I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13189Visninger
AA

14. With or Without Me

Cassies synsvinkel

 

Dagen i dag virkede som en dag, der ikke nødvendigvis ville blive god, men heller ikke nødvendigvis ville blive dårlig. Dagen i dag var en af de dage, som jeg ikke rigtig kunne finde ud af.

Biologitimen skred langsomt fremad. To timer i det samme lokale, hvor man ikke lavede andet end at udfylde kopiark og læse, var det rene tortur. Især når man ikke havde nogen venner i nærheden af en, så man bare kunne sidde og snakke.

Nash var ikke i skole. Jeg havde ingen idé om hvorfor, for han virkede ret frisk i går.

Dog virkede han ikke helt okay, hvilket måske var derfor, at jeg var den eneste ved bordet i klassen i dag.

Et suk forlod mine læber, og jeg bladrede til den næstsidste side, af det kapitel vi var blevet sat til at læse.

Min koncentration lå i bunden af skalaen og mine øjne farede rundt på siden. Jeg havde lyst til at ligge mit hoved ned i bogen og lukke øjnene indtil timen var slut.

Jeg ved virkelig ikke hvad der gik af Nash i går. Han havde været underlig i lang tid, og jeg havde jo slet ikke snakket med ham i to måneder, hvilket var usædvanligt for os begge.

Dog havde han ret i, at alting virker anderledes. Han sagde ordret at, vores venskab fungerer ikke som det plejer og at vi er lige så tætte som fremmede.

Det gjorde helt ondt indeni at give ham ret.

Det føltes som om, at jeg har mistet min bedste ven. Han opfører sig mærkeligt, og flipper ud på mig mere end nogensinde før. Han plejede altid at være den der fik mig til at grine, men han har ikke gjort andet på det sidste, end at såre mig, få mig til at græde og stille spørgsmål ved vores venskab. Ikke fordi at jeg ikke gider at være venner med ham længere, men mere fordi, at jeg ikke ved om vi kan være venner længere.

Jeg opgav at kigge på ordne i teksten og lagde mit hoved ovenpå biologibogen. Mine øjne lukkede jeg i, og hvilede dem. Jeg kunne slet ikke overskue noget som helst overhovedet.

Det blev ikke til meget mere end et par sekunders fred, før jeg kunne mærke min mobil vibrere i lommen. Jeg håbede lidt det var Nash, der ville ytre sig om et eller andet, eller måske sige, at vi burde snakke sammen (for det burde vi), men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var ham.

 

Cameron: hey Cass, hvad siger du til en hyggeaften senere, hjemme hos mig?

 

Jeg smilede svagt, inden jeg lod mine fingre køre lige så stille hen over tasterne.

 

Cassie: det lyder godt. xx

 

Cameron: hvad tid kommer du over til mig så?

Cassie: syv-tiden? xx

 

Cameron: perfekt. ses senere, smukke.

 

Jeg låste mobilen og lagde den ned i min lomme igen, inden jeg ville blive opdaget. Mine øjne fandt vej til uret ovenover døren og en form for glæde skyllede ind over mig.

15:58.

Der var lige præcis to minutter til at jeg ville få fri, så jeg kunne komme ud herfra og hjem, inden jeg skulle hen til Cameron senere i aften.

De to minutter gled hurtigt forbi, og klokken ringede. I en fart fik jeg smækket biologibogen sammen og taget den under armen. Jeg fulgte resten af strømmen og var på vej hen mod døren i en fart.

Jeg smed hurtigt de skoleting jeg ikke skulle bruge ind i mit skab, inden jeg greb min jakke. Idet jeg lukkede skabet og var på vej videre, blev jeg prikket på skulderen. Jeg vendte mig hurtigt omkring og så en lav pige med postkasserødt hår.

Emily.

”Hej!” udbrød jeg, og lagde armene om hende. ”Jeg synes ikke jeg har set dig i evigheder!”

Emily lagde armene om mig og grinede svagt. ”Jeg har heller ikke været her hele ugen.”

