I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13186Visninger
AA

3. You Look Cute in My T-Shirt

Cassies synsvinkel

 

Klokken nærmede sig fire, hvilket betød at jeg skulle til at gøre mig færdig, så jeg kunne forlade mit hus og gå ned mod stranden. Jeg havde brugt den sidste halve time på at finde det rigtige tøj, der skulle sidde udenover min bikini. Det endte med at blive en lang, hvid nederdel og en top i samme farve, der viste en lille del af min mave.

Jeg lukkede mit skab, og gik hen mod mit skrivebord, hvor jeg greb min mobil, der havde siddet til opladning. Jeg samlede også lige mine høretelefoner op, inden jeg slukkede lyset og hermed forlod mit værelse.

På vej ned ad trapperne hev jeg mobilen frem igen og tjekkede klokken – 3.51 – og tjekkede også min låseskærm for beskeder. Jeg havde fået en fra min mor, en simpel standartbesked, hvor hun spurgte til hvilke planer jeg havde denne fredag aften. Jeg orkede ikke at svare lige nu, hvilket resulterede i at jeg blot låste skærmen igen.

Da jeg endelig nåede enden af vores irriterende, lange trappe, gik jeg direkte hen mod gangen. Jeg trådte ud på det kolde stengulv, og gik hen mod skoreolen, hvor mine elskede klipklapper lå. De var helt perfekte til en strandtur.

Jeg smed dem på gulvet, tog dem på og gik ellers hen mod døren. I farten tog jeg mine solbriller med, der lå sammen med mine nøgler, på en hylde ved siden af hoveddøren. Før jeg havde registreret det, var jeg igen udenfor i det dejlige, og ikke mindst solrige vejr. Det gjorde mig næsten helt lalleglad bare at træde udenfor.

Jeg kæmpede med knuderne på mine høretelefoner i et cirka halvt minut, inden de var klar til brug. Jeg trykkede på det lille musikikon og fandt en god sang. Musikken spillede højt i mine ører og jeg mimede en anelse med, uden at det var helt åbenlyst. Hvis nu en eller anden skulle køre forbi, havde jeg ikke lyst til at ligne en idiot.

Der var ikke mere end fem-syv minutters gang fra mit hus til stranden, så jeg burde lige kunne nå det. Det kvarter jeg boede i, var et helt igennem fantastisk kvarter, hvis du spurgte mig. Der var ikke langt til skole og der var endnu kortere til stranden, hvilket var to gode ting, som jeg, som person havde svært ved at leve uden. Eller I hvert fald stranden.

Musikken blev lavere og lavere hvor den til sidst stoppede helt.  Jeg rynkede øjenbrynene af forvirring, men da jeg kastede et blik ned på skærmen, fik jeg en forklaring. Der var en der ringede til mig. Nash ringede til mig.

”Hallo?”

Forvirret, det var jeg, for hvorfor i al verden skulle han ringe til mig, når jeg ville være nede på stranden om mindre end tre minutter? Jeg var endda begyndt at kunne se den.

”Cassie,” lød det fra Nash. ”Du skulle tilfældigvis ikke være klædt i noget der ligner en hvid kjole, vel?”

Som det fjols jeg er, kiggede jeg ned ad mig selv.  Jeg vidste jo godt hvad jeg havde på, men drengen fik mig til at glemme latterlige ting i løbet af ingen tid.

”En hvid nederdel og en hvid top,” rettede jeg, da jeg havde fundet min attitude frem igen.

Jeg kunne høre et grin i den anden ende, hvilket smittede en anelse. Det gjorde heller ikke noget, for han kunne jo ikke se mig.

”Jeg kan se dig.” Jeg løftede øjenbrynene ved lyden af den sætning.
”Det er bare en anelse creepy, Nash.”

Denne gang måtte jeg give op og lade mit grin få frit spil. Han var min bedste ven, ja, men underlig, det var han i hvert fald også. Det var måske derfor vi var så gode venner i sidste ende.

”Står du nede på stranden? Jeg kan nemlig ikke se dig-”

”-Jeg er bag dig.”

Jeg havde frygtet at han ville være lige bag mig, men da jeg stoppede op og vendte mig om, så jeg Nash komme løbende i bar overkrop, med røde badeshorts på. Han havde sine høretelefoner i ørerne – præcis ligesom mig, og sin mobil i hånden. Han trykkede kort på skærmen og tog den derefter ned igen, så jeg ville gætte på, at han havde lagt på.

Som han kom tættere og tættere på, tog jeg den ene høretelefon ud og kiggede forundrende på ham. Et lille smil kom frem på mine læber, da han stoppede op foran mig.

”Hvad?” sagde han kort, og svagt forpustet, inden han smilede en anelse selv.

