I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13184Visninger
AA

5. Trust Issues

Nashs synsvinkel

 

Jeg vidste slet ikke hvad der skete, og mit hjerte bankede alt for hurtigt.

For det første, så var jeg få millimeter fra enten at lave den bedste handling der muligvis kunne få en af mine større drømme til at gå i opfyldelse, eller også så var jeg få millimeter fra at miste min bedste ven. Det var en del af grunden til hvorfor mit hjerte bankede så hårdt og ikke mindst hurtigt, som det nu gjorde.

Udover det, så blev jeg afbrudt i min såkaldte handling, og det gav mig en mindre lyst til at bande lavmælt til mig selv. Selvfølgelig skulle jeg afbrydes i noget, som jeg har været hundrede år om at samle mod til.

Det værste ved det her var dog personen der afbrød os.

Igen, jeg vidste ikke rigtig hvad der skete. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tro mine egne øjne, jeg havde mere lyst til at vågne op fra det her forfærdelige mareridt, som desværre ikke bare var et mareridt.

Cameron stod i døren.

Freaking Cameron Dallas, min tidligere bedste ven, der flyttede væk for flere år siden. Fem år hvis jeg skal være præcis.

Jeg havde absolut ingen idé om hvorfor han pludselig dukkede op.

Jeg flyttede mig en anelse væk fra Cassie, der stirrede fra mig til Cameron, sikkert overvældet af forvirring, da jeg aldrig nogensinde havde nævnt noget om ham, eller så meget som tænkt på at nævne ham. Jeg havde mest af alt lyst til at glemme ham, hvilket også gik meget godt.

Indtil nu.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg.

Min stemme lød mærkelig og min tone var heller ikke så skarp. Den var lidt en blanding af forvirring, vrede og frygt. Forvirring over hvorfor han var her, vrede fordi at jeg rent ud sagt hader knægten og frygt for hvad han har tænkt sig at gøre her.

”Afbrød jeg jer? I så ud som om at I havde gang i noget.” tonen han brugte var uskyldig, og ansigtet han havde med i pakken udstrålede heller ikke andet end lige præcis ”uskyldighed”. Han virkede så sød og nærmest artig.

En eller anden giv drengen en medalje for hans troværdige skuespil.

Cassie havde ikke længere blikket rettet imod mig eller Cameron, men denne gang hvilede hendes blik ned på hendes hænder, som hun havde samlet og placeret foran sig. Hele situationen var decideret bare akavet. Ikke kun for mig, men selvfølgelig også for Cassie.

Jeg bebrejdede hende heller ikke for det, hvis jeg skulle være ærlig. Forhelvede, min gamle bedste ven afbrød mig i at kysse hende, og hun kender jo hverken til Cameron eller til min fortid i hans selvskab.

”Nej,” mumlede jeg bare, inden jeg rykkede mig en smule længere væk fra Cassie.

Jeg rettede igen mit blik hen på Cameron, der smilede en smule lumsk over mit svar. Jeg rullede mentalt med øjnene, inden jeg sukkede lydløst. Han provokerede mig. Helt vildt, endda.

”Nåh,” kom det fra Cam. ”Jeg vil gå nedenunder igen, så kan i jo også lige gøre jer færdige.”

Endnu en gang smilede han et lumsk og provokerende smil, og havde det ikke været fordi at Cassie var her og jeg var ret så velopdragen, så havde jeg rejst mig op og givet ham et par på hovedet.

Cassie rykkede svagt på sig ved hans ord og lige så snart han var gået, rejste hun sig op.

”Okay, hvem fanden var det?” spurgte hun med en bizar tone, inden hun lagde armene over kors.

Jeg sukkede igen, men denne gang med lyd. ”Cameron.”

”Ja, det fik jeg fat i, men hvem er han?”

Jeg rejste mig op, gik hen mod min dør, kun for at lukke den. Selvfølgelig lukkede han heller ikke døren efter sig, det var jo klart.

Spasser.

”Det er lidt svært at forklare,” var det eneste jeg sagde, da jeg vendte mig om igen. Cassie sendte mig et underligt blik, inden hun kiggede ned mod gulvet.

Hun virkede ret oprevet over hele situationen. Der var et eller andet ved hende, som jeg ikke rigtig kunne sætte min finger på.

”Jeg tror jeg tager hjem nu,” mumlede hun, i en lidt mere normal tone.

