I Want You to Want Me | Nash Grier & Cameron Dallas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Cassie Lee: en sød, smuk og helt igennem fantastisk pige. Efter en hård barndom, der medførte en masse udfordringer og en hel del problemer hos hende, har hun fundet vejen til glæde igen. At flytte til en ny by virkede dengang som en dårlig idé, men hun tog chancen. Tingene blev bedre og Cassie blev til et helt nyt menneske. Ved at flytte fik hun ikke kun et nyt liv, men også nye venner – deriblandt hendes bedste ven Nash, der aldrig fejler når det kommer til at få hende til at smile. Han kender til Cassies fortid og han er altid klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde igen. Dog har Nash en hemmelighed: Han er dybt forelsket i Cassie. Han ved at hun aldrig vil kunne se ham som mere end en ven, hvilket er derfor at han stadig har sine følelser for hende gemt. Dog ændrer Nash strategi, når en anden fyr pludselig kommer ind i billedet og charmerer sig ind hos Cassie. Problemet er bare at det ikke er en helt tilfældig fyr. Det er Cameron Dallas, Nashs tideligere bedste ven.

81Likes
83Kommentarer
13180Visninger
AA

7. Leave Me Alone

Cassies synsvinkel

 

”Cassie,” mumlede jeg.

Jeg havde overvejet at række hånden frem, men det virkede ikke som den rigtige måde at introducere sig på, når det kom til Cameron. Han hævede det ene øjenbryn og kiggede afventende på mig. ”Øhm, Lee.”

”Cassie Lee…” gentog han lavt, for sig selv.

Jeg ved ikke om det var meningen, at jeg skulle høre det, for det virkede som om at han stod lidt i sine egne tanker i et par sekunder. Jeg nikkede blot svagt, inden han rystede hovedet, og kiggede hen på mig igen, som om han lige vågnede op fra en eller anden trance. Han sendte mig et stort, charmerende smil.

”Det var rart at møde dig, Cassie. Det er lidt noget andet at møde dig på egen hånd, i et supermarked end hjemme i Nashs soveværelse.” påpegede Cameron, med et lille smil.

Jeg stivnede ved hans ord, mens de få minutter han snakkede om gentog sig inde i mit hoved. Jeg tror ikke jeg tager fejl, hvis jeg siger, at jeg ikke kun stivnede, men også lavede store øjne og rødmede en lille smule. Cameron derimod valgte at slå en latter op, inden han lagde sin hånd på min skulder. ”Jeg driller,”

Jeg tvang et lille grin ud, inden jeg forsøgte så godt som muligt, at se normal ud.

”Det er nu rart at møde dig igen. Den del var ikke for sjov.” hans selvsikre smil tog endnu en gang over, og han fjernede sin hånd fra min skulder.

Jeg smilede tilbage uden nogle ord, da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle sige. Cameron stak hånden ned i sin ene bukselomme og med lidt hjælp fra hans lange fingre, fik han sin iPhone op og det tog ham ingen tid at låse den op. Han klikkede to gange på skærmen, inden han rakte den ud til mig. Jeg kiggede forvirret på ham, inden jeg sendte ham et blik der sagde, at han skulle uddybe sin handling en smule.

”Kan jeg få dit nummer?” grinede han roligt.

Jeg skød begge øjenbryn i vejret, kun på grund af overraskelse.

”Selvfølgelig.” kom det stille fra mig, inden jeg tog imod hans mobil. Den var kold og det lignede ærligtalt at den var helt ny. Jeg var hurtig til at skrive mit nummer, hvorefter jeg lige dobbelttjekkede, for at sikre at der ingen fejl var. En vane fra min side af.

”Værsgo,” smilede jeg, og gav ham hans mobil tilbage. Han mumlede et lille ’tak’, inden hans øjne scannede skærmen, og et smil endnu en gang landede på hans læber. Han begyndte stille at bakke bagud.

”Vi ses på et eller andet tidspunkt, Cassie Lee.”

Jeg åbnede munden for at sige et eller andet, som at jeg ikke havde hans nummer eller bare et simpelt ’vi ses’, men ingen ord forlod min mund.

Cameron smilede blot et sidste smil, inden han blinkede til mig med venstre øje og vendte sig om, for at forlade butikken.

Min mund var en anelse åben, og mine arme hang svagt ned langs min side. Her stod jeg tilbage, forvirret og varm i ansigtet over hans handlinger.

Jeg stod og gloede indtil han var helt ude af syne og endda også lidt længere, mens jeg forsøgte at forstå de sidste fem minutter.

”Hey,”

Jeg vendte mig om ved lyden af en stemme, og prøvede at ignorerer det faktum at jeg fik et kæmpe chok. Bag mig stod Allison, der havde fundet en plade chokolade og nogle popcorn.