”Du er bare… Mærkelig.”

”Jeg ved at du elsker det.”

”You wish,” mumlede jeg og slog ham på skulderen inden jeg begyndte at gå videre. Nash så fornærmet på mig, inden han rystede grinende på hovedet af mig og fulgte med.

Mens Nash fandt pusten igen, kiggede jeg hen mod stranden, hvor jeg forsøgte at spotte de andre. Efterhånden som vi kom derhen, fik jeg endelig øje på dem og vi gik i retningen af der hvor de var.

Matthew var den første der spottede os og da han råbte efter os, rettede de andre også opmærksomheden hen imod os.

”Hey turtelduer,”

”Hold kæft, Carter.”

Jeg grinede kort over Carters kommentar, men mere over Nashs svar, og rystede på hovedet af dem begge. Derefter blev jeg trukket ind i et kram af Shawn, som jeg slet ikke havde set skyggen af hele dagen.

”Hey, Cassie.” grinede han sødt, da han lagde armene rundt om mig.

”Hey,” mumlede jeg. ”Jeg har slet ikke set dig hele dagen,”

Vi trak os fra hinanden og jeg kiggede op på ham.

Fanden tage den der har bestemt min højde.

”Nej, jeg mødte også først klokken tolv,” smilede han, inden han gjorde sig klar til det lille sædvanelige slag jeg ville give ham. Han kendte mig godt nok til at vide, at når jeg synes noget var uretfærdigt, så ville jeg slå ham på skulderen.

Lige som jeg skulle til at sige noget, blev der lagt et par arme omkring mig. Det føltes som om at jeg hoppede en halv meter op i luften, hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde, jeg havde bare virkelig ikke set den komme.

Jeg drejede hovedet og fik øje på Taylor, der stod med et tilfredst smil på læberne.

Jeg blev så overrasket – på en god måde – at jeg bogstaveligtalt hoppede op i armene på ham.

”Well, hej Cassie,”

”Hej! Jeg har ikke set dig i evigheder!” udbrød jeg og krammede ham en smule hårdere end før.

”Det kommer du heller ikke til igen, hvis du krammer mig hårdere,” jamrede han, inden han lagde hænderne på mine hofter og skubbede mig blidt væk.

Jeg grinede endnu en gang og havde på fornemmelsen at det langt fra ville være det sidste grin i dag. Jeg kiggede rundt og så at Aaron samt Jack og Jack også lige var kommet, hvilket betød at vi alle var samlet.

 

 

En af drengene havde taget et par højtalere med, så der blev spillet høj musik og der blev grint. Vi hyggede os allesammen sammen, og jeg kunne godt mærke hvor meget jeg havde savnet det. Jeg havde ikke set nogle af drengene i evigheder, da nogle af dem slet ikke gik på vores skole, og der var egentlig også bare gået alt for lang tid siden vi alle sammen havde været sammen.

Jeg kom tilbage til virkeligheden da jeg blev væltet i vandet. Heldigvis nåede med nød og næppe at holde vejret inden mit hoved kom under vand. Da jeg rejste mig op igen, kiggede jeg i retningen af hvor skubbet kom fra og så ingen andre end Carter, der havde et smørret smil klistret til læberne.

”Det gjorde du bare ikke.”

”Det kan du da se, at jeg gjorde,”

Han var altid så fandens flabet, men sådan en ven skulle man vel også have. Jeg var hurtig til at sende ham et ondt blik, inden jeg begyndte at løbe efter ham. Da hans reaktionsevne ikke var så fantastisk god, fik jeg indhentet ham og skubbede dermed også ham i.

Selvom jeg røg med i faldet, så var det så meget det værd, for alle drengene så det og stod nu og skreg af grin. Carter måbede, inden han kørte den ene hånd igennem hans drivvåde hår.

Jeg begyndte at gå ind mod land, og efterlod Carter alene ude i vandet. De fleste af drengene grinede stadig da jeg kom ind, og jeg begyndte selv at grine til sidst. Det gav mig lidt ekstra selvtillid når jeg kunne få folk til at grine. Jeg elskede følelsen.

Jeg spottede Nash, der sad nede på et håndklæde. Han havde været ude i vandet da jeg stod og snakkede med Jack og Jack. Jeg havde ikke snakket med ham i godt og vel en times tid, og han så ud til at kede sig.

”Keder du dig?” spurgte jeg, da jeg gik hen mod ham. Af ren automatik rykkede han sig en smule, så jeg kunne slå mig ned ved siden af ham.

”Nah..” mumlede han. ”Ikke når du er her,”

Han smilede sødt, men nervøst og brød øjenkontakten efter et stykke tid. Han begyndte derefter at sidde og grave en smule i sandet med hans fingre, som en form for distraktion.