Jeg nikkede blot, og betragtede hende samle sine ting sammen. Hun havde stadig mine sweatpants på, hvilket fik mig til at smile en anelse.

Det tog hende dog ikke lang tid at få styr på sine ting. Det eneste hun havde med var alligevel også kun hendes tøj, mobil og hende selv.

Hun signalerede at hun ikke havde flere ting og var klar til at gå, hvilket resulterede i at jeg åbnede døren ud til gangen og gik ned ad trappen sammen med hende.

Nedenunder kunne jeg høre at der var flere mennesker end bare mine forældre. Jeg var ikke i tvivl om at Cameron også var der, da man kunne høre hans (irriterede) stemme uafbrudt, og han trods alt forlod mit værelse med ordne ”jeg vil gå nedenunder igen”.

Jeg kiggede tilbage på Cassie der så en smule nervøs ud. Både hende og jeg kunne regne os frem til at det her ville blive endnu mere akavet end da vi blev afbrudt før. Hun kender jo ikke Cameron eller resten af menneskerne der så ud til at befinde sig i min stue. De eneste hun kender er mine forældre, og dem havde hun ikke noget problem med.

Da vi nåede trappens ende, kiggede jeg ind i stuen og kunne se mine egne forældre, men ganske rigtigt også andre mennesker. Cameron stod sammen med hans forældre, der stod sammen med mine og snakkede. Jeg havde næsten ikke lyst til at vide hvad de lavede her.

Jeg trådte ind i selve stuen, med Cassie efter mig. Jeg ville forsøge så godt jeg kunne ikke at blive set, så jeg kunne få Cassie ud herfra uden en ekstra akavet scene. Det gik også meget godt, indtil min mor opdagede os.

”Hej Cassie!”

Jeg stoppede op og klemte øjnene sammen. Inden jeg stille vendte mig om, bandede jeg indvendigt til mig selv. Gud hvor havde jeg bare ikke heldet med mig i dag.

Mit blik faldt på Cassie, der smilede svagt til min mor og sagde hej.

Camerons forældre kiggede fra Cassie til mig og jeg kunne mærke at varmen i mit ansigt langsomt steg.

Jeg var hurtig til at tage fat i Cassies hånd og hive hende ud i gangen, inden det for alvor blev for akavet. Hun åndede lettet op, da jeg lukkede døren ind til stuen.

”Var det hans forældre?” spurgte hun og hun tog den ene klipklap på.

Jeg nikkede kort som et svar.

Jeg kørte en hånd igennem mit hår, mens Cassie fik den anden klipklap på. Hun fandt sine høretelefoner frem, og fik med besvær tilsluttet dem til sin iPhone.

”Ermm,” mumlede hun, med blikket rettet på mobilen. Hun trykkede et vis antal gange på skærmen, inden hun endelig kiggede op på mig. ”Vi ses,”

Jeg smilede kort og nikkede endnu en gang. Hendes brune øjne var rettet imod mine blå og jeg nød de få sekunder det varede, inden hun åbnede døren.

Jeg bevægede mig hen til døren og så hende liste hen mod havelågen. Hun vendte sig om og vinkede kort indtil hun var ved at tabe tøjet i hendes arme. Et grin forlod mine læber. Jeg kunne se at hun brokkede sig for sig selv, inden hun fik styr på det hele og sendte mig et sødt smil. Jeg elsker når hun er klodset.

 

 

Cameron og hans forældre blev til aftensmad og siden det var lørdag – hvilket betød der ikke var skole i morgen – så kunne de også godt blive til sent om aftenen. Det gjorde de så selvfølgelig.

Klokken var ti og jeg var allerede træt, af en eller anden grund. Jeg plejede ikke at være træt så ”tidligt”, men lige i dag var en undtagelse.

Cassie og jeg havde jo også tilbragt hele dagen sammen, hvilket vel havde taget lidt hårdt på mig. Når jeg er sammen med hende bruger jeg altid alt min energi. Hun gør mig tit voldsomt nervøs. Bare ved at kramme mig banker mit hjerte pludselig derudaf.

Jeg lå nu på sofaen og slappede af foran tv’et. Mine forældre befandt sig ude i haven, sammen med Cameron og hans forældre. Cameron og jeg havde kun talt en smule sammen og det var under aftensmaden. Cams forældre havde også talt lidt med mig, de spurgte ind til hvordan det gik med mig og hvem pigen jeg kom ned med var. De spurgte mig også om Cassie var min kæreste hvorefter min mor selvfølgelig ikke tænkte sig om og sagde at jeg aldrig havde haft en kæreste.

