I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13189Visninger
AA

8. Start Of Time

Cassies synsvinkel

 

Sikke en lorte dag. Mit humør var lort, mine omgivelser var lort og mine evner til at gøre noget rigtigt var også lort. Det eneste der ikke var lort, var vejret, men solskin var dog ikke det der stod højest på min ønskeliste. Tværtimod, så kunne jeg godt bruge noget regnvejr, eventuelt med noget torden, så jeg kunne gemme mig væk under dynen, og bare ignorere verden.

Altting skulle så alligevel ikke gå efter Cassies hoved, hvilket resulterede i, at jeg gik hjem med solen i nakken, samt mit deprimerende – men afslappende – musik i ørerne. Det virkede næsten helt forkert.

Jeg ville egentlig gerne have at solen skulle løfte mit humør en smule, men på den anden side, så var der noget i mig der ikke ville tillade, at et smil skulle placeres på mine læber.

Jeg havde pisset Nash af for groft, og han var åbenbart gået hjem efter den lille episode ved hans skab, for ingen af drengene havde set ham efter frokost.

Det betød også at jeg gik alene, uden Nash, og det var faktisk ikke spor rart. Jeg savnede hans selvskab, men han var bare så mærkelig. Det er nemmere at forstå kemiens verden, end at forstå hvordan han hang sammen for tiden.

Og det sagde ret meget, da jeg ikke er den fødte kemiker.

Jeg nåede til mit hus og åbnede havelågen, for at traske ind på stien, der ville føre mig til hoveddøren. Jeg stak hånden ned i min lomme og fiskede mine nøgler op. Det tog ikke ret lang tid at låse døren op, og jeg gik indenfor med tunge skridt.

Jeg slukkede for min musik, smed mine converse i gangen, hang mine nøgler på deres sædvanlige plads, for derefter at gå hen mod trappen, der befandt sig få meter fra hvor jeg stod nu.

Planen nu var, at gemme mig for omverdenen. Regnvejr eller ej, jeg var ikke til meget i dag. Det eneste jeg havde lyst til var, at ligge i min seng. Jeg kunne tage det til overvejelse, at finde min computer frem og måske lave en smule skolearbejde. Så langt nede var jeg i dag.

Jeg smed skoletasken ved siden af mit skrivebord, inden jeg gik hen mod min seng og smed mig på den mest dovne måde, du overhovedet kunne forestille dig.

Jeg var hurtig til at trække dynen op over mit ansigt, præcis som jeg gjorde i morges. Gid jeg var blevet hjemme.  Hvis jeg nu bare havde sagt til min mor at jeg havde kvalme – eller noget i den stil – og så var blevet hjemme, så var jeg ikke gået hen til Nash, og så havde jeg ikke vrisset sådan ad ham.

Jeg kunne jo også bare holde min store kæft, og så lade være med at gå efter ham, eller overhovedet tale til ham.

Kan du ikke bare lade mig være i fred? Hvis jeg ikke svarer dig, så er det nok fordi at jeg ikke gider snakke med dig, og der var nok også en grund til at jeg bare gik forbi dig.

Alene det at han bad mig om, at lade ham være gjorde en smule ondt på mig, men at han også skulle tvære ud i mit ansigt, at han prøvede på at undgå mig, gjorde mindst lige så ondt. Hvis ikke mere.

Mit største spørgsmål var: hvorfor?

Hvorfor skulle jeg lade ham være? Hvorfor vil han ikke snakke med mig? Hvorfor vil han gerne undgå mig?

Allisons ord kom derefter tilbage.

Han er vild med dig.

En lyd der ikke kunne udtrykke andet end frustration forlod mine læber, og jeg vendte mig om på en ret aggressiv måde.

At udtrykke mine følelser ved at sparke til min dyne, vende og dreje mig med pluslige bevægelser, virkede ikke som en dårlig idé. Dog følte jeg mig som den største taber, siden jeg lå alene og boksede med alt i nærheden af mig.

Idiot, Cassie.

