I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13208Visninger
AA

9. Maybe The Biggest Mistake Ever

Cassies synsvinkel

 

Tirsdag. Dagen efter helvede (mandag), og dagen som heller ikke blev mødt med helt åbne arme.

Hvis du spurgte mig, hvor meget jeg havde lyst til at slå øjnene op og stå ud af sengen, så ville du få et dræberblik, og hvis jeg også skulle sætte ord på det, så ville det blive til ”skrid.”

Alt det betød egentlig kun, at jeg ikke magtede endnu en skoledag, og at jeg var pisse træt.

Jeg sukkede kort, inden jeg gjorde det umulige og stod ud af sengen. Et gab forlod min mund på min vej hen mod mit skab. Jeg kunne høre regnen piske svagt op mod vinduet udefra, og det fik mig til at genoverveje om jeg skulle tage de shorts på, som lå på gulvet.

Det blev så til et par sorte, stramme jeans sammen med en hvid t-shirt. Jeg greb ud efter min sorte strik cardigan, og smed den ned i min taske, inden jeg smuttede ud af min værelsesdør og luntede ned ad trappen.

Køkkenet og stuen var tom for mennesker, hvilket betød at min mor allerede var taget afsted, og at jeg altså var alene hjemme. Mit blik faldt på uret, der hang ved siden af køleskabet.

7:13

Jeg smed min skoletaske – der hang over min venstre skulder – på gulvet, op mod det ene bordben på spisebordet.

Mit tempo var ikke det højeste, men jeg udnyttede det faktum, at det havde taget mig ingen tid at komme i tøjet, og at jeg derfor havde mere tid til at spise min morgenmad. Og eventuelt sove, for så træt var jeg.

 

 

Gårsdagens zombiegang langs skabene gentog sig. Som sædvanlig var den første time lort og jeg magtede egentlig ikke resten af dagen. Min hjerne var sløv, og det samme var min krop. Mit humør var jo heller ikke helt i top, men man havde vel lov til at håbe på, at det hele ville blive bedre efter et par timer.

Jeg krydser allerede fingre.

Jeg håbede inderst inde at jeg ville spotte nogle af mine såkaldte venner, men ingen af dem var til at se. Et lille suk forlod mine læber, mens mit blik faldt til jorden.

Lige nu var der ikke andet at gøre, end at finde mine bøger til næste time.

 

Engelsk. Jeg havde ikke noget imod faget overhovedet, men når man får en fem siders opgave for, så kan jeg altså godt gå hen og tvivle på, hvorfor jeg ikke har noget imod det.

Mit tempo var blevet sat i et højere gear, men mit humør var sunket ned, til noget i nærheden af at være deprimeret.

Klokken nærmede sig dog frokost pause, hvilket lige nu passede mig perfekt. Jeg var ikke specielt sulten, men en pause fra alt læring – se, det var det der passede mig fuldstændigt perfekt.

Jeg fandt mig selv på gangen, i retningen mod kantinen, som allerede var proppet med størstedelen af skolens elever, selvom klokken kun var et minut over halv tolv. Det var sådan det fungerede, på en sløv tirsdag.

Jeg trådte ind i kantinen – som ganske rigtigt var stoppet til randen – og gik straks hen i køen, hvor der stod omkring tredive mennesker foran mig. Et tungt suk forlod mine læber, og jeg lagde mine arme over kors. Larmen herinde var normalt ikke noget der irriterede mig, men lige nu gik den mig ekstremt meget på. Den fyldte hele mit hoved, og skabte en enormt uoverskuelig hovedpine, der næsten føltes som om, at den kunne dræbe mig.

”Er du okay?”

Den rødhårede pige foran mig havde i en spontan handling vendt sig om, og så tilfældigvis min uheldige mine, der nærmest skreg af smerte. Jeg smilede (meget) svagt, og besluttede mig for at bruge ord, i stedet for at nikke, da det højst sandsynligt kun ville gøre det værre. ”Ja, jeg har det fint.”

Jeg kunne regne ud at hun ikke helt troede på mine ord, da hun sendte mig et skeptisk blik. ”Du ser ellers ikke sådan ud.”

”Jeg har bare en kæmpe hovedpine, og larmen herinde gør det ikke bedre.” mumlede jeg og gik et par skridt fremad, da køen endelig bevægede sig. Hun grinede svagt over mine ord – ikke at de var morsomme, men jeg tror at hun rent faktisk følte med mig.

”Kender følelsen,” smilede hun. ”Har hovedpine hver evig eneste uge.”

Jeg måbede over hendes ord, men nåede ikke at tilføje noget, før hun rakte hånden frem og introducerede sig selv. ”Jeg er Emily,”

”Cassie.” Jeg tog hendes hånd idet jeg sagde mit eget navn, og rystede den kort, som man nu end gør, når man laver et håndtryk.