Vi gav slip på hinanden og jeg gav hende et lille smil, inden jeg sendte hende et undrende blik.

”Hvorfor det?”

”Hovedpine og sådan.” mumlede hun blot tilbage.

Jeg sendte hende et sympatifyldt ansigtsudtryk, men valgte ikke at lægge mere i det, hvorefter jeg begyndte at gå. ”Skal vi følges?”

Emily nikkede og luntede op til mig. ”Vi kan nok ikke følges ret langt, men lidt af vejen er jo den samme,” grinede hun og trak på skuldrene.

Vi gik stille og roligt ned langs gangen og nåede udgangen efter et par minutter. Den kølige brise ramte mit ansigt og jeg nød den mere end jeg plejer. Hvis det ikke er koldt udenfor, er der ikke noget bedre end at få en kølig brise i hovedet efter en otte timers lang skoledag.

 

Der blev ikke udvekslet ret mange ord mellem Emily og jeg til at starte med. Vi gik de første par hundrede meter i stilhed, men efterhånden som tiden gik kom vi tilbage til det sædvanlige. Og i det her tilfælde er det sædvanlige: at snakke, grine til at vi begge næsten ikke kan trække vejret.

”Det gjorde du bare ikke!” grinede jeg højlydt. ”Er du seriøs?”

Emily grinede mindst lige så meget som mig, hvis ikke mere, og rystede på hoved af sig selv.

”Det gjorde jeg. Jeg var forfærdelig pinlig da jeg var mindre.”

Vi gik og fortalte hinanden historier fra da vi var mindre. Jeg havde fortalt hende om den første gang jeg blev voldsomt sur på min mor, og smadrede en af vores tallerkener, mens hun havde fortalt mig om noget pinligt hun gjorde overfor hendes storebror da hun var seks.

”Det må man da sige at du var,” mumlede jeg blot, inden jeg lod et lydløst suk forlade mine læber.

Godt nok havde jeg ikke kendt Emily i lang tid – og slet ikke lige så lang tid som Allison – men Emily var stadig blevet en rigtig god veninde, der altid var der når jeg havde brug for hende.

”Hvordan går det? Nu hvor jeg ikke har været her hele ugen, er jeg så gået i glip af noget? Vi har jo heller ikke snakket meget når jeg har været her.” kom det fra Emily, der egentlig virkede meget interesseret i at høre, hvad der er foregået i mit liv.

Sidst jeg snakkede ordenligt med Emily var før Cameron og jeg havde været på date, så hun havde absolut ingen idé om, hvilken ændring der egentlig var kommet i mit liv.

”Tjaaaa,” mumlede jeg og kunne ikke længere holde mit smil tilbage.

Hvad?”

”Jeg har måske –  måske ikke fået en kæreste.”

Emilys smil voksede sig større og hun kiggede på mig med øjne, der udstrålede at hun virkede glad på mine vegne.

”Okay, jeg snakker ikke med dig i et stykke tid og boom, så har du en kæreste. Hvem er det?”

Jeg smilede stort og skulle til at åbne munden for at give hende et svar, men hun kom mig i forkøbet.

”Er det Nash?” hun smilede og kiggede håbefuldt på mig.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde teknisk set lyst til at grine, for det plejer at være min naturlige reaktion, men på grund af situationen med Nash lige nu, så vidste jeg ikke helt jeg kunne grine eller ej.

Det blev til at jeg bare rystede på hovedet.

”Nej, det er ikke Nash.”

Emilys ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændigt og hun lignede en, der troede hun havde sagt noget forkert.

”Oh, ehm,” stammede hun en anelse nervøst. ”Hvem så?”

”Du kender ham ikke,” smågrinede jeg. ”Han hedder Cameron.”

Emily nikkede stille, mens hun kiggede sig omkring.

”Hygge.” mumlede hun, inden hun kørte sin hånd igennem sit hår.

Hun stoppede op ved en sidevej og jeg gik ud fra at det var her vi skulle skilles.