”Hvorfor er du så rød i hovedet?” grinede hun, inden hun gik forbi mig, hen mod kassen.

Jeg valgte ikke at svare på hendes spørgsmål, og siden hun ikke kommenterede yderligere på det, så tog jeg det som om, at det godt kunne gå for at være et af de spørgsmål, der ikke skulle besvareres.

 

 

Efter den her weekend med alt for meget slikspisning og tøsesnak, følte jeg mig fem kilo tungere og helt flad på energi. Mandag morgen blev ikke mødt med åbne arme og et kærligt smil, og hvis du spurgte mig, så kunne mandag morgen godt gå hjem igen.

Jeg sukkede højt, inden jeg rullede om på min gode side, hvor jeg heldigvis vendte væk fra min mobil, der bragede løs med den mest irriterende tone, du overhovedet kunne forestille dig.

Dog efter et par sekunder med en uafbrudt alarmtone, blev jeg irriteret. Jeg vendte mig om og slukkede alarmen, inden jeg udmattet faldt tilbage og trak dynen op over mit hoved.

Klokken var 6:30 og efter min mening var det alt for tidligt. Mine øjne føltes tungere end aldrig før, og havde i hvert fald ikke lyst til at samarbejde, da jeg fjernede dynen og stod ud af sengen. Ikke at jeg havde lyst til at stå op – for det havde jeg ikke – men som sagt, så var det mandag morgen, hvilket betød at jeg havde en otte timers lang skoledag foran mig.

Jeg gabte højt, inden jeg tog mit hår i en hestehale og forlod mit værelse. Min mor var den eneste der var oppe, og hun havde allerede sat min morgenmad klar på bordet, så jeg ikke behøvede at bruge tid på det. Det var noget hun gjorde hver mandag, da jeg lige havde brug for en dag, inden jeg kunne komme ind i min normale hverdagsrutine.

Jeg smilede kort til hende, da jeg satte mig ned ved bordet. Hun sad selv med et stykke brød i den ene hånd og avisen i den anden hånd. Hendes briller sad på midten af næseryggen, og hendes hår var sat op i en knold. Hendes tøj betød af det sædvanlige – en sort nederdel og en almindelig hvid skjorte.

”Træt?” spurgte hun, med et smil.

Jeg nikkede, inden jeg gabte endnu en gang og derefter tog en bid af min bolle.

Mere blev der ikke sagt, da jeg følte mig for træt til at holde en samtale i gang, og hun rejste sig før jeg var færdig.

 

 

Et par timer efter fandt jeg mig selv ved mit skab henne på skolen. Trætheden var ikke gået væk, og jeg følte mig ærligtalt som en zombie. Eller, i hvert fald som jeg gik ud fra at en zombie føltes som.

Første time var overstået, hvilket betød at jeg nu skulle skifte bøger og endda også lokale. Min hånd greb ud efter min fysikbog, som var godt slidt efterhånden, og ind lagde jeg min matematikbog, som lige havde været i brug.

Matematik + træthed = ikke god kombination.

Med min fysikbog i hånden, smækkede jeg skabslågen i og vendte mig om, kun for at læne mig op af det. Det endte med at jeg næsten faldt bagover og ind i skabet, så klodset som jeg nu er. Men hey, jeg er også træt.

Trods mit lille halvfald, vågnede jeg da næsten op. Mine øjne var i hvert fald helt åbne nu og mit blik lå på alle eleverne på gangen. Igen, så var der grupper af folk der stod sammen, mens der var andre – inklusiv mig – der stod eller gik alene.

Da jeg ikke rigtig kunne spotte nogen jeg kendte, besluttede jeg mig for at forlade gangen, og gå udenfor. Der var alligevel små ti minutter til at timen ville starte.

 

 

Fysik var rent ud sagt dødsygt. Hvis du spurgte mig, så kunne vi lige så godt fjerne det fra mit skema, for jeg fattede da slet ikke noget overhovedet.

Jeg trak min mobil op fra lommen og lagde den på bordet. Jeg trykkede på den lille runde knap, og blev mødt af klokken samt min baggrund. Der var fem minutter tilbage af timen – med andre ord fem minutter til frokost – og kun fem minutters tortur tilbage. Vi lavede ikke andet end at glo på tavlen, skrive noter og læse. En sædvanlig fysiktime.

Hvis vi bare kunne lave forsøg hele timen, så ville det jo være meget bedre.

Mit blik gik fra klokken til min baggrund. Billedet derpå var af Nash og jeg sidste sommer. På billedet ser man mig i armene på ham. Det er et screenshot fra en video, hvor han smider mig i vandet, men siden vi så ret søde ud sammen, så havde jeg taget et screenshot af lige præcis det moment. Hvis man ikke kendte os, så måtte vi virkelig ligne et kærestepar.