Køen rykkede sig yderligere og før jeg vidste det, stod jeg med min frokost i hænderne, sammen med Emily.

Grundet den forfærdelige larm inde i kantinen, og det faktum at der ingen pladser var overhovedet, besluttede vi os for at gå udenfor og spise.

Solen var ikke just fremme, og der var flere skyer på himlen end hvad jeg synes var nødvendigt, hvilket uheldigvis resulterede i, at det var en smule køligt udenfor. Emily og jeg havde derfor taget vores tynde, såkaldte ’sommerjakker’ med udenfor, men fik dem først på, da vi allerede havde sat os ved et bord.

Jeg var efterhånden blevet bare en lille smule sulten, så da jeg sad med min sandwich i hænderne, kunne det kun gå for langsomt med at få den spist.

Emily lignede også en der var sulten, da hun tog en ordentlig bid af sin egen sandwich, kun for at grine da vi fik øjenkontakt. Heldigvis blev maden i munden, og endte ikke på bordet.

Det kunne ellers have været yndigt.

 

Et kvarter senere sad Emily og jeg stadig ved bordet, men nu snakkede vi blot sammen og lærte hinanden at kende, i stedet for at spise. Der var stadig små ti minutter tilbage af frikvarteret, så vi kunne nå at komme igennem mange ting, og måske gå ind til time med et nyt venskab.

Mit blik vandrede rundt omkring i det lille område, hvor vi sad. Der var cirka fem steder, hvor man kunne sidde og spise, og så var der ellers ikke meget andet end et lille areal, hvor drengene som real stod og spillede fodbold.

Ude i øjenkrogen spottede jeg Nash, der sad sammen med en flok drenge jeg ikke kunne navnet på. Der kom et lille sug i min mave, ved tanken om ham. Jeg var stadig ikke helt kommet over hvordan han var den anden dag. Han var skide sur på mig, og jeg vidste ærligtalt ikke hvordan jeg skulle håndtere det.

”Hvem af dem kigger du på?” spurgte Emily, med et svagt smil.

Jeg rystede svagt på hovedet, inden mit blik fandt bordet med et hvis antal ridser og skrammer i. ”Ikke nogen af dem.”

”Nash er din bedste ven, ikke?”

Jeg kiggede op ved hendes ord, og til min overraskelse så hun meget seriøs ud.

”Hvordan vidste du det?”

Emily brød ud i en lille latter, inden hun placerede albuerne på bordet og hovedet i hænderne. Hun kiggede på mig med et blik, som Allison også tit sender mig. Det typiske ”Åh Cassie” blik.

”For det første; jeg elsker dit ansigtsudtryk. Og for det andet, så har vi biologi sammen. Som punkt nummer tre, så er det tydeligt for en hver, at I to har et bånd som ingen andre har. Du skulle se jer to, når I står på gangen i pauserne.”

Jeg sukkede næsten lettet over hendes ord. Ikke at der rigtig var noget at være lettet over, for det synes jeg nu egentlig ikke der var. Jeg kunne bare virkelig godt lide hendes svar.

”Han er sur på mig.” Jeg kunne næsten mærke min mundvige vende ekstra meget ned ad, lige så snart sætningen forlod min mund.

”Ja så? Han har kigget på dig fem gange inden for de sidste par minutter, og det lignede ikke et dræberblik hvis du spørger mig”

”Har han?”

Hun nikkede inden hun rettede blikket over imod ham, hvorefter jeg gjorde det samme. Lige nu var han i gang med at grine over et eller andet, der tydeligvis var sjovt.

Han blå øjne skinnede som sædvanligt, og grinet viste de perfekte, hvide tænder.

Han så sød ud, præcis som han plejer.

”Han er nu meget nuttet.” mumlede Emily, inden hun kiggede hen på mig.

Jeg nikkede, for jeg var fuldkommen enig. Nash var sød. Nuttet, som hun havde sagt.

”Jeg savner ham. Han flippede på mig her i går, og jeg har ikke snakket med ham siden.” Det føltes som om det var længere tid siden, end i går.

Jeg fangede Emilys blik, og trak svagt på skuldrene. Det var meget rart at komme ud med alt det her Nash drama til en eller anden, og Emily virkede perfekt, selvom vi ikke kender hinanden så godt endnu.

Måske var det også det der gjorde Emily perfekt i den her rolle. Hun vidste næsten ingenting om mig, og derfor kunne hun ikke dømme mig.

”Snak med ham efter skole, eventuelt?” hun trak på smilebåndet, og valgte at ligge en hånd på min skulder. Lige idet hendes hånd rørte mig, ringede det ind. Heldigvis var min hovedpine væk, så klokken gik mig ikke så meget på nerverne, som den kunne have gjort.

