I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13206Visninger
AA

2. The Intro

Cassies synsvinkel

 

Den kedelige og langtrukne biologitime dræbte mig langsomt.

Okay, måske ikke bogstaveligtalt, men du ved vel hvad jeg mener.

Der var kun omkring 10 minutter tilbage af timen, og siden vi i dag var nået til ugedagen fredag, betød det også at vi kun var 10 minutter fra den længe ventede weekend.

Jeg lod mit hoved hvile i min håndflade og lukkede øjnene en anelse sammen. Kedsomheden havde taget det bedste af mig, det måtte jeg ærligt indrømme. Timerne plejede ikke at være slemme efter min mening, men lige i dag fik jeg simpelthen nok af Mr. Roberts og hans snik snak.

Lige som jeg selv troede, at jeg var på vej hen mod drømmeland, tikkede en besked ind på min mobil. Den vibrerede lydløst i min lomme på en måde, der fik mig til at lave et lille spjæt. Diskret forsøgte jeg at fiske den op af den lille lomme på mine shorts, hvorefter jeg gemte den bag mit penalhus.

Et smil gled hen over mine læber, da jeg så hvem beskeden var fra.

 

Nash: skal du med på stranden senere?

 

Selvom han sad lige ved siden af mig, så skrev han alligevel en besked til mig. Han hviskede næsten aldrig til mig, hvis han skulle spørge om noget, men skrev blot beskeder. Det var også mere sikkert. Godt nok havde Mr. Roberts dårlige øjne, men han havde så til gengæld en overdrevet god hørelse, så vi tog ingen chancer.

Det var så småt begyndt at blive godt vejr udenfor, og solen stod højt på himlen. Eftersom vi befandt os i Malibu, Californien, var varmen næsten altid god. Sidst jeg tjekkede var det omkring 26 grader, så det var helt perfekt vejr til at gå på stranden. Dog havde jeg kun overhørt at de andre havde talt om at tage på stranden efter skole.

 

Cassie: det ved jeg ikke, måske? vil du gerne have at jeg tager med da? xx

 

Jeg kunne høre Nash grine svagt over mit svar. Han var hurtig til at lade sine fingre ramme de små taster, og jeg fik et svar tilbage i løbet af no time.

 

Nash: jep, kan jo ikke leve uden dig baby.

 

Cassie: aw mus. xx

 

Mere nåede jeg ikke at skrive før klokken endelig ringede og dermed gav os tilladelse til, at pakke vores ting sammen. Jeg skubbede blidt den høje stol tilbage og væk fra bordet, inden jeg hoppede ned. Ikke at den var så høj igen, jeg kunne bare ikke nå jorden med flad fod.

”Du er så sød når du hopper ned på den måde, Cass.”

Den flabede tone kombineret med det flabede smil fik mig til at ryste på hovedet, men dog også smile en lille smule selv.

”Luk røven, Nash.”

Jeg proppede alle mine bøger ned i min alt for lille skoletaske, inden jeg lukkede den halvt og smed den over skulderen. Selvfølgelig skulle han komme med den lille bemærkning, og det var langt fra første gang han havde kommenteret på noget, der angik min højde. Han var selv omkring 1,82 og havde absolut ingen problemer, når det kom til at nå jorden.

Mit blik vandrede rundt i klassen, fra person til person. Det var sjovt hvordan vi alle i klassen var forskellige, men alligevel ret ens på samme tid, hvis det gav mening. Selvfølgelig hvis vi gik i detaljer, så var vi måske ikke så ens, men hvis man kiggede på os, og derefter på alle de andre klasser, så kunne man tydeligt se, at de fleste populære på vores årgang, befandt sig herinde.

Jeg fjernede dog blikket da jeg kunne høre Nash mumle et eller andet utydeligt, inden han gik væk fra mig og hen til Matthew, der stadig var i gang med at finde ud af hvor han skulle gøre af sin biologibog. Han var en af dem jeg ville definere som populær. Han havde det rigtige udseende, den rigtige stil og den rigtige vennekreds. Dog opførte han sig som han burde og ikke som en idiot. Nu havde jeg så heller ikke stået i en situation, hvor han skulle været blevet sur eller fornærmet, så jeg vidste ikke hvordan han helt var, for så godt kendte vi altså heller ikke hinanden.