”Jeg må høre mere om ham Cameron næste gang vi ses,” smilede hun og gik hen mod mig.

Hun lagde armene om mig og jeg tog glædeligt imod krammet.

Jeg nikkede bare som svar på hendes kommentar, og gav slip på hende efter et stykke tid.

Jeg begyndte at bevæge mig hen ad den vej jeg skulle, mens Emily gik ned ad sidevejen.

”Vi ses!” råbte jeg, med et smil, inden jeg vendte mig om og fokuserede på den vej jeg skulle.

 

 

Jeg trak hurtigt en ny sweater over hovedet og vandrede hen til spejlet. Efterhånden havde jeg brugt cirka tyve minutter på at gøre mig klar, så jeg kunne komme hjem til Cameron.

Hvad jeg dog ikke gjorde for at se okay ud for ham.

Da jeg var tilfreds, nikkede jeg en enkelt gang, inden jeg bevægede mig hen til mit sengebord, hvor jeg havde lagt min mobil.

Jeg kiggede kort på klokken – 18:47 –, samlede mobilen op og gik hen mod døren. Jeg lukkede den hurtigt og gik ned ad trappen, hvor jeg mødte min mor, som stod i køkkenet.

”Skulle du hen til Cameron nu?” spurgte hun, med et lille smil på læberne.

”Jep,” mumlede jeg kort som svar, hvorefter jeg gik ud i gangen efter mine sko.

Da jeg havde fået dem på, stod min mor lige pludselig i dørkammen. Hun havde hænderne i lommerne på hendes beigefarvede forklæde.

”Hvad?”

Hun havde stadig et smil på læber og rystede på hovedet ved mine ord.

”Hyg dig nu, ikke? Og skriv lige hvis du bliver og sover derovre.”

Jeg nikkede og sagde hurtigt farvel, inden jeg smuttede ud af døren.

 

Det var blevet koldere siden sidst jeg havde været ude, men mørket var også på vej til at ligge sig.

Jeg havde ikke taget mine høretelefoner med, som jeg normalt ville have gjort, men det tog heller ikke meget mere end fem-syv minutter at gå til Camerons hus.

Jeg drejede ned ad en velkendt vej og jeg var ikke gået meget langt før jeg kunne se Nashs hus. Der var lys i køkkenet, men slukket på hans værelse.

Kort tid efter at jeg havde passeret hans hus, hørte jeg en dør smække. Der gik heller ikke ret lang tid før, at jeg hørte en stemme, der råbte mit navn.

”Cassie!”

Jeg vendte mig automatisk om, og så til min overraskelse et ansigt, som jeg ikke havde set siden i går.

Nash.

Jeg kiggede undrende på ham, som han kom løbende hen mod mig. Der gik ikke lang tid før han stoppede op foran mig.

”Cassie,” sagde han igen, og tog en dyb indånding. ”Vi skal tale sammen.”

”Kan du gøre det hurtigt? Jeg skal videre nemlig…”

Om jeg skulle være venlig eller kold overfor ham vidste jeg ikke. Jeg vidste heller ikke om jeg var sur på ham, så egentlig havde jeg ikke nogen idé, om det her var smart eller ej.

Jeg besluttede mig dog for, ikke at være alt for led overfor ham, men mere neutral.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg forventede fra ham. Det var i hvert fald helt sikkert at han ikke ville sige undskyld, for han virkede slet ikke som om, at han ikke mente hvad han sagde i går.

Efter et lille stykke tid, uden nogle ord fra ham, sukkede jeg højlydt, hvilket fangede hans opmærksomhed.

”Har du tænkt dig at-”

”Undskyld, ved ikke hvor jeg skal starte.”

Jeg begyndte at blive en lille smule irriteret.

”Hvad med at du siger hvad du gerne ville tale med mig om?”

Min tone var ikke just sød, men den var heller ikke flabet. Dog var den lige på kanten.

”Jeg vil gerne tale med dig om… Mine følelser.” mumlede han, og kiggede ned mod sine fødder.