 

 

Den sidste time var dødssyg, men det kom vel ikke som nogen overraskelse, vel?

Jeg var efterhånden ved at være en anelse træt, og jeg ville egentlig bare gerne hjem og ligge på sofaen i en times tid, inden der skulle laves lektier.

Jeg forlod klasselokale nummer 303, hvor jeg havde haft halvanden times samfundsfagsundervisning og gik i retningen af mit elskede skab.

Elever strømmede ud fra højre og venstre og gik hen ad gangen. Nogle ud ad udgangen allerede, mens andre – inklusiv mig – stoppede op ved deres skabe.

Jeg var hurtig til at dreje på den lille dims, som skulle være en form for lås, hvor jeg fik drejet mig frem til min såkaldte kode.

Skabet åbnede sig efter tal nummer fire, og alle mine tykke bøger kom til syne. Der hang også en jakke og et tørklæde, samt en masse billeder af mig selv og folk i mit liv.

Her på skolen er vores skabe meget personlige. Åbenbart.

Jeg sukkede en smule, inden mit blik faldt ned på min engelskbog, som skulle erstattes med det lille hæfte jeg havde i hånden.

Min taske faldt til jorden og jeg fortsatte med at sortere ud i mine bøger. Jeg havde så småt stået og fumlet med mine ting i to minutter, da jeg blev prikket på skulderen. Jeg fik et lettere chok, men mere var der ikke i det.

Til min overraskelse, så var det en høj dreng, med brunt hår og krystalblå øjne, der havde sat sin finger på min skulder.

Nash.

”Hey,” kom det stille fra ham, med et lille svagt smil.

Jeg havde lyst til at hoppe i armene på ham og sige at jeg havde savnet ham, samt at belære ham om, at han aldrig skal flippe ud på mig igen. Men på den anden side, så ville jeg heller ikke have ham til at tro, at min verden var gået under på grund af ham. Det var trods alt ham, der var sur på mig uden grund.

Alt dette blev til et lille ’Hey’, inden jeg rettede min opmærksomhed imod mine bøger igen. Et lydløst suk forlod min mund.

”Hør,” startede Nash ud, hvilket fangede min opmærksomhed.

”Jeg er ked af at jeg gik fuldstændig amok på dig. Jeg ved ikke hvorfor, jeg var lidt ude af mig selv. Men hey – jeg er tilbage, og som sagt..”

Han kiggede mig dybt ind i øjnene, og han blev ved med det i mindst fem sekunder. ”Jeg er altså virkelig ked af det. Du havde jo ikke gjort mig noget.”

Jeg smilede svagt, inden jeg lukkede mit skab i og låste det.

”Det er okay. Din undskyldning er godtaget.” Jeg kunne sagtens have valgt at flippe fuldstændigt ud på ham, men jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Lige nu ville jeg bare gerne have min bedste ven tilbage.

Han sukkede lettet og smile stort, inden han trak mig ind i et kort kram.

”Skal du noget i dag?” spurgte han, da han trak sig væk. Han havde dog stadig armen omkring mig, hvilket kun gjorde mig glad.

”Engelsk. Jeg skal lave engelsk. Vi har fået en aflevering for på fem sider.”

Nash rynkede øjenbrynene og kom med en lyd, der ikke sagde andet end at han følte min smerte.

”Hvad så med i morgen? Onsdag.”

Jeg åbnede munden for at svare ham, men inden jeg nåede at sige noget gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde planer onsdag.

”Erm..” mumlede jeg, og kløede mig i nakken. ”Jeg skal i biografen den dag.”

Han kiggede forvirret på mig. ”Med hvem?”

Jeg tøvede lidt, for jeg havde egentlig ikke så meget lyst til at svare ham. Dog valgte jeg at gøre det, hvilket måske godt kunne være den største fejl nogensinde.

”Cameron.”

 

--------------------------------------------------------------

 

JEG ER SÅ KED AF AT JEG IKKE HAR FÅET OPDATERET, JEG HAR DET VIRKELIG DÅRLIGT MED DET ARGH.

Jeg håber at I ikke hader mig for, at være så langsom som jeg nu end er, men hey - jeg vil prøve at gøre det godt igen.

Jeg har tænkt mig at forsøge at tage mig sammen igen, og så komme med et kapitel hver uge, da jeg elsker den her historie og gerne vil komme helt ind i det (der er meget i vente, heheh) og så kommer jeg sådan til at savne at skrive en gang i mellem. Men her var i hvert fald et lille kapitel til jer.

OG TAK FOR 70+ PÅ FAVORITLISTEN, i gør min dag så meget bedre. xx

But I'll try to get back on track, alright? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...