Der var noget der undrede mig. Af og til virkede han så selvsikker, men lige pludselig ændrer han sig og bliver ekstremt usikker. Præcis ligesom nu.

Stilheden hjalp nok ikke på usikkerheden, så jeg kiggede rundt for at se om der var noget vi kunne tale om.

Jeg kiggede lige fra Carter, der var kommet op fra vandet, til Taylor der stod sammen med Shawn og sang med på sangen, der spillede i baggrunden. Men lige pludselig gik det op for mig at vi manglede en.

”Hvor er Matt?”

Nash løftede hovedet ved lyden af min stemme. Hans blå øjne var i et kort sekund rettet imod mig inden han kiggede lidt rundt.

”Dér,”

”Hvor?”

Han rykkede hen til mig, og lagde armen om mig. Forvirringen kom frem indeni mig og jeg undrede mig over hans handling, lige indtil han tog sin arm ind foran os og pegede i en retning.

Jeg forsøgte at følge hans finger og det lykkedes mig til sidst at finde Matthew. Han smilede et smil jeg aldrig nogensinde havde set før. Jeg havde selvfølgelig set ham smile et stort smil før, men ikke på den her måde.

Ved siden af ham stod en smuk pige, med mørkebrunt hår og lige så mørkebrune øjne. Hendes smil lyste nærmest op og det samme gjorde Matts.

”Er det hans kæreste?”

Jeg havde aldrig hørt ham nævne en kæreste, men måske var han en af de typer der holdte sådan nogle ting for sig selv.

”Nope,” kom det fra Nash, der kiggede hen på mig. ”Men han er forelsket i hende.”

”Det kan man tydeligt se,” sagde jeg, med en sænket stemme.

Nash havde stadig sin arm rundt om mig. Jeg tror ikke han havde tænkt over det, men det ville jeg heller ikke have ham til. Han var altid så rolig når han var i nærkontakt med mig.

 

 

”Vil du med hjem til mig?” spurgte Nash, da vi havde sagt farvel til de andre. Klokken var omkring halv elleve og der var ikke lang tid til at solen gik ned.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at tage hjem, og jeg havde heller ikke været hjemme hos Nash i et stykke tid, så det lød som en god idé. Vi havde det altid så hyggeligt når vi sov sammen, eller lavede film aftener. Det var sådan nogle ting Nash og jeg gjorde.

”Cassie?”

Jeg kiggede op og spottede Nash der kiggede afventende på mig.

”Undskyld, men ja, det vil jeg gerne.”

Han grinede hæst over mig, inden han rettede blikket imod vejen igen.

Det begyndte så småt at blive halvkoldt og inden længe gik jeg med kuldegysninger op og ned ad armene. Nash lagde hurtigt mærke til at jeg frøs og han lagde armen om mig, og begyndte at gå hurtigere.

”Lad os gå lidt hurtigere,”

 

Inden længe var vi hjemme hos Nash. Jeg var gået direkte ud på badeværelset for at skifte til en trøje, som jeg lånte af ham. Den sad løst og gik mig ned til knæene, så da jeg kom ud fra badeværelset og gik ind til Nash på hans værelse, sendte han mig et ulæseligt blik og et lumsk smil.

”Du ser sød ud i min t-shirt,” sagde han. Da det gik op for ham hvad han egentlig sagde, var han hurtig til at kigge hen på mig igen. ”Var det underligt sagt?”

”Ja, men du er også underlig, så det går nok.”

Jeg gik hen til hans dobbeltseng, hvor han havde lagt en ekstra dyne, og den var jeg hurtig til at kravle ned under. Jeg lagde mig godt til rette og betragtede nu Nash, der skriftede til sin sædvanelige sovetrøje.

Der gik ikke meget mere end to minutter og så lå han ved siden af mig, under sin egen dyne.

”Har du fået varmen igen?” spurgte han og lagde sig på den måde han altid lå på; på siden.

Jeg nikkede og trak dynen op over mig. Eftersom vi begge nu lå under dynerne, slukkede Nash lyset.

”Godnat,” mumlede han.

Trætheden havde ramt os begge i løbet af ingen tid og lige pludselig skulle jeg kæmpe for at holde mine øjne åbne.

”Godnat, Nash,”

”Sov godt, smukke.”

Jeg smilede svagt, inden jeg til sidst faldt i søvn.

 

--------------------------------------------------------------

 

Så kom kapitel to, og endda inden for en uge!

Som sagt, så skal den lige i gang først, hvilket er derfor at kapitlerne måske ikke er så underholdene men jeg lover, at der kommer spænding og drama. Måske allerede i næste kapitel? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...