Det bragte emnet ’kærester’ op, hvor jeg fik hele historien om Camerons forskellige kærester igennem de fem år vi ikke havde set hinanden. Han havde altid været den modige af os, den der altid tog chancer og den der aldrig var genert. Jeg derimod var altid den stille og aldrig den der var særlig vild. Selvfølgelig var jeg blevet bedre til at stå på mine egne ben igennem årene, og jeg var slet ikke i nærheden af at være så genert, som jeg var dengang. Det eneste tidpunkt jeg ville blive genert nu ville være over for Cassie, eller hvis noget handlede om hende.

Døren ud til haven gik op og jeg kiggede hurtigt derhen, da den knirkende lyd afbrød den dejlige stilhed. Ind kom Cameron, der hurtigt lukkede døren efter sig igen.

”Hey,” sagde han, da han så jeg havde set ham komme ind.

Han tog plads på den anden sofa og lagde sit blik på tv’et. Lige nu kørte der en eller anden tilfældig serie, som jeg ikke kendte. Jeg så det egentlig ikke, men elskede bare når der var noget baggrundslyd.

”Jeg kan se at du har en PlayStation,” mumlede Cam, inden han kiggede hen på mig igen. ”Skal vi spille?”

Overrasket over at han nu virkede sød og rar (sådan rigtig sød og rar, ikke bare skuespil) nikkede jeg, inden jeg satte mig op. ”Det kan vi godt.”

Jeg skiftede hen til der tv’et skulle stå på, mens Cameron listede hen til PlayStation’en, og tændte den. Det tog ham heller ikke lang tid at finde kontrollerne, der lå lige ved siden af. Han tog en til sig selv og kastede den anden hen til mig.

”Hvad skal vi spille?” spurgte jeg, mens jeg gik ind på min bruger.

”Har du FIFA?”

Jeg nikkede og fortalte ham, at det allerede sad i. Han smilede og begyndte at prale med hvor god han nu end var, hvilket bare fik mig til at ryste på hovedet af ham og sige at han allerede havde tabt.

Det her mindede mig om dengang Cameron og jeg var bedste venner. Vi gjorde absolut alting til en konkurrence, men lod det aldrig skille os ad.

Nogle af de bedste minder fra min barndom er sammen med Cameron, så at tænke på dem føltes rigtig godt.

 

 

Cam og jeg spillede indtil min mor ikke gad høre på vores skrigeri længere. Som de konkurrencemennesker vi nu var, så hver gang der var mål råbte den ene af glæde, mens den anden råbte af frustration. Jeg vandt det første spil, men da Cameron insisterede på at få revanche, endte han med at vinde.

Nu lå jeg i min seng og kiggede op på loftet. Cameron og hans forældre var taget hjem, siden klokken efterhånden nærmede sig et. Jeg havde under aftensmaden fundet ud af at de havde savnet Malibu og det her kvarter så meget, at de besluttede sig for at komme tilbage. Dog vidste de ikke om de havde tænkt sig at blive ret længe.

Jeg vidste ikke helt om jeg ville have at de skulle komme tilbage. Noget i mig sagde at Cameron havde forandret sig. Selvom vi egentlig havde det meget fedt da vi spillede PlayStation og sådan, så har jeg bare svært ved at glemme dengang inden han flyttede. Han ændrede sig pludselig. Det gjorde han også i dag. Først var han så provokerende, at jeg havde lyst til at slå ham, og det næste øjeblik mindede han mig om alle de gode ting vi engang lavede sammen.

Jeg ved ikke om jeg kan stole på ham.

 

--------------------------------------------------------------

 

Så kom der noget fra Nashs synsvinkel!

Undskyld for den lange ventetid. Havde jo lige nogle opgaver der skulle overstås, plus jeg har også været syg, og så var der selvfølgelig to One Direction koncerter, der lige tog alt min tid. Meeeen, har heldigvis kun en skoleopgave tilbage, so I’m back on track. Regner stærkt med at der vil komme et kapitel i slutningen af den her uge, da sommerferien er lige rundt om hjørnet, og vi ikke rigtigt skal lave noget i den her uge, sååå ja.

Tusind tak for de søde kommentarer. Det gør mig virkelig glad når jeg får at vide, at folk kan lide hvad jeg skriver. Seriøst, tusind tak. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...