Skytsenglene. Jeg er fanget hos dem for evigt. Nogle gange er man så sikker på noget, indtil det virkelig gælder, og alt pludselig falder fra hinanden. Og idet jeg indser, at jeg gjorde det her for ikke at såre min far, der allerede har mistet nok, går det op for mig, jeg har begået en fejltagelse, der vil hjemsøge mig resten af mit liv.

  Min mor begik selvmord, kort efter jeg fyldte otte. Ingen af os fandt nogensinde ud af hvorfor, for dagene forinden havde hun opført sig som altid. Hun havde altid været så … eftertragtet. Hun var beundret og nok en af de modigste skytsengle, jeg nogensinde har mødt. Det er formentlig derfor, de ved hendes mindeceremoni så fint sagde, at hendes handling var brav. ”Det kræver mod at opsøge døden.” Jeg husker tydeligt, hvor meget folk hyldede hende, og hvad hun havde gjort. Men jeg var i sorg og smerte, og jeg forstod ikke, hvordan nogen kunne se det at forlade sin mand og sine to små piger som en brav handling.

  Alle er oplivede, da ceremonien er ovre. Sammen løber vi mod togstationen, ligesom jeg plejede at gøre med Rita, da vi var yngre. Frygtløse. Modige. Det er det, vi er. Vi lever livet, imens vi kan, og kigger ikke tilbage. For os er det om at leve i nuet uden at bekymre os om, hvad der kan ske ved de valg, vi træffer. Og på det punkt er jeg igen lidt på det forkerte spor, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg netop har gjort ved min fremtid.

  Jeg kan se toget. Det har sat farten ned, så det er lettere at springe på, men kører alligevel hurtigt nok til, at de langsomme og utrænede ikke vil nå at komme med. Selv kan jeg med lethed springe på – mens Rita er god til at sigte ligesom far, har jeg arvet mors kraftige ben, der kan løbe fra enhver.

  En dreng bliver ladt tilbage. Jeg kan se hans skikkelse blive mindre og mindre for til sidst at blive ét med resten af billedet foran mig. Jeg ved, hvad det betyder. Han er nu faktionsløs og en skam for familien. Bare tanken om, hvad min far ville sige, hvis jeg endte som ham, får mig til at skære tænder.

  Rundt omkring mig ser jeg en masse ukendte som kendte ansigter. Tommy og Rita sidder tæt op ad hinanden med sammenflettede hænder, så man ved, det er bedst ikke at forstyrre. Udover dem er der en stivert, nogle sanddru, tre intelligentsia, og resten ser ud til at være skytsengle som mig. Det overrasker mig, at stiverten nåede med på toget – de bliver ikke rigtig trænet fysisk, så vidt jeg har hørt. Men det var måske også derfor, hun skiftede; fordi hun ikke følte, hun hørte til. Det burde jeg også have gjort. Så kunne jeg stolt have ladt folk kalde mig stivert, ligesom de fleste inklusiv mig omtaler hende.

  Toget sænker farten endnu en gang, og jeg ved, at det er på tide at stige af. Foran mig ser jeg en bygning, hvis tag vi skal kaste os ud på. Sådan noget har jeg aldrig frygtet – det er det eneste, jeg er den mindste smule selvsikker omkring. At springe og løbe. Benene er det eneste, der ikke kan svigte mig.

  Jeg ser folk springe, nogle bange, andre som om det er barnemad. Da stykket kommer til Tommy og Ritas tur, tager de hinanden i hænderne for derefter at tage tilløb og lande solidt på taget. Fra døråbningen ser jeg deres grinende ansigter og mærker et stik i hjertet.

  Jeg er ikke bange, da jeg selv sætter af. Jeg mærker mig selv flyve igennem luften, men modsat de mange andre gange nærmer jeg mig ikke taget på samme måde. Det er stadig uden for rækkevidde, og i det øjeblik jeg regner ud, at jeg nok ikke kommer til at lande på taget, er det, som om pusten bliver slået ud af mig.

  En del af mig fortæller mig, at jeg gjorde det med vilje. At jeg tog så lidt tilløb og brugte så lidt kræfter i benene, da jeg satte af, fordi jeg gerne ville slippe for det her liv. Resten af mit liv i en endeløs ond cirkel med ham, jeg elsker, lige for næsen af mig. Altid så tæt på, at jeg lige kan strejfe ham med fingerspidserne, men intet mere. Ligesom med taget.

  Nogen råber efter mig. Det må være Rita. Jeg kan høre mit navn blive skreget for fulde lungers kraft, men jeg fortsætter med at falde og falde, og luften får mit nyligt klippede hår til at kaste sig frem og tilbage. Det er dejligt at svæve på den måde, endelig fri.

  Man siger, at hele ens liv passerer revy for øjnene af en, før man dør. At alle gode som dårlige minder udspiller sig, før alt bliver sort. Men i mit tilfælde er det ikke sådan. Man skulle ikke tro, at så mange tanker kan nå at løbe igennem hovedet på så kort tid, men jeg kunne sværge på, at millioner af ord og sætninger slår ned i min underbevidsthed de sidste sekunder, mine øjne endnu kan se den blå himmel. Det er bare ikke tilfældige samtaler fra mit liv. Alle sætninger er ting, han har sagt. Og hans øjne, de smukke øjne, der har samme farve som de lyse striber på en vandmelon.

  Da jeg tænker på et helt liv uden at sige noget om, hvordan jeg virkelig har det, og hvor meget jeg ville ønske, Rita ikke havde taget ham fra mig, er jeg pludselig glad for at styre i afgrunden. Mange træffer valget at dø frem for at ende som faktionsløs, og på samme måde har jeg det med et liv i sorg. Det har jeg ikke lyst til. Det her er et bedre alternativ, en befrielse. Jeg kan ikke lade være med at smile, før jeg lukker øjnene.

  Det kræver mod at opsøge døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...