Tankerne om Nash og jeg sammen, fik mig til at tænke på det Allison havde sagt.

Han er vild med dig.

Det kørte om og om inde i mit hoved.

Jeg kiggede bagud i klassen, og spottede Nash et par rækker bag mig. Han sad med sine høretelefoner i, mens han havde en overstregningstusch i højre hånd, der forsigtigt kørte hen over papiret i en stille bevægelse.

Han havde opført sig mærkeligt den sidste uges tid. Vi havde heller ikke snakket sammen hele dagen, hvilket også var underligt.

Mine tanker blev afbrudt af klokken der besluttede sig for at ringe ud af det blå. Jeg hoppede en anelse, og lagde derefter hånden hen over mit hjerte, inden jeg tog en dyb indånding.

Der kan man tale om at blive forskrækket.

Folk begyndte lige så stille at pakke deres bøger sammen og jeg tog mig kort til hovedet, inden jeg gjorde det samme. Inden længe var over halvdelen af klassen gået, men til mit held var Nash der stadig.

På en eller anden måde havde jeg fået pakket mine ting sammen hurtigere end ham, hvilket overraskede mig. Jeg lænede mig op af dørkammen – uden at falde denne gang – og ventede nu kun på at Nash skulle gå forbi, så vi kunne snakke sammen.

Han lagde sin bog ned som det sidste, inden han svingede tasken over den ene skulder. Det eneste jeg fik fra ham var et svagt smil, hvorefter han gik forbi mig uden nogle ord overhovedet.

Forvirringen borrede indeni mig, da jeg rettede mig op og gik efter ham.

”Nash?”

Jeg halvløb efter ham og havde lidt håbet at han ville stoppe op, men det gjorde han ikke.

Jeg fik intet svar, og endte med at følge efter ham helt hen til hans skab.

Han begyndte lige så stille at åbne sit skab, for at ligge de bøger han ikke skulle bruge derind. Jeg blev mere eller mindre en smule småirriteret, da han hverken ville svare mig eller så meget som at kigge på mig. Det virkede som om at jeg ikke var andet end luft for ham.

”Nash forhelvede, så kig dog på mig eller tal til mig.” vrissede jeg ad ham.

Han sukkede højt og irriteret, inden han smækkede sit skab i med så meget kraft, at jeg blev forskrækket og næsten hoppede op i luften.

”Kan du ikke bare lade mig være i fred? Hvis jeg ikke svarer dig, så er det nok fordi at jeg ikke gider snakke med dig, og der var nok også en grund til at jeg bare gik forbi dig.” snerrede han.

Hans tone var hård, hvilket ikke ligefrem var noget jeg var vant til fra hans side. Han kiggede ikke på mig i meget mere end fem sekunder, for derefter at sukke endnu en gang inden han gik ned ad gangen, hen mod den store dør – også kaldet udgangen.

Her stod jeg tilbage, med en kæbe der næsten lå på gulvet. Hvad der lige skete der, havde jeg absolut ingen idé om. Jeg vrissede ad ham – hvilket aldrig sker. Han snerrede ad mig – hvilket aldrig sker.

Nash var for længst forsvundet ud af udgangen, så lige nu stod jeg faktisk bare og gloede på ingenting.

Jeg rystede på hovedet og blinkede et par gange. Klokken ringede endnu en gang og det signalerede at der nu var frokostpause. Skabene blev smækket i igen og folk gik hen mod kantinen, hvor jeg stille fulgte med.

Kantinen lå længere nede ad gangen til højre, i den modsatte retning af udgangen, som jeg roligt fik bevæget mig væk fra. Den var allerede proppet til randen med mennesker, og det så helt umuligt ud at få en plads. Dog var jeg heldig og spottede en plads med siden af Matt, der sad med sin computer på bordet, samt et æble i munden.

Han fik øje på mig da jeg trak stolen ud og satte mig. ”Hey Cassie.”

Jeg smilede blot, inden jeg satte mine albuer på bordet og placerede mit hoved i mine hænder.

”Skal du ikke havde noget frokost?” spurgte Matt, inden han tog en bid af sit æble.

”Nej,” mumlede jeg. ”Jeg er ikke sulten.” 

 

--------------------------------------------------------------

 

Dam dammm. Stakkels Cassie though.

Så kom der et nyt kapitel! Jeg er i Jylland lige nu og hygger mig meget, hehe. Jeg tager hjem på fredag og skal så afsted til Sverige næste lørdag, men jeg regner med at der kommer et kapitel eller måske to i den uge hvor jeg er hjemme. God dag. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...