Endnu en frustreret lyd kom fra mig, inden jeg sukkede tungt og besluttede mig for at komme på andre tanker. Det valgte jeg så at gøre igennem mine lektier, lige meget hvor latterligt det end var.

Forhåbentlig ville det hjælpe, bare en anelse.

 

 

 

Lektierne hjalp. Min glade, positive spilleliste fra YouTube, der kørte i baggrunden hjalp også ret meget, men jeg virkede mere begavet, hvis jeg gav lektierne skylden.

Klokken nærmede sig kvart i seks. Min mor ville først komme hjem senere og havde endda skrevet til mig at jeg bare selv skulle lave mad, så det var hvad jeg havde planer om. At være alene var også hvad jeg havde brug for. Eller med andre ord, så ville jeg hellere være alene og fortsætte mit surmuleri, end at forklare min mor alt hvad der skete på skolen, for derefter at få hendes ord og ”råd” til at takle den her knude, der var ved at opbygge sig mellem mig og Nash. Jeg ville også helst undlade at tale om Allisons konstatering med hende, da hun sikkert ville elske det, hvilket jeg ikke ligefrem gør.

Jeg rystede på hovedet over mine tanker, inden jeg bevægede mig nedenunder. Det jeg havde tænkt mig at bikse sammen (spaghetti med ketchup) ville ikke tage mere end ti minutter, men det var nok til at holde mig underholdt en smule.

Jeg fandt den halvsmadrede spaghettipose frem fra skuffen, samt en gryde fra skabet ved siden af og placerede begge ting på køkkenbordet. Jeg fik hurtigt fyldt vand i gryden, hvorefter jeg flyttede den hen på dens rette plads, inden jeg tændte for komfuret. Om blot et par minutter ville vandet koge og jeg ville ikke have andet at se til, end mit hårde spaghetti, der stille og roligt ville blive blødere og blødere.

Musikken fra ovenpå kørte stadig, hvilket fik min ene fod til at bevæge sig op og ned i takt med beatet. Det var et eller andet åndsvagt remix, der nærmede sin slutning.

Et par minutter efter fangede jeg mig selv i at svinge svagt fra side til side, eftersom der kom et kæmpe temposkift. Lige nu kørte Start Of Time af Grabrielle Aplin, en stille sang, der altid skabte en form for indre ro i min krop.

Uret ved siden af mig viste, at der var fem minutter til at min mad ville være færdigt, men det føltes kun som to, før den almindelige bip-tone lød i mine ører.

Spaghetti og ketchup var en simpel form for aftensmad på mange punkter. For det første var det nemt, hvilken som helst idiot ville kunne finde ud af det, men det tager absolut ingen tid at øse pasta i en skål, hvorefter du hælder en vis mængde af ketchup ud over.

Simpelt, og ikke helt forfærdeligt.

På vej ovenpå, gled et smil hen over mine læber. Minder fra en af de første gange Nash sov hos mig spillede for mig. Jeg kunne tydeligt huske hans ansigtsudtryk da jeg foreslog at vi kunne lave pasta med ketchup. Aldrig i mit liv havde jeg set et ansigt der viste så meget væmmelse. Han kunne så tydeligvis ikke lide ketchup, hvilket jeg morede mig gevaldigt meget over den aften.

Det føltes som om det var hundrede år siden i dag, selvom det egentlig ikke var så lang tid siden.

Mit smil forsvandt dog hurtigt, da jeg kom i tanke om i dag. Måske burde jeg distrahere mig selv igen, og komme på bedre tanker en gang til.

 

 

En høj latter fyldte hele mit værelse og jeg var hurtig til at dække min mund, da det var min egen alt for høje latter.

Det var svært at holde grinet tilbage. Hvis der var noget jeg ikke skulle gøre, så var det at se en bunke YouTube videoer. Det endte altid med ømme kinder og mavemuskler fra min side af.

Jeg lukkede siden ned ved videoens slutning, hvorefter jeg lukkede de rasterende faner og til sidst klappede computeren sammen. Klokken var nu halv ti, og min mor var lige på trapperne.