Han havde fået bogen på plads i tasken, og rettede nu sin opmærksomhed mod Nash, der stod og trippede utålmodigt ved siden af ham. De krammede på den normale måde drenge nu end ville kramme på, selvom jeg havde svært ved at se hvordan det kunne blive til et kram. Et lille klask med den højre hånd, hvorefter de skubber deres skuldre imod hinanden, mens de klapper den anden på ryggen var altså ikke et helt et kram i mine øjne. Det var åbenbart bare sådan drenge gjorde.

Jeg listede stille hen mod dem, og forsøgte ikke at blive revet med af den anden gruppe af mennesker, der nu forlod lokalet. Jeg kom igennem og hen til Nash og Matt, hvor Matt trak mig ind i et kort kram. Et helt normalt kram endda.

”Hey,” mumlede han kort, og gav slip på mig samt smilede sødt.

Nash stod og kløede sig akavet i nakken, mens hans blik var rettet op mod loftet. Hans lille fjogede smil voksede sig større og større på kort tid, og jeg var hurtig til at slå ham på skulderen. Han jokede altid med at jeg var forelsket i Matt og omvendt, så derfor gjorde han det der hver evig eneste gang vi krammede.

”Spasser,” hviskede jeg, inden jeg rystede på hovedet af ham.

Matthew grinede dog bare med Nash, da vi begge afgjort ikke kunne lide hinanden på den måde. Da jeg flyttede til byen og skulle starte på skolen, var Matt den første jeg stødte på. Jeg stødte bogstaveligtalt ind i ham og tabte alle mine bøger, plus jeg også fik revet halvdelen af hans med i mit fald. Det var den typiske første skoledags-kliché, og jeg endte med at have et crush på ham i over to måneder.

Dog var min største fejltagelse at fortælle det til Nash, for hver gang Matthew og jeg krammede eller bare så meget som kiggede på hinanden, begyndte han at tage det op indirekte og gøre det hele akavet og pinligt for mig.

Jeg havde som sagt forsikret Matthew om, at jeg ikke kunne lide ham på den måde, og at jeg bare ville være venner med ham, hvilket han var enig i.

”Skal vi gå ud herfra og finde de andre?” forslog Matt, og brød dermed tavsheden.

Jeg nikkede bekræftende og vi var alle hurtige til at gå imod døren.

Gangen var halvtom, for de fleste havde allerede kylet deres bøger ind i skabet, for derefter at forlade skolen med det samme. Vi kom ud af biologilokalet, og drejede til højre for at gå ned ad den gang med alle vores skabe. Et par meter nede stod Carter og roede i sit skab, hvor Jack G. stod ved siden af og snakkede om et eller andet.

”Hey! Hvor er resten af drengene?”

Nash kunne åbenbart ikke holde sit spørgsmål inde, hvilket selvfølgelig resulterede i at han skulle råbe det til dem. Jeg rystede tit på hovedet af ham og denne gang var ikke en undtagelse.

”De er gået. De tog ned på stranden.”

”Skal vi så alle sammen på stranden, eller hvad?” spurgte jeg, da vi stoppede op foran dem.

Carter lagde sin sidste bog ind i skabet, inden han smækkede lågen i og vendte sig om. Hans blik skannede mig kort, inden han smilede lumsk.

”Skal du med, prinsesse?”

”Selvfølgelig,” Attituden var i gear og jeg kunne da heller ikke lade være med at gengælde hans lumske smil.

Han grinede hæst, og begyndte derefter at gå ned ad gangen, hen mod udgangen. Af ren automatik fulgte vi andre bare med, og inden længe var vi ude i det dejlige vejr.

Carter, Jack og Matthew gik hen mod parkeringspladsen, da de alle tre havde bil. Nash og jeg derimod, fulgtes næsten altid hjem, da han ikke boede forfærdelig langt væk fra mig, og var villig til at holde mig med selvskab på vejen. Desuden havde ingen af os bil, så det mindste vi kunne gøre var, at følges ad.

Vi gik tværs hen over parkeringspladsen, vinkede farvel til drengene og aftalte lige kort hvornår det var vi skulle mødes på stranden.

”Vi mødes vel bare klokken fire?” foreslog jeg.

Drengene nikkede bekræftende, og der gik ikke længe før vi alle gik hver til sit. De tre drenge satte sig ind i deres biler, mens Nash og jeg forsatte vores vej hen over parkeringspladsen.