Jeg hævede et øjenbryn. ”Dine følelser? Nash jeg skal-”

Nash tyssede på mig. ”Cassie jeg skal have sagt det her til dig, for holder ikke til det her mere.”

”Holder ikke til hvad mere?” spurgte jeg, med en bestemt tone.

”Jeg kan ikke klare dig og Cameron.” startede han ud.

Jeg skulle til at afbryde ham igen, men han tyssede endnu en gang på mig, hvilket resulterede i at jeg kunne mærke irritationen vokse sig større indeni mig.

”Cassie, jeg ved ikke hvor lang tid jeg har følt sådan her, men-”

”Nash, jeg ved godt at du ikke kan lide at Cameron og jeg er sammen, men du må altså vænne dig til det, for jeg har ikke tænkt mig at droppe ham på grund af dig og dine følelser.”

”Det er jo forhelvede ikke det, som det her handler om!”

Det kom meget bag på mig, at han lige pludselig råbte af mig. Det var noget som jeg ikke havde set komme og det kom så meget bag på mig, at jeg trådte et skridt tilbage.

Dog overraskede jeg også mig selv ved at råbe tilbage. ”Hvad handler det så om? Fortæl mig det!”

”Cassie, jeg elsker dig!”

Mundlam var det helt rigtige ord at bruge, når det kom til at beskrive mig lige nu og her.

Nash har lige sagt at han elsker mig. Selvfølgelig elsker jeg også ham, men jeg er ikke idiot, og jeg ved at det ikke er den samme form for elske.

Han elsker mig.

Allison havde ret. Han kunne godt lide mig.

Men hvad fanden ved jeg.

Uden jeg vidste det, var mine øjne pludselig fugtige og min mund halvt åben. Nash stod og plaprede, men jeg lyttede ikke.

Hvis jeg skulle være ærlig, så vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle gøre.

”Cassie.”

Nashs stemme trak mig ud af hvad end en trance jeg var endt i, og da jeg endelig lagde mit blik på ham, så jeg at han også havde halvvåde øjne.

”Hvad?”

”Det bliver enten med eller uden mig Cassie.”

En tåre trillede ned ad min kind, og jeg kiggede tomt på Nash.

Jeg ville ønske at jeg aldrig nogensinde var endt i den her situation. Det ville selvfølgelig kræve, at jeg ikke var sammen med Cameron.

Cameron eller Nash. Den ene er min bedste ven og den anden er min kæreste.

Når jeg er sammen med Cameron er jeg ikke andet end glad. Han gør mig glad og jeg er altid i et god humør. Jeg elsker at bruge tid med ham.

Men Nash. Det hele har været skævt på det sidste, og ting er ikke som det plejer at være. Alt har ændret sig i mellem os og især nu, hvor han siger at han elsker mig.

”Nash, jeg ved ikke-” Jeg brød sammen midt i min sætning og lagde hænderne hen over mit ansigt.

Der stod jeg til at jeg kunne få vejret igen, og da jeg endelig nåede dertil, havde Nash allerede givet op.

”Fint.” mumlede han, med hovedet ned mod jorden.

Jeg snøftede, mens endnu en tåre forlod mine øjne. Nash kiggede dog op på mig en sidste gang, inden han vendte sig om.

”Farvel Cassie.”

Grædende vendte jeg mig om, og satte i løb. Jeg løb ikke i mere end halvandet minut før jeg nåede Camerons hus.

Jeg trykkede fire gange på dørklokken før Cameron åbnede døren og lige så snart han så mig, trak han mig hurtigt ind i et behageligt, varmt kram.

 

--------------------------------------------------------------

det var så slutningen på I Want You to Want Me!  Jeg er så glad for alle de søde kommentarer jeg har fået undervejs, det har været super fedt.  Jeg havde efterhånden mistet skrivelysten på den her, hvilket nok også er en af grundene til, at jeg vælger at afslutte den nu, men jeg håber at mange af jer vil læse med på det jeg kommer til at skrive i fremtiden.  

TUSIND TAK TIL ALLE DER HAR LÆST MED. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...