Jeg lagde min MacBook hen på mit natbord, inden jeg smed mig tilbage i min seng og lukkede øjnene i. Jeg kunne tydeligt mærke at jeg var træt, for lige så snart jeg lukkede mine øjne i, var det som om at jeg ingen mulighed havde for at åbne dem igen.

Dog åbnede jeg dem ved lyden af min mobil, der vibrerede i min bukselomme. Jeg fiskede den op og rynkede brynene. Det var et ukendt nummer der stod skrevet hen over skærmen, og normalt ignorerede jeg den slags opkald, men lige i dag tog jeg den uden at tænke yderligere over det.

”Hallo?” mumlede jeg.

Nervøsiteten begyndte langsomt at bygge sig op i min mave, da jeg indså at jeg ikke rigtig vidste hvem jeg talte med lige nu.

”Hey Cassie,” blev der sagt i den anden ende. ”Det er Cameron.”

Jeg lavede store øjne, men åndede lettet ud, hvilket på ingen måde gav mening. Jeg var lidt i chok over at Cameron ringede til mig, men jeg var alligevel ret lettet, da det kunne være alle mulige andre jeg ikke kendte.

”Oh, hej Cameron.”

”Hey,” grinede han svagt, hvilket smittede en smule.

Jeg nåede kun lige at åbne munden, før hans stemme lød igen.

”Jeg tænkte lidt på,” startede han ud, inden han kort rømmede sig. ”Jeg tænkte lidt på om du ville have lyst til at gå i biografen med mig på onsdag?”

Følelsen af overraskelse rullede over mig. Inviterer han mig ud?

Jeg åbnede munden endnu en gang, men han kom mig i forkøbet igen.

”Jeg ved godt at det er lidt underligt at invitere dig ud over telefonen, men jeg ville hellere ringe end at skrive en besked, da det ærligtalt er en smule bedre. Dog ikke meget.” den sidste del af hans sætning grinede han af.

Et lille grin forlod også mine læber, inden det endelig blev min tur til at bidrage med noget til samtalen.

”Det er okay,” fik jeg sagt, inden jeg fortsatte. ”Men det kunne være meget hyggeligt.”

”Så, er det et ja?”

”Det er helt klart et ja,” grinede jeg.

”Super.” lød det fra Cameron, der tydeligvis havde et smil på læberne.

Vi fik aftalt at han kunne komme og hente mig klokken halv syv onsdag aften, da han spurgte om han skulle hente mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke ville takke nej til. Egentlig havde jeg troet at jeg selv skulle tage hen til en biograf i nærheden, så det kom lidt som en overraskelse. Det hele kom faktisk som en overraskelse. Hvorfor vil han ud med mig? Han har mødt mig to gange, og begge gange har været ti minutter i sammenlagt tid. Han kender mig jo slet ikke?

Alligevel ville han ud med mig, og det havde jeg slet ikke noget imod. Han ser godt ud, han virker som en sød fyr og han tager initiativ til at lære mig at kende. Han har taget det første skridt, og det plejer ellers at være mig der gør det.

Vi fik sagt farvel og før jeg vidste det, var min mor hjemme. Jeg slukkede min lampe på mit natbord og kravlede under dynen. Jeg havde stadig min mobil i hånden og var inde under Camerons og mit opkald. Jeg fik ham hurtigt kodet ind, hvorefter jeg simplet låste den og lagde den ved siden af mig.

Jeg foldede dynens ene hjørne, hvorefter jeg lagde mit hoved ovenpå. Mine øjne lukkede i og et lille smil tittede frem på mine læber.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere på det faktum at jeg lige var blevet inviteret ud. Det virkede næsten helt mærkeligt, da Cameron var et helt nyt menneske for mig. Han var en anelse mystisk, men jeg kunne lide det.

Cameron var det helt store emne i mine tanker resten af aftenen. Han havde ikke kun formodet at vende mit humør om, men også min opfattelse af den her dag, selvom der kun er få timer tilbage af den. Han havde formodet at smide alle mine bekymringer ud ad vinduet, og det var rart. Jeg følte mig helt lalleglad, og ligeglad med at dagen i morgen sikkert ville blive endnu en lorte dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...