 

 

Et grin forlod mine læber, og min hånd røg af ren refleks op foran min mund, kun som et forsøg på at dæmpe min latter, der næsten fyldte hele kvarteret op. Nash derimod havde ingen problemer, da han bare smilede sødt, og grinede næsten lydløst. Han var ikke en af dem der havde et pokkers højlydt grin, ligesom jeg.

”Så højt griner du altså heller ikke, bare rolig,” mumlede Nash, der nogenlunde havde styr på sig selv igen.

Jeg ved at han hader når folk de larmer for meget og er alt for overgearede til ingen verdens nytte. På en eller anden måde accepterede han dog altid mit grin, og mine højrystede moments, som om jeg var en undtagelse, eller et lille brud på hans regler.

Godt nok sagde han selv, at jeg ikke grinede så højt og måske var jeg bare en anelse for kritisk over for mig selv, men mærkeligt, det var det dog alligevel.

”Så jeg griner på den helt rigtige måde, eller hvad?” smilede jeg. ”For jeg ved at du hader en høj og larmende latter, men min er altid acceptabel.”

Han smilede svagt, inden han kløede sig kort i nakken og rettede blikket mod asfalten. Stille, det blev han i den grad og jeg blev næsten helt bange for at jeg havde sagt noget forkert, siden han valgte at holde mund. Smilet forsvandt også igen og bekymringen tittede frem hos mig.

Jeg skulle lige til at åbne munden, inden han kom mig i forkøbet.

”Jeg ved ikke hvad det er med dit grin, men ja, det er altid acceptabelt. Alt hvad du gør, er acceptabelt,” han rettede igen blikket imod mig, og jeg blev rolig igen ved synet af hans øjne, der lyste op på en sød måde.

”Selvfølgelig synes jeg så ikke det er sjovt, når du slår mig, men du er min bedste ven, så det er vel okay på nogle punkter.”

Et grin forlod igen mine læber, bare et lille et denne gang. ”Du er nu meget sød.”

Nash rettede blikket imod asfalten igen, dog med et sødt smil. Jeg kiggede tværtimod op, for at se hvor langt vi var nået, og opdagede at han nu havde fulgt mig hjem.

Vi var nået til midten af vejen, hvor mit hus var placeret, og jeg stoppede op. Kort tid efter gik det op for Nash at jeg var standset, hvilket resulterede i at han gjorde det samme.

Jeg gik hen mod havelågen, og trådte ind. Ude i øjenkrogen spottede jeg Nash, og det betød at han altså fulgte mig helt hen til døren.

Som han plejer.

Da min forhave ikke er den største og stien til døren heller ikke er den længste, var jeg hurtigt henne ved døren. Jeg vendte mig stille om og blev mødt af Nash, der stod med armene åbne og ventede på det sædvanlige kram.

Et lille grin forlod mine læber inden jeg gik frem imod ham og åbnede armene mindst lige så meget som ham.

Hans arme endte omkring mine skuldre, hvorimod mine endte rundt om hans overkrop. Jeg lagde mit hoved op af hans brystkasse og han kørte kort en hånd over min ryg, inden vi gav slip på hinanden. Hvis der var noget jeg elskede, så var det et kram fra Nash. Han krammede mig altid på den helt rigtige måde, du ved, den måde hvor man kan mærke at personen faktisk giver dig et kram, i stedet for et lille, ligegyldigt klem.

Jeg trådte svagt tilbage og rettede blikket mod Nash. ”Vi ses senere,”

Klokken måtte være omkring tre og siden vi alle skulle mødes ved stranden klokken fire, så var der ikke så lang tid til at vi ville se hinanden igen.

Han begyndte at gå baglæns mod havelågen igen. ”Jeps,”

Et lille grin forlod igen mine læber og det smittede åbenbart siden Nash også lyste op i et smil. 

 

--------------------------------------------------------------

 

Heyyy,

Fik endelig skrevet første kapitel færdigt. Jeg ved godt at det ikke er det mest underholdende kapitel, men den skal jo også lige i gang først. Glæder mig virkelig til at komme ordenligt i gang med den her, og håber at I glæder jer til at læse det, hihi.

Jeg vil forsøge at opdatere en gang om ugen, men da jeg har ret mange prøver her for tiden, og da juni heller ikke er pakket med andet end prøver, så kan der måske godt komme forsinkelser, men jeg vil gøre alt for som sagt at opdatere hver uge. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...